Analyse: Odense Teater tager dig i hånden og trækker dig ud på dybt vand
Odense Teaters kommende sæson lægger ikke skjul på sin ambition: huset vil være et fælles mødested for byen og øen.
Teaterdirektør Jacob Schjødt ved godt, at han med åbneren ”Hobitten” sætter bagen i klaskehøjde. Ikke på grund af forestillingen, men placeringen. Med en forsinket åbning af teatrets Store Scene på grund af ombygningen, vil ”Hobitten” spille henover december, der traditionelt er forbeholdt en juleforestilling. Den slags kan godt give lidt ballade, og da åbningsforestillingen i sidste uge blev præsenteret, sang kritikerkoret da også sangen om den manglende jul.
Beslutningen har rod i praktik, hvilket formentlig får kritikken til at forstumme relativt hurtigt – ikke mindst fordi ”Hobitten” kan ret meget af det, en juleforestilling også gør. Det er den store, genkendelige fortælling, der kan lokke flere generationer i salen og markere genåbningen af den nyrenoverede Store Scene. Det kan lyde ufarligt og forsigtigt, men forestillingen skal ifølge Schjødt ikke ”kun” opleves som en familieforestilling, men også læses som en moralsk fortælling om ansvar og handling i en verden, der brænder. Lykkes det, er det godt set at bruge det folkelige som løftestang for en mere alvorlig samtale og ikke som flugt fra den.
Den samme dobbelthed går igen i sæsonens lokalt forankrede satsning ”Vi bygger et dige” – kendere vil mærke historiens sus fra ”Vi bygger en vej” fra forrige sæson. Det er efter min mening en af programmets vigtigste forestillinger, fordi den viser, hvad Odense Teater kan, når det taler indefra. Den konkrete konflikt i Seden om højvande, myndigheder og lokale uenigheder bliver her indgangen til langt større spørgsmål om klima, fællesskab og systemets træghed. Det har potentiale til at blive teater, når det er bedst: jordnært, genkendeligt og politisk uden at blive formanende. Udfordringen bliver at turde lade det lokale blive tilstrækkeligt ubekvemt og ikke kun kærligt genkendeligt.
Hvis ”Hobitten” og ”Vi bygger et dige” viser teatrets brede favn, så giver klassikerne sæsonen dens rygrad. ”Når vi døde, vågner ”og ”Julius Cæsar” markerer, at Odense Teater ikke er en oplevelsesmaskine. Ibsen og Shakespeare er ikke alibier; de kan brugt rigtigt være stærke redskaber til at tale om magt, relationer og ansvar. Især ”Julius Cæsar” er et interessant i en tid, hvor politisk manipulation, alliancer og magtkampe fylder den offentlige bevidsthed. Her har teatret chancen for enten at levere solid aktualisering eller for alvor at tage en kunstnerisk risiko. Det her er en af dem, jeg glæder mig mest til.
Et andet afgørende signal i sæsonen ligger i formaterne. Serieteateret ”Marie Grubbe” markerer en vilje til fordybelse, der skiller sig ud. Flere aftener, længere spilletid, krav om nærvær. Det er ikke for alle, men det tror jeg netop er pointen. Odense Teater tør her insistere på, at scenekunst også kan være noget, man investerer tid og opmærksomhed i. Faren er, at formatet mest taler til det allerede loyale publikum. Muligheden er, at det skaber stærkere fællesskaber og mere varige oplevelser.
Det musikalske spor, særligt teaterkoncerten med Benny Andersen, fungerer som en mere åben indgang til poesien. Man lykkedes på smukkeste vis med opgaven, da man for nogle sæsoner siden tog greb om Inger Christensens ”Det”, og jeg glæder mig helt ind i knoglerne over, at man igen har fået komponisten Hannah Schneider til at skabe det musikalske fundament.
Med kritiske briller kan programmets grundighed opleves som forsigtighed. Meget er velafstemt, gennemtænkt og kontrolleret. Nogle savner måske ét projekt, der risikerer at mislykkes mere åbenlyst (jeg vil nok altid længes efter noget ala den på alle måder krævende og voldsomme “Det Europæiske Slagtehus”), men på bagkant af den omfattende ombygning og opgaven med at hente folk tilbage til Jernbanegade, ville oversatsning ikke være uden store konsekvenser.
Odense Teater vil først og fremmest samle og minde os om, at fællesskab også kan være krævende. Det er ikke den nemmeste vej. Men det er en, der klæder et stort teater med lokalt ansvar og nationale ambitioner.