Der er noget bekvemt ved at tro, man kender en digter.
Så finder vi en skuffe, vi kan lægge poesien i og lukke forsigtigt. Benny Andersen har længe ligget i den lune afdeling: kaffen, der snart er klar, Svante, kærligheden, de skæve smil og sætningerne, vi nærmest hører Povl Dissing synge, før vi er færdige med at læse dem.
På Odense Teater bliver skuffen revet helt ud, vendt på hovet, og så viser det sig gudhjælpemig, at vi har fortrængt halvdelen af indholdet.
Det velkendte er der jo stadig; det lune blik, humoren, evnen til at få et hverdagsøjeblik til at åbne sig som noget større. Men lige nedenunder ligger kulden, angsten, den kosmiske uro: mennesket, der opdager, universet er meget stort, mens girokortene stadig skal betales.
Det er den Andersen, musikforestillingen ”Alt i alt” finder frem, og gudskelov for det. For vi risikerer jo at holde mere af vores erindring om en digter end af værket selv, til han ender som nationalt porcelæn: elsket, støvet af ved højtider, urørlig. Det nægter Odense Teater at være med til og tak for det. Her bliver han rusket, vendt og prøvet af. Det virker ikke som om, man vil afsløre en misforståelse, men minde os om, at han var større end den figur, eftertiden har gjort ham til. Og jeg holder virkelig meget af det.
Jeg holder af, at det er heller ikke digtoplæsning med musik nedenunder. Det er ikke en musical forklædt som litteraturaften, og det er da slet ikke biografisk teater fra vugge til grav. Ordene står aldrig alene. De skubbes, forstyrres og løftes af rummet: en krop bevæger sig, og en sætning betyder pludselig noget andet; en cello står nøgen i rummet, og et øjeblik senere vælter elektronikken ind som et uvejr. Det er som om, at Nicolei Fabers instruktion ikke vil forklare os, hvad Andersen betyder, næ, han åbner dørene og lader teksten gå på opdagelse.
Hannah Schneiders musik er selve motoren i det: hun kan gøre rummet næsten tomt med én cello og fylde det til bristepunktet et øjeblik senere med et dunkende elektronisk angreb, der forplanter sig brystkassen, mens Andersens ord kravler rundt i resten af kroppen. Det koordinerede angreb er vild. Overvældende. Ufatteligt stemningsmættet, og jeg føler mig i perioder forsvarsløs. Musikken er aldrig pynt, men altid den fine sprække, hvor selv det mindste bliver enormt.
Ensemblet holder sproget levende mellem sig snarere end at levere hver deres nummer. De smager på det, hvisker, synger, vrider det. Alle holder niveau, men Mads Rømer Brolin-Tani er alligevel aftenens mest fascinerende tilstedeværelse: kroppen tænker med, kommenterer, stritter imod, som spillede han en anden forestilling end den, ordene fortæller. Endnu en angrebsflanke, tænker jeg, mens jeg ser noget af aftenens stærkeste teater folde sig ud.
Der sidder uden tvivl folk i salen, som kom for at møde Svante. Og han er her jo et eller andet sted. Han får bare ikke lov at eje Benny Andersen alene. Heldigvis. ”Alt i alt” bliver stærk, netop fordi den ikke giver os den Andersen, vi allerede har derhjemme. Den åbner skuffen igen og finder mørket under kaffen, angsten under smilet.
Det er en fremragende sæsonåbning, og en påmindelse om, hvad et teater kan, når det ikke illustrerer kunsten, men går i clinch med den. Man går ikke derfra med følelsen af at have set Benny Andersen. Man går derfra med lyst til at læse ham igen.
Alt i alt – en Benny Andersen teaterkoncert. Instr.: Nicolei Faber. Musik: Hannah Schneider. Odense Teater, Teatersalen i ODEON. Til og med 10. oktober.