Et nyt kapitel for kulturen på Fyn: Flere historier, flere stemmer og større rækkevidde
Med nyt samarbejde med TV 2 Fyn tager K10 kulturjournalistikken til næste niveau – og giver dig endnu flere ugentlige anbefalinger
Kære venner.
Der sker - forhåbentlig - noget særligt for kulturen på Fyn lige nu.
Ikke bare fordi scenerne summer, ateliererne er åbne, og nye idéer hele tiden finder vej ud i virkeligheden. Men fordi fortællingerne om det hele begynder at bevæge sig længere ud.
Jeg har lavet en aftale med TV 2 Fyn, der betyder, at stationen bringe udvalgte historier fra K10 på deres platforme, hvilket markerer et enormt vigtigt skridt mig, k10 og forhåbentlig også for kulturen på Fyn.
For K10 har fra begyndelsen haft en ambition om at tage kulturjournalistikken alvorligt. At give plads til nuancerne, processerne og de mennesker, der skaber kulturen, og ikke mindst årsagerne til, hvorfor de gør det.
Samarbejdet med TV 2 Fyn åbner en mulighed for netop det: at styrke den lokale kulturjournalistik og bringe flere stemmer i spil. At skabe større synlighed om det, der allerede spirer og vokser på Fyn og samtidig løfte samtalen om, hvad kultur er, og hvad den kan.
Det er også en anledning til at insistere på kvalitet. På nysgerrighed. På at stille de spørgsmål, der ikke altid bliver stillet. Og på at være en platform, hvor både etablerede aktører og nye stemmer kan få plads.
Jeg håber du vil læse og se med - her på K10 og på TV2 Fyn. For K10 er ikke bare et nyhedsbrev. Det er en del af en bevægelse for et stærkere, mere levende og mere synligt kulturliv på Fyn.
Velkommen til næste kapitel.
Kh Klaus
Kultur10D: Nu får du endnu flere anbefalinger
Samarbejdet med TV2 Fyn betyder blandt andet, at i stedet for at anbefale kulturbegivenheder til dig på en månedlig basis, fremover vil gøre det ugentligt. Det anser jeg som et win.
Anbefalingerne kan du se på sociale medier, blandt andet i et kort videoformat som ovenover, på magasinetk10.dk, på tv2fyn.dk OG du kan tilmed få en mail fra mig, hver gang der er nye anbefalinger. Det får du, hvis du under indstillinger trykker ja til at modtage en mail, når jeg poster.
Et eksempel på, hvordan indholdet ser ud, kan du se ved at klikke på knappen her:
Har du selv en kulturbegivenhed, som du synes, jeg skal overveje at anbefalde, så smid en mail på magasinetk10@gmail.com - skriv meget gerne “Kulturtid” i emnefeltet
Podcast: Er fodbold kultur?
Podcast: Er fodbold kultur?
Der findes steder, hvor kultur hænger på vægge.
Der findes steder, hvor den står på en scene.
Og så findes der steder, hvor kultur råbes, synges og leves.
Spørgsmålet er bare: Er stadion ét af dem?
Det er netop den grænse mellem sport og kultur, jeg undersøger undersøger i en samtale med Martin Davidsen og Peter Brix fra podcasten Stemmer fra Ådalen.
Med OB som omdrejningspunkt folder de et perspektiv ud, hvor fodbold ikke blot er et spil, men en dybt forankret kulturform.
Du kan lytte til podcasten her eller i din foretrukne podcast-app. Søg på Radio k10, så bør den dukke op.
Børneteater i Odense: Når kunsten er den virkelige superkraft
Du kan stadig nå forbi Odense Teater og nå forestillingen “Håndbog for Superhelte”, hvis du ikke allerede har oplevet den. Den spiller frem til 12. april, og det er en af de stærkeste børneforestillinger, jeg har set længe.
I min anmeldelse skriver jeg blandt andet:
… når et teater vælger at fortælle historier til børn med alvor, fantasi og kunstnerisk ambition, sker der noget stille, men vigtigt. Man giver børn en oplevelse af, at deres verden, deres følelser, deres frygt, og deres håb, er værd at tage alvorligt. At deres historier også fortjener lys, musik, scenografi og menneskers fulde opmærksomhed.
Teatret gør noget sjældent i en tid, hvor så meget underholdning flimrer forbi: det standser tiden et øjeblik. Det samler mennesker i et rum og lader fantasien vokse mellem dem. Derfor er knuselsker jeg måske mest ved kunsten og de dygtige kunstnere, når de gør sig umage for børnene. Når de tager den enormt vigtige rolle på sig, og investerer alt i det for ungernes skyld.
Og når et barn forlader salen med en følelse af, at mod kan øves, at retfærdighed kan findes, og at selv den mindste kan blive stærk, så har teatret gjort noget, som rækker langt ud over scenens kant.
Måske er det ikke en superkraft i klassisk forstand.
Men det føles alligevel lidt sådan.
Bootleggers Odense: En craft beer bar du ikke vil hjem fra
Midt i Odense gemmer Bootleggers på en anderledes baroplevelse – uden støj, uden scene, men med håndplukket øl, uformel stemning og plads til at blive hængende.
Jeg har sat mange flere ord på stedet her, men jeg kan på det kraftigste opfordre dig til selv at kigge forbi stedet, der egentlig gør så ganske lidt ud af sig selv, men så herligt meget godt for sine gæster. Jeg skriver blandt andet.
Jeg bestiller en Fat Rat. Tyk og sort med et strejf af pistacie. Beskrivelsen drog mig, smagsprøven slog mig.
”Du er heldig. Det bliver det sidste glas. Fustagen er tom”, siger værten, og jeg priser mig lykkelig for timingen. Jeg får den sidste omgang af trylledrikken. Det skal jeg fortælle videre. Hermed gjort.
De kender deres øl her. Bare se på ølbrikkerne på væggene. De fungerer ikke som dekoration i klassisk forstand. De er spor. Dokumentation af det, der har været på hanerne. Ikke et brandskabt narrativ, men en ophobning af erfaringer. Det signalerer noget væsentligt: her handler øl ikke om positionering, men om brug.
Tak fordi du følger med.
K10 er kun lige begyndt, og det her er altså næste skridt.
Følg med på magasinetk10.dk og nu også på TV 2 Fyn, hvor endnu flere historier fra Fyns kulturliv finder vej ud.
Og hvis du sidder med noget, verden bør opdage, så skriv til mig på magasinetk10@gmail.com.
Vi ses i kulturen.







