En Grammy-vindende legende kan finde dig på en café i Vindegade – det er pointen med Odense Jazz Festival
Måske kan du huske, at jeg for nogle uger siden flippede fuldstændig over, at den danske jazz-super-gruppe Buki Yamaz var gendannet og kom til Svendborg. Nu kommer den igen!! Denne gang til Odense til den unge, men tunge Odense Jazz Festval. Og med tung mener jeg vægten af de navne, man har henrtet.
Randy Brecker, den Grammy-vindende trompetlegende bag Brecker Brothers, spiller med både Carl Winther Trio og Anna Pauline Andersson Group - sidstnævnte også med Janis Siegel fra Manhattan Transfer. Det her er den slags internationalt tunge navne, man ellers skal til de helt store festivaler for at opleve, og her får de lov at spille sammen med unge danske og fynske navne i lokaler, der kan skabe en helt særlig intimitet.
Jeg er vild med, at Odense Jazz Festival ikke bygger én stor scene og beder dig komme til den. Den spreder sig ud i byen: Musikhuset Dexter, Frølageret, gratis koncerter på gader og pladser, så jazzen dukker op der, hvor du alligevel er. Det giver den intimitet, de bedste byfestivaler leverer: du står tættere på musikerne, end du gør de fleste andre steder.
Festivalen har kun eksisteret siden 2020, men afslutningskoncerten med Odense Jazz Orchestra, hvor årets fynske jazzmusiker kåres, giver den allerede en fornemmelse af tradition: en fest, der også fejrer sin egen scene.
Musik: Odense Jazz Festival, flere spillesteder i Odense, 27. juli–2. august


