Anmeldelse: "Annas sang" på Odense Teater bliver i kroppen længe efter sidste tone
Helstøbt musikteater om talent, arv og de valg, historien tvinger os til at træffe.
Mens jeg begynder dette skriv, står én ting klart: Jeg er begejstret for “Annas Sang”. Ikke på den flygtige måde, hvor man lader sig underholde en aften og går videre, men på den insisterende måde, hvor forestillingen bliver ved med at arbejde i én. Spørgsmålet er blot, hvad begejstringen egentlig hviler på.
Man kunne pege på bedriften i at omskabe Benjamin Koppels omfattende roman, skrevet med afsæt i hans egen families historie, til knap to en halv times koncentreret scenekunst. Man kunne fremhæve det kunstneriske mod i at lade fortællingen stå uden spektakulære greb og i stedet stole på tekst, spil og musik. Eller man kunne begynde med det åbenlyse scoop: at have Katrine Gislinge siddende ved klaveret gennem hele forestillingen.
Men ingen af delene kan stå alene. Det er samspillet, der løfter værket.
Koppels roman bærer en særlig alvor, fordi den udspringer af levet liv. På scenen følger vi Anna (Benjamins grandtante) fra ungdommens selvfølgelige klaverspil til de år, hvor Europas politiske mørke langsomt trænger ind i selv de mest beskyttede hjem. Hun vokser op i et jødisk borgerskab præget af dannelse, musik og faste forestillinger om fremtiden. Hun har talentet og viljen, men hendes råderum er afgrænset af både tradition og køn. Forestillingen dvæler ved dette paradoks: at være begavet og samtidig bundet.
Moderen Bruche, spillet med isnende kontrol af Natali Vallespir Sand, bliver legemliggørelsen af den livsbane, Anna forventes at følge. Det er ikke ondskab, men overbevisning – og netop derfor gør det ondt.
Og så er der Benjamin Kitter. Ay-yay-yay! Han tilfører forestillingen en vitalitet og et nærvær, der hele tiden holder relationerne levende. Han glider ud og ind af sine to modstridende roller, som vi andre skifter fra sort til hvid. Det er netop hans evne til at lade modsætninger sameksistere, der gør præstationen overbevisende: styrke og sårbarhed, varme og distance. Han spiller ikke på effekten, men på dynamikken i mødet med de andre. Det løfter scenen hver gang.
Centralt står dog Laura Kronborg Kjær som Anna. Hun har ingen andre roller at ”gemme” sig i og bærer karakteren gennem ungdommens lys, forelskelsens sitren, ambitionens stolthed og den gradvise erkendelse af, hvad tiden kræver. Hendes præstation er ikke demonstrativ; den er indadvendt og præcis. Man ser et menneske, der langsomt forstår, at talent ikke altid er nok.
Og så Gislinge. Dette er ikke en musical, hvor følelser bryder ud i sang. Det er musikteater i egentlig forstand: Musikken ligger side om side med teksten og åbner et indre rum under ordene. Hendes tilstedeværelse tilfører forestillingen en autoritet og en ro, som forankrer dramatikken. Musikken bliver ikke stemning, men identitet. Selve det, Anna risikerer at miste.
“Annas Sang” står derfor tilbage som mere end en historisk fortælling. Den er et portræt af et talent og en påmindelse om, hvor skrøbelige muligheder kan være, når historien ændrer vilkårene. Begejstringen opstår ikke i ét element, men i den sjældne balance mellem dem. Og netop den balance gør forestillingen vedkommende længe efter sidste tone er klinget ud.
Da jeg begyndte dette skriv, vidste jeg blot, at jeg var begejstret. Nu ved jeg hvorfor: Annas Sang er sjældent helstøbt. Den insisterer ikke på at imponere. Den insisterer på at betyde noget.
Fakta
Musikteater (ikke musical)
Baseret på roman af Benjamin Koppel, baseret på hans families historie
Musikken er komponeret af Benjamin Koppel
Pianist: Katrine Gislinge (live på scenen gennem hele forestillingen)
Spilletid: Ca. 2 timer og 30 minutter
Spiller på Odense Teater (Magasinet) frem til 25. marts