Anmeldelse: Mens verden vakler, griner vi af den i Odense
Odense Sommerrevy 2026 rammer tidsånden med skarp politisk satire, fynsk selvironi og en sjælden evne til at gøre samtidens kriser til noget, vi kan holde ud at være i
Findes der nogen kunstform, der er mere bundet til nuet end revyen?
Jeg tvivler.
Da jeg hilser på revydirektør, skuespiller, forfatter, ejer og altmuligmand Lars Arvad et par timer før premieren, virker han foruroligende fattet, al den stund at Lars Løkke blot en time tidligere har kastet dansk politik ud i nye krumspring.
– Ændrer det materialet? spørger jeg lettere retorisk.
– De sidder og skriver det om netop nu, siger Arvad og peger bag scenen.
Den puls er ulig noget andet. Revyen lever i et smalt vindue mellem dagens overskrifter og morgendagens glemsel. Den skal reagere, mens verden stadig dirrer.
Sådan er revyens vilkår. Nådesløst. Og måske netop derfor nødvendigt.
For når verden føles uoverskuelig, søger vi ind i teltet på Engen for at grine af den. Vi ved godt, at grin som sådan ikke løser noget, men den gør det muligt at holde virkeligheden ud lidt længere. Under den forudsætning, at der er noget at grine af. At forfattere, instruktører og skuespillere er i stand til at gribe det ubegribelige, gøre det uforståelige forståeligt og vride tragedier til komik.
Og ja, det kan man i Odense. Lad os bare slå det fast: Du kan roligt tage til Odense Sommerrevy 2026, hvis du mangler en ventil fra hverdagen. Og det er til trods for, at der dybest set ikke er så meget at grine af. Hvis det altså ikke lige var for revyen.
Konstante kriser
Det slår mig ret hurtigt: Revyer kredser næsten altid om en krise. Tidligere var det finanskriser, værdipolitik og Putin. Nu er det Trump, NATO, Grønland, krig, populisme og politisk opløsning. Det kan faktisk slå humøret lidt i bund at opdage, hvor konstant katastrofen er blevet i vores fortællinger om samtiden. Men lykkeligvis har vi kunsten til at hive os op igen.
Rasmus Krogsgaard står for første gang både på scenen og i instruktørstolen, og sammen med resten af holdet lykkes det ham at skabe et rystende præcist billede af blandt andet Christiansborgs tilstand. Et billede, der både føles absurd og genkendeligt. Særligt i “Live fra Borgen”, hvor politikere vælter ind og ud af magtens korridorer som figurer i en kollektiv nervøs nedsmeltning. En ulykkelig Pia Kjærsgaard må nærmest løftes væk fra sin gamle arbejdsplads, Alex Vanopslagh navigerer efter hvide streger som et barn i en institutionsgang, mens Boje og Harris farer forvirret rundt i jagten på magt og mammon.
Det er skarpt set. Ikke fordi revyen afslører noget nyt, men fordi den formår at destillere det kaos, vi alle sammen allerede mærker. Teksten er skrevet af Lars Bisgaard og Rasmus Søndergaard og står som en af aftenens absolut stærkeste.
Senere sidder Gorm den Gamle og hans vikinger og ser ind i nutiden, hvor kongen løber med folket i ens t-shirts, og mennesker samler hundelorte op i poser for derefter at smide poserne på jorden igen. Det er en af forestillingens bedste idéer: at lade fortiden betragte nutiden som noget næsten uforklarligt. Vikingerne forstår ganske enkelt ikke det moderne Danmark. Det gør vi andre måske heller ikke længere.
Det lokale i det globale
Odense Sommerrevyens største styrke er, at den tør være både lokal og global på samme tid. På få minutter bevæger vi os fra Trump og Grønland til eksplosioner på Nyborgvej og OB’s evige lidelseshistorie. Det kunne lyde som et kaotisk sammenkog, men det føles egentlig præcist. Det er jo for pokker sådan, nyhedsstrømmen opleves. Verdenskriser og parkeringsproblemer eksisterer side om side på vores telefoner og i vores hoveder.
Og det er her, revyen viser sin kraft som folkelig kunstform. Den står fast på, at det lokale ikke er mindre vigtigt end det globale. At en sprængning på Nyborgvej kan føles lige så virkelig som en NATO-krise, hvis det er dér, man bor. København har i årevis haft monopol på fortællingen om Danmark, men Odense Sommerrevy minder os om, at landet stadig består af konkrete mennesker med konkrete steder, frustrationer og særheder.
Tag bare lukkeren til første akt med Mabel-drengene og eksplosionerne på Nyborgvej, der er så lokalt forankret, at udenforstående må føle sig hægtet af. Os lokale, som trods alt er i klart overtal, er fla’e af grin, og jeg gør op med mig selv, at det her er revyens væsen. Den må gerne være stædig i sin lokalitet, uanset om vi er i Odense, Sønderborg, Svendborg, Nykøbing eller Tivoli.
Mørkets fyrste
Dette er en kæmpe holdpræstation, og jeg vil nødigt fremhæve noget frem for andre, men jeg er nødt til holde Thomas Mørk frem. Han er så stærk en komiske kraft, at det næsten forkælet, at han efterhånden er blevet “vores” i Odense.
Tag hans nummer som repræsentant for De Danske Plante Pesticider, hvor fysik og grimasser er teksten overlegne. Mens han forklarer, hvor ufarligt drikkevandet er, kæmper han med alt i sig mod det simple projekt at tage en tår af det brune glas vand, han holder i en udstrakt arm. Få kan som Thomas Mørk gå så voldsomt bersærk på en scene og samtidig bevare præcisionen.
Pudsigt nok indeholder samme nummer, “Storm i et glas vand” (skrevet af Vase og Fuglsang) også den type lavpunkt, der oftest irriterer mig i revyer. Vi ser det på lang afstand: blomsten på bordet, det giftige glas vand, vandet der hældes i blomsten, blomsten der dør. Pointen skåret ud i pap. Unødvendigt.
Og nej, Odense Sommerrevy
2026 er ikke fejlfri. Enkelte numre kunne skæres hårdere til, andre helt fjernet. Men grundlæggende og altovervejende besidder forestillingen det, som kulturen ofte lever af, når den vil betyde noget: puls. Den reagerer på verden, mens den stadig bevæger sig, og den gør det med et perspektiv, vi andre er blinde for.
Og da jeg vandrer ud i den kølige majaften, mærker jeg det, der måske i virkeligheden er revyens egentlige mission: Ikke at få os til at glemme virkeligheden, men at sende os tilbage ud i den med en smule mere styrke og modstandskraft.