Poledans, private rum og påtrængende personlig: Hudløs ærlig fotokunst på Brandts
Michella Bredahls udstilling på Brandts forener det sårbare og det stærke i en intens undersøgelse af identitet, krop og tilhørsforhold
Jeg tager mig selv i at stoppe brat op. Ikke fordi der er kø. Faktisk er jeg den eneste i rummet. Nej, jeg står stille, fordi jeg lige skal finde ud af, hvordan jeg egentlig har det med at være her.
Det er egentlig sjældent, at jeg har den følelse på et museum, men den melder sig altså hurtigt i Michella Bredahls udstilling ”Rooms We Made Safe” på Brandts.
Det føles på en eller anden måde mere som noget, jeg er havnet i, mere end noget jeg er taget hen for at se.
Det er er en af de her udstillinger, hvor man meget tidligt tidligt bliver klar over, at man er tættere på et andet menneskes liv, end man normalt kommer. Det minder i høj grad om de glade dage, hvor Brandts kårede og åbnede Årets pressefoto. Det er her, Bredahl placerer os. Og hun gør det uden at undskylde.
Det, hun viser, er dybt privat. Rum fra en barndom. En relation til en mor, der både har givet liv og taget plads. Minder, der ikke altid er lige pæne, men virkelige. Det her har faktisk kostet noget, og der har været en masse på spil – og det er der ganske sikkert stadig.
Noget af det stærkeste i udstillingen er, at Bredahl ikke bliver alene i sin egen historie. Hun har også vendt kameraet mod venner og mennesker omkring sig. Mennesker egne fortællinger, egne kroppe, egne grunde til at være der. Det giver udstillingen luft og fællesskab. Det her ikke handler om én stemme, men om et miljø, hvor man har givet hinanden lov til at blive set.
Serien med kvinder, der poledanser, skiller sig ud. Det vil ikke chokere, men den diktere dig at læse den rigtigt. Her er poledans ikke noget seksuelt blikfang. Det er ikke en invitation til at kigge på kroppen som objekt. Det er en undersøgelse af styrke. Af disciplin. Af hvad det kræver at løfte sin egen krop, holde fast, kontrollere bevægelserne og stole på sig selv.
Jeg står igen stille. Og det slår mig, hvor befriende det er at se poledans som kunst og arbejde, fremfor den stereotype fremstilling, så mange har skabt. Her bliver det seriøst og personligt. Noget, der kræver koncentration og mod. Kroppen er ikke pynt her, en er redskab. Og Bredahls blik er respektfuldt, opmærksomt og fri for den sædvanlige seksualisering, der ofte klistrer sig til netop den danseform.
Og det udvider udstillingen. For pludselig handler ”Rooms We Made Safe” ikke kun om barndommens rum, men også om de rum, vi skaber som voksne. Rum, hvor vi kan være i vores krop. Rum, hvor tryghed ikke er blødt og behageligt, men noget, man arbejder sig frem til.
Det er en gave, at billederne er ledsaget af miniportrætter i form af tekst. De forklarer ikke alt, men de forankrer oplevelsen. Giver billederne en retning uden at lukke dem. Og vigtigst: de gør det klart, at det her ikke er en iscenesættelse for kunstens skyld. Det er et forsøg på at fange og forstå noget, der er levende.
Sagt kort: Rooms We Made Safe er en udstilling, der tør gå helt tæt på. Den tør være privat og påtrængende personlig. Og den viser, hvor stærk samtidskunst kan være, når den tager udgangspunkt i det levede liv, og ikke prøver at glatte det ud. Det er en stærk kontrast til meget andet, og det føles befriende. Derfor er det her ikke en udstilling, du skynder dig igennem. Du stopper op. Fastfrosset i et øjeblik. Som et fotografi.