Isam B tager måske fejl om niqab. Han kan sagtens tage helt spektakulært fejl om niqab.
Men siden hvornår blev Højskolesangbogen en dusør, man kun får lov at beholde, hvis man opfører sig ordentligt?
Socialdemokratiets integrations- og udlændingeordfører Thomas Skriver Jensen synes, Isam B’s ”Ramadan i København” skal makuleres ud af Højskolesangbogen, fordi sangeren har luftet den tanke, at niqab kan være en feministisk handling. Begrundelsen: synspunktet klinger dårligt med højskolernes idé om frihed og frisind.
Det er et bemærkelsesværdigt sted at slå til, hvis man rent faktisk vil forsvare frihed og frisind.
Højskolesangbogen er ikke Folketingets blå stue, tapetseret med portrætter af folk, der denne uge har de rigtige holdninger. Den er heller ikke en trofæ-hylde til kunstnere, der består en løbende politisk prøve. Det er ikke et politisk manifest. Det er en sangbog.
”Ramadan i København”, som i øvrigt har Ôzcan Ajrulovski, Nana la Cour Jacobi og Anders Greis som medforfattere, står der ikke, fordi Isam B til enhver tid skal mene det korrekte om alt muligt andet. Den står der, fordi nogen har vurderet, at sangen har en kvalitet og siger noget sandt om det Danmark, vi rent faktisk bor i. Accepterer vi først princippet om, at ophavsmandens holdninger uden for værket kan dømme værket ude, bliver det hurtigt ubehageligt.
Tag Harald Bergstedt. Han skrev, som det allerede er fremført tusindvis af gange i den aktuelle debat, ”Jeg ved en lærkerede”, som stadig troner i Højskolesangbogen. Bergstedt meldte sig ind i DNSAP under besættelsen, skrev for nazisternes avis Fædrelandet og hyldede Hitler. Efter krigen blev han dømt for landsskadelig virksomhed.
Lærkereden står der endnu. Og det er efter min bedste overbevisning, som det skal være. Ikke fordi Bergstedts valg fortjener andet end foragt, de var frastødende, men fordi en sang om en lærkerede ikke bliver nazistisk af, at manden bag den var det. Princippet burde være enkelt: et værk er ikke lig med hele sit ophavs moralske og politiske regnskab.
Vi læser historiske værker i deres sammenhæng. Vi diskuterer dem, vi kritiserer dem, og en gang imellem synger vi dem, selvom vi for længst har forladt ophavsmandens verdensbillede. Sådan fungerer kultur. Og sådan burde frisind også fungere.
Frisind betyder ikke, at alle holdninger er lige gode. Det betyder heller ikke, at Isam B skal fredes for kritik. Tværtimod: Synes man, hans forestilling om niqab som feministisk befrielse er naiv, reaktionær eller forkert, så sig det højt. Angrib ham. Modsig ham. Flå argumentet fra hinanden, led for led. Men brug ikke Højskolesangbogen som en pisk.
For i det øjeblik svaret på en holdning, man ikke bryder sig om, bliver “så skal din sang også ud af vores bog”, har man forladt frisindet og bevæget sig et sted hen, der ligner censur med god samvittighed.
Højskolesangbogen er blevet til gennem generationer af mennesker, der var dybt uenige om religion, politik, køn, nation, kærlighed og stort set alt andet, mennesker kan slås om. Det er ikke en fejl ved bogen. Det er sådan set hele pointen med den. Måske er det ligefrem det mest højskoleagtige, man kan forestille sig: at synge sammen med folk, man er dybt uenig med om verden.
For frisind er jo ingen kunst, så længe alle bare gentager egne holdninger. Det interessante, begynder først, når de ikke gør.