At fortsætte, når nogen siger stop
Jakob S. Ingversen, improens mester, er aktuel med kortfilmen "When Clowns Die".
Lad mig deklarere det med det samme: Jakob S. Ingversen er i min optik noget af det sjoveste, der findes inden for dansk komik. Jeg kender ham ikke personligt, men at jeg er en smule forudindtaget, er hævet over enhver tvivl.
Jeg har fulgt ham siden 2016, hvor han sammen med en flok impro-comedy-makkere disruptede kommunalvalget med det fiktive Fynsk Folkeparti, og frem til i dag, hvor han igen har gjort fynsk til en landsdækkende affære som Rune Ingemann i R8dios føljeton “Undskyld vi roder”. Med andre ord: Jeg har haft et længerevarende komisk crush. Det er hermed erklæret.
Men pointen er ikke min begejstring. Pointen er, at jeg har fulgt Jakob længe nok til at vide, at hans seneste projekt, kortfilmen “When Clowns Die”, ikke er opstået ud af ingenting. Den er ikke resultatet af et strategimøde eller en pludselig lyst til at “lave film”. Den er kulminationen på en måde at arbejde på, som har været i gang i årevis – på scener, i baglokaler, i improsale og i midlertidige fællesskaber på Fyn og siden i resten af landet.
Derfor giver det også mening, at filmen handler om at fortsætte, efter nogen har sagt stop.
“When Clowns Die”, som Ingversen både har skrevet og medvirker i, tager udgangspunkt i en filmproduktion, der bliver lukket ned. Pengene, tilladelsen eller autoriteten forsvinder. Men instruktøren vælger at fortsætte alligevel. Det er en enkel præmis, men den rammer noget dybt genkendeligt for alle, der har arbejdet med kunst uden fast grund under fødderne.
Her bliver Jakob Ingversen filmens krog.
For hvis der er noget, der har kendetegnet hans arbejde gennem årene, er det viljen til at blive i situationen. Ikke ved at råbe højere, men ved at blive ved. Impro-comedy er hans hjemmebane, og impro er i sin kerne en disciplin, hvor man lærer at arbejde videre, når planen ryger. Når strukturen forsvinder, begynder arbejdet for alvor.
Den logik er indlejret i filmen. “When Clowns Die” handler ikke om det store gennembrud, men om det øjeblik, hvor man bliver tvunget til at vælge: stopper jeg, fordi nogen har sagt, jeg skal, eller fortsætter jeg, fordi det her stadig giver mening?
Filmen er et opgør, men et lavmælt et af slagsen. Ingen taler, ingen manifest. Kun handling. Projekter bliver ikke til for at bevise noget, men fordi nogen ikke kan lade være. Og så er filmen er lavet af mennesker, der sandsynligvis ved, hvordan det føles, når nogen trækker stikket, og som har valgt at fortsætte alligevel. Det er dens styrke.
Og ja: selv om nogen dør, må du godt grine.
Du kommer til at grine.
“When Clowns Die” er ligger lige nu i top 10 på Ekko Shortlist. Se den her