Børneteater i Odense: Når kunsten er den virkelige superkraft
På Odense Teater bliver "Håndbog for superhelte" til en sanselig forestilling, der minder os om, hvorfor teatret stadig kan forandre et rum.
Jeg elsker det der øjeblik i teatret, hvor noget skifter. Lyset dæmpes, scenen står næsten stille, og så begynder fantasien at arbejde. Ikke kun på scenen, men i publikum. Det er som om rummet åbner sig. Som om noget større end scenens træ og kulisser langsomt vokser frem.
Der er få ting, jeg holder mere af en det øjeblik. Det skulle da lige være at se mit barn dele den begejstring. Det er virkelig magi, og det præcis den oplevelse, Odense Teaters opsætning af “Håndbog for superhelte” giver både mig og knægten.
Historien er egentlig enkel. En pige, Lisa, flytter til en ny by. Hun føler sig alene. Hun bliver drillet, overset, presset ind i den plads, børn nogle gange får tildelt, når de ikke passer ind i flokken. Og så finder hun en bog, en håndbog, der lærer hende at blive superhelt. En historie, vi har hørt før.
Men på teatret er historier aldrig bare historier. De bliver krop, lys, lyd og bevægelse. De får en tyngde, en varme, en puls.
Når Lisa træder frem på scenen, er hun ikke bare en figur fra en børnebog. Hun er et barn, man genkender. Den lidt forsigtige måde hun står på. Den stille usikkerhed. Den måde håbet langsomt begynder at vokse i hende.
Og netop dér opstår teatrets særlige magi. For det mest fascinerende er egentlig ikke selve historien. Det er teatrets evne til at gøre den større.
Instruktøren Per Smedegaard og scenograf Peter Schultz har arbejdet med en æstetik inspireret af tegneserier uden blot at kopiere dem. I stedet har de skabt et scenisk univers, hvor tegneseriens overdrivelse møder virkelige mennesker på scenen. Det gør noget ved fortællingen.
Pludselig er den ikke længere flad som en side i en bog (sagt med al kærlighed til bøger og litteratur!). Den bliver flerdimensionel.
Og midt i det hele sidder børnene. Jeg hører dem reagere. Små grin. Spændte indåndinger. Den særlige stilhed, der opstår, når en historie virkelig griber et publikum. Det er et af de øjeblikke, hvor man mærker, hvorfor teatret stadig betyder noget. Og hvorfor det i min verden burde betyder meget mere for mange flere.
Teatret er et fælles rum, og historien bliver ikke bare fortalt, den opleves sammen.
Og måske er det netop derfor, sådanne forestillinger betyder mere, end man umiddelbart tænker.
For når et teater vælger at fortælle historier til børn med alvor, fantasi og kunstnerisk ambition, sker der noget stille, men vigtigt. Man giver børn en oplevelse af, at deres verden, deres følelser, deres frygt, og deres håb, er værd at tage alvorligt. At deres historier også fortjener lys, musik, scenografi og menneskers fulde opmærksomhed.
Teatret gør noget sjældent i en tid, hvor så meget underholdning flimrer forbi: det standser tiden et øjeblik. Det samler mennesker i et rum og lader fantasien vokse mellem dem. Derfor er knuselsker jeg måske mest ved kunsten og de dygtige kunstnere, når de gør sig umage for børnene. Når de tager den enormt vigtige rolle på sig, og investerer alt i det for ungernes skyld.
Og når et barn forlader salen med en følelse af, at mod kan øves, at retfærdighed kan findes, og at selv den mindste kan blive stærk, så har teatret gjort noget, som rækker langt ud over scenens kant.
Måske er det ikke en superkraft i klassisk forstand.
Men det føles alligevel lidt sådan.¨
Fakta
Håndbog for superhelte
Odense Teater, Teatersalen i ODEON
Baseret på bogserien af Elias og Agnes Våhlund
Instruktion: Per Smedegaard
Scenografi: Peter Schultz
Medvirkende:
Malene Melsen, Louise Davidsen, Laurids Skovgaard Andersen, Christopher Foyeh Nallo og Klaus T. Søndergaard
Varighed: 1 time og 20 minutter (uden pause)