Bizart og bevægende: Kulturen stikker helt af i weekenden
Kulturen giver dig mulighed for ALT denne weekenden på Fyn. Her får du fem oplagte bud på, hvad du kan bruge tiden på
Apollonian Circles – når koncertformen giver slip
Det her har potentiale til at stikke helt af, og derfor skal vi naturligvis være der. ”Apollonian Circles” er ikke en koncert i klassisk forstand, men en sanselig tilstand. En blanding af performance, installation og musik, hvor publikum placeres rundt om et bord midt i værket, mens lyd, lys og bevægelse smelter sammen om én.
Det kræver noget af dig. Du skal ikke komme for hits, applaus eller pauseøl. Du skal komme for at give slip. Har du tidligere oplevet formater, der udfordrer koncertformen, ved du, at det her kan sætte sig i kroppen længe efter. Og har du ikke, så er det måske netop nu, du skal prøve.
Det her er for dig, der elsker elektronisk musik, kunstneriske gråzoner og oplevelser, du ikke sådan helt kan forklare (hvilket også ”undskylder” min lidt rodede fremstilling her) Musikken står ikke alene, den er en del af et rum, et nærvær og en fælles oplevelse, der kræver dig mod men til gengæld belønner din opmærksomhed.
Teaterkoncert: Apollonion Circles, 16. maj, Baggårdteatret, Svendborg.
Lost Weekends – rå energi på Odense Teater
Forleden hørte jeg et interview med Lasse Rimmer, hvor han fortalte om dengang, han spottede Iben Hjejle, før resten af landet opdagede hende. Og jeg blev helt ærligt lidt misundelig. Ikke bitter – men misundelig på den sitrende følelse af at have været der lige før det skete. Derfor er den her anbefaling vigtig. For den tilbyder den følelse.
”Lost Weekends” er årets afgangsforestilling på Odense Teater, og afgangsforestillinger har som regel deres helt egen temperatur. Det er her, eleverne på Den Danske Scenekunstskole i Odense viser, hvorfor de lige om lidt er uddannede skuespillere. Hvis du kender den sitren, der kan opstå tæt på forløsningen, har du formentlig en idé om, hvad jeg mener.
”Lost Weekends”, som i omtalen kaldes en satirisk syre-farce, udspiller sig på Chelsea Hotel Glamsbjerg, hvor karakteren Henrik vil genskabe ånden fra det legendariske Chelsea Hotel i New York. Et kreativt fristed og boheme-miljø på Vestfyn. Men kan man det, når alt skal dokumenteres, godkendes og gøres til et produkt?
Det må tiden vise. Men jeg forudser gnister, tempo, komik, kaos og kant. Og altså muligheden for at opleve den nye Iben, inden hun er på fornavn med hele Danmark.
Det er måske det her, du tænker tilbage på, når du om nogle år sidder og siger: “Jeg så dem dengang.”
Teater: Lost Weekends, 15. maj til 3 ,juni, Odense Teater
Forårsbizar – et åbent værk
Hvis man virkelig skulle forklare, hvad DYNAMO er, på en måde der giver mening i kroppen og ikke bare i hovedet, kunne man egentlig nøjes med at sige: Tag til ForårsBizaren.
For Dynamo Workspace er umuligt at indkredse i én sætning. Ja, det er et arbejdsrum for samtidscirkus og scenekunst, men det er også et sted, hvor kunstnere eksperimenterer og hvor idéer bliver prøvet af. Det er derfor, jeg knuselsker det sted, og det er præcis den energi, jeg forventer, der siver ud i kunstmarkedet ForårsBizar.
Du kommer måske med en plan om lige at kigge forbi, men hurtigt opløses dit overblik, fordi der hele tiden er noget, der kalder: en lille performance, en mærkelig installation, noget legende cirkus, du ikke helt forstår, men jo for pokker heller ikke vil gå glip af.
Det her er heller ikke et traditionelt marked, og det er sådan set netop pointen. ForårsBizaren er mere et åbent kunstnerisk landskab, hvor det hele får lov at være lidt skævt, ufærdige og derfor langt mere levende. Er det ikke det, vi hele tiden søger?
Kunstmarked: ForårsBizar, 16. og 17. maj, Dynamo Workspace, Odense.
Høje Bøge Open Air – sydfynsk sommer i koncentrat
Det er svært ikke at holde af Høje Bøge Open Air. Ja, der findes større og mere internationale festivaler. Men Høje Bøge kan noget andet: følelsen af ægte sydfynsk sommer.
Og nej, jeg har ingen aktier i festivalen, men jeg elsker de små oaser. Det her føles som Sydfyns fælles havefest, hvor man er lykkedes med at hente Medina, Suspekt, Blæst og Mads Langer til scenen. Kombinationen af store danske navne og den intime, lokale ramme gør oplevelsen overraskende nærværende.
Der er også noget smukt nostalgisk over stedet. Høje Bøge har været samlingspunkt i generationer, og træerne omkring er nærmest blevet en del af festivalens sjæl.
Man rammer noget særligt hos dem, der længes efter festivaler, som føles som glade mennesker, der møder hinanden. Mindre industri, mere tradition. Mere kultur.
Festival: Høje Bøge Open Air, 15. og 16. maj, Svendborg
Geopark Dage – når Sydfyn folder sig ud
Jeg kommer til at udfordre mit eget lille koncept her, for ret beset er det ikke én kulturbegivenhed. Det er et hav af oplevelser.
I fire dage bliver Sydfyn til ét stort, levende landskab af vandringer, fællesspisninger, kajakture, musik, kunst, fortællinger, bålmad, sauna og øhop.
En festival, der samler alt det, Sydfyn kan. Og det er ikke så lidt. Det her er en fejring af bakkerne, øerne, havet, historierne – og måske vigtigst: menneskene.
Jeg kan næsten mærke aftensolen, langbordene og samtalerne, der opstår mellem mennesker, som ikke kendte hinanden på forhånd.
Jeg elsker, hvor uimponeret arrangementet er af storbytempo. Det handler nul procent om at blive set – men om at se og opleve.
Og måske er det netop derfor, Geopark Dage føles så rigtigt lige nu. Fordi det er menneskeligt. Drevet af kærlighed til Sydfyn.
Festival: Geopark Dage, 14. til 17. maj, flere steder på Sydfyn



