K10#6: Om at dyrke det ukendte, hylde historien, fremelskede fremtiden og grave sig ned i de største forfattere
I februar åbner vi øjne og ører for OFFSpring Film Festival, Jayiede Jazz Festival, Velodrom Kaffebar og i anledning af vinterferien fem litterære anbefalinger fra Kafkas Kaffeklub
Hvor ved du det fra?
Når viden ikke er en holdning.
Nogle oplevelser minder én om, hvad en god samtale kan være, når den får tid og ro. Ikke som positionering, men som et fælles forsøg på at forstå noget bedre.
Jeg brugte en del af weekenden på at moderere en række samtaler under Word Festival, og jeg elskede det. Ikke kun for nerven ved liveinterviewet, men fordi Word skaber et rum, hvor samtalen sænker tempoet. Hvor det vigtigste ikke er, hvem der taler, men hvad der bliver sagt, og endnu vigtigere: hvordan det begrundes. Hvor det er helt okay at spørge: “Hvor ved du det fra?” Ikke for at lukke nogen ned, men for at åbne samtalen.
Det slog mig, at det sjældent er dem med mest viden, der råber højest. I den bredde debat er rollerne ofte allerede fordelt. Nogle er typecastet til at mene noget og bliver inviteret igen og igen, fordi de passer ind i formatet. Om der følger viden med, bliver sekundært. Word viste, at samtalen bliver bedre, når vi giver plads til dem, der måske fylder mindre, men har mere på spil at forklare.
Måske var det derfor, det føltes så befriende. For alt for mange steder vinder tempo og reaktion over forståelse. Følelser over forklaringer. Holdninger løsrevet fra viden. Word mindede om, at der findes et publikum, som både kan og vil mere, hvis vi giver dem chancen.
Det peger også på et ansvar, ikke mindst i medierne. Det er her, mange af samtalens spilleregler bliver sat. Her vælges det, om vi hjælper folk til at forstå verden – eller blot til at reagere på den. Vil vække følelser eller gøre folk klogere. Er det virkelig nødvendigt at liveblogge en galnings løgne i 40 minutter, alene for at se, hvad Trump nu finder på, eller burde vi oftere trække stikket, når helt simple spørgsmål som “Hvor ved du det fra?” ikke bliver besvaret?
Det er det, jeg tager med mig: et håb om, at noget af dette kan sive ud i resten af samtalen. At vi tør sænke tempoet. Spørge lidt mere. Lytte lidt længere.
God læselyst
Kh Klaus
OFFSpring: Et nødvendigt spring for dansk film
OFFSpring Film Festival er noget helt særligt.
For mig personligt. Og for det danske filmlandskab.
Jeg har arbejdet på festivalen, og jeg tror, jeg har efterladt en del af mig selv på kontoret. Alene af den grund står den mit hjerte meget, meget nær – også selv om jeg faktisk aldrig har været der som publikum. Måske kommer jeg det aldrig. Det skyldes helt personlige forhold. Til gengæld findes der masser af både logiske og rationelle grunde til at indtage en af de vigtigste (og billigste) festivaler for dansk og i virkeligheden også international film.
Og selv om min egen historie i denne sammenhæng er uinteressant (men alligevel bør nævnes af hensyn til redeligheden), er der meget, der er værd at sige om OFFSpring Film Festival. Det vil jeg derfor gøre.
Festivalens måske største styrke er dens klare og kompromisløse fokus på unge filmskabere. Her er debutanten ikke et appendiks til de etablerede navne, men selve omdrejningspunktet. Det er et bevidst valg, som giver plads til mod, fejl, eksperimenter og nye blikke på verden.
Læs hele historien om OFFSpring festival
Velodrom Kaffebar: Togene standser stadig, og tiden får lov at blive ved en af landes smukkeste caféer
Velodrom Kaffebar ligger der, hvor toget standser et øjeblik, og hvor historien aldrig helt er steget af. Den gamle stationsbygning i Fruens Bøge bærer stadig sporene af et Danmark, der bevægede sig langsommere, men med større opmærksomhed på detaljen. Billetlugens udskæringer, de slidte flader, lyset gennem vinduerne – alt sammen vidner om et sted, der har haft en funktion længe før nogen tænkte på cortado eller filterkaffe. At indrette en kaffebar her er ikke bare et valg af lokation; det er et kulturhistorisk standpunkt.
Velodrom har fra begyndelsen haft en sjælden æstetisk disciplin. Intet råber, intet forsøger at være smart for sin egen skyld. Møblerne lytter til rummets proportioner. Farverne respekterer væggens alder. Selv stilheden mellem togankomsterne synes kurateret. Det er en æstetik, der ikke vil imponere, men invitere. En æstetik, der forstår, at skønhed ofte opstår, når man lader noget være, som det er.
Vi knytter os til steder gennem gentagelser: den samme krog, den samme stol, den samme rutine. Når noget ændres, opstår frygten for tab. Men Velodrom har aldrig været et museum. Det har været et levende sted, og levende steder må kunne forandre sig for at overleve. Det afgørende er ikke, at her er sket en ombygning, men hvordan den er sket. Og her har Velodrom vist sin største styrke: respekt.
Læs hele historien om Velodrom
Podcast: Jaiyede Jazz Festival er tilbage med polsk jazz, mørk melankoli og et kærligt opgør med algoritmerne
En stor del af den musik, du lytter til i dag, er med stor sandsynlighed valgt på forhånd. Ikke af dig, af redaktører eller kuratorer, men af systemer, der har lært dig at kende gennem gentagelser. Det er effektivt. Det er bekvemt. Og det betyder, at du sjældnere bliver udfordret.
I det landskab giver Jaiyede Jazz Festival mening. Ikke som et alternativ til alt andet, men som en påmindelse om, at kultur også må kræve noget af os. At musik ikke nødvendigvis skal føles hjemmevant for at være relevant.
Det er den tanke, der ligger bag festivalen, og bag den samtale, du kan høre i denne podcast, hvor Casper Schärfe, manden bag Jaiyede, er gæst.
Når Casper taler om musik, taler han sjældent om smag. Han taler mere om ansvar. Og han taler om det arbejde, der ligger i at udvælge, formidle og stå på mål for noget, som ikke automatisk finder sit publikum.
For Jaiyede Jazz Festival er ikke bygget til at ramme bredest muligt. Den er bygget til at pege i en retning. Hvert år med et klart fokus, en klar idé og en vilje til at insistere på, at det ukendte ikke er det samme som det utilgængelige.
Vi taler blandt andet om, at vi står midt i en tid, hvor mange festivaler begynder at ligne hinanden, og hvor Jaiyede bevidst er lille. Fire koncerter. Ét spillested. Tid til at lytte. Tid til at blive i musikken. Tid til ikke straks at forstå.
Læs mere og lyt til podcasten her
Kafkas Kaffeklub: Fem bøger til vinterferien
Vinterferien er den der sjældne pause, hvor tiden sænker skuldrene, kaffen når at blive varm – og en god bog pludselig kan fylde en hel eftermiddag. I mit litterære frirum Kafkas Kaffeklub tror vi på bøger, der egner sig til langsom læsning, eftertænksomme pauser og samtaler, der starter ved køkkenbordet og ender langt ude i tankerne. Derfor har vi samlet fem bøger til vinterferien: fortællinger, der varmer, udfordrer og giver modspil til vintermørket. Perfekte til lænestolen, togrejsen eller den tredje kop kaffe.
Tryk på linket for at læse hele anbefalingen.
JOHN WILLIAMS: STONER
Stoner er en roman, der bliver hos læseren. Den minder os om, at det stille liv ikke er et mislykket liv. At værdighed, passion og vedholdenhed er dyder, selv når de ikke bliver belønnet. Og at litteraturen – som Stoner elsker – kan være både et tilflugtssted og en livsform
DORTHE NORS: EN LINJE I VERDEN
Dorthe Nors’ essays langs den jyske vestkyst er som tidevand: stille, rytmiske, uundgåelige. Hun skriver med en sjælden præcision, hvor hvert ord er afmålt som skridt i sandet. Ikke for at imponere, men for at indvie os i noget større – noget langsommere.
KIM BLÆSBJERG: DE BEDSTE FAMILIER
Jeg læste del af De bedste familier på en tur langt Vestkysten, der blandt andet tog mig gennem Harboøre – midt i det flade, vindskæve landskab, hvor romanens mørke og magtspil udspiller sig. Det var som at køre direkte ind i romanens nerve. Og den nerve er ikke blid. Den er brutal.
TOM KRISTENSEN: HÆRVÆRK
Dette er vel en af de mest kompromisløse skildringer af et moderne menneskes opløsning i dansk litteratur.
Det er ikke en fortælling om at finde sig selv, men om at miste sig selv. Med vilje.
NAJA MARIE AIDT: HAR DØDEN TAGET NOGET FRA DIG, SÅ GIV DET TILBAGE
Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage er ikke en roman. Det er heller ikke en digtsamling. Det er et stykke liv, revet i stykker og sat sammen igen med ord, der ikke forsøger at hele, men blot at være. Det er en bog skrevet i chok, i sorg, i kærlighed. Og det mærkes i hver eneste linje.
