Find fremrangende fynsk fortælling frit på Filmstriben
Fynske Jesper Quistgaard har med Sønnike skabt en film, der ikke vil imponere, men involvere. Den er lavmælt, men insisterende. Du skal se den. Helt gratis. Lige nu på Filmstriben.
Jeg er nødt til at lave en stor, fed disclaimer, inden jeg omtaler denne film. For jeg kender instruktøren. Ikke særligt godt ganske vist, men alligevel godt nok til, at jeg må male med den transparente pensel.
Især er det én samtale, med Jesper Quistgaard, der der “tvinger” mig til at bekende kulør. En af den slags samtaler, der slår luften ud af dig, og efterlader et lillebitte rum for evigt.
Det var i anledning af OFFSpring Filmfestival, at jeg mødte instruktøren Jesper Quistgaard. Vi sad i Goodwill Films daværende lokaler på havnen i Odense, og Jesper fortalte om sit livsværk. En vild bedrift i starten af 30’erne, men ikke desto mindre en vild bedrift, der var i sin absolutte postproduktion, da vi snakkede sammen.
Han fortalte om blodet, svedet og tårnene, der skulle kæmpe side om side med benhårdt arbejde for at indfri de tårnhøje ambitioner, han havde til filmen Sønnike. Alt fra historieudvikling, fotografisk stil, personlig involvering og økonomisk fundament til håndmalede rulletekster, musik af Søren Huss, lyddesign af Peter Albrechtsen og filmplakat skud på analog film. Det kunne gøres SÅ meget lettere, men Jesper Quistgaard og holdet valgte at gøre det SÅ meget bedre.
For filmen Sønnike er et lille mesterværk. Ganske enkelt.
Filmen kan lige nu findes helt gratis på Filmstriben, og hvis du ikke allerede har forstået mit budskab, så er dette min største anbefaling til, at du går ind og oplever den.
Så vil jeg til gengæld forsøge at rammesætte filmen, uden at afsløre alt for meget.
Sønnike handler om det, vi ikke taler om – og måske heller ikke helt ved, hvordan vi skal tale om. Den handler om hemmeligheder, der bliver til livsformer. Om ansvar, der kommer for sent. Og om kærlighed, der ikke altid ved, hvordan den skal se ud.
Den vil ikke løse noget, men vise noget. Og det, den viser, er vigtigt: At sandheden ikke altid sætter os fri med det samme – men at den er det eneste sted, vi kan begynde.
Filmen udspiller sig i et fynsk landskab, men det kunne være hvor som helst i Danmark, hvor stilheden er en del af kulturen. Hvor mænd ikke nødvendigvis mangler følelser, men mangler sprog for dem. Lasse (Morten Agerholm), filmens hovedperson, er ikke ond, ikke uansvarlig, ikke fraværende – han er bare fanget i en livsløgn, i en rolle han ikke har valgt. Kan man sige så meget, uden at spoile?
Sønnike undersøger, hvad sker der, når man pludselig skal se sig selv i en ny rolle. Og hvad der sker, når den rolle ikke kommer med manualer, men med skyld og skam? Sønnike forsøger at forklare, hvordan mennesker forsøger at reparere det, der er gået i stykker – uden at vide, om det overhovedet kan lade sig gøre.
Jeg ser filmen som kommentar til en bredere virkelighed, vi alle kan stå i. Den viser, hvordan sociale og følelsesmæssige traumer ikke nødvendigvis opstår i spektakulære begivenheder, men i det daglige fravær af nærhed. Den peger på, hvordan omsorg kan være en kamp – ikke mod andre, men mod sig selv.
Jesper Quistgaard har i min optik - og her skal ud medregne disclaimereren i begyndelsen - med Sønnike skabt en film, der ikke vil imponere, men involvere. Den er lavmælt, men insisterende. Den vil ikke løse noget, men vise noget. Og det, den viser, er vigtigt: At sandheden ikke altid sætter os fri med det samme – men at den er det eneste sted, vi kan begynde.