K10#7: Kulturen som puls: Når Tråden, Guldimund, Knægt, Søren Huss, Annas sang og vores elskede stueplante peger samme vej
Om den fynske talentfabrik, nye alliancer, scenekunst uden sikkerhedsnet – og hvorfor stilstand er den største risiko.
Når kulturen flytter ind, flytter livet med
Der er noget særligt, når kultur får lov at brede sig. Uden for institutionerne og ind i gamle fabriksbygninger, på havnearealer og i bydele, hvor man ikke ventede det. Den forandrer steder. Den forandrer os.
Vi ser det på Fyn. Senest med Tråden i Middelfart. En tidligere industribygning ved trafikhavnen, hvor metal og maskiner er afløst af stemmer, rytmer og lys. Her er kultur ikke pynt, men drivkraft. Ikke nostalgi, men ny puls i gamle mursten.
Det samme gælder Storms Pakhus, Kulturmaskinen, Polymeren og Tobaksgården. Fyn skriver nye kapitler med gamle bogstaver.
At investere i kultur er at investere i det uforudsigelige. Få hvis ingen af disse steder kunne dokumenteres til succes på forhånd. De blev betydningsfulde, fordi nogen turde insistere. Mod skaber bevægelse. Kontinuitet skaber identitet.
Ja, kultur kan løfte økonomien. Men den største gevinst kan ikke måles: den unge, der finder et fællesskab, den ældre, der mærker liv i byen, de frivillige, der opdager, at de hører til.
Kultur er social infrastruktur. Den binder det, der ellers ville glide fra hinanden.
Der er risiko ved at satse. Men der er større risiko i stilstand. I tomme bygninger og stille gader. At styrke kulturen er et valg om bevægelse.
Derfor er spørgsmålet ikke, om vi har råd til at give kulturen plads i de gamle mursten.
Spørgsmålet er, om vi har råd til at lade være.
Til politikere, fonde, erhvervsliv og borgere: Støt de steder, der tør. Brug dem. Bak dem op. Tomme bygninger er ikke afslutninger, men begyndelser.
For når kulturen flytter ind, flytter livet med.
Og det liv skal vi vælge.
God læselyst
/Klaus
Hvis du synes, Guldimund er god, så vent, til du hører hans bror
Det kommer til at handle usædvanligt meget om musik i denne udgave. Ikke af strategi, men som et resultat af tilfældigheder – og et stærkt fynsk musikmiljø.
Allerede i begyndelsen af februar faldt jeg over en koncert med Assens-drengen Knægt, alias Malte Nordtorp Pedersen, på Tobaksgården. Hvis efternavnet klinger bekendt, har du sandsynligvis hørt hans bror Asger – bedre kendt som Guldimund og i min optik en af landets stærkeste sangskrivere. Det viser sig, at talentet ikke stopper dér. Det skriver jeg om i historien Faldet for en knægt: Hvis du synes, Guldimund er god, så vent, til du hører hans bror:
Det virker skræmmende og lidt forbudt, men den sidste fyr, der fik mig til at føle sådan, var hans bror.
Og ja, jeg ved det godt, det er virkelig nederen at begynde min hyldest til Malte Nordtorp Pedersen med at skriver om hans bror, men jeg kan ikke ryste det af mig, at et brødre-par kan være så sindsygt gode.
Jeg tænker, at OB’s modstandere i midthalvfemserne må have haft det ldit på samme måde, når de fandt ud af, at der var ikke bare én men to hårdttacklende Hemmingsen-brødre at forholde sig til.
Og nu skal jeg nok slippe brødreforholdet og komme til sagens kerne, men forstå, at jeg har brugt de sidste par år på at komme mig over, de åbne brud, bror Asger/Guldimund afleverede i kampens hede, og gudhjælpemig om bedst som jeg restituerer dukker Malte/Knægt op med stort set samme taktik til returen. Møgknægt.
Guldimunds alliance slår igen
Men saftsuseme om ikke bror Asger slår igen – næsten på dagen for broderens koncert på hjemmebanen i Assens. Netop som jeg har sendt historien ud på k10mag.dk, lander Guldimunds nye single. Den flytter ikke bare forståelsen af, hvad et hit kan være, men demonstrerer også en alliance af usædvanlig styrke.
Tal om en ulige kamp…
Kristoffer Jessen (forsanger i Søn), Pernille Rosendahl, Pia Raug og ikke mindst Søren Huss har skrevet og synger hver deres vers hvilket giver kompositionen en flerstemmig og nærmest ensemblepræget dynamik. Jeg er ikke i mål med at finde ord for dette pragtfulde værk, så måske kan du hjælpe? Hvad hører du, hvad tænker du, hvad føler du? Lyt og del dine tanker med mig.
Psst…
Guldmund på spiller i ODEON 24. oktober.
Kira Skov spiller i Ansgars Kirke 22. marts.
Søren Huss kan du opleve på Grand Hotel i Odense 27. marts
Annas sang bliver i kroppen længe efter sidste tone
Selv når vi går i teatret, er det stadig musikken, det handler om. Odense Teater er under ombygning, men det forhindrer ikke Jacob Schjødt i at sprede magi i byens rum. I samarbejde med Aveny-T har teatret dramatiseret Benjamin Koppels bestseller Anna Sang – og der er ikke meget slinger i valsen:
Man kunne fremhæve bedriften i at omskabe Benjamin Koppels omfattende roman, skrevet med afsæt i hans egen families historie, til knap to en halv times koncentreret scenekunst. Man kunne pege på modet til at lade fortællingen stå uden spektakulære greb og i stedet stole på tekst, spil og musik. Eller man kunne begynde med det åbenlyse scoop: Katrine Gislinge ved klaveret gennem hele forestillingen.
Men intet af det står alene. Det er samspillet, der løfter værket.
Læs hele historien herover - men hey, hvis du ikke orker at læse, hvilket vil undre, dit engagement i dette nyhedsbrev taget i betragting, så får du her fem hurtige grunde til at få ind og se forestillingen i det nye format “Kort Sagt”.
Plantefeber: Når verden spirer i vindueskarmen
Lad os tage en kort pause fra musikken og vende blikket mod noget så bredt kulturelt som stueplanten. Den er under lup på Faaborg Museum i udstillingen Plantefeber, som jeg blandt andet skriver følgende om.
Plantefeber viser, at stueplanten ikke blot er dekoration, men medspiller i fortællingen om det moderne menneske. Den kræver pleje og svarer igen med vækst eller visnen. Den gør relationen mellem menneske og natur konkret, håndgribelig, daglig.
Udstillingen ser dog ikke kun bagud.
Også i dag står planterne i vinduerne: i bylejligheder med monstera og pilea, i kontorlandskaber med grønne vægge, der lover trivsel og bæredygtighed, og i Instagram-feeds, hvor stiklinger byttes, og sjældne arter samles med næsten manisk hengivenhed
Vi taler om biodiversitet, klimakrise og naturtab, samtidig med at vi omringer os med potteplanter. Er det en trøst? En gestus? En form for kontrol? Måske er det en måde at genetablere en forbindelse, vi mærker er truet. At holde fast i noget levende midt i en accelererende verden…
En af årets mest vellykkede duetter cementerer den fynske dominans
For en kort bemærkning er jeg nødt til at vende tilbage til den rytmiske musik, for der er endnu et fynsk udspil, jeg er nødt til at fortælle dig om.
Singlen “Byen i liv og lys” er en hyldest til Odense, og folkene Morten Christensen og Trine Lyngvig understøtter i deres duet så ganske fint, det de synger om, netop det det det fynske sangskrivermiljø kan. Der er noget ganske særlig over det, vi kan producere på øen lige nu - en decideret talentfabrik af nuværende og kommende stjerner. Jeg nævner løst i flæng: Mø, Andreas Odbjerg, Folkeklubben, The White Album, Knægt, Tom Bjerg og altså Christensen og Lyngvig.
K10X10
k10x10 er vores forsøg på at lave ti nedslag i den kommende måneds kulturprogram på Fyn. Har du tip til, hvad vi bør have med næste gang, så smid en mail på magasinetk10@gmail.com
Den fynske forårsudstilling - frem til 6. april - SAK Kunstbygning
Fordi: Udstillingen præsenterer moderne fynsk kunst med en blanding af etablerede kunstnere og nye talenter.“Kamelen kom til sidst” - 5. - 16. marts - Nørregaards Teater
Fordi: Jesper Wung-Sungs elskede fortælling bringes til live i en forestilling for børn.Bisse - 5. og 6. marts - Hardes og Tobaksgården
Fordi: Det er ikke som det meste andet - det er helt sit eget. Det er Bisse. ‘Purcell, Koppel og Brahms - 10. marts - Odense Koncerthus
Fordi: En koncertrejse gennem seks århundreder – fra Purcells barokke The Fairy Queen over Anders Koppels moderne terzetto til Brahms’ uforglemmelige klarinetkvintet.Júníus Meyvant - 11. marts - Posten
Fordi: Júníus Meyvant varme stemme og store, cinematisk klingende sange sitrer og svæver i rummet.Kira Skov - 22. marts - Ansgars Kirke
Fordi: Kiras intense væsen, soulede vokal og dybtfølte sange hugger sig ind i sjælen og efterlader dig rørt og opløftet.Søren Huss - 27. marts - Grand Hotel.
Fordi: Søren Huss.Anne Marie Carl-Nielsen - hele året - Museum TID.
Fordi: Oplev Anne Marie Carl-Nielsens kraftfulde og levende skulpturer, der giver et inspirerende indblik i en banebrydende kunstners blik på menneske og natur.’HUSKMITNAVN / sanseudstilling - hele året - Brandts.
Fordi: I årets sanseudstilling på Brandts bliver leg og bevægelse en del af værket. Og både børn og voksne mødes af kunst med form, humor og ambition.Ung i 80’erne - frem til 12. december - Tidens Samling
Fordi: du træder direkte ind i det farverige og kontrastfyldte ungdomsliv i 1980’ernes Danmark og genoplever ikoniske modetrends, gadgets og stemninger, der stadig spejler sig i vores kultur i dag.









