KRI10K: Idealernes skygge på scenen - AMDI er teater, der tør stille de svære spørgsmål
BaggårdTeatrets Amdi rækker langt ud over Tvind og Amdi Petersen. Det er en forestilling om tro, fællesskab og menneskelig længsel – og om teaterets evne til at åbne sprækker i tiden
Hvad kan vi lære af Mogens Amdi Petersens? Hvad kan vi bruge ham til? Er værd at bruge halvanden time i selskab med hans historie?
For at svare på det sidste først; klart ja. Tag mit ord for det. Det er i den grad værd at bruge tid på Amdis historie, når den er fortalt at Thure Lindhardt og co. på BaggårdTeatret i Svendborg.
For at svare på relevansen og perspektivet i vores hovedpersons historie, er jeg nok nødt til at blive lidt flere ord og argumenter.
Først og fremmest kan vi bruge historien til at forstå, at idealer ikke er uskyldige. At drømmen om det fælles, alts uden hierarki og uden kapitalens kolde hånd, nok kan være smuk, men også farlig. Amdi var ikke bare en mand med en vision. Han var en katalysator for en bevægelse, der ville ændre verden. Og i forsøget på at gøre det, kom den til at ligne alt det, den ville væk fra.
Det er denne dobbelthed, BaggårdTeatret formår at indfange med flot præcision i forestillingen AMDI. Ikke som en biografisk opremsning, men som en scenisk undersøgelse af troens anatomi. Forestillingen trænger ind, ikke som en påtrængende sandhed, men som en blid rystelse. En bevægelse i det indre landskab, hvor spørgsmål om fællesskab, frihed og kontrol får lov at slå rod.
Forestillingen kredser naturligt om Mogens Amdi Petersen – Tvind-bevægelsens grundlægger, folkeforfører, strateg – men den handler egentlig kun ganske lidt om ham. Den handler om os. Om den menneskelige drift mod mening. Om den sødme, der ligger i at høre til. Og om prisen, vi kan ende med at betale, når vi lader os føre. Lyder det ikke eviggyldigt? (Læs: relevans og perspektiv for fulde gardiner)
Dramatiker og instruktør Thure Lindhardt har skabt langt mere end en forestilling. Han og holdet har skabt et rum for eftertanke. Et sted, hvor historien ikke blot bliver fortalt, men undersøgt. Hvor karakterer ikke blot agerer, men spejler. Hvor publikum ikke blot ser, men bliver set.
Og lige her, hvis vi skal svinge os op i samme højder som Tvinds enorme vindmølle, finder vi teaterets særlige kraft: at kunne formidle historier, så de ikke blot rammer øjet, men hjertet. At lade ordene vibrere i rummet, så de bliver til erfaring. Den enkle scene er ikke bare en platform, men en portal. En åbning til det, vi troede, vi havde forstået, men som vi, hvis vi skal være helt ærlige, aldrig helt har fattet.
Forestillingen er bygget op som en dialog mellem generationer, mellem idealer og erfaring, mellem fortid og nutid. Aksel, en aldrende teatermand, vender hjem til sin datters teater. Gennem hans erindringer vækkes Amdi til live. Vi ser mennesket, der blev til en bevægelse. Og dernæst bevægelsen, der blev til et system. Vi ser ikke blot Amdi – vi ser 70’ernes drømme, 90’ernes kontrol, og nutidens længsel efter noget, der rækker ud over os selv.
Midt i denne kompleksitet lever Hans Henrik Clemensen en bemærkelsesværdig præstation som Aksel. Det bemærkelsesværdige er ikke blot hans nærvær og tyngde, men det faktum, at han blev hasteindkaldt til rollen blot ni dage før premieren, da den oprindelige skuespiller blev syg. Med kun ni øvedage formåede han at give karakteren en dybde og ro, der føles som om den har været undervejs i måneder.
Jeg har diskuteret længe med mig selv, om jeg skulle notere Clemensens ufattelige præstation i dette skriv, al den stund at det som sådan ikke siger noget om selve forestillingen, men jeg er endt med, at den siger ret meget om teatrets væsen. Det er en bedrift i sig selv, men det er i den grad også et vidnesbyrd om teaterets evne til at samle sig, når det gælder. I en tid med kunstig intelligens, hvor jeg ikke helt ved, hvad der er sandt eller falsk, er det så ægte som noget kan blive.
Og det leder, hvis jeg skal sige det selv, ret fint over i konklusionen og mit hovedargument:
I en tid, hvor fællesskaber igen er i opbrud, og hvor nye former for lederskab spirer frem på sociale medier, i bevægelser, i algoritmer er AMDI en vigtig påmindelse. Den minder os om, at idealer kan være både lys og skygge. At troen på det fælles kan føre til frihed, men i den grad også til blindhed. Forestillingen spørger ikke: Hvem havde ret? Den spørger: Hvad søger vi, når vi søger fællesskab? Og hvad sker der, når vi finder det?
AMDI er en hyldest til teateret som erkendelsesform. Som det sted, hvor vi tør stille de spørgsmål, vi ikke har svar på. Hvor vi tør lade os bevæge, ikke blot af fortællingen, men af dens resonans i os selv. BaggårdTeatret viser med denne forestilling, at teateret stadig kan være det sted, hvor samfundet tænker højt. Hvor vi ikke blot bliver underholdt, men udfordret. Hvor vi ikke blot ser en historie, men bliver en del af den.
Spiller fra 2. til 11. december på BaggårdTeatret.
Fakta
(fra BaggårdTeatret.dk)
Medvirkende: Lise Lauenblad, Hans Christian Schrøder, Lue Støvelbæk & Hans Henrik Clemensen • Stemmen Winnie:Sonja Richter • Instruktør & dramatiker: Thure Lindhardt • Dramatisk forlæg: Dicte Houmøller • Dramaturg: Trine Wisbech • Scenograf: Sir Grand Lear • Lyddesign & komponist: Jesper Thestrup • Lysdesign: Jens Hansen/ Imagolux • Byggere: Thomas Dam Jensen & Kasper Lindgren • Teatermaler: Niels Lau Nielsen • Kostumer: Mona Wickstrøm • Forestillingsleder & skrædder: Josefine Ingversen • Afvikler: Stefan Goldbaum Tarabini • Castingkonsulent: Rie Hedegaard • Pressefotos: Ard Jongsma • Plakat: Lea Helene Adelsten Olsen • Trailer: Baghaven Film • Produceret af: BaggårdTeatret
Forestillingen er baseret på bogen ‘Amdi bliver til’ af Rune Skyum-Nielsen i samarbejde m. Thure Lindhardt