Anmeldelse: “Sketches” er et stilstudie i tilbageholdenhed og en øvelse i aktiv lytning
Mydtskov & Morten Nordals nyeste album er bevis på, at det sværeste i jazz er at spille færre toner
Der findes en særlig type musik, som på en eller anden måde har en dobbelt natur, som ved første „ørekast“ kan virke paradoksal. Den er på én og samme tid det lettest tilgængelige og det mest krævende, du kan sætte på. Du kan lade den køre i køkkenet, mens du laver mad. Her fungerer den fint med at fylde rummet behageligt, aldrig påtrængende, og det er fuldstændig legitimt, for den lyder godt, konsekvent og ubesværet godt, fra første til sidste nummer.
Men gør du det, er du kun ved overfladen.
For denne musik har et indre liv af en tæthed og kompleksitet, der belønner din ekstra opmærksomhed. Lytter du aktivt, begynder du at høre det. Lytter du endnu mere, hører du noget andet igen. Og til sidst, hvis du giver dig virkelig hen til den, begynder du måske at høre det, der ikke spilles. Pauserne. Luften mellem tonerne. Det øjeblik, hvor den ene musiker venter en tak for længe, inden han svarer, og i den pause er der mere musik end i mange soloer.
„Sketches“, det nye album fra saxofonisten Hans Mydtskov og guitaristen Morten Nordal, er den her bestemte slags musik, der i udgangspunktet ikke er til for at imponere. Den vil ikke demonstrere sin teknik, sin harmoniforståelse, sin rytmiske kompleksitet, selv om det er ganske tydeligt og umiskendeligt, for den der lytter grundigt. Nej, i udgangspunktet vil den simpelthen bare være til stede i rummet med dig.
Jeg er muligvis præget af et nyligt interview med Mydtskov, hvor han nævner sin begejstring for pladen „After Silence“ af de islandske musikere Skúli Sverrisson og Óskar Guðjónsson. Det er let at forstå tiltrækningskraften. After Silence er et stille mirakel i nordisk jazz: bas og tenorsaxofon i to-stemmig samtale, skabt af musikere der har fundet en fælles æstetik i tavshed, rum og en nærmest meditativ opmærksomhed på hver enkelt tone.
Sketches befinder sig et eller andet sted i det samme ånderum, og nej, jeg siger ikke, at det er det samme album, men, du ved… den har „viben“, ik?
Nordal har skrevet 13 af de 14 numre på albummet (det sidste er leveret af Bob Dylan), og det præger musikkens karakter. Jeg hører en komponist, der tænker melodisk frem for harmonisk, en der lader temaerne leve deres eget liv frem for at opløse dem i akkordstruktur. Numrene er relativt korte og tætte, og der er en lækker disciplin i det. Musikken skal sige præcis det den har at sige og ikke en tone mere.
Det er her, det høje tekniske niveau viser sig tydeligst, og måske mest overraskende. Teknik forstås bredt set som noget der udfolder sig. Vi kender lange soli, komplekse sekvenser eller imponerende hastighed. Men den sværeste teknik er tilbageholdenhedenn. At spille én tone og lade den have den rette vægt. At komme ind efter en pause på præcis det rigtige sted. At vide, at det du ikke spiller er halvdelen af musikken.
Det er netop den fælles lyttekultur, der adskiller et godt jazzalbum fra et stort. Mydtskov og Nordal har spillet sammen i over tyve år, og jeg bilder mig ind, at jeg kan høre friheden i det faktum. Det er som om, de to musikere her ikke længere behøver at forhandle om de grundlæggende ting, og det giver en frihed, der trænger igennem. Minder det i øvrigt om noget? Måske det Sverrisson og Guðjónsson har opbygget over lignende årtier i Reykjavík: et musikalsk partnerskab der er noget andet og dybere end sammenspil.
„Sketches“ lyder altså ikke som noget, der kæmper for at få din opmærksomhed, og alene derfor skal du overveje at give den. For den, der møder pladen med den rigtige opmærksomhed, som sætter sig ned, lukker alt andet ude, og giver musikken de tre kvarter den beder om, kan det her blive en oplevelse af noget sjældent: Musik, der ikke forsøger at gøre indtryk, og netop derfor gør det.