Anmeldelse: Kære forældre, jeg udfordrer jer - se dette uden at blive rørt til tårer
På Odense Teater bliver statistik til levende børn, og pludselig føles det som os voksne, der står blottede tilbage i mørket
Der står børn på scenen på Odense Teater. Ikke børneskuespillere. Ikke talenter fra en dramaskole. Ikke unge mennesker trænet til at projicere følelser ud over scenekanten. Bare børn. Rigtige børn med deres egne historier.
Nogle gange snubler de lidt i ordene. Nogle gange leder de efter næste linje på skærmen bag publikum. Nogle gange kommer der en nervøs latter. Og netop dér opstår noget, som kun de dygtigste skuespillere kan skabe: følelsen af, at intet er beskyttet.
I ”Mod alle odds” spiller børnene ikke roller. De står der bare som dem, de er, og fortæller om deres familier, deres drømme, deres frygt og de statistiske sandsynligheder, som allerede nu forsøger at definere deres fremtid. Forestillingen handler om social arv, om hvilke odds børn fødes ind i, og hvor tidligt samfundet begynder at sortere mennesker. Men det, der gør forestillingen så voldsom, er, at den aldrig bliver abstrakt. Statistikken får ansigter.
Jeg mærker, hvordan noget strammer sig sammen indeni. Ikke fordi forestillingen forsøger at presse følelser frem, men fordi børnene er så modige, at jeg næsten ikke kan holde det ud. For helt ærligt: Ville vi selv gøre det? Ville vi stille os op foran flere hundrede fremmede mennesker og fortælle om vores baggrund og vores usikkerheder uden at gemme os bag ironi, professionalisme eller en rollefigur? De her børn gør det uden sikkerhedsnet.
Uperfekt perfekt
Det mest bevægende er, at de er uskolede. En klassisk teaterregel ville sige, at du skal kunne teksten udenad, styre din stemme, blik og timing. Her sker det modsatte. Når børnene læser op fra skærmen, bliver vi mindet om mennesket bag ordene. Det giver en nerve, som føles større end teater. Som om virkeligheden står midt på scenen uden filter.
Nogle har overskud til at løfte blikket fra papiret og se direkte ud på publikum. Ikke som skuespilleren, der søger kontakt, men som børn, der ser på voksne. Og pludselig er det mig, der føler mig udstillet. Som om de kan se os sidde der i mørket med vores privilegier, afmagt og dårlige samvittighed. Jeg tager mig selv i ikke at rejse mig og kramme dem.
Forestillingen er bygget op omkring statistik, og der er meget af den. Til tider også for meget. Tallene om social arv, sygdom, skilsmisser, ensomhed og uddannelse bliver ved med at skylle ind over scenen, og enkelte steder savner jeg, at forestillingen tør stole endnu mere på det stærkeste, den allerede har: børnene selv.
For hver gang et barn fortæller noget konkret om sit eget liv, sker der mere i salen end ti statistikker kan fremkalde. Deres historier rammer dybere end tallene. Ikke fordi statistikken er ligegyldig, tværtimod. Den er forestillingens motor og politiske alvor. Men børnene er dens hjerte. Og når forestillingen giver dem plads, bliver den exceptionel.
Men det ændrer ikke på, at ”Mod alle odds” føles som noget sjældent vigtigt. Forestillingen minder os om, hvor tidligt livet former os forskelligt, og hvor lidt der nogle gange skal til, før ét barn får medvind og et andet modvind. Og endnu vigtigere: husker den os på, at børn rummer en ufattelig værdighed og styrke, længe før voksne lærer dem at skjule den.
Det her er ikke bare scenekunst. Det er virkelighed, der står lige foran os og ser os direkte i øjnene. Og derfor skal vi se det. Hvis vi altså kan gennem tårerne.