Anbefaling: Her er fem fynske kulturoplevelser, du ikke vil gå glip af denne weekend
Her får du fem kulturopleveler på Fyn, hvor krop, lyd og fortælling smelter sammen. Fra råtnycirkus og intense koncerter til sanseligt teater og klassisk musik med dybde.
NYCIRKUS: WHERE THE FUNK IS MY RED NOSE? // DYNAMO
Vi skal i cirkus. Men ikke den slags, du tror.
“Where the funk is my red nose” handler nemlig ikke om en klovn, der har mistet sin næse, men om en uheldig popcornsælger fanget i en fysisk, intens og uforudsigelig situation.
Forestillingen er kropslig og direkte. Det er råt, sårbart og konstant i bevægelse. Her er ingen trygge grin eller pæne pointer, kun en oplevelse, der mærkes i kroppen.
For dig, der: er til nycirkus, performance og fysisk teater – og som gerne vil udfordres, overraskes og rammes personligt.
Where the funk is my red nose?
27. marts klokken 19
Dynamo Workspace, Odense
MUSIK: LAUREN RUTH WARD // DEXTER
Den her stemme må du ikke gå glip af.
Lauren Ruth Ward balancerer styrke og skrøbelighed med en uhørt intens, næsten gådefuld tilstedeværelse, der trækker dig helt ind.
På Dexter optræder hun i et duo-format, som jeg ikke har fundet dokumenteret online. Måske er det netop pointen: Det her skal opleves live.
Forvent en koncert, hvor rå rock møder nerve og nærvær. Ingen afstand, ingen overproduktion. Bare musik, der rammer direkte, og en vokal, der bliver siddende længe efter.
For dig, der: søger intense, tætte liveoplevelser med kant og følelse. Tænk Janis Joplin, men i sin egen, moderne form.
Lauren Ruth Ward (duo)
28. marts klokken 20
Dexter, Odense
MUSIK: IBRAHIM ELECTIC // TOBAKSGAARDEN
Ingen kan forudsige, hvor den her koncert ender, og det er pragtfuldt!
Ibrahim Electric leverer den type koncert, du mærker med det samme. Tre af andets stærkeste musikere løfter lyden op i et felt, hvor jazz møder tunge grooves, skæve drejninger og masser af sceneenergi. Det er intenst, rytmisk og svært at stå helt stille til. Nej, det er helt umuligt at stå stille til. Jeg har oplevet publikum crowdsurfe og kærlighedskramme vildtfremmede mennesker, når Ibrahim Electric åbner sig helt op.
Her er ikke tale om pæn baggrundsmusik, men om et livesæt med bid, sammenspil og overskud. Det gør koncerten oplagt for både nysgerrige jazzlyttere og for dem, der normalt søger mod funk, rock eller mere eksperimenterende liveoplevelser.
Henvender sig til: Folk, der elsker livet. Jazz- og groovepublikum samt alle, der tænder på musik med kant og fremdrift.
Ibrahim Electric
27. marts klokken 20.30
Tobaksgaarden, Assens
TEATER: T MED ALICE // NØRREGAARDS TEATER
De fleste kender “Alice i Eventyrland”, men “T Med Alice” er noget helt andet.
Her slipper forestillingen den klassiske fortælling og bevæger sig ind i et sanseligt, billedbåret univers, hvor stemninger, krop og visuelle indtryk driver oplevelsen. Det føles som at træde ind i noget, der hele tiden skifter form.
Iscene har netop anmeldt forestilingen og fremhæver den som en gennemført og magisk helhedsoplevelse, hvor scenografi, lys og performernes tilstedeværelse smelter sammen. Det er netop i det samlede udtryk, at forestillingen løfter sig og bliver mere end summen af sine dele.
Det gør “T Med Alice” til et stærkt bud for dig, der ikke bare vil se teater, men opleve det med hele kroppen – og som er nysgerrig på scenekunst, der tør udfordre både form og fortælling.
Henvender sig til: børn og unge i alderen 9–12 år (4.–6. klasse), der kan lide visuelle universer og historier, der føles som at træde ind i en drøm.
KLASSISK: MOZART // ODENSE SYMFONIORKESTER
Hvis du kun må vælge én klassisk koncert i år, så start med at udfordre præmissen. Og hvis det ikke lykkes, så vælg denne.
Her møder du Mozart i to forskellige stemninger: det åbne og melodiske over for det mørke og eksistentielle.
Aftenens tyngdepunkt er “Requiem” – et af musikhistoriens mest myteomspundne værker. Skrevet i Mozarts sidste måneder, bestilt anonymt og efterladt ufærdigt. Alligevel betragtes det af mange i dag som et af hans stærkeste og mest gribende værker.
Musikken bevæger sig mellem det truende og det trøstende. Fra massive, mørke korpassager til øjeblikke af lys og håb. Det er netop det spænd, der gør “Requiem” så dragende.
Koncerten åbner med klaverkoncert nr. 23, hvor Mozart viser sin lettere og mere lyriske side. Sammen skaber de to værker en aften med både kontrast og sammenhæng.
For dig, der: vil opleve klassisk musik med historie, dramatik og stærke følelser – i den helt store skala.




