K10#5: Når kunsten ikke skal forklares hurtigt, men mærkes langsomt
Fra sanseudstillinger og symfoniorkester til vinterfestival og ord i fordybelse – her er Fyns kulturliv, når det tages alvorligt.
Nu er det jo ikke fordi, jeg går rundt med forestillingen om, at du har ventet åndeløst på denne udgave af k10, siden jeg sendte den seneste ud for knap halvanden måned siden. Af den årsag føles min brøde knap så alvorlig, og dog alligvel nok til at beklage.
Selv om præmissen for dette lille kulturelle hjørne af Fyn er, at det skal harmonere med min fritid (og den har jeg prioritet med familien og på kunsten at holde fri her i julen), havde jeg drømt om at ramme din mailboks præcis 1. januar, mens du forhåbentlig lå i dampene af en forrygende nytårsfest. Tilfældet var, at det gjorde jeg selv, så du måtte vente. Beklager.
Til gengæld har jeg gjort mig umage for at samle en bunke gode historier om det fynske kulturliv til dig. Der er mange, og de er fortrinsvis lange, så derfor bliver denne udgave en anelse anderledes, og kommer formentlig til at danne præcedens for fremtiden.
Jeg præsenterer dig nemlig for uddrag, relativt fyldige, men stadig uddrag, af historierne, som jeg så linker direkte til. Vil du læse videre er de altså blot ét klik væk. Alle sammen helt gratis på modersiden k10mag.dk, hvor der du i øvrigt kan finde alt, hvad jeg udgiver.
Med beklagende instruks: velkommen til 2026. Det bliver vildt
Kh Klaus
Når legen ikke skjuler kunsten: HuskMitNavn har skabt en af de bedste sanseudstillinger, jeg kan huske.
Det kræver et særligt greb at skabe noget folkeligt uden at gøre det banalt. At åbne dørene bredt uden at give køb på form og præcision. Netop det lykkes i årets sanseudstilling på Kunstmuseum Brandts. I samarbejde med HuskMitNavn er der skabt en totalinstallation, der bryder med museets vaner. Ikke for effektens skyld, men fordi det er nødvendigt, hvis kunsten skal fungere på egne præmisser.
Udstillingen inviterer børn og voksne ind i et rum, hvor man må røre, larme og bevæge sig frit. Man kan endda kravle ind i billederne. Det kunne ligne en velkendt familieudstillingsmodel, men forskellen er afgørende: Legen er ikke lagt oven på kunsten. Legen er kunstens struktur. Og kunsten er tænkt så stramt, at den kan rumme både børns kroppe og voksnes blik samtidig.
Hos HuskMitNavn bliver forbud til materiale. I stedet for “se, men rør ikke” insisterer udstillingen på kroppen som adgang til billedkunst. Resultatet er ikke et frirum fra kunst, men et rum med kunst. Kunst, der i en eller anden form først træder klart frem, når den bliver brugt.
HuskMitNavns univers er umiddelbart genkendeligt: den klare streg, de stærke farver, figurerne og hverdagens relationer. Billeder bliver til steder, overgange og bevægelser. Man rejser bogstaveligt talt rundt i et formsprog, der bøjer tid og trends. Jeg mærker alt fra C.W. Eckersberg over Bauhaus til Malk de Kojn. Hvad mon du kan se?
Et løft til Fyn og øhavet: Når Faaborg og Ærøskøbing bliver national kulturarv
Når Faaborg og Ærøskøbing nu udpeges som nationale kulturmiljøer, er det mere end en hædersbevisning til to enestående bymidter. Det er et signal om, at Fyn og det sydfynske øhav kan forstås som én samlet kulturø – et historisk sammenhængende område, hvor byer, øer og kystlinjer gennem århundreder har udviklet sig i tæt samspil.
At begge byer er udpeget, peger på et bredere perspektiv: Kulturarv forstås ikke længere alene som enkeltstående bykerner, men som dele af større helheder. Fyn fremstår her som et kulturelt landskab, hvor havet ikke er en grænse, men en forbindelseslinje. Øhavet bliver et rum for bevægelse, udveksling og identitet – ikke en perifer udkant.
For Fyn rummer udpegningen et markant perspektiv for fremtiden. Når historiske bymidter indgår som nationale interesser i planlægningen, skabes der mulighed for at tænke bevaring, bosætning, turisme og erhverv i sammenhæng. Det åbner for en mere strategisk tilgang, hvor kulturarv ikke blot beskyttes, men bruges aktivt til at styrke øens samlede fortælling og tiltrækningskraft.
Fakta: Fyn i udpegningen
Faaborg og Ærøskøbing er udpeget som nationale kulturmiljøer blandt i alt 16 historiske bymidter i Danmark
Udpegningen sker efter indstilling fra et ekspertudvalg nedsat af Kulturministeriet
Byerne repræsenterer Fyn og det sydfynske øhav som et sammenhængende kulturhistorisk område
Fokus er på velbevarede bymiljøer fra middelalderen til midten af 1800-tallet
Kulturmiljøerne indgår fremover som nationale interesser i kommuneplanlægningen
De fynske kommuner skal tage særlige hensyn til bevaringsværdier ved byudvikling
Kulturbyen bliver virkelig, når symfoniorkesteret og unge dansere deler scene og fremtid
Jeg spekulerer ofte over, hvad der skaber en kulturby. Er det narrativet ; de store festivaler, visioner og ord? Ja, det er det også.
Men en kulturby bliver i min optik først ægte i de øjeblikke, hvor kunsten ikke blot vises, men skabes her og nu af mennesker, som bor og arbejder samme sted. Når grundsubstansen og viljen til at dyrke det lokale er på plads. Det var præcis det, der stod klart forleden aften med Odense Symfoniorkester og KOMA Ballettens samarbejde om “Nøddeknækkeren”.
Det afgørende er ikke, at værket er kendt, eller at salen er fyldt. Det afgørende er, at byen kan samle sine egne kræfter og lade dem mødes på et niveau, hvor noget nyt opstår.
Unge dansere, der får lov at stå i et professionelt rum og mærke, hvad det vil sige at bære en forestilling, ikke som øvelse, men som alvor. Når det sker, bliver kunsten ikke en importvare, der kan sælges i metermål. Den bliver en lokal erfaring.
Og måske er det netop her, kulturbyen viser sit sande ansigt: ikke i ambitionen om at ligne noget større, men i modet til at tage sin egen kunst alvorligt. At investere i kvalitet, i talent, i langsom opbygning. At forstå, at når unge dansere og erfarne musikere deler scene, så deles der også fremtid. Ikke alle på scenen vil fortsætte i rampelyset. Men alle vil bære erfaringen videre.
Det her rører mig simpelthen mere, end jeg havde ventet.
Hvor er vi dog priviligerede at bo i en by og på en ø, hvor et symfoniorkester spiller på dette niveau, og hvor unge dansere får lov at stå på en stor scene med levende musik i ryggen. Det er ikke givet. Det er noget, der er blevet bygget op, og noget, der kan mærkes, når det lykkes.
At fortsætte, når nogen siger stop
Lad mig deklarere det med det samme: Jakob S. Ingversen er i min optik noget af det sjoveste, der findes inden for dansk komik. Jeg kender ham ikke personligt, men at jeg er en smule forudindtaget, er hævet over enhver tvivl.
Jeg har fulgt ham siden 2016, hvor han sammen med en flok impro-comedy-makkere disruptede kommunalvalget med det fiktive Fynsk Folkeparti, og frem til i dag, hvor han igen har gjort fynsk til en landsdækkende affære som Rune Ingemann i R8dios føljeton “Undskyld vi roder”. Med andre ord: Jeg har haft et længerevarende komisk crush. Det er hermed erklæret.
Men pointen er ikke min begejstring. Pointen er, at jeg har fulgt Jakob længe nok til at vide, at hans seneste projekt, kortfilmen “When Clowns Die”, ikke er opstået ud af ingenting. Den er ikke resultatet af et strategimøde eller en pludselig lyst til at “lave film”. Den er kulminationen på en måde at arbejde på, som har været i gang i årevis – på scener, i baglokaler, i improsale og i midlertidige fællesskaber på Fyn og siden i resten af landet.
“When Clowns Die”, som Ingversen både har skrevet og medvirker i, tager udgangspunkt i en filmproduktion, der bliver lukket ned. Pengene, tilladelsen eller autoriteten forsvinder. Men instruktøren vælger at fortsætte alligevel. Det er en enkel præmis, men den rammer noget dybt genkendeligt for alle, der har arbejdet med kunst uden fast grund under fødderne.
Den logik er indlejret i filmen. “When Clowns Die” handler ikke om det store gennembrud, men om det øjeblik, hvor man bliver tvunget til at vælge: stopper jeg, fordi nogen har sagt, jeg skal, eller fortsætter jeg, fordi det her stadig giver mening?
When Clowns Die” er ligger lige nu i top 10 på Ekko Shortlist. Se den her
Vinter-festival: Når vinteren bliver et mødested
Januar er den tid på året, hvor landskabet trækker vejret langsommere. Lyset er sparsomt, kulden mærkes, og naturen står stille – eller ser sådan ud. Det er netop her, Vinterland folder sig ud.
Fra 24. januar til 7. februar 2026 inviterer den nye kulturfestival publikum udenfor på Fyn og øerne. Ikke for at flygte fra vinteren, men for at være i den. For at opleve, hvad der sker, når kunst, fortælling og fællesskab får lov at udfolde sig i mørket og kulden.
Vinterland er en udendørs kulturfestival, hvor naturen ikke blot er kulisse, men medspiller. Skove, strande, havne og kulturhistoriske steder bliver midlertidige scener for lys, lyd, bevægelse og fortælling. Festivalen breder sig over alle ni kommuner i Kulturregion Fyn, så oplevelserne findes tæt på – men føles forbundne.
Oplevelser, der langsomgør tiden
Programmet spænder bredt, men hænger sammen i tone og tempo. Publikum kan blandt andet opleve:
lysinstallationer, der gør vintermørket sanseligt
vandrekoncerter, hvor musik og fortælling bevæger sig gennem landskabet
familieoplevelser med myter, sansevandringer og fabeldyr
iskunst og workshops, hvor værker skabes – og forsvinder igen
fortællinger under stjernerne, med myter og himmellegemer
ro i naturen, med bål, åndedræt og vinterbadning
Mange arrangementer er gratis, flere kræver ingen tilmelding, og de fleste kan opleves med åbent sind og varmt tøj som eneste forudsætning.
Word Festival: At blive i ordene, og hvorfor fordybelse stadig betyder noget
Der er ord overalt. De strømmer mod os i notifikationer, overskrifter, kommentarer og korte udsagn, der kræver øjeblikkelig stillingtagen. Sjældent giver de dog plads til eftertanke. Ordene er mange, men tiden til at dvæle ved dem er knap. Netop derfor er fordybelse blevet en mangelvare. Og netop derfor er den vigtig.
Word Festival er skabt som et modstykke til den hastighed. Et sted, hvor ord ikke bare leveres, men får lov at blive. Hvor samtaler ikke skal afsluttes på 30 sekunder, og hvor kompleksitet ikke betragtes som et problem, men som en nødvendighed.
Ord er ikke neutrale. De former vores forståelse af verden, af hinanden og af os selv. Men ord virker først rigtigt, når vi giver dem tid. Tid til at folde sig ud. Tid til at modsige hinanden. Tid til at lande i os. På Fyn er vi beriget for at have hele tre dage til at tage ordene ind.
Word Festival bygger på en enkel idé: at ord bedst udfolder sig i fællesskab. I samtalen. I mødet mellem forskellige stemmer, forfattere, forskere, kunstnere, journalister - og ikke mindst et publikum, der ikke bare lytter, men deltager med opmærksomhed.
Her er samtalen ikke et debatformat med vindere og tabere, men et fælles rum for undersøgelse. Et sted, hvor man godt må skifte mening undervejs. Hvor det er legitimt at blive i spørgsmålet lidt længere.
Fakta
Hvad: Word Festival – en non-profit kulturfestival, der fejrer ordet gennem samtaler, foredrag, debatter og oplæsninger.
Hvornår: Fredag 30. januar – søndag 1. februar 2026.
Hvor: Odense centrum – på flere kulturscener i gåafstand, herunder ODEON, Koncertsalen, Magasinet og Kunstmuseum Brandts.
Omfang: Op mod 150 events fordelt over festivalens tre dage.
Tema 2026: Tro, Håb & Kærlighed – med fokus på eksistentielle, kulturelle og samfundsmæssige perspektiver.
På landet: Denne digtsamling fortæller om et sted, man er i – ikke et sted, man ser på
“Vær ukrudt”
Rune Fredriksen har skrevet med kuglepen på første side. Jeg stirrer på det som en mindre åbenbaring. Præcist. Tak. Ja tak!
De to ord alene er det hele værd. Jeg har skrevet med Rune i en halv måneds tid, siden jeg faldt over hans oplæsning af sin egen digtsamling på en fælles vens Instagram-profil. Jeg var egentlig solgt med det samme. Men med de to ord “vær ukrudt” spyttede vi i næverne - handlen var fuldendt.
Jeg elsker denne lille bog, og jeg vil læse den hundredevis af gange.
Titlen er næsten provokerende enkel. “På landet”. Ikke om landet, ikke fra landet, men på. Det antyder en position snarere end et motiv: et ståsted midt i det levede. Digtene bevæger sig netop her, i spændingsfeltet mellem erfaring og erkendelse. De er ikke nostalgiske i traditionel forstand, men sanselige, kropslige og til tider berusede af fællesskab, arbejde, natur, erindring. Landet fremstår som noget, der opleves indefra, ikke som postkort eller politisk slagmark, men som hverdagsrum.
I en samtid præget af klimakrise, naturtab og urban afstand til fødevareproduktion fremstår Rune Frederiksens digtsamling som både nødvendig og modig. Den giver stemmen tilbage til et landskab, der ofte tales om, men sjældent fra. Og den minder os om, at poesien stadig kan være et sted, hvor kompleksiteten får lov at stå uden at blive forenklet, men heller ikke opgivet.
At læse “På landet” er at blive mindet om, at landet ikke er en idé, men en erfaring. Noget, man er i. Noget, man lever med. Og noget, man er ansvarlig overfor.
Tak, gode iagttagelser og anbefalinger fra hjertet