Kulturguide: Tumult i weekenden, når legenderne kommer til Fyn
Mozart, mestre, konger og legender. Her er weekendens kulturelle forpligtelser på Fyn
Mænd i forklædning og Mozart på sit mest ondskabsfulde
Mozart er egentlig ikke min favoritkomponist, men alligevel har han en evne til at fange mig stort set hver eneste gang, jeg kaster mig over ham – eller omvendt. Især med hans opera ”Cosi fan tutte”, der i min optik viser Mozart når han er mest skælmsk, ondskabsfuld og totalt uimodståeligt underholdende.
Historien er enkel: To mænd beslutter sig for at teste deres forlovedes troskab ved at dukke op i forklædning og forsøge at forføre dem. Genial plan, ikke? Spoiler alert: Det går ikke, som de havde tænkt sig.
Musikken er jo mesterlig og tilgængelig for de langt de fleste, det er Mozart, hvad forventede I, men det er fortællingens nerve og humor, der gør ”Cosi Fan Tutte” til noget særligt. For bag al komedien stiller operaen det eviggyldige dramatiske spørgsmål: Hvad er kærlighed egentlig værd, når den sættes på prøve?
Jeg ved ikke, om Mozart kendte svaret. Men det lyder til, at han nød at stille spørgsmålet.
Og må jeg ikke tilføje, hvor skønt det er, at vi her på Fyn har vores eget lille operahus, der bliver ved med at tage mastodonter op, dissekere dem og servere dem på måde, der både er minimalistisk og svulstig. Det er altså stærkt
Stik afsted. Tag en ven med. Eller en forlovet – hvis I tør.
Opera: Cosi Fan Tutte, Den Fynske Opera, Odense, spiller frem til 6. juni.
Et halvt århundrede med blues i blodet, og han bliver kun bedre
Okay, den her er egentlig meget simpel. Hvis du har et hjerte, der banker for blues, så er det er ikke et tilbud, når Robert Cray kommer til byen, det er en forpligtelse.
Hvorfor?
Jo, Robert Cray er manden, der er i over fem årtier har han forfinet en lyd, der er så amerikansk, så ægte og så dybt forankret i blues, soul og R&B, at man næsten kan lugte støvet fra Georgia-vejene, når han spiller.
Han har turneret med The Rolling Stones. Han har stået side om side med B.B. King, Buddy Guy og Eric Clapton. Han har headlinet Glastonbury. Cray er ikke hvem som helst, han er en institution.
Det vildste er egentlig, at han tilsyneladende kun bliver bedre med årene. Stemmen har fået flere lag, guitaren har fået mere at sige, og der er en ro over hans spil nu, som kun kommer af et liv levet med musikken som konstant følgesvend. Det er som god vin… hvis du er heldig at blive tilbudt et glas, så drik!
Koncert: Robert Cray, Posten, Odense, 29 maj.
Ingen spilletider, ingen mudder, ingen undskyldninger – bare musik
Kære dig, der stadig tror, at en festival kræver mudder til knæene og tre timers kø til toilettet, lad mig introducere jer til noget andet.
For femte år i træk sker der noget magisk i Ullerslev. Er jeg flabet, hvis jeg siger, at “magisk” og “Ullerslev” ikke er en sætning, man skriver hver dag? Alligevel sandheden er jo, at det blot er nogle uger siden, jeg skrev stort det samme. Vi skal til Farmen igen, og vi skal have cowboystøvler på.
Farm Festival er country, americana, folk og blues fra ind- og udland. Det er inderligt, det er autentisk, og det er præcis den slags oplevelse, du ikke finder ret mange andre steder.
Og så er der traditionen, jeg holder mere af end noget andet. Farm Festival offentliggør ikke spilletiderne. Her handler det om at ankomme fra start, slå sig ned med en øl eller bourbon og lade musikken komme til dig. Det kræver tillid, men du bliver belønnet.
Festival: Farm Festival, Farmen, Ullerslev, 30. maj
Folkemusik, der ikke vidste, den ikke måtte være rock
Jeg har virkelig gået rundt om mig selv mange gange og forsøgt at finde den bedste måde, at få dig til hoppe med på idéen om, at folkemusik er præcis det, verden mangler i 2026.
Hver gang lander jeg på Tumult. Bare hør dem!
Jeg har været fan, siden de i 2001 udgav debuten ”Wallegnav”, som muligvis er en af de plader, jeg har hørt flest gange. Og alligevel kan jeg ikke helt beskrive det. Er det folk? Er det rock? Er det begge dele på én gang, blandet sammen af nogen, der åbenbart ikke har fået besked om, at det ikke kan lade sig gøre?
Den plade vendte noget på hovedet hos mig. Den råbte meget højt, at folkemusik ikke behøver at være støvet, stille eller forbeholdt folk i hjemmestrikkede trøjer. Den kunne have bid. Den kunne have energi. Den kunne få et helt rum til at vibrere og stadig lugte af dansk muld og gamle historier.
Mens jeg tør satse mit tvivlsomme rygte på, at du også vil elske Tumult, så er min anbefalingen af spillestedet baseret på fornemmelse. Jeg har aldrig været i Sulelængen, men en Googlesøgning viser at det saftsuseme er en fejl. Prøv selv, og vis mig et orkester og scene, der passer bedre sammen. I dare you.
Koncert: Tumult, Sulelængen, Magtenbølle, 30. maj
Kong Claus er i byen, og han har befalinger med
Selv om vi blot er halvvejs igennem året, tør jeg godt kalde den nu: Claus Hempler har udgivet et af årets absolut bedste album. Punktum.
Han gør sådan set det, han altid har gjort bedst: ophøjer sig selv en smule og piller sig ned igen med en nærmest nonchalant selvsikkerhed, der klinger rent i et ekkokammer for sarkastiske feinschmeckere. Det er selvironisk, det er sårbart, og det er snedigt konstrueret, så man ikke opdager, hvor dybt det rammer, før det allerede har gjort det.
Det er Cohen på dansk, det er absolut coolness med en baby på armen, navnet er Hempler, og fornøjelsen er i den grad min (lyt til nummeret ”Navnet er Hempler for at forstå).
Den gamle Fielfraz-frontmand fra Højby indtager hjemmebanen på Magasinet på den enorme piedestal, hele hans bagkatalog er, og allerede indløbne anmeldelser fra overståede koncerter på turneen bakker mig sådan set kun op: Kong Claus er i byen, køb din billet, det er en ordre.