Klassisk, kantet og kærligt kurateret: Her er din fynske sensommervise med kulturel klang
Klassisk og indie. Arkitekturens linjer og litteraturens lag. Blixen som guide og russiske dagbøger som spejl. Kulturen er vildtvoksende og vidtfavnende, og folder sig ud med kant og kærlighed
Kultur kræver knofedt og kærlighed – ikke kun kapital
Kultur er ikke noget, man kan beslutte sig til fra et skrivebord. Den kan ikke planlægges som en motorvej eller implementeres som en ny lov. Kultur vokser – og den vokser, i mine øjne, bedst nedefra. Men det betyder ikke, at den kun spirer i baglokaler og kælderrum. Den lever også i de steder, hvor nogen har valgt at gøre kulturen til deres livsværk: på spillestederne, i museernes udstillinger, i bibliotekernes arrangementer og i teatrets mørke sale.
Alligevel fylder de store begivenheder ofte mest i vores bevidsthed: festivalerne, koncerterne, de internationale navne og de spektakulære shows. Det er forståeligt – de samler os, de skaber overskrifter, og de får os til at føle, at vi er en del af noget større.
Men hvis vi kun måler vores kulturliv på, hvor mange verdensstjerner, der gæster Fyn, eller hvor mange tusinde der synger med på Odbjergs hits, så overser vi det vigtigste: Alt det, der får kulturen til at gro her, hvor vi bor. For Odbjerg blev ikke en nationalhelt på de store scener – han spirede i de små fællesskaber, hvor nogen gav plads til at prøve, fejle og vokse. Jeg husker tydeligt dengang dynamoen Michael Magee – kræften bag Sofar Sounds i Odense – over en øl på Den Smagløse fortalte begejstret om duoen Moses: ”Andreas”, der netop havde nikket ja til at spille. Godt set, Michael – godt løftet, Fyn.
Men det er ikke kun de uformelle fællesskaber, der skaber grobund. Det gør også de steder, hvor kulturen bliver båret af professionelle ildsjæle, der dag efter dag åbner dørene, hænger plakater op, kuraterer udstillinger, booker bands og skaber rum for møder mellem mennesker. Museer, spillesteder, teatre og biblioteker er ikke bare institutioner – de er levende organismer, der konstant udvikler sig og inviterer os ind.
Når kulturen vokser nedefra og indefra, er den forankret i virkeligheden. Den er ikke et produkt, men en proces. Ikke noget, man forbruger, men noget, man deltager i. Det er netop denne deltagelse, der gør kulturen til en demokratisk kraft. Her er der plads til forskellighed, til eksperimenter, til at fejle og prøve igen. Her kan nye idéer spire, og gamle traditioner få nyt liv.
Et samfund, hvor kulturen kun kommer oppefra – fra institutioner, fonde og politikere – risikerer, at kulturen bliver elitær, ekskluderende og løsrevet fra hverdagen. Men et samfund, hvor kulturen får lov at spire i samspil mellem det etablerede og det eksperimenterende, er et samfund, hvor mennesker føler ejerskab, hvor forskellighed får plads, og hvor nye idéer kan opstå. Det er her, vi finder den ægte kulturø – ikke kun på plakaten, men i praksis.
Derfor skal vi ikke bare støtte kultur – vi skal dyrke den. Vi skal skabe rum, hvor den kan vokse. Ikke nødvendigvis store, dyre kulturhuse, men åbne værksteder, tomme butikslokaler, midlertidige scener og fællesskaber på tværs af alder, baggrund og ambitioner. Og vi skal værne om de steder, der allerede gør det – hver dag – med engagement, professionalisme og kærlighed til kunsten.
For i sidste ende er kultur ikke noget, vi har – det er noget, vi gør. Og det starter med, at nogen tør tage ordet, tage penslen, tage guitaren – og skabe noget, der ikke fandtes før. Det er her, Fyns kulturliv for alvor bliver til en ø – ikke kun af store navne, men af stærke fællesskaber og vedvarende indsats.
Lov mig at være nysgerrig på kulturen. Gå ind ad døren til det lille galleri, sæt dig ind til amatørteatret, eller lyt til et band, du aldrig har hørt om før. Men gå også ind på museet, tag til koncert på Posten, eller deltag i en litteraturaften på biblioteket. Tag del i det, der spirer – både i baglokalet og på scenekanten.
Det kræver mod at opsøge det ukendte. Men det er netop her, du kan blive overrasket, inspireret og måske endda selv få lyst til at bidrage. For kulturen på Fyn bliver kun stærkere, når vi alle tør tage del – ikke som publikum til det, vi allerede kender, men som opdagelsesrejsende i det, vi endnu ikke har set.
Så gå ud, vær modig, og opdag din lokale kulturø. Måske finder du noget, du ikke vidste, du manglede.
Odense Nu - et levende showroom for lokal musik
Kultur bestemmes efter min mening i - alt for - høj grad af algoritmer og globale hits. Især når det kommer til musik. Ofte er det svært alt finde det, der virkelig spirer lige uden for vores egen hoveddør. Men midt i strømmen, findes der små digitale oaser, hvor det lokale får plads. En af dem er playlisten “Odense Nu” på Spotify – et levende showroom for byens musikalske vækstlag og et vindue ind til den lyd, der former Odense netop nu.
“Odense Nu” er ikke bare en playliste, men et kurateret fællesskab. Bag den står musikeren Dan Rose og tekstforfatteren Laura Claudia, som også driver en podcast af samme navn. Her dykker de ned i den nye musik, der rumsterer på Odenses musikscene, og inviterer lytterne med ind bag kulissen gennem interviews med aktuelle kunstnere
Hver uge opdateres listen med friske tracks fra lokale bands og solister – fra indiepop og elektronisk til rock, hiphop og eksperimenterende genrer. Det er et showroom, hvor både det etablerede og det uprøvede får plads, og hvor man som lytter kan gå på opdagelse i byens musikalske mangfoldighed.
Formålet med “Odense Nu” er klart: At give lokale kunstnere en platform, hvor de kan blive hørt, og hvor publikum kan opdage nye stemmer, før de rammer de store scener. Det er en modvægt til den centralisering, der ofte præger musikbranchen, hvor kun de største navne får opmærksomhed.
Her er det i stedet de små, de nye og de nysgerrige, der får spotlightet. Playlisten fungerer som et showroom – ikke kun for musikken, men for hele det kreative miljø, der findes i øvelokaler, på små scener og i fællesskaber rundt om i byen.
I sidste ende er “Odense Nu” et bevis på, at det lokale stadig har en stemme – og at den stemme kan blive stærk, hvis vi lytter. Det er et showroom, hvor alle kan kigge ind, men hvor det vigtigste er, at nogen tør åbne døren og tage del. For det er sådan, kulturen vokser: Når vi giver plads til det, der gror lige her, hvor vi bor.
Lyt og lev med.
Hvordan vi bygger, og hvad vi bygger, har direkte indflydelse på, hvordan vi lever.
Arkitektur handler ikke kun om æstetik og funktion. Den handler om identitet, tilhørsforhold og værdier. Et hus er ikke bare et hus – det er et hjem, et sted hvor liv leves. En skole er ikke bare en bygning – det er en ramme for læring, dannelse og socialt samvær. En byplads er ikke bare tomrum – det er en scene for møder, protester, fejringer og hverdagsliv.
Når arkitektur lykkes, skaber den rum, der resonerer med mennesker. Rum, hvor vi føler os trygge, inspirerede, frie eller forbundne. Når den fejler, skaber den afstand, fremmedgørelse og ulighed.
I en tid, hvor mange byer gennemgår store forandringer, er det vigtigt at huske, at arkitektur ikke kun er et spørgsmål for eksperter. Det er et demokratisk anliggende. Hvordan vi bygger, og hvad vi bygger, har direkte indflydelse på, hvordan vi lever sammen.
Arkitektur fortæller historier. Den kan være monumental og magtfuld – som rådhuse, domkirker og museer. Den kan være ydmyg og poetisk – som små kolonihavehuse, træhytter eller midlertidige pavilloner. Den kan være eksperimenterende og fremtidsorienteret – som bæredygtige byggerier, robotvenlige byrum eller cirkulære konstruktioner.
Men uanset form og stil, så er arkitektur altid en fortolkning af menneskelige behov og drømme. Den viser, hvad vi tror på, hvad vi håber på, og hvad vi frygter.
At tale om arkitekturens vigtighed er en invitation til at løfte blikket. Til at se på byen med nye øjne. Til at spørge: Hvorfor ser det sådan ud? Hvem har besluttet det? Hvad kunne det også have været?
Det er også en opfordring til at blande sig. Til at deltage i samtalen om byens udvikling, til at stille krav om kvalitet, bæredygtighed og menneskelighed – og til at insistere på, at arkitektur ikke kun skal være effektiv og billig, men også smuk, sanselig og meningsfuld.
Og hvorfor så al den snak om arkitektur lige nu?
Første mandag i oktober er traditionelt set lig med Arkitekturens Dag, hvor ovenstående tanker blot er et udpluk af dem, der italesættes og vises frem. På Fyn ligger trykket især 6. oktober, men også i dagene før og efter, kan du gå på opdagelse i arkitekturen. Her er arrangementer i Odense, Svendborg, Faaborg, Søndersø og Ringe. Se programmet her.
Og så vil jeg meget gerne slå et slag for, at en af mine absolut yndlingsfestivaler på Fyn igen rører på sig. Odense Architecture Festival viser i samarbejde med Copenhagen Architecture Festival fire film, der på hver sin måde faciliteter samtalen om kunst, arkitektur, aktivisme, materialer, skønhed, og miljø.
Det sker fire tirsdage i september og oktober i Cafe Biografen i Odense. Se mere på cafébio.dk
Et rum hvor tiden bøjer sig: En symfonisk sæson
Mens alt flimrer og forandres, hvor nyheder og notifikationer jager gennem dagen, står den klassiske musik som et stille, men urokkeligt centrum. Den er ikke et museum, men et levende sprog, der taler til det i os, som ikke lader sig måle eller veje. Når orkestret løfter sine buer, åbnes et rum uden tid – her kan vi høre vores egne længsler, vores uro, vores håb, spejlet i toner, der har overlevet århundreder.
Hos Odense Symfoniorkester i Carl Nielsen Salen samler mørket sig, og publikum venter – ikke på underholdning, men på åndedraget fra noget større. Her, hvor musikken ikke blot spilles, men opstår, folder sæsonen sig ud som en række lysende kapitler i den store fortælling om menneskets længsel.
Når orkestret samles, opstår et rum, hvor tiden bøjer sig. Her bliver det store og det små ét: En enkelt tone kan rumme en hel verdens smerte, en akkord kan åbne for håb, vi troede var glemt. Musikken løfter os ud af hverdagens støj og minder os om, at vi er del af noget større – en strøm af følelser, tanker og historier, der har bevæget mennesker gennem generationer.
Der er store navne på spil i den kommende sæson, men det er ikke alene dem, der løfter mine forventninger. Det er mødet: mellem musiker og publikum, mellem fortid og nutid, mellem det sagte og det usagte. Hver koncert er et løfte om, at musikken kan bære os – ikke væk fra livet, men dybere ind i det.
Jeg vil høre det hele og meget nødigt vælge fra. Skal jeg alligevel – og det tvinger ingen mig til, så øvelsen er falsk, vælge tre koncerter, jeg ser ekstra meget frem til, så lyder det som følger. (tryk på den enkelte rubrik for at blive ledt videre til OS’ hjemmeside).
Bruckner
Det er en symfoni, der kræver tålmodighed og åbenhed – men som til gengæld belønner dig med en følelse af at være løftet ud af hverdagen og ind i noget større. Bruckners musik er ikke påtrængende, men insisterende: Den inviterer til fordybelse, til at lade sig omslutte af klangene og mærke, hvordan de store følelser får plads.
Tjajkovskij
Tjajkovskij er kendt for at skrive musik, der rammer direkte ind i hjertet – og denne aften får du det hele: både det virtuose, det dramatiske og det dybt menneskelige. Koncerten begynder med klaverkoncerten, hvor solisten og orkestret kaster sig ud i et intenst samspil. Her er både kraft og finesse, og musikken bevæger sig fra det storslåede til det lyriske, så man som lytter hele tiden overraskes og rives med.
Efter pausen venter Tjajkovskijs femte symfoni, hvor komponisten udforsker skæbnens magt og menneskets kamp for håb. Musikken bevæger sig fra mørke og tvivl til lys og triumf, og undervejs mærker man både sårbarheden og styrken i Tjajkovskijs tonesprog. Symfonien er rig på kontraster: dramatiske udbrud, blide passager og øjeblikke af næsten overjordisk skønhed.
Rakhmaninov og Smetana
To musikalske sværvægtere mødes denne aften, hvor følelser og fortællinger får frit spil. Først åbner Rakhmaninovs 2. klaverkoncert døren til et univers af længsel og lidenskab. Her flyder melodierne frit, og klaveret veksler mellem kraftfulde udbrud og blide, næsten hviskende passager. Det er musik, der både trøster og udfordrer, og som inviterer lytteren med på en rejse gennem hele følelsesregistret.
Herefter tager orkestret os med til hjertet af Centraleuropa, hvor Smetanas Má Vlast folder sig ud som et musikalsk panorama. Musikken er både storslået og nærværende, og orkestret får lov at vise hele sit farverige register.
Menneske, myte, mysterium – Karen Blixen i nyt lys
Hvem var hun, baronessen fra Rungstedlund, der skrev sig ind i verdenslitteraturen med masker, fortællinger og gåder? Karen Blixen står stadig som en skikkelse, der balancerer mellem menneske og myte, mellem det sagte og det usagte. Hendes værker kaster lange skygger – og nye spørgsmål – ind i vores tid.
Denne aften åbner De Udødelige Poeters Klub dørene til en samtale om Blixens eftermæle, hendes blinde vinkler og hendes evne til at forvandle liv til fortælling. Anne Green Munk, der har undervist på Rungstedlund og skrevet poetiske breve på tværs af verdenshavene sammen med Gabriel Awuah Mainoo, bringer Blixens kolonihistoriske arv i spil. Klaus Rothstein, kritiker og forfatter, undersøger, hvordan Blixen og hendes samtidige forfattere har formet – og udfordret – vores blik på race, magt og identitet. Elisabeth Skou, skribent og litterat, føjer nye lag til samtalen med sit blik for kærlighed, kultur og globalisering.
Sammen kredser de om Blixens liv og værk, om det, der blev sagt, og det, der blev fortiet. Om sporene fra fortiden, der stadig tegner sig i nutidens litteratur og debat. Det er en aften for alle, der vil tættere på mennesket bag myten – og for dem, der vil lade sig forundre over, hvor levende og udfordrende Blixens stemme stadig er.
Arrangementet er en del af De Udødelige Poeters Klub – ni aftener, hvor vi fejrer og udfordrer de store forfatterskaber, fra H.C. Andersen til Karen Blixen, fra Inger Christensen til Yahya Hassan.
Når ungdommen ikke vil nøjes med svar
Måske er det i de mindre rum, at de store spørgsmål får lov at larme. Jeg har ikke set “Rør mig, rør mig ikke”, der lige om lidt spiller på BaggårdTeatret, men noget siger mig, at den ikke er bange for at bore i det, vi helst vil glide let henover: Hvad gør vi med dem, der ikke kan mærke det, vi andre tager for givet? Hvad gør vi med dem, der ikke vil spille med i ungdommens store teater, hvor rollerne er skrevet på forhånd?
Jeg forestiller mig – baseret på tidligere anmeldelser - en forestilling, der ikke serverer lette løsninger, men i stedet insisterer på at dvæle ved uroen. Måske er det en fortælling, der nægter at gøre det nemt for publikum – en forestilling, der prikker til vores forestillinger om, hvad det vil sige at være ung. Ikke den glitrende version, hvor alle længes efter det samme, men den rå, kantede virkelighed, hvor nogle står udenfor og ikke kan finde døren ind.
Måske er det netop det, der gør forestillingen vigtig: At den tør stille spørgsmålstegn ved hele præmissen. Hvorfor skal vi alle sammen længes efter det samme? Hvem har besluttet, at kærlighed og begær er adgangsbilletten til fællesskabet? Og hvad sker der med dem, der ikke kan eller vil betale prisen?
Jeg håber, at ”Rør mig, rør mig ikke” ikke bare bliver endnu en fortælling om at føle sig forkert, men et opråb om retten til at være anderledes – ikke som offer, men som modstand. At den tør vise, at ungdomslivet ikke kun handler om at finde sin plads, men også om at turde nægte at lade sig placere.
For måske er det netop i sprækkerne, i det uskønne og det usagte, at vi finder noget, der er mere ægte end alle de perfekte billeder. Måske er det her, vi kan begynde at tale om, hvad det egentlig vil sige at være ung – ikke som en overgangsfase, men som et oprør mod alt det, der forsøger at gøre os ens.
”Rør mig, rør mig ikke” spiller på BaggårdTeatret fra 4. til 11. oktober.
24 minutter fra verden: En rejse til Broholm
En fredag formiddag kørte vi nordøst på, fruen og jeg. Ikke langt væk, men langt nok væk til at lande i et andet univers. Kender du det? Nu gør du.
For jeg vil gerne introducere dig til et magisk lille sted 24 minutters kørsel fra Odense. Jeg har øvet mig på at beskrive stedet, lige siden vi tog derfra igen. Jeg vidste med det samme, at jeg ville dele oplevelsen med dig.
Der er steder, man tager hen for at blive underholdt. Og så er der steder som Broholm – hvor man tager hen for at blive i fred. Ikke som i ensomhed, men som i frihed. Frihed fra notifikationer, fra strømmen af meninger, fra konstante krav om at være tilgængelig. Her er ingen WiFi, og det føles ikke som en mangel, men som en gave.
Min kone og jeg ankom med skuldrene oppe om ørerne og hovederne fulde af alt det, vi burde. Men Broholm ligger der, som om det ikke aner, hvad burde betyder. Helt ned til vandkanten, hvor naturen har første ret til stilheden, og hvor landskabet ikke forsøger at imponere, men bare er – fladt, åbent, ærligt.
Hytten selv er enkel, men ikke spartansk. Der er varme i vandet, lys i loftet og strøm nok til at lade telefonen, hvis man absolut skal. Men det er ikke her, man sidder og scroller. Det er her, man sidder og stirrer. Ud over vandet. Ind i hinanden. Ned i riojaen fra Menu i Otterup, der smager af tid. Mere vin, mere tid.
Vi løb i ukendt terræn, badede i kendt farvand. Vi sov i brede senge, hvor stilheden var så tæt, at man kunne høre hinandens tanker. Toilet og bad ligger udenfor. Det føles ikke som gene, men som en påmindelse om, at komfort ikke behøver være bekvemmelighed. At det, der kræver lidt mere, ofte giver lidt mere igen.
Broholm er først og fremmest et sted, man er alene sammen. Et sted, hvor man ikke skal præstere, men bare være. Hvor man ikke skal forklare, hvorfor man ikke har svaret på en besked. Hvor man ikke skal være noget bestemt.
Vi drømmer os ofte tilbage. Lykkeligt bevidste om, at det sker igen.
Broholm er en perle. På sin vis en magisk hemmelighed. Men en af dem, du har pligt til at dele.
Vil du af sted (på ingen måde betalt indhold - oprigtig glæde)
En evigt aktuel dagbog fra Rusland
Når jeg ikke bruger tid på at skrive om det fynske kulturliv, så hygger jeg mig med at formulere mine tanker om de bøger, jeg læser. Dem kan du læse med i på instagramprofilen Kafkas Kaffeklub, men fra tid til anden - vil jeg også dele nogle af tankerne her. Især når de er så aktuelle, som de synes at være lige nu.
Mens jeg færdiggør denne måneds nyhedsbrev, kæmper vi mod uønskede og mere eller mindre uidentificerbare droner i det danske luftrum. De fleste er enige om, at Putin står bag, og mens jeg spejder lidt mistænksomt mod himlen kommer jeg til at tænke på en af de modigste journalister, jeg nogensinde har læst; russiske Anna Politkovskaja. Få har som hende kunne skildre den verden, vi kæmper mod, og jeg vil anbefale “Russisk Dagbog”, som jeg har skrevet følgende om i Kafkas Kaffeklub.
Hvordan ser et samfund ud, når magten ikke længere står til ansvar? Når sandheden bliver farlig, og journalistikken er det sidste værn mod brutalitet? Det er spørgsmål, som Anna Politkovskajas Russisk Dagbog forsøger at besvare – og det gør hun med en stemme, der er både modig og dybt menneskelig.
Politkovskaja var russisk journalist og menneskerettighedsforkæmper. Hun skrev om krigen i Tjetjenien, om korruption og om de mennesker, der blev glemt i Putins Rusland.
Hun blev myrdet i 2006 – og Russisk dagbog blev udgivet kort tid efter hendes død. Det er en bog, der ikke bare dokumenterer overgreb, men også viser, hvad det vil sige at insistere på sandheden, selv når det er livsfarligt.
Bogen er skrevet som en slags dagbog, men den læses som en række stærke reportager. Politkovskaja møder ofre for vold, forsvindinger og magtmisbrug.
Når man genlæser Russisk dagbog i 2025, slår det én, hvor lidt der har ændret sig. Politkovskaja beskrev et Rusland, hvor magten var brutal, hvor sandheden var farlig, og hvor journalistikken var under pres. I dag ser vi et Rusland, der fører krig i Ukraine, undertrykker kritikere og manipulerer offentligheden med propaganda. Det, der dengang virkede som dystre advarsler, fremstår nu som klarsyn.
At Russisk dagbog er 20 år gammel, gør den ikke mindre relevant – tværtimod. Den minder os om, at kampen for sandhed og ansvarlighed ikke har nogen udløbsdato. Den viser, hvad der sker, når journalistikken bliver det sidste værn mod magtens overgreb. Og den stiller et ubehageligt spørgsmål: Har vi lyttet?
I en tid, hvor misinformation trives, og hvor pressen i stigende grad presses af økonomi, algoritmer og politisk pres, er Politkovskajas stemme stadig nødvendig. Hun skrev ikke for at blive husket – hun skrev for at vække os. Måske er det nu, vi endelig skal høre efter
På den lidt dystre note vil jeg slutte for denne gang. Ikke for at skabe frygt, men for at tilskynde til forståelse. Kulturen er efter min bedste overbevisning enestående, når det kommer til at sætte virkeligheden i perspektiv. Den taler til os på helt andre kanaler, og når det er rigtig godt, skal du ikke engang anstrenge dig for at blive klogere.
Sikke en gave…. tag imod den.
Kh Klaus.
 | Et gæste-Post af
|