Guide til weekenden: Kulturen Mahler hele øen blodrød
Fra gigantisk Mahler med to symfoniorkestre til punkfestival med sved på væggene, film på Langeland og dansktop uden ironi
To symfoniorkestre. Én Mahler. Hele verdens ambitioner.
Jeg havde først tænkt mig at forsøge at beskrive det her, som hvis Barcelona og Real Madrid gik sammen om at spille kamp MED hinanden. 22 mod resten af verden. Eller hvis Taylor Swift og Justin Bieber teamede op på et superalbum. Eller hvad med Bruce og Stones på en fælles turné?
Helt ærligt er det lidt som om, det ikke helt slår til i forsøget på at beskrive det monument, som Mahlers 3. symfoni er. Og det setup, det kræver. Odense Symfoniorkester og Copenhagen Phil smelter denne aften sammen til ét gigantisk orkester i Mahlers mest massive symfoni. Et værk, der er så stort, at det næsten virker absurd, at mennesker overhovedet kan spille det live. Over 150 musikere, kor, mezzosopran, blæsere i bunker og strygere som et hav af lyd. Jeg er overbevist om, at selv folk, der normalt ikke går til klassiske koncerter, vil mærke kæben ryge lidt ned her.
Det her er musik som fysisk oplevelse. Det ene øjeblik kan du mærke gulvet arbejde under dig, når hornene brager løs, og sekunder senere står tiden stille i de helt skrøbelige passager, hvor Mahler pludselig gør det hele intimt og menneskeligt igen.
Det vilde er helt oplagt størrelsen, men lyt også efter kontrasterne. At noget så gigantisk samtidig kan føles så sårbart. Mahler skrev om naturen, angsten, kærligheden og menneskets plads midt i alting. Og når to symfoniorkestre går sammen om den vision, bliver koncertsalen ikke så meget til en koncertsal, men mere til et sted, hvor du zoomer ind og ud som et magisk musikalsk trip.
Klassisk koncert: Mahlers 3., Odense Symfoniorkester og Copenhagen Phil. 22. maj, Carl Nielsen Salen, Odense
ILTER: festivalen for folk, der savner sved på væggene
Det er meget sjældent, punk og hardcore fylder mine hovedtelefoner. Men skal jeg opleve musik live, så kommer meget, meget få genrer op på siden af de to. Og derfor er Ilter muligvis den mest eksplosive og potente af de fynske festivaler, hvis du alene måler på den energiudladning, artister og publikum oplever sammen. Jeg er på grænsen til at sige, at du ikke rigtigt har oplevet en koncert, hvis du ikke har prøvet det her.
Der er noget befriende usmart over Ilter. Ingen VIP-hegn. Ingen storskærme. Ingen afstand mellem scene og publikum. Det er som om, festivalen bevidst udnytter det tætte rum, hvor bands spiller så tæt på publikum, at man kan se trommestikkerne flyve og mærke bassen i ribbenene.
Frækt sagt er det her et modsvar til de kæmpestore festivaler, hvor man nogle gange ender med at se koncerter gennem en mobilskærm 80 meter væk. Her handler det om nærvær. Om kaos, energi og den særlige samhørighed, som punk og hardcore stadig kan skabe bedre end næsten nogen andre genrer.
Jeg er med på, at genren udefra kan virke utilnærmelig, men tro mig: Det er en af de største myter i musikken. Sjældent er det de sødeste mennesker, der råber højest, men det er faktisk tilfældet her.
Festival: Ilter Punk og Hardcore Festival, 22. til 23. maj, Dynamo Workspace
Filmfestival med saltvand i blodet
Fyn er film. Faktum. Og nu er Fyn en filmfestival rigere. Lykkeligvis er også denne så tilpas stram i sit fokus, at vi ikke er i nærheden af at have for mange.
Langeland International Film Festival har fokus på fællesskaber, ø-ånd og kulturel udveksling og minder derfor ikke om noget, vi har i forvejen, men om noget, vi altid bør søge.
Festivalen samler film fra øsamfund over hele verden. Fra Grønland og Færøerne til Cuba, Newfoundland og små steder, de fleste af os aldrig har været. Det er historier om mennesker, der lever tæt på havet, vejret, stilheden og hinanden.
Og nu ved jeg godt, at det kan lyde som en nichefestival, men egentlig rammer det vel noget ret universelt: følelsen af at høre til et sted. Eller længes væk fra det.
Det smukke her er kontrasten mellem det globale og det helt nære. Internationale film vises i små, lokale omgivelser på Langeland, hvor samtalerne fortsætter efter rulleteksterne, og hvor jeg håber, at festivalen vil være mere optaget af forbindelser end fernisering. Jeg tror, det kan blive noget ganske, ganske særligt.
Jeg ved, at folkene bag festivalen har store ambitioner, men alene det at stable festivalen på benene er en stor bedrift. Tillykke, Langeland. Tillykke, Fyn. Tillykke os.
Robotter, rave-stemning og kemiske eksplosioner i Munke Mose
I Odense har man besluttet, at fremtiden ikke skal se grå og trist ud. Tværtimod.
Odense Kulturfestival er et kig ind i fremtiden, hvor man blander teknologi, musik, kunst, science og de mærkelige idéer, mennesker kan finde på. Det lyder ret præcist som det modsatte af nogle af de “innovationsfestivaler”, jeg har oplevet, hvor en eller anden i fleecevest forklarer blockchain foran et rollup-banner.
Odense Kulturfestival vil noget andet. Her er robotter ikke bare teknologi. De skal blive til kultur, leg og underholdning. Du kan altså opleve maskinvæsener i kunstinstallationer, høre talks om kunstig intelligens og samtidig falde direkte ind i en koncert eller et fysikshow med ting, der potentielt kan eksplodere. Det er ret fedt.
Jeg tror egentlig, festivalens styrke er, at den tør gøre nørderi socialt. Du får lov til at være fascineret, forvirret og underholdt på samme tid. Og midt i det hele står Munke Mose og ligner en lille fremtidsfestival med menneskelig puls.
Festival: Odense Kulturfestival – Robot & Science, 22.–24. maj, Munke Mose, Odense
Dansktopfestivalen: fællessang, fadøl og nul ironi
Der er noget virkelig smukt over en festival, der ikke prøver at være noget andet, end den er.
Dansktopfestivalen lægger alle kort på bordet: fællessang, campingstole, Kandis, Tørfisk, Birthe Kjær, fadøl og folk, der faktisk mener det, når de synger med.
Og ærligt? Den energi kan noget.
Her handler det om hygge som reel livskraft. Om mennesker, der danser før frokost, synger med på John Mogensen-numre med armene om hinanden og falder i snak med fremmede over kaffe og musikbanko. Jeg er stensikker på, at det er derfor, festivalen virker. Den prøver ikke at genopfinde noget, men står fuldstændig ved glæden i det enkle.
Musikprogrammet er spækket med danske navne, som de fleste enten er vokset op med eller troede, de var færdige med. Lige indtil du pludselig står midt i teltet og skråler med alligevel.
Det her ligner altså tre dage med ekstremt højt humør og absolut ingen skam i kroppen. Jeg elsker det!
Festival: Dansktopfestivalen Svendborg, 22 - 24. maj, Ollerup.