Anmeldelse: At skrive i skyggen af Shakespeare
Lunau & Sund skærper deres udtryk gennem benspænd og finder deres styrke i det skrøbelige, hvor roen får dramaet til at vokse.
”Sonet Sange” er på overfladen et ambitiøst projekt: Lunau & Sund tager livtag med Shakespeare og omskriver hans sonetter til nye, danske sange. Men det er først, når man lytter nærmere, at det egentlige projekt træder frem. For det handler mindre om at løfte Shakespeare ind i nutiden, og mere om, hvad der sker med Lunau & Sund, når de skriver under hans skygge.
Duoens karriere har bevæget sig i et nordisk singer-songwriter-landskab, hvor det nære, det melodiske og det eftertænksomme har været bærende. Det er ikke nyt. Men med ”Sonet Sange” lægger de et dogme ned over deres praksis, som på en mærkbar måde skærper deres udtryk. Shakespeare fungerer ikke som facit, men som modstand.
Det er tydeligt, at teksterne ikke forsøger at matche originalernes sproglige kompleksitet. Lunau & Sund skriver deres egne tekster “over” sonetterne, og i det greb går noget næsten selvfølgeligt tabt: tætheden, flertydigheden, den retoriske præcision. Til gengæld opstår noget andet. En form for ejerskab. En vilje til at tage arven alvorligt uden at underordne sig den.
Det placerer albummet i en ret spændende samtidskontekst. Jeg oplever ofte, at kultur arbejder med referencer på en ironisk eller distanceret måde, og her er ”Sonet Sange” bemærkelsesværdigt oprigtigt. Det er ikke Shakespeare som citat eller pynt, det er mere Shakespeare som arbejdsrum.
Alligevel er det ikke i det “store” Shakespeare-anslag, at albummet står stærkest. Tværtimod. Det er, når Lunau & Sund bliver skrøbelige, at musikken for alvor åbner sig. Når teksterne får luft, og arrangementerne giver plads, vokser dramaet.
Det høres tydeligst i de langsommere numre som den påtrængende smukke “Intet lige som solen” og den sitrende stærke “Dræb mig del 2”. Her træder duoens arrangementsmæssige kunnen frem med en særlig klarhed. Eller rettere: deres evne til at træde tilbage. Instrumenteringen er økonomisk, næsten asketisk, og der er en fin fornemmelse for, hvornår noget skal undlades. Pauserne får vægt. Stilheden bliver en aktiv medspiller.
Det er i disse rum, at sangene begynder at resonere. Hvor de mere teksttunge passager indimellem kan føles som forsøg på at løfte et stort litterært forlæg, er det i det stille, at noget egentligt menneskeligt træder frem.
På den måde afslører albummet også sig selv. Man hører tydeligt, hvor projektet virkelig lever. Og det er ikke i ambitionen om at genføde Shakespeare, men i de øjeblikke, hvor Lunau & Sund finder ind til deres egen kerne gennem begrænsningen.
Derfor giver det også mening at høre ”Sonet Sange” som mere end en enkeltstående udgivelse. Det fremstår som en slags øvelse eller en disciplinering af deres sangskrivning. Af samme årsag er det her ikke nødvendigvis duoens mest fuldendte album, men det kunne godt gå hen og blive det vigtigste.