Der er jo noget grundlæggende sympatisk ved en festival, der vælger at dele ud frem for at holde tilbage. Noget næsten gammeldags generøst i tanken om, at kultur ikke først og fremmest skal pakkes ind, afgrænses og sælges i små eksklusive bidder, men i stedet bredes ud over en hel by og gøres så tilgængelig, at man næsten kan falde ind i den ved et tilfælde.
Det er i hvert fald den følelse, jeg igen og igen er blevet mødt med, når jeg har besøgt SVEND Filmdage.
Svendborg bliver ganske enkelt lidt mere filmisk i de dage, festivalen står på. Og den gør det på en måde, hvor filmene, gæsterne og samtalerne bliver en naturlig del af bylivet. Man kan være på vej efter en kaffe, gennem Krøyers Have eller ned gennem gågaden og pludselig stå midt i noget, man ikke vidste, man havde lyst til at opleve. Det lyder måske banalt, men det er faktisk ret afgørende.
For alt for meget kultur har efterhånden udviklet sit eget adgangssystem. Man skal vide, hvad man skal se, hvor man skal gå hen, hvem man skal følge, og nogle gange næsten også hvordan man skal opføre sig, når man først er kommet indenfor. SVEND gør det modsatte. Festivalen står med døren åben.
Langt størstedelen af ugens visninger er gratis, og Filmhaven i Krøyers Have kører fra morgen til aften uden billet, uden dørmand og uden den lille mentale barriere, der følger med, når man først skal beslutte sig for, om noget nu også er pengene og besværet værd.
Og det stærkeste ved SVEND er, at den folkelighed ikke bliver en undskyldning for at gøre tingene lettere, fladere eller mindre ambitiøse. Tværtimod. Det er netop dér, festivalen rammer noget, som ellers kan være svært at balancere. Den vil gerne være for alle, men den taler ikke ned til nogen.
Man mærker hele tiden, at der ligger en reel kærlighed til filmmediet bag. Ikke kun til stjernerne, de røde løbere og de genkendelige ansigter, men til håndværket, fortællingerne og menneskene, der får film til at eksistere. Derfor kan en helt almindelig festivaldag ubesværet bevæge sig fra noget stort og folkeligt til en samtale, hvor man faktisk bliver klogere på, hvordan film bliver tænkt, skrevet, instrueret eller spillet.
Derfor er SVEND Filmdage også langt mere interessant end blot endnu en festival med gode film og kendte gæster. Den har en idé om, hvad en festival kan være for en by og for de mennesker, der bor i den. Den kan være et sted, hvor man opdager noget, bliver klogere, møder nogen og måske får lyst til at se en film, man ellers aldrig var stødt på.
Og så kan den minde os om noget ret enkelt: At film ikke bliver mindre værdifuld af at blive delt med flere.
Tværtimod.