Når intet andet giver mening, gør kulturen - og Fyn har noget af landets bedste netop nu
På Fyn finder du lige nu to af de mest seværdige teaterforestillinger, en revy og en jazzfestival der genopstår, og Stephen King i dialog med H.C. Andersen. Kulturen har talt – og den peger på midten.
Kommunalvalgets store ord er klinget af. De store sætninger hænger måske stadig et sted i luften, men i gaderne er der stille. Det er nu, vi kan høre, hvad der virkelig betyder noget. Og hvem der virkelig mener det. Og hvis vi lytter efter, kan vi høre kulturen, ikke som støj, men som en puls. En nødvendig én af slagsen.
For kultur lever ikke i valgkampens varme. Den lever i alle de rum, hvor mennesker samles, fordi noget kalder dem tættere på. Den lever i BaggårdTeatrets mørke, hvor “Amdi” folder sig ud som en fortælling om idealer, fald og frihedstrang og minder os om, at kultur ikke blot genfortæller historien, men genforhandler den. Den lever i Odense Teaters “AI know you”, der med sit flimrende blik på fremtiden spørger os, om vi egentlig tør kende os selv, når teknologien spejler os tilbage.
To forestillinger, ganske forskellige, men med samme kraft, som du kan læse mere om i denne måneds nyhedsbrev. Og som jeg kun kan anbefale dig at opleve, fordi de tager fat dér, hvor hverdagens sprog slipper. De viser, hvad kunst kan, når den får lov: Røre, ruske, minde, udfordre og samle os om det, vi ikke kan sætte tal på.
Derfor er det nu, efter valget, vi skal mene noget med de ord, vi sagde om kulturens betydning. Ikke bare glæde os over de oplevelser, der findes, men støtte de hænder, der skaber dem. For de lokale kulturkræfter knokler ikke for applausens skyld. De gør det, fordi noget i dem insisterer på, at mennesker skal mødes – i lyset, i mørket, i tanken, i samtalen.
Det arbejde må vi ikke kalde “underholdning”. Det er ikke tidsfordriv. Det er tidsforankring.
Så når hverdagen nu falder på plads, er dette en opfordring med lige dele varme og kant: Husk nu for pokker kulturen!
Kulturens vægt måles ikke i stemmetal, men i fælles åndedrag. Og de er heldigvis svære at løbe fra.
Idealernes skygge på scenen - AMDI er teater, der tør stille de svære spørgsmål
Hvad kan vi lære af Mogens Amdi Petersen? Hvad kan vi bruge ham til? Er det værd at bruge halvanden time i selskab med hans historie?
For at svare på det sidste først; klart ja. Tag mit ord for det. Det er i den grad værd at bruge tid på Amdis historie, når den er fortalt af Thure Lindhardt og co. på BaggårdTeatret i Svendborg.
For at svare på relevansen og perspektivet i vores hovedpersons historie, er jeg nok nødt til at bruge lidt flere ord og argumenter.
Først og fremmest kan vi bruge historien til at forstå, at idealer ikke er uskyldige. At drømmen om det fælles, nok kan være smuk, men også farlig. Amdi var ikke bare en mand med en vision. Han var en katalysator for en bevægelse, der ville ændre verden. Og i forsøget på at gøre det, kom den til at ligne alt det, den ville væk fra.
Det er denne dobbelthed, BaggårdTeatret formår at indfange med flot præcision i forestillingen “Amdi”. Ikke som en biografisk opremsning, men som en scenisk undersøgelse af troens anatomi. Forestillingen trænger ind, ikke som en påtrængende sandhed, men som en blid rystelse. En bevægelse i det indre landskab, hvor spørgsmål om fællesskab, frihed og kontrol får lov at slå rod.
Forestillingen kredser naturligt om Mogens Amdi Petersen – Tvind-bevægelsens grundlægger, folkeforfører, strateg – men den handler egentlig kun ganske lidt om ham. Den handler om os. Om den menneskelige drift mod mening. Om den sødme, der ligger i at høre til. Og om prisen, vi kan ende med at betale, når vi lader os føre. Lyder det ikke eviggyldigt? (Læs: relevans og perspektiv for fulde gardiner)
Dramatiker og instruktør Thure Lindhardt har skabt langt mere end en forestilling. Han og holdet har skabt et rum for eftertanke. Et sted, hvor historien ikke blot bliver fortalt, men undersøgt. Hvor karakterer ikke blot agerer, men spejler. Hvor publikum ikke blot ser, men bliver set.
Og lige her, hvis vi skal svinge os op i samme højder som Tvinds enorme vindmølle, finder vi teaterets særlige kraft: at kunne formidle historier, så de ikke blot rammer øjet, men hjertet. At lade ordene vibrere i rummet, så de bliver til erfaring. Den enkle scene er ikke bare en platform, men en portal. En åbning til det, vi troede, vi havde forstået, men som vi, hvis vi skal være helt ærlige, aldrig helt har fattet.
Forestillingen er bygget op som en dialog mellem generationer, mellem idealer og erfaring, mellem fortid og nutid. Aksel, en aldrende teatermand, vender hjem til sin datters teater. Gennem hans erindringer vækkes Amdi til live. Vi ser mennesket, der blev til en bevægelse. Og dernæst bevægelsen, der blev til et system. Vi ser ikke blot Amdi – vi ser 70’ernes drømme, 90’ernes kontrol, og nutidens længsel efter noget, der rækker ud over os selv.
Midt i denne kompleksitet leverer Hans Henrik Clemensen en bemærkelsesværdig præstation som Aksel. Det bemærkelsesværdige er ikke blot hans nærvær og tyngde, men det faktum, at han blev hasteindkaldt til rollen blot ni dage før premieren, da den oprindelige skuespiller blev syg. Med kun ni øvedage formåede han at give karakteren en dybde og ro, der føles som om den har været undervejs i måneder.
Jeg har diskuteret længe med mig selv, om jeg skulle notere Clemensens ufattelige præstation i dette skriv, al den stund at det som sådan ikke siger noget om selve forestillingen, men jeg er endt med, at den siger ret meget om teatrets væsen. Det er en bedrift i sig selv, men det er i den grad også et vidnesbyrd om teaterets evne til at samle sig, når det gælder. I en tid med kunstig intelligens, hvor jeg ikke helt ved, hvad der er sandt eller falsk, er det så ægte som noget kan blive.
Og det leder, hvis jeg skal sige det selv, ret fint over i konklusionen og mit hovedargument:
I en tid, hvor fællesskaber igen er i opbrud, og hvor nye former for lederskab spirer frem på sociale medier, i bevægelser, i algoritmer er “Amdi” en vigtig påmindelse. Den minder os om, at idealer kan være både lys og skygge. At troen på det fælles kan føre til frihed, men i den grad også til blindhed. Forestillingen spørger ikke: Hvem havde ret? Den spørger: Hvad søger vi, når vi søger fællesskab? Og hvad sker der, når vi finder det?
“Amdi” er en hyldest til teateret som erkendelsesform. Som det sted, hvor vi tør stille de spørgsmål, vi ikke har svar på. Hvor vi tør lade os bevæge, ikke blot af fortællingen, men af dens resonans i os selv. BaggårdTeatret viser med denne forestilling, at teateret stadig kan være det sted, hvor samfundet tænker højt. Hvor vi ikke blot bliver underholdt, men udfordret. Hvor vi ikke blot ser en historie, men bliver en del af den.
Spiller fra 2. til 11. december på BaggårdTeatret.
Café Rouge: Et sted der kalibrerer aftenen
Vi kom forbi ved et tilfælde. En torsdag aften, hvor Svendborg ikke gjorde ret væsen af sig. Du ved, sådan en aften, hvor byen trak vejret på en anden måde; lidt langsommere, lidt dybere, som om den godt selv vidste, at weekenden lå på lur.
Vi ledte efter en drink før dramaet; Amdi i BaggårdTeatret. Et sted at slå tiden ihjel uden at spilde den. Og pludselig lå Café Rouge dér: halvt skjult, halvt selvbevidst, og trak os ind som et sted, der ikke behøvede forklare sin egen eksistens.
Det første, der fangede mig, var et mennesketomt bord. En åben bog lå dér og bar nænsomt et par læsebriller. Et stærkt blikfang for alle os, der drages af den slags fordybelse – men her var det ikke en rekvisit. I næste øjeblik kom ejeren til syne og fuldendte øjeblikket. Her ville vi være.
Stemningen ramte med det samme som et stille slag. Ikke sentimental hygge, ikke caféromantik på dåse, men noget mere råt, mere præcist. Café Rouge nægter at være pæn på den kedelige måde. Billeder hang en anelse skævt og bordene stod tilsyneladende tilfældigt, men på den der måde, hvor man forstår, at nogen faktisk har tænkt sig om. Det var det, vi faldt for: stilen, der lod som om den ikke prøvede, men som i virkeligheden sad lige i skabet.
Der duftede af noget ærligt. Musikken lå lavt og næsten ligeglad med, om vi hørte efter. Midt i det hele lyste værten op med en rød blomst i håret, der matchede både nederdel, interiør og stemning. Rouge.
“Receptionen er lige op ad trappen,” sagde hun venligt, mens hun aflæste vores spørgende blik.
“I er ikke her for Brittas reception?”
Britta Kristensen, en lokal forfatter, fejrede denne aften udgivelsen af Svendborg, her er mit hjem, og valget af Café Rouge kunne næppe være mere passende.
Vi blev nede og satte os med udsigt til både gaden, rummet og receptionen.
Bare et glas vin, bare et øjeblik. Men Café Rouge har den der sjældne evne: den får tiden til at skifte gear. Et lille hak nedad. Det øjeblik hvor man forstår, at man gerne vil blive siddende lidt længere, selv om man egentlig burde være et andet sted.
Det slog mig, at caféen havde kant uden at blive kæk. Den var stylet uden at være instagramsmart. Den var tilfældig uden at være sjusket. En svær balance, som de færreste steder rammer. Café Rouge gjorde.
Da vi gik mod teatret igen, havde gaden ændret karakter. Ikke dramatisk – bare en lille justering af stemningen. Som om caféen havde kalibreret aftenen for os.
Nogle steder gør ikke noget stort nummer ud af sig selv. De står bare der og er præcise i deres tone. Café Rouge er sådan et sted: skarpt, afslappet og fuldt bevidst om, at stil er noget, man viser, ikke noget, man påstår.
Her bliver scenerummet til et levende eksperiment i deltagelse, nærvær og nerve
Det vil være forkert at sige, at “AI Know you” ikke vil fortælle os noget. Det vil det. Men forestillingen vil i lige så høj grad have noget ud af os. Ikke blot fordi den taler om data, om algoritmer, om det digitale støv vi efterlader overalt, men fordi den insisterer på, at vi som publikum er nødvendige for dens eksistens. Det er som om hele rummet sitrer af den spænding: Hvem tør træde frem? Hvem vil lade sig kortlægge? Hvem giver sig hen til spillet?
Det er måske netop her, forestillingens egentlige drama ligger. Ikke så meget i spørgsmålet om kunstig intelligens som den menneskelige intelligens, der tændes, når man risikerer sig selv foran andre. Når ens navn og valg igennem forestillingen, bliver til materiale, som scenen kan forme, tolke, forstørre. En tavs forhandling, som instruktøren håndterer kyndigt, men som i virkeligheden ligger i vores blikke, vores skuldres spænding, vores små forsigtige smil.
Midt i det hele står Kristoffer Helmuth. Eller snarere: han flyder mellem rollerne. Vært, værge, performer, teknologisk mellemled, psykolog, lejlighedsvis algoritme. Det er en slags dobbeltbevægelse, han udfører: Han inviterer os ind med varme og humor, men samtidig holder han os udstrakt i et analytisk greb. Et slags menneskeligt interface. Det kræver en enorm præcision at være både menneske og mekanisme på samme tid, og Helmuth formår at få alt til at se let ud, næsten uundgåeligt. Men i glimt fornemmer man, hvor svær balancen må være: at skabe tryghed nok til, at vi tør lege, men ikke så meget, at forestillingen mister sin kant.
Scenen omkring ham er holdt i en kølig, næsten klinisk æstetik, men med små brud af varme menneskelighed. I midten står den storskærm, hvor vi ser os selv. Nogle gange i datapunker, andre gange som et spejl. Det giver en mærkelig, pirrende fornemmelse: Her står man, et individ med sit eget liv, og alligevel er man kun et datapunkt, der kan hentes frem og foldes ud i lyset. Forestillingen spørger ikke, hvem du er? Den spørger snarere, hvor meget af dig skal der til, før vi tror, vi kender dig? Hold op, hvor føler jeg mig nøgen.
Vi har hørt om algoritmer, overvågning og digitale fodspor før. Her er intet nyt. Det kommer med måden, forestillingen skaber en ustabil zone mellem frivillighed og afsløring. Mellem leg og blottelse. Den bliver levende, netop fordi hver aften er afhængig af, hvor meget publikum vil give. Der opstår et næsten elektrisk spændingsfelt, hvor vi alle venter på, hvem der træder frem som næste datapunkt. Nogle aftener bliver forestillingen sikkert ydmyg og forsigtig. Andre eksplosiv, måske endda for meget.
I den forstand er “AI know you” mindre et teaterstykke end en social situation, der er blevet iscenesat og oplyst. En form for kontrolleret usikkerhed. Og det er dér, værket bliver interessant: ikke fordi det giver svar på noget teknologisk, men fordi det i glimt får os til at mærke den mærkelige blanding af lyst og frygt, der kendetegner vores liv med data. Vi vil gerne ses, men helst på vores egne præmisser. Vi vil gerne forstås, men helst af nogen, vi selv har valgt.
Og måske er det derfor, vi bliver ved med at kigge på Helmuth. Fordi han står som det menneskelige filter, der gør det muligt for os at deltage uden helt at føle os afslørede. Hans præstation er ikke bare skuespil, men mægling: mellem os og maskinen, mellem humor og eksistentiel uro, mellem lysten til at lege og frygten for at blive gennemskuet.
Når forestillingen slutter, går man ikke ud med en klar morale. Snarere med en fornemmelse af at have været med til noget, der ikke helt slipper én igen. En lille usikkerhed måske. Eller en lille lyst til at lege videre. Det er svært at afgøre, om forestillingen egentlig viser os noget om, hvem vi er, eller blot får os til at mærke, hvor meget vi håber, at vi stadig har noget, ingen andre kan regne ud.
AI Know You spiller frem til 17. januar i Teatersalen i Odeon.
Kerteminde Sommerrevy genopstår – en gammel tradition får nyt liv på Lundsgaard Gods
Efter et par stille år rejser Kerteminde Sommerrevy sig nu igen. Traditionen, der for mange har været en kær del af sommerens rytme, får nyt liv i 2026 – og allerede nu er dørene åbnet for publikum, der vil sikre sig plads til genopstandelsen.
Den nye revy finder hjem i Anexet på Lundsgaard Gods, et sted hvor historie og kultur mødes i de høje sale, og hvor de gamle mure synes at invitere til nye fortællinger. Her vil et stærkt hold af skuespillere – Kasper Møller, Kim Hammelsvang, Farshad Kholghi og Sara Gadborg – folde satire og humor ud med både nænsomhed og bid. De bringer hver deres særpræg, energi og musikalitet til scenen, og tilsammen lover de en forestilling, der både hylder revyens rødder og tør se fremad.
At Kerteminde igen får en revy, føles som et åndedrag af noget velkendt: en lokal tradition, der har hvilet, men aldrig glemt at drømme. Publikum kan forvente en sommerrevy, der favner både de små øjeblikke og de store samfundskommentarer, ledsaget af musik, lys og varme.
Med billetsalget nu åbent spirer forventningen. For mange vil det være et gensyn; for andre et første møde. Men for alle lover 2026 et nyt kapitel i Kertemindes kulturelle fortælling — et sted hvor latteren igen kan finde vej gennem sommerluften over Lundsgaard.
Jaiyede Jazz Festival genopstår – en eksperimenterende tradition finder nyt hjem i Odense
Efter nogle år i uroligt farvand, hvor økonomiske bølger og skiftende scener fik festivalens puls til at flakke, rejser Jaiyede Jazz Festival sig nu igen. Den eksperimenterende jazztradition, der engang var en af landets vigtigste døre til nye musikalske strømninger, vender tilbage – denne gang i nye rammer og med et klart blik mod horisonten.
Den 14. februar genopstår Jaiyede som en del af Vinterjazz, og festivalen finder nu sin scene på Dexter i Odense. Her, i et rum der i forvejen har været rugekasse for nyskabende lyd, får Jaiyede et nyt hjem og en ny samarbejdspartner. Casper Tornhøj Schärfe, festivalens initiativtager og kurator, kalder det et nødvendigt og glædeligt skifte:
“Jeg er enormt taknemmelig for, at Dexter vil være med til at løfte Jaiyede, så Odense fortsat har en eksperimenterende jazzfestival. Jeg mener, at Dexter er det helt rigtige spillested til at præsentere Jaiyede på.”
Jaiyede har gennem tiden været kendt for at åbne døre – ikke bare for musikere, men for tendenser og bevægelser. Før nogen andre herhjemme præsenterede de den nye London-bølge af jazz, der siden har spredt sig over landets scener. Denne gang vender festivalen blikket mod øst, mod en scene der blomstrer i disse år: polsk jazz.
Schärfe uddyber:
“Der sker en rivende udvikling i Polen lige nu. Derfor vil vi denne gang sætte fokus på polsk jazz, som på mange måder er i samme spirende, eksplosive fase som London var, da vi præsenterede den for første gang.”
Og line-uppet afspejler netop dette øjebliksbillede af en polsk jazzscene i bevægelse:
O.N.E. – Polens første rene kvindelige jazzgruppe, ny-udgivne på danske April Records og prisvindere siden deres 2022-debut. Et akustisk ensemble med høje ambitioner og endnu højere niveauer, hvor piano og saxofon løfter musikken op mod de klare bjergtoppe.
Immortal Onion – et polyrytmisk stormvejr af 8bit-æstetik, nysgerrighed og sprudlende energi. Musik der får kroppen til at ville danse, men taktarten til at drille – som et rytmisk puslespil, der konstant lægger sig selv om.
Nene Heroine – spirituel, psykedelisk fusionsjazz, som starter i traditionen, men hurtigt glider ud i kosmiske landskaber. Musikken bevæger sig som en strøm gennem postrock, ambient og det helt udefinerbare.
FILMKLUBBEN (DK/PL/LT) – et nykurateret ensemble med rødder i SDMK, skabt specifikt til denne aften. Med udgangspunkt i den ikoniske komponist Krzysztof Komeda – og hans tætte samarbejde med instruktøren Henning Carlsen – udforsker de det filmiske univers, hvor melankoli, mystik og komposition mødes i nye fortolkninger.
Når Jaiyede Jazz Festival vender tilbage, er det ikke blot en genoplivning, men en fortsættelse af en tradition, der altid har været i bevægelse. En festival, der tør gå forrest, og som denne februar igen lader musikken trække nye spor gennem Odenses vintermørke – mod nye opdagelser, nye lyde, nye begyndelser.
Stephen King modtager H.C. Andersen-pris – og giver anledning til et gensyn med Misery
Stephen King er netop blevet tildelt Hans Christian Andersen Special Literature Award 2025, en ny pris der hædrer forfattere, som formår at forbinde fantasi, mørke og menneskelige dybder i deres fortællekunst. Prisen blev overrakt i november, og der derfor ikke længere end nyhed, men netop denne hæder giver en oplagt anledning til at genbesøge et af Kings helt store værker.
I Kafkas Kaffeklub - mit lille litterære hjørne - har jeg tidligere behandlet Misery — en af Kings mest klaustrofobiske og psykologisk nådesløse romaner. I lyset af prisuddelingen hiver jeg nu anmeldelsen frem for forhåbenligt at inspirere dig til at dykke ned i Kings mørke.
Læs essayet om Misery her
Og nu – mod 2026
Når man løfter blikket fra revyerne, festivalerne, de stærke fynske teaterforestillinger og de mørke litterære afkroge, står én ting klart: 2025 har allerede mindet os om, at kulturen altid er hurtigere, modigere og mere levende end det samfund, den udspringer af. Og heldigvis for det.
For 2026 venter – og den tegner sig ikke som et stille år. Tværtimod. Der er nye festivalformater på vej, scener der vil ryste posen, og internationale strømninger, der allerede nu er begyndt at slå rod herhjemme. Vi kommer uden tvivl til at se flere samarbejder på tværs af genre, geografi og temperament. Flere genopstandelser, flere nyfortolkninger, flere kunstnere der insisterer på at være nødvendige.
Og midt i det hele står Fyn lige nu ikke kun som Danmarks geografiske centrum, men som et kulturelt tyngdepunkt. Det bliver spændende at se, om det holder – eller om resten af landet når at indhente os.
Én ting er sikker: Jeg glæder mig til at følge det hele sammen med jer.
Vi ses i 2026 – hvor kulturen forhåbentlig igen er det sted, hvor vi finder mening, mod og noget at glæde sig til.
Kh Klaus
 | Et gæste-Post af
|