På landet: Denne digtsamling fortæller om et sted, man er i – ikke et sted, man ser på
Rune Frederiksen har med udgangspunkt i sit hobbylandbrug skrevet en digtsamling som det at bo på landet. Den bør du læse. Igen og igen.
“Vær ukrudt”
Rune Fredriksen har skrevet med kuglepen på første side. Jeg stirrer på det som en mindre åbenbaring. Præcist. Tak. Ja tak!
De to ord alene er det hele værd. Jeg har skrevet med Rune i en halv måneds tid, siden jeg faldt over hans oplæsning af sin egen digtsamling på en fælles vens Instagram-profil. Jeg var egentlig solgt med det samme. Men med de to ord “vær ukrudt” spyttede vi i næverne - handlen var fuldendt.
Jeg elsker denne lille bog, og jeg vil læse den hundredevis af gange.
Titlen er næsten provokerende enkel. “På landet”. Ikke om landet, ikke fra landet, men på. Det antyder en position snarere end et motiv: et ståsted midt i det levede. Digtene bevæger sig netop her, i spændingsfeltet mellem erfaring og erkendelse. De er ikke nostalgiske i traditionel forstand, men sanselige, kropslige og til tider berusede af fællesskab, arbejde, natur, erindring. Landet fremstår som noget, der opleves indefra, ikke som postkort eller politisk slagmark, men som hverdagsrum.
Samtidig nægter samlingen at romantisere. Det er her, “På landet” viser sin egentlige styrke. For midt i nærværet og livsglæden trænger en anden virkelighed sig på: det moderne landbrug, effektiviteten, systemerne, maskinerne. Frederiksen lader kontrasterne tale. Det smukke og det brutale eksisterer side om side, ofte i samme digt, som to sandheder der ikke kan forsones, men heller ikke skilles ad.
Denne dobbelhed gør samlingen bemærkelsesværdigt relevant. I en tid hvor land og by ofte reduceres til karikaturer i den offentlige debat, tilbyder på landet en mere kompleks og menneskelig erfaring. Digtene viser, hvordan glæde og ødelæggelse kan udspringe af samme praksis, hvordan kærlighed til et sted ikke udelukker sorg eller vrede over dets forandring. Her findes ingen nemme svar, men en insisteren på at se og blive ved med at se.
Sprogligt arbejder Frederiksen med en nøgternhed, der giver plads til resonans. Ordene virker erfarne, som om de er sagt mange gange før i stilhed, før de fandt deres vej til siden. Det giver digtene en særlig autoritet: de vil ikke imponere, men fastholde. Læseren mærker, at dette ikke er et udefrakommende blik, men et, der er vokset frem af gentagelse, arbejde og tilhørsforhold.
I en samtid præget af klimakrise, naturtab og urban afstand til fødevareproduktion fremstår Rune Frederiksens digtsamling som både nødvendig og modig. Den giver stemmen tilbage til et landskab, der ofte tales om, men sjældent fra. Og den minder os om, at poesien stadig kan være et sted, hvor kompleksiteten får lov at stå uden at blive forenklet, men heller ikke opgivet.
At læse “På landet” er at blive mindet om, at landet ikke er en idé, men en erfaring. Noget, man er i. Noget, man lever med. Og noget, man er ansvarlig overfor.