250 år med fingre i mudder, og resultatet er ren magi
Keramik har aldrig sagt mig det store. Det har det aldrig gjort, det gør det – i store træk – stadig ikke.
Sådan har du det muligvis også. En kop er en kop, og den er god, hvis den kan holde kaffen varm. En kop er keramik, ergo er keramik en brugsgenstand målt alene på evnen til at holde væske.
Erasmus Montanus lever i mange af os – mig selv inklusiv – men der er alligevel noget, der kan trække mig ud af den tvivlsomme logik.
Da jeg for nogle år siden fik til opgave at skrive en historie om Erik Veistrup og hans store samling, der nu kan opleves på Clay, fattede jeg fascinationen. Måske gør du også, hvis du smutter forbi keramikmuseet og bruger bare et øjeblik på at forstå, hvad det er, man egentlig har samlet.
Veistrup-samlingen er i denne kontekst oplagt, men i “Keramikkens Magi” er museets eget skatkammer trukket op i dagslys, og det er ikke småting, vi har med at gøre. Mere end 250 år med danske formgivere, der har gravet, æltet, glaseret og brændt sig frem til alt fra det skrøbeligt lette til det rustikt robuste.
Det er altså jord, vand, luft og ild, der bliver til kunst i hænderne på folk, der tager håndværket dødeligt seriøst. Er det ikke fedt? Ja, Erasmus kunne muligvis fremdrage en argumentation, der sidestillede dette med min elskede Napoli-kop, men nej. Bare nej.
Udstilling: Keramikkens Magi, CLAY Keramikmuseum, Middelfart