Anmedelse: HuskMitNavns sanseudstilling i Odense er en af de bedste nogensinde
I årets sanseudstilling på Brandts bliver leg og bevægelse en del af værket. Og både børn og voksne mødes af kunst med form, humor og ambition.
Det kræver et særligt greb at skabe noget folkeligt uden at gøre det banalt. At åbne dørene bredt uden at give køb på form og præcision. Netop det lykkes i årets sanseudstilling på Kunstmuseum Brandts. I samarbejde med HuskMitNavn er der skabt en totalinstallation, der bryder med museets vaner. Ikke for effektens skyld, men fordi det er nødvendigt, hvis kunsten skal fungere på egne præmisser.
Udstillingen inviterer børn og voksne ind i et rum, hvor man må røre, larme og bevæge sig frit. Man kan endda kravle ind i billederne. Det kunne ligne en velkendt familieudstillingsmodel, men forskellen er afgørende: Legen er ikke lagt oven på kunsten. Legen er kunstens struktur. Og kunsten er tænkt så stramt, at den kan rumme både børns kroppe og voksnes blik samtidig.
Hos HuskMitNavn bliver forbud til materiale. I stedet for “se, men rør ikke” insisterer udstillingen på kroppen som adgang til billedkunst. Resultatet er ikke et frirum fra kunst, men et rum med kunst. Kunst, der i en eller anden form først træder klart frem, når den bliver brugt.
HuskMitNavns univers er umiddelbart genkendeligt: den klare streg, de stærke farver, figurerne og hverdagens relationer. Billeder bliver til steder, overgange og bevægelser. Man rejser bogstaveligt talt rundt i et formsprog, der bøjer tid og trends. Jeg mærker alt fra C.W. Eckersberg over Bauhaus til Malk de Kojn. Hvad mon du kan se?
Det er her, udstillingen løfter sig. Den taler ikke kun til sanserne, men til evnen til at aflæse struktur, rytme og gentagelse. Børn oplever det kropsligt. Voksne aflæser det visuelt. Den samme form bærer begge oplevelser.
Alt for ofte ender børneudstillinger med en klar arbejdsdeling: børnene leger, de voksne venter. Her sker det modsatte. Voksne bliver stående, fordi der faktisk er billedkunst at forholde sig til.
Det skaber en sjælden dobbeltoplevelse. Familien er i samme rum, men oplever ikke det samme. Barnet handler. Den voksne fortolker. Begge dele er tænkt ind og taget alvorligt.
Brandts har en stærk tradition for sanseudstillinger, muligvis landets stærkeste, men HuskMitNavns markerer alligevel et skift. Den kunstneriske signatur er tydeligere, ambitionen højere. Det er ikke blot et stemningsfuldt univers, men et værk med klar formmæssig vilje: en installation, der både kan bruges og læses.
Derfor fungerer udstillingen så overbevisende som kultur for børn. Ikke fordi den forenkler, men fordi den gør forståelse fysisk. Mens børnene kravler, bygger og rører, bliver kunst ikke bare noget, man ser på. Den bliver et sted, man har været.
Og det er dens største kvalitet.