BALLET: Kulturbyen bliver virkelig, når symfoniorkesteret og unge dansere deler scene og fremtid
Odense viser sig som kulturby i det øjeblik, hvor lokale musikere og unge dansere skaber noget uerstatteligt sammen. Ikke for os, men med os.
Jeg spekulerer ofte over, hvad der skaber en kulturby. Er det narrativet ; de store festivaler, visioner og ord? Ja, det er det også.
Men en kulturby bliver i min optik først ægte i de øjeblikke, hvor kunsten ikke blot vises, men skabes her og nu af mennesker, som bor og arbejder samme sted. Når grundsubstansen og viljen til at dyrke det lokale er på plads. Det var præcis det, der stod klart forleden aften med Odense Symfoniorkester og KOMA Ballettens samarbejde om “Nøddeknækkeren”.
Det afgørende er ikke, at værket er kendt, eller at salen er fyldt. Det afgørende er, at byen kan samle sine egne kræfter og lade dem mødes på et niveau, hvor noget nyt opstår.
Et symfoniorkester, der spiller med autoritet og nærvær. (jeg kommer til at dykke ned i det her orkester på et senere tidspunkt, men lad mig blot kort indskyde, at niveauet er så tordnende højt, at du selv som velbevandret koncertgænger lige så godt kan høre klassisk musik i Odense som i enhver anden by. Kald mig gerne lokalpatriot og/eller jubelidiot, jeg ved, jeg har ret). '
Unge dansere, der får lov at stå i et professionelt rum og mærke, hvad det vil sige at bære en forestilling, ikke som øvelse, men som alvor. Når det sker, bliver kunsten ikke en importvare, der kan sælges i metermål. Den bliver en lokal erfaring.
Og det betyder noget for en by, at vi - dens borgere - kan sætte sig i et sæde og mærke, at dette ikke kun er for os, men med os. At de ser unge mennesker træde ind i et muligt liv som kunstnere, ikke et andet sted, men her. At musikken ikke kommer udefra som et gæstespil, men fra et orkester, der kender rummet, publikum, byen – og spiller, som om det er værd at gøre sig umage.
I sådan en aften opstår en særlig form for fællesskab. Ikke den højlydte, men den koncentrerede. Hvor bifaldet ikke bare er høfligt, men taknemmeligt. Det er i de øjeblikke, en by mærker sig selv som mere end infrastruktur og hverdag, men som et sted med et indre liv.
Og måske er det netop her, kulturbyen viser sit sande ansigt: ikke i ambitionen om at ligne noget større, men i modet til at tage sin egen kunst alvorligt. At investere i kvalitet, i talent, i langsom opbygning. At forstå, at når unge dansere og erfarne musikere deler scene, så deles der også fremtid. Ikke alle på scenen vil fortsætte i rampelyset. Men alle vil bære erfaringen videre.
Det her rører mig simpelthen mere, end jeg havde ventet.
Hvor er vi dog priviligerede at bo i en by og på en ø, hvor et symfoniorkester spiller på dette niveau, og hvor unge dansere får lov at stå på en stor scene med levende musik i ryggen. Det er ikke givet. Det er noget, der er blevet bygget op, og noget, der kan mærkes, når det lykkes.
Da forestillingen slutter, er der et ganske kort øjebliks stilhed, inden bifaldet bryder løs. Det er der som regel, men denne gang r det anerledes. Et komprimeret rum til eftertænksomhed. En fælles erkendelse af, at vi netop har været vidner til noget, der ikke kan gentages på samme måde igen. For danserne, for musikerne, for os.
Jeg er evigt taknemmelig for oplevelser som denne. Så tak.
Fakta: Nøddeknækkeren i Odense
Musik: Pjotr Iljitj Tjajkovskij
Medvirkende: Odense Symfoniorkester i samarbejde med KOMA Balletten
Sted: Odense Koncerthus
Særligt kendetegn: Unge dansere optræder side om side med professionelle musikere
Hvorfor denne opsætning er særlig
Denne version af Nøddeknækkeren er et lokalt forankret samarbejde, hvor Odense Symfoniorkester og KOMA Balletten mødes i en fuld scenisk produktion. Forestillingen giver unge talenter mulighed for at stå på en stor professionel scene med levende orkester, en erfaring, der sjældent gives, men som har afgørende betydning for kunstnerisk udvikling.