Jeg ved faktisk ikke, om det her er en udstilling, du skal glæde dig til. Helt oprigtigt.
At du skal se den, skal vi ikke diskutere. Men om du sådan skal glæde dig? Det er noget andet.
De uværdige på Danmarks Forsorgsmuseum i Svendborg er en af de udstillinger, der gerne skulle give ubehag, hvis du bare har en smule empati i kroppen. Her åbner museet nemlig rum på den gamle Svendborg Fattiggård, der hidtil har været lukket for publikum. Det er i sig selv stærkt, for det her er jo ikke kulisser. Det er murene, vaskerummet, haven, gangene og de rum, hvor mennesker faktisk levede under systemets hårde blik.
Udstillingen går tæt på 19 mænd og kvinder, som i kortere eller længere tid var indlagt på Fattiggården, mens den var i drift fra 1872 til 1974. Ægte mennesker med navne, historier, kærlighed, modstand og nederlag. Rasmine, Else, Peter, Vilhelm og de andre får stemmer gennem lydfortællinger, film, animationer og genstande, og noget af det stærkeste – og det, der virkelig kan få dig til at lukke øjne og ører, men det må du ikke – er næsten, at museet også spørger: Hvad skete der med dem bagefter?
Jeg skal nok lade være med at blive for politisk, men den her udstilling rammer ubehageligt præcist ind i vores tid, hvor vi stadig er gode til at sortere mennesker i værdige og uværdige. Dem, vi synes, fortjener hjælp, og dem, vi mener, burde tage sig sammen.
Fattiggården og De uværdige er historie. Men blikket på mennesker i nød? Det er desværre ikke kun fortid.
Udstilling: De uværdige, fast udstilling, Danmarks Forsorgsmuseum, Svendborg