Det virker skræmmende og lidt forbudt, men den sidste fyr, der fik mig til at føle sådan, var hans bror.
Og ja, jeg ved det godt, det er virkelig nederen at begynde min hyldest til Malte Nordtorp Pedersen med at skriver om hans bror, men jeg kan ikke ryste det af mig, at et brødre-par kan være så sindsygt gode.
Jeg tænker, at OB’s modstandere i midthalvfemserne må have haft det ldit på samme måde, når de fandt ud af, at der var ikke bare én men to hårdttacklende Hemmingsen-brødre at forholde sig til.
Og nu skal jeg nok slippe brødreforholdet og komme til sagens kerne, men forstå, at jeg har brugt de sidste par år på at komme mig over, de åbne brud, bror Asger/Guldimund afleverede i kampens hede, og gudhjælpemig om bedst som jeg restituerer heler dukker Malte/Knægt op med stort set samme taktik til returen. Møgknægt.
Egentlig er det Knægts plade “Forandring, Please?!”, jeg flipper over i øjeblikket. Den udkom sidste år, men af en eller anden årsdag, får jeg den først lyttet ordentligt nu. Lighederne med Guldimunds undersøgende tilgang, hverdagsbetragtningerne, det tårnhøje lyriske niveau og en overlegen lethed, musikken eksekveres med er slående, men der er - naturligvis - forskelle. Dem må vi selv finde i en splittest, for kræfterne skal bruges på at fremhæve alt det, knægten kan.
Der er en smidighed, som gør, at sangene aldrig låser sig fast. De kan vippe fra det skrøbelige til det selvsikre på få takter. Arrangementerne føles levende, som om de er opstået i rummet mellem mennesker og ikke bare i en plan. Og så er der trompeten, der dukker op som et ekstra sprog. Den kommenterer, modsiger, løfter eller trækker ned – alt efter behov. Det er ikke pynt. Det er en stemme.
Teksterne er fulde af små iagttagelser, der rammer præcist. Ikke store erklæringer, men detaljer: den måde man taler forbi hinanden på, den måde man lover sig selv noget nyt og ender med det gamle, den måde kærlighed både kan være et holdepunkt og en forstyrrelse. Han skriver med en slags nøgtern følsomhed, hvor det aldrig tipper over i selvmedlidenhed.
Det mest overbevisende ved pladen er, at den tør være uafklaret. Der bliver ikke bundet sløjfer. Der er ikke nogen pæn morale. I stedet får vi en række sange, der insisterer på at stå åbne. De stiller spørgsmål uden at mase et svar ned over hovedet på lytteren, og det gør det med et sjældent hørt højt lyrisk niveau, og en tilgang til musikken, som tager samtlige afveje mod en uvigtig destinationen. Det er turen, der betyder noget, og gid den aldrig stopper.
Lyder det bekendt? Kan du lide Guldimund, vil du elske Knægt.
Og ja, det kan virke urimeligt, at to brødre kan skrive sange, der sætter sig så grundigt, og jeg beklager sammenligningen, så ret skal være ret: Malte Nordtorp Pedersen er ikke interessant, fordi han er nogens bror.
Han er interessant, fordi han rammer et sted i én, man ikke lige havde forberedt.
Du kan opleve ham live på hjemmebanen i Tobaksgaarden, 28. februar.
Lyt til det helt geniale album “Forandring, Please!?” herunder
Og lyt da for pokker også til Knægts debutalbum “Månen danser pænest”, der blev udgivet på odenseanske Celebration Records her