Fem friske kulturanbefalinger til weekenden på Fyn
Fra sprogfestival og ø-portrætter til klassisk musik og nye koncertnavne – fem anbefalinger, der åbner verden lidt mere
Sprog som scene
Sprog er ikke bare sprog. Sproget er det, vi tænker, føler og forstår verden igennem. Det former vores relationer, vores konflikter og vores fællesskaber. Alligevel tager vi det ofte for givet. Netop derfor er Sprogense i Bogense en af de mest nødvendige, og overraskende levende, kulturfestivaler på Fyn.
Her trækker vi sproget ud af hverdagen og ind i samtalerne. Massevis af vigtige samtaler. Festivalen samler forskere, kunstnere og og nysgerrige deltagere i et program, der spænder fra skarpe debatter til rap og fællessang.
Du får nok mest ud af det, hvis du vælger lidt med vilje: Kig i programmet og find et par arrangementer, der udfordrer dig, og lad resten være åbent..
Det hele er flettet ind i Bogenses gader og havnemiljø, hvilket efter min mening giver festivalen en nærhed, du ellers ikke lige sådan finder.
Festival: Sprogense, 1. og 2. maj, Bogense
Ærø i øjenhøjde
Hvis du vil ægte opleve Ærø, og altså ikke som det smækre postkortmotiv, som det så let kan være, så kræver det, at du møder menneskene på øen.
Det har du en helt unik mulighed for i denne udstilling, der der skabt af fotografen Mali Lazell i samarbejde med Søbygaard. Det er kort sagt et femårigt projekt, der samler op mod 100 portrætter og interviews med øens beboere. Det siger sig selv, at det tager tid at samle 100 portrætter, så sidste lagde man fra land med 14 portrætter, nu er der kommet yderligere 15 til, som du kan gå på opdalgese i.
Du møder mennesker fra øen. Unge, gamle, tilflyttere og indfødte gennem fotografier, korte tekster og lyd. Portrætterne er skabt i et langsomt, analogt tempo, hvor der er tid til mødet bag billedet. Og det er for mig at se hele krogen i denne udstilling. At tage sig tid til at møde andre. At være nysgerrig på andre end sig selv. Og måske endda blive inspireret og i bedste fald klogere på en verden, der ligger lidt væk fra ens egen.
Udstilling: Ærøarkivet, Søbygaard, Ærø
Klassikeren, du allerede kender
Det her er formentlig den absolut letteste vej ind i den klassiske musik.
Du vil sige, at du aldrig har hørt klassisk musik, og jeg vil udfordre dig til at lukke øjnene et øjeblik og lytte efter. Har du nu ikke det? ”Svanesøen” og ”Tornerose” er to af de slags værker, hvor du allerede kender store dele af musikken.
Tjajkovskijs melodier har været en del af vores fælles lydspor i årevis: i film, tv og på scenen, og de rammer noget genkendeligt, længe før man helt ved hvorfor.
Her får du dem samlet i koncentreret form: højdepunkter fra balletterne ”Svanesøen”, ”Tornerose” og ”Romeo og Julie”. Men altså uden danserne, så du kan give musikken fuldt fokus.
Odenses helt egen chefdirigent Pierre Bleuse står i front, og symfoniorkestret virker til at være i storform for tiden. Det kræver sådan set bare, at du stoler på mig, så garanterer jeg dig, at du sidder og nynner med.
Et nyt navn, der bliver hængende
Det her er ret præcis grunden til, at jeg jagter kultur, jeg ikke kender. Omar Dahl var totalt ukendt for mig, inden jeg kastede mig over denne uges anbefalinger, og jeg ville næppe være stødt på dem, hvis de ikke kom forbi Fyn. Nu har det potentiale til at blive et af de bands, jeg kommer til at lytte mest til i år
Jeg er helt væk over det her. Det gør alt det rigtige for mig. Det er spændet mellem det organiske og det elektroniske, mellem det velkendte og noget, der føles lidt fremmed. De blander downtempo house med østlige melodier, hvor violin, saxofon og andre levende instrumenter snor sig ind i pulserende beats. Lyder det ikke for fedt!!??
Jeg forudser en koncert, hvor du ikke helt ved, om du skal lukke øjnene eller begynde at bevæge dig. Hvor det føles lige så naturligt at stå stille og lytte, som at lade kroppen følge rytmen
Koncert: Omar Dahl, 2. maj, Posten, Odense
Når rocken bliver stille
Uffe Lorenzen fylder. Også når han skruer ned.
Han er indbegrebet af rock n roll på syre, og har med Baby Woodrose og Spids Nøgenhat stået i front for det mest direkte, kantede og ærlige psykedeliske rock, jeg kunne opdrive i nullerne.
Jeg holder ufatteligt meget af de to projekter, men i mine min ører er hans spritnye soloplade noget af det bedste, han har lavet.
Og det er med den under armen, han rammer Harders i Svendborg. I et andet lys end det, mange kender ham for, men med samme tyngde. Her er det de danske protestsange, der er i centrum. Sange med holdning, bid og historie, som han trækker ind i nutiden med ro og præcision.
Det er ikke pænt pakket ind. Det er direkte, nærværende og med kant – præcis som vi kender Uffe.,
Det er ikke her, han larmer mest, men måske her, han mener det mest.