Måske kan du huske, at jeg for nogle uger siden flippede fuldstændig over, at den danske jazz-super-gruppe Buki Yamaz var gendannet og kom til Svendborg. Nu kommer den igen!! Denne gang til Odense til den unge, men tunge Odense Jazz Festval. Og med tung mener jeg vægten af de navne, man har henrtet.

Randy Brecker, den Grammy-vindende trompetlegende bag Brecker Brothers, spiller med både Carl Winther Trio og Anna Pauline Andersson Group - sidstnævnte også med Janis Siegel fra Manhattan Transfer. Det her er den slags internationalt tunge navne, man ellers skal til de helt store festivaler for at opleve, og her får de lov at spille sammen med unge danske og fynske navne i lokaler, der kan skabe en helt særlig intimitet.

Jeg er vild med, at Odense Jazz Festival ikke bygger én stor scene og beder dig komme til den. Den spreder sig ud i byen: Musikhuset Dexter, Frølageret, gratis koncerter på gader og pladser, så jazzen dukker op der, hvor du alligevel er. Det giver den intimitet, de bedste byfestivaler leverer: du står tættere på musikerne, end du gør de fleste andre steder.

Festivalen har kun eksisteret siden 2020, men afslutningskoncerten med Odense Jazz Orchestra, hvor årets fynske jazzmusiker kåres, giver den allerede en fornemmelse af tradition: en fest, der også fejrer sin egen scene.

Musik: Odense Jazz Festival, flere spillesteder i Odense, 27. juli–2. august

Art you’re allowed to climb – and definitely not be quiet around

Forget everything about “do not touch” and hushed voices. Right now, street artist HuskMitNavn has taken over Brandts’ annual sensory exhibition, and he has turned the whole idea of a museum on its head. Here you’re allowed to touch, make noise and play: step through the gilded frames and disappear into a Jackson Pollock drip painting, climb around inside a Mondrian installation, put on fly wings and scale a giant poo, or dress up as one of his characters and feed liquorice sweets to the sculptures. It’s silly, colourful and clever all at once.

I love that the sensory exhibition is an old Odense tradition – many of the parents who visit today stood here as children themselves. This is a stroke of genius as a first encounter with art: the kids laugh and crawl around, and without ever noticing, they get their very first sense of what art can do.

Remember to book a time slot in advance – it can get busy during the holidays.

Museum: The Sensory Exhibition HuskMitNavn, Brandts Museum of Art, Odense, until 30 December 2026

The railway station where the children run everything

The Danish Railway Museum is my safe bet when a child needs to burn off energy and the weather won’t cooperate. Among other things, there’s an entire railway station built at child height, where the little ones can play out life and travel at their own scale, and outside, the mini train chugs around the grounds. And then there are the real, big, old trains. Just imagine the journeys people have taken in these carriages!

I’ll send you here without hesitation, because there’s plenty indoors if the heavens open, and plenty outdoors if the sun comes out. And because children up to 17 get in free. It’s hard to have a boring day here, and it’s so close to Odense’s main station that you can practically roll straight in off the train.

Museum: The Danish Railway Museum (Danmarks Jernbanemuseum), Odense

The 1800s, where the kids can simply run free

The Funen Village is not a museum you look at. It’s one you walk into, and I know your children will love it and talk about it for the rest of the holiday.

Old farms and houses moved here from all over Funen, animals in the stables, paths, fields – and a blessed absence of signs telling you what not to do. You step into a farmhouse from Hans Christian Andersen’s time, and suddenly the past isn’t history but something that actually smells – and yes, sometimes stinks – creaks and lives.

The best part is when your child disappears behind a half-timbered house and invents a game of their own. The learning sneaks in while they think they’re just playing. If you can ask for more than that, you’re the demanding one.

Museum: The Funen Village (Den Fynske Landsby), Odense

Try being a child 120 years ago

TID – Museum for Odense is the slightly overlooked card I’d like more people to play. Here you’ll find the Children’s Backyard, a staged city environment where kids can physically feel what life looked like around 120 years ago. Again: not read about it, but try it. There are things to fiddle with, tasks at child height and quirky little stories hidden in the old objects.

For me, its strength is that it makes urban history concrete and tangible rather than dusty. It’s a lovely, calm alternative to the really big attractions, and it sits centrally in Odense, so it’s easy to combine with a stroll through town, ice cream and cobblestones. Bring the curious children – the ones who always ask “why” – and they’ll have plenty to dig into.

Museum: TID – Museum for Odense, Odense

Fairy tales you become part of

Yes, Hans Christian Andersen’s House is the predictable pick on any Funen list. But it’s predictable for good reason. With Ville Vau, the house has become a place where children don’t observe Andersen from a distance – they step into the stories themselves. They meet characters like the Witch, brew magic potions and solve little tasks, and suddenly the fairy tale is their own instead of a grown-up’s act of reverence.

And yes, dear adult, you think you know Hans Christian Andersen. Think again. The “grown-up” part of the house gives you a whole new view of Denmark’s most famous author, his fairy tales and his own fairy-tale life. And while you’re there: take a moment to enjoy Kengo Kuma’s utterly stunning architecture. This is one of the most beautiful places in Odense.

Museum: Hans Christian Andersen’s House, Odense

South Funen’s natural history for all the senses

Naturama in Svendborg is always worth a visit, and you can lose HOURS here. Why? Because it speaks to the senses instead of reciting facts.

You get up close to an impressive collection of mounted and living animals. There are workshops, craft studios and animal dens for the youngest, where the seasons are experienced through the body – the kind of thing that captivates even the child who’s normally running in circles after fifteen minutes.

If you have a child who loves animals and nature, this is home turf. And Svendborg itself is a great excuse for a trip south. Combine it with the harbour and an ice cream, and you’ve got a full day. For me, it’s proof that natural history can be anything but dry.

Museum: Naturama, Svendborg

A real Viking ship – not a replica

This is my nerdy favourite card. At the Viking Museum Ladby lies a well-preserved Viking ship from around the year 925, where a Viking king – the Ladby King – was buried, ship and all. Something happens to both children and adults standing face to face with something that old and that real. No screen or animation can beat the feeling of being right up close to the actual past.

During the summer holidays, they dial up the Viking activities for the whole family, and there’s an entire dressing room where you can put on Viking clothes. It’s close to Kerteminde, a charming old market town in its own right, so you can easily make a full day trip of it with fjord, harbour and ice cream to finish.

And while you’re in the area, stop by the expanded Fjord & Bælt – which probably doesn’t quite qualify as a museum, but is very much still worth a visit.

Museum: The Viking Museum Ladby, near Kerteminde

A real jail. Saw blade in the water pipe included

There’s something strangely magnetic about walking into a jail that was actually in use. Just imagine that pull in the stomach in the youngest visitors.

The Old Jail in Faaborg is no stage set: it’s the town’s original jailhouse from 1840, right on the market square, and it stayed in operation all the way up to 1989. You move through the real cells, the prison yard and the courtroom. Peek through the spyhole, and notice the prisoners’ ingenuity – rumour has it a saw blade was found hidden in a water pipe...

The visit opens up big questions your family can argue about for the rest of the holiday: when is it actually fair to lock a person up?

And then there’s the cellar. Stable lantern in hand, you follow the fate of young Janus, who ended up behind bars. There’s room for six at a time, so book a slot with the host when you arrive.

Children under 18 get in free – see if they can manage a jailbreak before the gate closes.

Museum: The Old Jail (Arresten), Øhavsmuseet, Torvet, Faaborg

An entire castle to get lost in – literally

And finally, the big one: Egeskov is Funen’s most visited attraction, and it’s hard to object once you’re standing there. One of Europe’s best-preserved moat castles, gardens with mazes you can genuinely get lost in – as in, trust me, you will get lost, and so will your children – and some of the biggest and best-kept playgrounds I know. On top of that, the grounds hold several museums: vintage cars, motorcycles, dolls’ houses, camping and a rescue museum, so there’s something to hook the tech-obsessed, the adventurous and the kid who just wants to climb.

This is more than a museum – it’s a full day where you can happily lose track of time and stay until closing. It’s not cheap, and it’s not a spontaneous morning outing, so book a whole day, pack a picnic or eat on site, and let the children set the pace.

Museum: Egeskov Castle, Kværndrup

Kunst, man må klatre op i – og slet ikke skal være stille i

Glem alt om “rør ikke” og dæmpede stemmer. Lige nu råder gadekunstneren HuskMitNavn over Brandts’ årlige sanseudstilling, og han har vendt hele museumsidéen på hovedet. Her må man røre, larme og lege: træde gennem guldrammerne og forsvinde ind i et Jackson Pollock-drypmaleri, klatre rundt i en Mondrian-installation, tage fluevinger på og bestige en gigantisk lort, eller klæde sig ud som en af hans figurer og fodre skulpturer med lakridskonfekt. Det er fjollet, farverigt og snedigt på én gang.

Jeg elsker, at sanseudstillingen er en gammel Odense-tradition, og mange af de forældre, der kommer i dag, stod selv her som børn. Det her er et helt genialt kunstmøde, hvor ungerne griner og kravler, mens de uden at opdage det får deres allerførste fornemmelse af, hvad kunst kan.

Husk at booke tid i forvejen - der kan være pres på i ferier.

Museum: Sanseudstillingen HuskMitNavn, Kunstmuseum Brandts, Odense, frem til 30. december 2026

Banegården, hvor børnene styrer det hele

Jernbanemuseet er min sikre joker, når energien skal ud af et barn, og vejret driller. Her står blandt andet en hel banegård bygget i børnehøjde, hvor de små kan lege liv og rejse i deres egen størrelse, og udenfor tøffer minitoget rundt på området. Og så er der de ægte, store, gamle toge. Tænk hvilke ture, folk har taget i disse vogne!

Jeg sender jer herhen uden tøven, fordi der er masser indenfor, hvis himlen åbner sig, og masser udenfor, hvis solen kommer frem. Og så fordi børn op til 17 år kommer gratis ind. Det er svært at lave en kedelig dag her, og det ligger så tæt på banegården, at man stort set kan trille direkte ind fra toget.

Museum: Danmarks Jernbanemuseum, Odense

1800-tallet, hvor ungerne bare må løbe

Den Fynske Landsby er ikke et museum, man kigger på. Det er et, man går ind i, og jeg ved, at dine børn vil elske det, og snakke om det resten af ferien.

Gamle gårde og huse, der er flyttet hertil fra hele Fyn, dyr i staldene, stier, marker – og en velsignet mangel på skilte, der siger fra. Du træder ind i en bondegård fra H.C. Andersens tid, og pludselig er fortiden ikke historie, men noget, der der rent faktisk dufter - og ja, nogle gange lugter - knirker og lever.

Det bedste er, når dit barn forsvinder om bag et bindingsværkshus og selv finder på en leg. Læringen sniger sig ind, mens de tror, de bare leger. Kan du bede om mere, så er det dig, der er krævende.

Museum: Den Fynske Landsby, Odense

Prøv selv at være barn for 120 år siden

TID – Museum for Odense er det lidt oversete kort, jeg gerne vil have flere til at spille. Her er Børnenes Baggård, et iscenesat bymiljø, hvor ungerne fysisk kan mærke, hvordan livet så ud for omkring 120 år siden. Igen, ikke læse om det, men prøve det. Der er ting at pille ved, opgaver i børnehøjde og små finurlige fortællinger gemt i de gamle genstande.

For mig er styrken, at det gør byhistorie konkret og nærværende frem for støvet. Det er et fint, roligt alternativ til de helt store attraktioner, og det ligger centralt i Odense, så det er nemt at koble på en bytur med is og brosten. Tag de nysgerrige børn med, dem, der altid spørger “hvorfor”, så har de noget at grave i.

Museum: TID – Museum for Odense, Odense

Eventyr, man selv er en del af

Ja, H.C. Andersens Hus er det forventelige valg på enhver Fyn-liste. Men det er jo forventeligt med god grund. Med Ville Vau er huset blevet et sted, hvor børnene ikke betragter Andersen på afstand, men selv træder ind i historierne. De møder figurer som Troldkvinden, brygger trylledrik og løser små opgaver, og pludselig er eventyret deres eget i stedet for en voksens andagt.

Og ja, kære voksen, du tror, du kender H.C. Andersen. Tro om. Den “voksne” del af huset giver dig et helt nyt blik på vores mest berømte forfatter og hans eventyr og egen eventyrlige historie. Og når I nu er der: nyd lige Kengo Kumas fuldstændige mageløse arkitektur. Det her er et af Odenses smukkeste steder.

Museum: H.C. Andersens Hus, Odense

Sydfyns sanselige naturhistorie

Naturama i Svendborg er altid en oplevelse værd, og du kan få TIMER til at gå her. Hvorfor? Fordi det taler til sanserne i stedet for at remse fakta op.

Du kommer helt tæt på en imponerende samling udstoppede og levende dyr. Her er workshops, kreaværksteder, dyrehuler til de mindste, hvor årstiderne formidles gennem kroppen, og som fanger selv det barn, der ellers render i ring efter et kvarter.

Har du et barn, der elsker dyr og natur, er det her hjemmebane. Og så er Svendborg i sig selv en god undskyldning for en tur sydpå. Kombinér det med havnen og en is, så har I en hel dag. For mig er det bevis på, at naturhistorie kan være alt andet end tørt.

Museum: Naturama, Svendborg

Et ægte vikingeskib – ikke en kopi

Det her er mit nørdede favoritkort. På Vikingemuseet Ladby ligger et velbevaret vikingeskib fra omkring år 925, hvor en vikingekonge, Ladbykongen, blev begravet med skib og det hele. Der sker noget med både børn og barn og voksne, der står over for noget så gammelt og så ægte. Ingen skærm eller animation slår den fornemmelse af at være helt tæt på den virkelige fortid.

I sommerferien skruer de op med vikingeaktiviteter for hele familien, og der er et helt klæderum, hvor I kan tage vikingetøj på. Det ligger tæt på Kerteminde, der i sig selv er en fin gammel købstad, så I kan nemt gøre en hel udflugt ud af det med fjord, havn og is til sidst.

Og når I alligvel er i området, så læg vejen forbi det udvidedede Fjord & Bælt, der vist ikke helt kan gå ind under betegnelsen museum, men i den grad stadig er et besøg værd.

Museum: Vikingemuseet Ladby, ved Kerteminde

Et helt slot at fare vild i – bogstaveligt talt

Egeskov er Fyns mest besøgte attraktion, og det er svært at gøre indvendinger, når man står der. Et af Europas bedst bevarede vandslotte, en have med labyrinter, man rent faktisk kan fare vild i - som i tro mig, du kan let fare vild, og det samme kan dine børn, og nogle af de største og bedst passede legepladser, jeg kender. Oven i ligger der flere museer på området. Du finder veteranbiler, motorcykler, dukkehuse, camping og redningsmuseum, så der er noget til at fange den tekniktossede, den eventyrlystne og den, der bare vil klatre.

Det her er jo mere end et museum, det er en hel dag, hvor I sagtens kan tabe overblikket og blive til det lukker. Det koster, og det er ikke en spontan formiddagstur, så book en hel dag, pak madkurv eller spis på stedet, og lad børnene styre tempoet.

Museum: Egeskov Slot, Kværndrup

Bag tremmer i et rigtigt fængsel

Det er da noget svært dragende over at gå i et fængsel, der faktisk har været i brug. Tænk bare på, hvordan det sug i maven føles hos de mindste.

Arresten i Faaborg er ingen kulisse: det er byens gamle arresthus fra 1840 midt på Torvet, i drift helt frem til 1989, og du bevæger dig rundt i de rigtige celler, fangegården og retssalen. Kig ind ad glughullet, læg mærke til fangernes opfindsomhed - der skulle efter sigende gemme sig en savklinge i et vandrør...

Turen kan lægge op til hele centrale spørgsmål, der kan diskuteres livligt på resten af ferien: Som hvornår er det egentlig rimeligt at spærre et menneske inde?

Og så er der kælderen. Med en staldlygte i hånden følger du skæbnen om unge Janus, der endte bag tremmer. Der er plads til seks ad gangen, så book en tid hos værten, når du kommer ind.

Børn under 18 kommer gratis ind, se om de kan prøve at bryde ud, før porten lukker.

Museum: Arresten, Øhavsmuseet, Torvet, Faaborg

Jeg har stået på virkelig mange museer, hvor genstandene fortæller historien. Det er der intet i vejen med, men Museum Ernst er altså noget helt andet. Her fortæller genstandene om manden, der ikke kunne stoppe med at samle dem.

Frederik Ernst (1892-1976) overtog som blot 32-årig sin fars sølvvarefabrik i Assens, efter han på otte år havde mistet både bror, far og mor. Han drev fabrikken videre gennem nogle af de hårdeste år, dansk sølvtøjsproduktion har set, og da efterspørgslen efter sølv faldt, og folk i stedet ville have rustfrit stål, lukkede han fabrikken og gjorde noget, jeg finder helt poetisk: han byggede sit livsværk om til et hjem for alt det, han elskede. Hallo, Nicolaj Arcel, når du er færdig med Hans Christian, så har Fyn en anden fed historie lige her.

For Frederik Ernst er en vild historie om en vild mand med en vild filosofi: ”er det smukt, må jeg eje det”.

Resultatet er en lejlighed på over 250 kvadratmeter, proppet med antikviteter, porcelæn, møbler og kunst fra alle verdenshjørner, et rum, der nærmest emmer af en mand, der ikke kunne lade noget smukt passere uden at gøre det til sit eget.

Men det stopper ikke her, nej nej. Det, der for mig gør Museum Ernst til mere end en flot samling, er det menneske, der gemmer sig bag den. Frederik Ernst stiftede aldrig familie. Han boede hele sit liv alene i komplekset, der både var fabrik, butik og hjem, og han levede som homoseksuel i en dansk provinsby i en tid, hvor det krævede både mod og diskretion. Alligevel blev han en af Assens’ mest centrale skikkelser: æresborger, ildsjæl i byens sociale og kulturelle liv, og manden der selv viste rundt i sine sale for nysgerrige gæster. I mange år var de mere intime sider af hans liv en stiltiende offentlig hemmelighed, men nu begynder museet for alvor at fortælle den fulde historie om manden, ikke kun samleren.

Her er virkelig mange lag, men tag alligevel familien med. Mini ERNST sørger for, at børnene også får deres eget møde med universet.

Udstilling: Museum ERNST, Østergade 57, Assens, Museum Vestfyn

Keramik har aldrig sagt mig det store. Det har det aldrig gjort, det gør det – i store træk – stadig ikke.

Sådan har du det muligvis også. En kop er en kop, og den er god, hvis den kan holde kaffen varm. En kop er keramik, ergo er keramik en brugsgenstand målt alene på evnen til at holde væske.

Erasmus Montanus lever i mange af os – mig selv inklusiv – men der er alligevel noget, der kan trække mig ud af den tvivlsomme logik.

Da jeg for nogle år siden fik til opgave at skrive en historie om Erik Veistrup og hans store samling, der nu kan opleves på Clay, fattede jeg fascinationen. Måske gør du også, hvis du smutter forbi keramikmuseet og bruger bare et øjeblik på at forstå, hvad det er, man egentlig har samlet.

Veistrup-samlingen er i denne kontekst oplagt, men i “Keramikkens Magi” er museets eget skatkammer trukket op i dagslys, og det er ikke småting, vi har med at gøre. Mere end 250 år med danske formgivere, der har gravet, æltet, glaseret og brændt sig frem til alt fra det skrøbeligt lette til det rustikt robuste.

Det er altså jord, vand, luft og ild, der bliver til kunst i hænderne på folk, der tager håndværket dødeligt seriøst. Er det ikke fedt? Ja, Erasmus kunne muligvis fremdrage en argumentation, der sidestillede dette med min elskede Napoli-kop, men nej. Bare nej.

Udstilling: Keramikkens Magi, CLAY Keramikmuseum, Middelfart

Jeg ved faktisk ikke, om det her er en udstilling, du skal glæde dig til. Helt oprigtigt.

At du skal se den, skal vi ikke diskutere. Men om du sådan skal glæde dig? Det er noget andet.

De uværdige på Danmarks Forsorgsmuseum i Svendborg er en af de udstillinger, der gerne skulle give ubehag, hvis du bare har en smule empati i kroppen. Her åbner museet nemlig rum på den gamle Svendborg Fattiggård, der hidtil har været lukket for publikum. Det er i sig selv stærkt, for det her er jo ikke kulisser. Det er murene, vaskerummet, haven, gangene og de rum, hvor mennesker faktisk levede under systemets hårde blik.

Udstillingen går tæt på 19 mænd og kvinder, som i kortere eller længere tid var indlagt på Fattiggården, mens den var i drift fra 1872 til 1974. Ægte mennesker med navne, historier, kærlighed, modstand og nederlag. Rasmine, Else, Peter, Vilhelm og de andre får stemmer gennem lydfortællinger, film, animationer og genstande, og noget af det stærkeste – og det, der virkelig kan få dig til at lukke øjne og ører, men det må du ikke – er næsten, at museet også spørger: Hvad skete der med dem bagefter?

Jeg skal nok lade være med at blive for politisk, men den her udstilling rammer ubehageligt præcist ind i vores tid, hvor vi stadig er gode til at sortere mennesker i værdige og uværdige. Dem, vi synes, fortjener hjælp, og dem, vi mener, burde tage sig sammen.

Fattiggården og De uværdige er historie. Men blikket på mennesker i nød? Det er desværre ikke kun fortid.

Udstilling: De uværdige, fast udstilling, Danmarks Forsorgsmuseum, Svendborg

Her er en forestilling, der i sin form er lige så vigtig som selve indholdet – og før første replik overhovedet bliver sagt.

Nordfynsspillene minder os, i lighed med Frøbjerg Festspil, Nyborg Voldspil og H.C. Andersen Festspillene, om, at kultur ikke kun opstår på de allerstørste scener med kendte ansigter og perfekt lysdesign. Kultur opstår også, når mennesker efter arbejde, skole og aftensmad møder op igen og igen for at skabe noget, der er større end dem selv.

Det er lige præcis dét, amatørscenen kan, og derfor jeg elsker den. Og vær helt med på, at jeg bruger ordet amatør med kæmpe respekt. For amatør kommer af kærlighed. Af lyst. Af den der lidt mærkelige, ukuelige drift efter at synge, spille, bygge, sy, slæbe, fryse, grine, fejle og prøve igen, indtil der pludselig står en forestilling, hvor der før bare var en græsplæne og en skæv idé.

Læg dertil, at Nordfynsspillene for lokalområdet ikke bare er underholdning. Det er en kulturel muskel. Et sted, hvor børn, unge og voksne kan se sig selv som en del af noget levende. Og for vækstlaget er det guld. Her lærer man scenekunst med hele kroppen: nerverne før entréen, ansvaret over for ensemblet, suset fra publikum og den stille, men altafgørende erkendelse af, at man faktisk kan bære en fortælling sammen med andre.

I år kaster Nordfynsspillene sig over Skammerens Datter 2, og det har næsten noget symbolsk over sig. Lene Kaaberbøls univers handler om skam, mod, familie, mørke kræfter og det svære ved at se sandheden i øjnene, og der er noget smukt ved, at netop den fortælling bliver løftet af en amatørscene. For her handler det også om at turde stille sig frem. Turde blive set. Turde være en del af et fællesskab, hvor ingen kan gemme sig helt, og hvor alle er nødvendige.

Og måske er det i virkeligheden derfor, sommerspil bliver ved med at betyde noget. Fordi de gør kulturen konkret. Man kan høre den, se den, kende nogen i den. Og når Nordfyn bygger sit eget eventyr, bygger de jo samtidig troen på, at et lokalsamfund godt kan skabe magi selv.

Hvad
Musical: Skammerens Datter 2, Nordfynsspillene

Hvornår
27. juni – 10. juli

Hvor
Bag Otterup Idrætscenter, Otterup

Der er to slags festivalmennesker. Dem der kommer for at få noget. Og dem der kommer for at være noget. Den første type har købt en billet til en oplevelse, de har designet i hovedet på forhånd — og bruger hele weekenden på at blive skuffet over, at virkeligheden ikke lever op til den. Den anden type dukker op, giver slip og går hjem med noget, de ikke vidste, de manglede.

Forskellen handler ikke om penge, alder eller musiksmag. Den handler om indstilling. Her er ti ting, der adskiller dem fra hinanden.

Fem ting du skal gøre på festival

1. Opsøg det, du ikke allerede har besluttet dig for at elske.
Hvis dit festivalprogram kun består af navne fra dine egne playlister, er du ikke nysgerrig, du er selvbekræftende. De små scener er ikke opvarmning. De er det sted, hvor du kan blive overrasket. Ja, det kræver, at du tåler fem minutter med noget, du ikke umiddelbart fatter. Det overlever du.

2. Tal med nogen, du ikke kom med.
Festivalen er ikke en forlænget fredagsbar med dine sædvanlige mennesker. Hvis du udelukkende hænger med dem, du ankom med, kunne I have siddet i haven derhjemme og sparet billetten. Et spørgsmål i køen. En kommentar til en koncert. Det er ikke farligt, det er bare uvant.

3. Vær fysisk til stede, også når det føles pinligt.
Den ironiske distance, hvor du står med armene over kors og “nyder det på din egen måde”? Den er træt. Syng forkert. Dans skævt. Klap for højt. Ingen husker dig i morgen, og hvis de gør, er det fordi du faktisk var der.

4. Tag dit eget ansvar - praksis, ikke i teorien.
Det betyder ikke “god energi”. Det betyder at samle det skrald op, du selv tabte. At hjælpe den, der har fået for meget. At sige fra, når nogen opfører sig som et røvhul. Festivaler fungerer, når folk er deltagere. De bryder sammen, når alle opfører sig som kunder.

5. Accepter, at det ikke er skræddersyet til dig.
Lyden er ikke perfekt. Vejret er ikke perfekt. Programmet rammer ikke dine præferencer. Godt. Festivaler er ikke en algoritme. De er et rod af kompromiser, og præcis det er grunden til, at de indimellem giver noget ægte.

Abonnér nu

Fem ting du ikke skal gøre

1. Opfør dig ikke som din egen content manager.
Hvis du konstant tænker i vinkler, lys og stories, er du ikke til stede, så er du er på arbejde. Ingen har brug for endnu en halvdårlig koncertvideo optaget gennem din telefon. Og de, der ser den: de er videre efter tre sekunder.

2. Stop med at tro, at billetten giver dig ret til at bestemme.
Du har betalt for adgang, ikke for lydighed. Frivillige er ikke din frontdesk. Kunstnere er ikke på bestilling. Og den højtråbende brok ved madboden? Det er ikke kritik, det er dårlig opførsel. Festivalen skylder dig ikke det, du havde forestillet dig. Den skylder dig det, den er.

3. Drop forestillingen om den perfekte festivaloplevelse.
Den idé er giftig. Den får dig til at måle alt op mod noget, der aldrig har eksisteret andre steder end i dit hoved. Resultatet er, at du skumler halvt utilfreds rundt hele tiden og aldrig rigtigt til stede i det, der faktisk sker. Slip det. Se hvad der er foran dig i stedet.

4. Bliv ikke i din boble.
Det er trygt at forblive i sin lejr, sin gruppe, sin lille verden. Men så gør du festivalen til en kulisse for noget, du allerede kender. Du er omgivet af mennesker, du normalt ikke møder. Det er hverken farligt eller en trussel - det er sådan set hele pointen.

5. Undgå den kyniske distance.
Den der attitude, hvor alt skal kommenteres, vurderes og helst ironiseres lidt over, som om du er hævet over stemningen, ik? Det er ikke en personlighed, det er en forsvarsmekanisme, og den er eddermame træls. Festivaler kræver, at du giver lidt af dig selv uden garanti for at få noget igen. Vil du ikke det, bliver det også derefter.

Der findes en særlig type musik, som på en eller anden måde har en dobbelt natur, som ved første „ørekast“ kan virke paradoksal. Den er på én og samme tid det lettest tilgængelige og det mest krævende, du kan sætte på. Du kan lade den køre i køkkenet, mens du laver mad. Her fungerer den fint med at fylde rummet behageligt, aldrig påtrængende, og det er fuldstændig legitimt, for den lyder godt, konsekvent og ubesværet godt, fra første til sidste nummer.

Men gør du det, er du kun ved overfladen.

For denne musik har et indre liv af en tæthed og kompleksitet, der belønner din ekstra opmærksomhed. Lytter du aktivt, begynder du at høre det. Lytter du endnu mere, hører du noget andet igen. Og til sidst, hvis du giver dig virkelig hen til den, begynder du måske at høre det, der ikke spilles. Pauserne. Luften mellem tonerne. Det øjeblik, hvor den ene musiker venter en tak for længe, inden han svarer, og i den pause er der mere musik end i mange soloer.

„Sketches“, det nye album fra saxofonisten Hans Mydtskov og guitaristen Morten Nordal, er den her bestemte slags musik, der i udgangspunktet ikke er til for at imponere. Den vil ikke demonstrere sin teknik, sin harmoniforståelse, sin rytmiske kompleksitet, selv om det er ganske tydeligt og umiskendeligt, for den der lytter grundigt. Nej, i udgangspunktet vil den simpelthen bare være til stede i rummet med dig.

Jeg er muligvis præget af et nyligt interview med Mydtskov, hvor han nævner sin begejstring for pladen „After Silence“ af de islandske musikere Skúli Sverrisson og Óskar Guðjónsson. Det er let at forstå tiltrækningskraften. After Silence er et stille mirakel i nordisk jazz: bas og tenorsaxofon i to-stemmig samtale, skabt af musikere der har fundet en fælles æstetik i tavshed, rum og en nærmest meditativ opmærksomhed på hver enkelt tone.

Sketches befinder sig et eller andet sted i det samme ånderum, og nej, jeg siger ikke, at det er det samme album, men, du ved… den har „viben“, ik?

Nordal har skrevet 13 af de 14 numre på albummet (det sidste er leveret af Bob Dylan), og det præger musikkens karakter. Jeg hører en komponist, der tænker melodisk frem for harmonisk, en der lader temaerne leve deres eget liv frem for at opløse dem i akkordstruktur. Numrene er relativt korte og tætte, og der er en lækker disciplin i det. Musikken skal sige præcis det den har at sige og ikke en tone mere.

Det er her, det høje tekniske niveau viser sig tydeligst, og måske mest overraskende. Teknik forstås bredt set som noget der udfolder sig. Vi kender lange soli, komplekse sekvenser eller imponerende hastighed. Men den sværeste teknik er tilbageholdenhedenn. At spille én tone og lade den have den rette vægt. At komme ind efter en pause på præcis det rigtige sted. At vide, at det du ikke spiller er halvdelen af musikken.

Det er netop den fælles lyttekultur, der adskiller et godt jazzalbum fra et stort. Mydtskov og Nordal har spillet sammen i over tyve år, og jeg bilder mig ind, at jeg kan høre friheden i det faktum. Det er som om, de to musikere her ikke længere behøver at forhandle om de grundlæggende ting, og det giver en frihed, der trænger igennem. Minder det i øvrigt om noget? Måske det Sverrisson og Guðjónsson har opbygget over lignende årtier i Reykjavík: et musikalsk partnerskab der er noget andet og dybere end sammenspil.

„Sketches“ lyder altså ikke som noget, der kæmper for at få din opmærksomhed, og alene derfor skal du overveje at give den. For den, der møder pladen med den rigtige opmærksomhed, som sætter sig ned, lukker alt andet ude, og giver musikken de tre kvarter den beder om, kan det her blive en oplevelse af noget sjældent: Musik, der ikke forsøger at gøre indtryk, og netop derfor gør det.

Der står børn på scenen på Odense Teater. Ikke børneskuespillere. Ikke talenter fra en dramaskole. Ikke unge mennesker trænet til at projicere følelser ud over scenekanten. Bare børn. Rigtige børn med deres egne historier.

Nogle gange snubler de lidt i ordene. Nogle gange leder de efter næste linje på skærmen bag publikum. Nogle gange kommer der en nervøs latter. Og netop dér opstår noget, som kun de dygtigste skuespillere kan skabe: følelsen af, at intet er beskyttet.

I ”Mod alle odds” spiller børnene ikke roller. De står der bare som dem, de er, og fortæller om deres familier, deres drømme, deres frygt og de statistiske sandsynligheder, som allerede nu forsøger at definere deres fremtid. Forestillingen handler om social arv, om hvilke odds børn fødes ind i, og hvor tidligt samfundet begynder at sortere mennesker. Men det, der gør forestillingen så voldsom, er, at den aldrig bliver abstrakt. Statistikken får ansigter.

Jeg mærker, hvordan noget strammer sig sammen indeni. Ikke fordi forestillingen forsøger at presse følelser frem, men fordi børnene er så modige, at jeg næsten ikke kan holde det ud. For helt ærligt: Ville vi selv gøre det? Ville vi stille os op foran flere hundrede fremmede mennesker og fortælle om vores baggrund og vores usikkerheder uden at gemme os bag ironi, professionalisme eller en rollefigur? De her børn gør det uden sikkerhedsnet.

Uperfekt perfekt

Det mest bevægende er, at de er uskolede. En klassisk teaterregel ville sige, at du skal kunne teksten udenad, styre din stemme, blik og timing. Her sker det modsatte. Når børnene læser op fra skærmen, bliver vi mindet om mennesket bag ordene. Det giver en nerve, som føles større end teater. Som om virkeligheden står midt på scenen uden filter.

Nogle har overskud til at løfte blikket fra papiret og se direkte ud på publikum. Ikke som skuespilleren, der søger kontakt, men som børn, der ser på voksne. Og pludselig er det mig, der føler mig udstillet. Som om de kan se os sidde der i mørket med vores privilegier, afmagt og dårlige samvittighed. Jeg tager mig selv i ikke at rejse mig og kramme dem.

Forestillingen er bygget op omkring statistik, og der er meget af den. Til tider også for meget. Tallene om social arv, sygdom, skilsmisser, ensomhed og uddannelse bliver ved med at skylle ind over scenen, og enkelte steder savner jeg, at forestillingen tør stole endnu mere på det stærkeste, den allerede har: børnene selv.

For hver gang et barn fortæller noget konkret om sit eget liv, sker der mere i salen end ti statistikker kan fremkalde. Deres historier rammer dybere end tallene. Ikke fordi statistikken er ligegyldig, tværtimod. Den er forestillingens motor og politiske alvor. Men børnene er dens hjerte. Og når forestillingen giver dem plads, bliver den exceptionel.

Men det ændrer ikke på, at ”Mod alle odds” føles som noget sjældent vigtigt. Forestillingen minder os om, hvor tidligt livet former os forskelligt, og hvor lidt der nogle gange skal til, før ét barn får medvind og et andet modvind. Og endnu vigtigere: husker den os på, at børn rummer en ufattelig værdighed og styrke, længe før voksne lærer dem at skjule den.

Det her er ikke bare scenekunst. Det er virkelighed, der står lige foran os og ser os direkte i øjnene. Og derfor skal vi se det. Hvis vi altså kan gennem tårerne.

Kære læser.

Den dybere mening med hele her k10-univers er sådan set ikke, at jeg skal sidde og skrive til jer. Målet er, at vi skriver med hinanden. Taler med hinanden. Mødes med hinanden - om kulturen.

Udvikling sker ikke ved gemme de gode tanker eller idéer, og helt egoistisk er jeg langt mere interesseret i at høre, hvad du tænker, i stedet for at formulere, hvad jeg selv gør - det flytter mig ingen steder.

Så håbet er, at k10 på et eller andet tidspunkt også kan blive et forum som samtaler om kulturen, og det håb sætter jeg en smule ild til nu.

Jeg er faldet over et indlæg på Facebook, som jeg gerne vil dele med dig. Det er skrevet af Mira Erik, der vel bedst kan beskrives som et kulturelt kraftværk, som nådesløst kaster sin tid, energi og tankevirkshed i de projekter, der skubber til noget i os.

Derfor skylder vi at lytte, når hun taler.

Mira, ordet er dit

Med de ord vil jeg byde dig velkommen til en buket af de historier, jeg har samlet sammen i løbet af den seneste måned, men som stadig er dybt aktuelle, hvis jeg selv skal mene noget.

Klik på historien for at folde den ud.

Findes der nogen kunstform, der er mere bundet til nuet end revyen?
Jeg tvivler.

Da jeg hilser på revydirektør, skuespiller, forfatter, ejer og altmuligmand Lars Arvad et par timer før premieren, virker han foruroligende fattet, al den stund at Lars Løkke blot en time tidligere har kastet dansk politik ud i nye krumspring.

– Ændrer det materialet? spørger jeg lettere retorisk.

– De sidder og skriver det om netop nu, siger Arvad og peger bag scenen.

Den puls er ulig noget andet. Revyen lever i et smalt vindue mellem dagens overskrifter og morgendagens glemsel. Den skal reagere, mens verden stadig dirrer.

Sådan er revyens vilkår. Nådesløst. Og måske netop derfor nødvendigt.

For når verden føles uoverskuelig, søger vi ind i teltet på Engen for at grine af den. Vi ved godt, at grin som sådan ikke løser noget, men den gør det muligt at holde virkeligheden ud lidt længere. Under den forudsætning, at der er noget at grine af. At forfattere, instruktører og skuespillere er i stand til at gribe det ubegribelige, gøre det uforståelige forståeligt og vride tragedier til komik.

Og ja, det kan man i Odense. Lad os bare slå det fast: Du kan roligt tage til Odense Sommerrevy 2026, hvis du mangler en ventil fra hverdagen. Og det er til trods for, at der dybest set ikke er så meget at grine af. Hvis det altså ikke lige var for revyen.

Abonnér nu

Konstante kriser

Det slår mig ret hurtigt: Revyer kredser næsten altid om en krise. Tidligere var det finanskriser, værdipolitik og Putin. Nu er det Trump, NATO, Grønland, krig, populisme og politisk opløsning. Det kan faktisk slå humøret lidt i bund at opdage, hvor konstant katastrofen er blevet i vores fortællinger om samtiden. Men lykkeligvis har vi kunsten til at hive os op igen.

Rasmus Krogsgaard står for første gang både på scenen og i instruktørstolen, og sammen med resten af holdet lykkes det ham at skabe et rystende præcist billede af blandt andet Christiansborgs tilstand. Et billede, der både føles absurd og genkendeligt. Særligt i “Live fra Borgen”, hvor politikere vælter ind og ud af magtens korridorer som figurer i en kollektiv nervøs nedsmeltning. En ulykkelig Pia Kjærsgaard må nærmest løftes væk fra sin gamle arbejdsplads, Alex Vanopslagh navigerer efter hvide streger som et barn i en institutionsgang, mens Boje og Harris farer forvirret rundt i jagten på magt og mammon.

Det er skarpt set. Ikke fordi revyen afslører noget nyt, men fordi den formår at destillere det kaos, vi alle sammen allerede mærker. Teksten er skrevet af Lars Bisgaard og Rasmus Søndergaard og står som en af aftenens absolut stærkeste.

Senere sidder Gorm den Gamle og hans vikinger og ser ind i nutiden, hvor kongen løber med folket i ens t-shirts, og mennesker samler hundelorte op i poser for derefter at smide poserne på jorden igen. Det er en af forestillingens bedste idéer: at lade fortiden betragte nutiden som noget næsten uforklarligt. Vikingerne forstår ganske enkelt ikke det moderne Danmark. Det gør vi andre måske heller ikke længere.

Det lokale i det globale

Odense Sommerrevyens største styrke er, at den tør være både lokal og global på samme tid. På få minutter bevæger vi os fra Trump og Grønland til eksplosioner på Nyborgvej og OB’s evige lidelseshistorie. Det kunne lyde som et kaotisk sammenkog, men det føles egentlig præcist. Det er jo for pokker sådan, nyhedsstrømmen opleves. Verdenskriser og parkeringsproblemer eksisterer side om side på vores telefoner og i vores hoveder.

Og det er her, revyen viser sin kraft som folkelig kunstform. Den står fast på, at det lokale ikke er mindre vigtigt end det globale. At en sprængning på Nyborgvej kan føles lige så virkelig som en NATO-krise, hvis det er dér, man bor. København har i årevis haft monopol på fortællingen om Danmark, men Odense Sommerrevy minder os om, at landet stadig består af konkrete mennesker med konkrete steder, frustrationer og særheder.

Tag bare lukkeren til første akt med Mabel-drengene og eksplosionerne på Nyborgvej, der er så lokalt forankret, at udenforstående må føle sig hægtet af. Os lokale, som trods alt er i klart overtal, er fla’e af grin, og jeg gør op med mig selv, at det her er revyens væsen. Den må gerne være stædig i sin lokalitet, uanset om vi er i Odense, Sønderborg, Svendborg, Nykøbing eller Tivoli.

Mørkets fyrste

Dette er en kæmpe holdpræstation, og jeg vil nødigt fremhæve noget frem for andre, men jeg er nødt til holde Thomas Mørk frem. Han er så stærk en komiske kraft, at det næsten forkælet, at han efterhånden er blevet “vores” i Odense.

Tag hans nummer som repræsentant for De Danske Plante Pesticider, hvor fysik og grimasser er teksten overlegne. Mens han forklarer, hvor ufarligt drikkevandet er, kæmper han med alt i sig mod det simple projekt at tage en tår af det brune glas vand, han holder i en udstrakt arm. Få kan som Thomas Mørk gå så voldsomt bersærk på en scene og samtidig bevare præcisionen.

Pudsigt nok indeholder samme nummer, “Storm i et glas vand” (skrevet af Vase og Fuglsang) også den type lavpunkt, der oftest irriterer mig i revyer. Vi ser det på lang afstand: blomsten på bordet, det giftige glas vand, vandet der hældes i blomsten, blomsten der dør. Pointen skåret ud i pap. Unødvendigt.

Og nej, Odense Sommerrevy

2026 er ikke fejlfri. Enkelte numre kunne skæres hårdere til, andre helt fjernet. Men grundlæggende og altovervejende besidder forestillingen det, som kulturen ofte lever af, når den vil betyde noget: puls. Den reagerer på verden, mens den stadig bevæger sig, og den gør det med et perspektiv, vi andre er blinde for.

Og da jeg vandrer ud i den kølige majaften, mærker jeg det, der måske i virkeligheden er revyens egentlige mission: Ikke at få os til at glemme virkeligheden, men at sende os tilbage ud i den med en smule mere styrke og modstandskraft.

It’s just that … hvis vi har den her slags dansere i byen, så skal vi forstå, at vi har dem. At vi stolt har dem hjemmegroet, og at de danser her endnu – eller vender tilbage fra udlandet eller rejser hertil – hvis vi som by skaber rammer omkring kunstneriske miljøer og bund under deres produktioner, så de kan dygtiggøre sig helt fra småbitte danseglade fødder til fuldvoksne scenekunstnere.

Ida Brieghel, Lærke Lund Thestrup og Claire Foody er eksempler, og jeg nævner dem nu, fordi de den 14. maj præsenterer deres forestilling THE PACE på Frølageret. En forestilling, ja – men for mig noget endnu større: et udtryk for, at provinsen Odense arbejder sig frem mod sin egen vision:

“Odense skal fortsat være en by, hvor kunstnere udklækkes og kan udøve deres professionelle virke.

Derfor skal byens kulturinstitutioner og -aktører arbejde målrettet med det kunstneriske vækstlag samt nyskabende kunst og kultur. De skal endvidere bidrage til at udvikle de rammer, som er nødvendige for, at de kunstneriske erhverv kan trives i Odense.

Desuden skal børn og unge møde og skabe kunst og kultur i endnu højere grad end nu. Børn og unge er kimen til et sundt og mangfoldigt vækstlag. Derfor er det vigtigt, at de lærer om og arbejder med kunst og kultur. Odense Kommune vil i de kommende år iværksætte kulturtalentinitiativer, som skal understøtte og give en platform til byens kunstneriske vækstlag.”
— odense.dk, Kulturpolitiske fokusområder

Så vel talt, kommune.

Lad os gøre det.

Der er meget, der skal til: fysiske rammer i form af sale og kvadratmeter (Gl. OUH? Siloøen?), evnen til at tiltrække de dygtigste pædagogiske undervisere og de mest rizz professionelle scenekunstnere, progressive samarbejder på tværs af byens kulturinstitutioner, frie projektpenge og solide driftspenge, forældre, der sender deres børn i kunstskoler, skoleordninger og fritidstilbud, velorienterede kulturledere, der stikker fremsynede kurser ud og kan samle folk om visionerne, medieinstitutioner og kulturskribenter, der råber fra tagene, og som forstår, åbner og peger på kunsten, så alle vi andre går ind og ser den og optager den i vores liv, fordi vi ikke kan leve uden skønhed og tænkning og forbindelse til os selv og til hinanden.

Om the girlz skal det siges, at:

Lærke har gået på Det Kongelige Teaters Balletskole (i dag Friskolen for Scenekunst) samt DGU og KOMA. Hun har som professionel danser været ansat ved IT Dansa i Barcelona. Herunder har hun bl.a. været en del af årlige turnéer i Spanien, Tyskland og Frankrig og medvirket i større værker som MINUS 16 af Ohad Naharin og 28.000 WAVES af Cayetano Soto samt en række andre produktioner og koreografier. Hun har desuden koreograferet for forskellige kompagnier og danseuddannelser.

Claire er canadisk kunstner med stor erfaring som professionel danser i EU. Hun har bl.a. danset i Spanien ved Johan Inger Projektet og medvirket i værker af Alex Soares og Tim Rushton. Claire er nu ved KOMA Ballet og optrådte bl.a. i årets forestilling NUTCRACKER af Alex Soares i Koncerthuset i samarbejde med Odense Symfoniorkester. Udover dans arbejder Claire med film og visuel kunst i samspillet mellem bevægelse, krop og det filmiske medie.

Ida har som danser trænet ved DGU og er nu ved KOMA Ballet som professionel danser. Hun har danset i Italien og optrådt i værker af Gianni Notarnicola og Isheia Wilson. Ida er en alsidig kunstner og har gennem sit arbejde med Odense Teater og Det Fynske Kunstakademi gjort sig synlig på flere scener i Odense, senest som medvirkende i forestillingen KÆLDERMENNESKET på Odense Teater. Til daglig studerer hun som maler på Det Fynske Kunstakademi.

Dansere laver man ikke natten over. Det koster hele butikken – menneskeligt. Og de er her, og de vil, og måske bli’r de her – hvis byen vil.

GID Odense bliver den provins, der udmærker sig ved at have kreative bymiljøer, rammer og faciliteter, fri plads til dynamoer og first movers og et virkelig, virkelig dygtigt blik for, hvordan vi skaber kunstneriske miljøer, fuld kæde, sammenhænge og scener. Så bliver vi måske en interessant og levedygtig by at være menneske og kunstner og ung og sulten og lysvågen i; at leve og ånde – og danse – i.

I say: let’s go.

Det er et spørgsmål om politik; det er et spørgsmål for det helt store fællesmøde.

Af Mira Erik,
Bestyrelsesmedlem i AMOK, herunder dramaskolen, stifter af Odense Architecture Festival, og tidligere administrator på Nørregaards Teater.

Dette er et debatindlæg, og synspuntkerne er skribentens. Vil du også give din mening til kende? Skriv til magasinetk10@gmail.com - skriv gerne “debat” i emnefeltet.

”Sonet Sange” er på overfladen et ambitiøst projekt: Lunau & Sund tager livtag med Shakespeare og omskriver hans sonetter til nye, danske sange. Men det er først, når man lytter nærmere, at det egentlige projekt træder frem. For det handler mindre om at løfte Shakespeare ind i nutiden, og mere om, hvad der sker med Lunau & Sund, når de skriver under hans skygge.

Duoens karriere har bevæget sig i et nordisk singer-songwriter-landskab, hvor det nære, det melodiske og det eftertænksomme har været bærende. Det er ikke nyt. Men med ”Sonet Sange” lægger de et dogme ned over deres praksis, som på en mærkbar måde skærper deres udtryk. Shakespeare fungerer ikke som facit, men som modstand.

Det er tydeligt, at teksterne ikke forsøger at matche originalernes sproglige kompleksitet. Lunau & Sund skriver deres egne tekster “over” sonetterne, og i det greb går noget næsten selvfølgeligt tabt: tætheden, flertydigheden, den retoriske præcision. Til gengæld opstår noget andet. En form for ejerskab. En vilje til at tage arven alvorligt uden at underordne sig den.

Det placerer albummet i en ret spændende samtidskontekst. Jeg oplever ofte, at kultur arbejder med referencer på en ironisk eller distanceret måde, og her er ”Sonet Sange” bemærkelsesværdigt oprigtigt. Det er ikke Shakespeare som citat eller pynt, det er mere Shakespeare som arbejdsrum.

Alligevel er det ikke i det “store” Shakespeare-anslag, at albummet står stærkest. Tværtimod. Det er, når Lunau & Sund bliver skrøbelige, at musikken for alvor åbner sig. Når teksterne får luft, og arrangementerne giver plads, vokser dramaet.

Det høres tydeligst i de langsommere numre som den påtrængende smukke “Intet lige som solen” og den sitrende stærke “Dræb mig del 2”. Her træder duoens arrangementsmæssige kunnen frem med en særlig klarhed. Eller rettere: deres evne til at træde tilbage. Instrumenteringen er økonomisk, næsten asketisk, og der er en fin fornemmelse for, hvornår noget skal undlades. Pauserne får vægt. Stilheden bliver en aktiv medspiller.

Det er i disse rum, at sangene begynder at resonere. Hvor de mere teksttunge passager indimellem kan føles som forsøg på at løfte et stort litterært forlæg, er det i det stille, at noget egentligt menneskeligt træder frem.

På den måde afslører albummet også sig selv. Man hører tydeligt, hvor projektet virkelig lever. Og det er ikke i ambitionen om at genføde Shakespeare, men i de øjeblikke, hvor Lunau & Sund finder ind til deres egen kerne gennem begrænsningen.

Derfor giver det også mening at høre ”Sonet Sange” som mere end en enkeltstående udgivelse. Det fremstår som en slags øvelse eller en disciplinering af deres sangskrivning. Af samme årsag er det her ikke nødvendigvis duoens mest fuldendte album, men det kunne godt gå hen og blive det vigtigste.

Hvad skal vi egentlig med en årsberetning?

Hvem er den skrevet til? Bestyrelsen? Kommunen? Kulturministeriet?
Og måske det mest oplagte spørgsmål: Hvad rager den egentlig mig?

Årsberetninger er ofte fulde af tal, strategier og formuleringer, der lyder, som om de er skrevet for at blive godkendt, ikke for at blive læst. De fortæller, hvad der er sket. De dokumenterer. De retfærdiggør. Det er som regel ikke noget, man læser af lyst. Det har jeg personligt aldrig gjort. Før nu.

For hvad nu, hvis…

Hvis man læser dem med lidt skæve briller. Ikke som et kontrolredskab eller kpi-barometer, men som kulturfortælling.

Begynder der at så at tegne sig et billede af, hvad en institution egentlig vil være. Ikke bare på papiret, men i verden. Hvem den prøver at nå. Hvad den mener, den er værd. Og måske vigtigst: hvilken rolle den forestiller sig at spille i vores fælles liv.

Sådan kastede jeg mig over Brandts årsberetning.

Og bag nøgletal og udstillingslister gemte der sig en større historie. En historie om et museum, der er i gang med at forandre sig. Fra en klassisk kulturinstitution til noget mere åbent, mere hverdagsnært og måske også mere nødvendigt.

Spørgsmålet er ikke længere, om et museum kan tiltrække internationale kunstnere eller producere forskningsbaserede udstillinger. Det kan Brandts og mange andre store museer. Nej, spørgsmålet er snarere: Kan det blive en del af hverdagen? Kan det være et sted, man går hen, ikke kun for at se på kunst, men ”bare” for at være?

Og det er her, beretningen bliver interessant.

Væk fra det højtidelige

Med over 143.000 gæster og en markant stigning i årskortholdere bevæger Brandts sig væk fra det episodiske museumsbesøg. Det planlagte, lidt højtidelige møde med kunsten, og hen imod noget mere kontinuerligt. Noget mere hverdagsagtigt.

Det er ikke bare en kvantitativ udvikling. Det er en kulturel transformation.

Når et museum får tusindvis af mennesker til at vende tilbage igen og igen, begynder det at ligne noget andet end en kulturinstitution. Det begynder at ligne en offentlig stue, og så er man altså lykkes med noget, som jeg igen og igen hører kulturhuse sige, de gerne vil være.

Hvorfor lykkes man? Svaret er komplekst og ret beset svært at sætte to streger under, men jeg synes alligevel, at der er mellemregninger, der strikker ud.

Den svære balance

Et af de mest markante træk i årets program er spændvidden. Fra Jens Juels portrætkunst til Jakob Martin Strids fantasifulde univers. Fra international samtidskunst til sanseudstillinger for børn.

Det kan ved første øjekast ligne en klassisk strategi: noget for enhver smag. Men jeg læser det som mere end det.

Det er et forsøg på at opløse en gammel skelnen mellem “fin” og “folkelig” kultur.

Når en familie kan gå fra en historisk portrætudstilling til en sanselig installation, hvor børnene kan kravle, lege og opleve kunst med kroppen, sker der noget med forståelsen af, hvad kunst er. Den bliver mindre distanceret. Mindre autoritativ. Mere tilgængelig.

Det kan man vel kun bifalde, men der er naturligvis også en risiko.

Når museer åbner sig mod det brede publikum, opstår altid spørgsmålet: Mister kunsten sin tyngde? Bliver den reduceret til oplevelse, underholdning, event?

Brandts forsøger at balancere på denne knivsæg, og det er netop i denne balance, at institutionens kulturelle betydning ligger. Ikke i at vælge side, men i at være helt fast besluttet på, at de to ting kan sameksistere.

Det lokale som styrke

Midt i ambitionerne om international rækkevidde og global relevans finder man et tydeligt lokalt spor. H.A. Brendekilde, Christine Swane, den fynske kunsttradition.

Det kunne let blive nostalgisk og groft sagt lidt ”typisk fynsk”. Men det bliver det ikke.

Tværtimod fremstår det lokale som en ressource. Som en måde at forankre kunsten i noget genkendeligt. I landskaber, historier og erfaringer, der stadig har resonans.

For en bred fynsk befolkning er det afgørende. Ikke fordi man nødvendigvis kender Brendekilde i detaljer, men fordi man kan mærke, at kunsten ikke kun handler om noget fjernt og fremmed. Den handler også om os.

Jeg synes, det er godt set. Ikke mindst i dag, hvor det må være fristende at orientere sig mod det internationale og genkendelige. Brandts viser, at det globale og det lokale ikke behøver at være modsætninger. De kan styrke hinanden.

Et sted i byen og i fortællingen om byen

Brandts er ikke kun et museum. Det er også et sted. Et fysisk rum i en gammel industribygning, hvor historien stadig sidder i væggene. Noget i det offentlige rum, vi kan forholde os til. Noget der er vores.

Det betyder noget.

Virkelig meget kultur opleves i dag digitalt og flygtigt, og her tilbyder Brandts noget andet: en konkret, sanselig erfaring af at være et sted. Det er, går det op for mig, mens jeg læser rapporten, måske en undervurderet del af museets appel.

Kunsten som fælles rum

Hvis man skal samle trådene, er det ikke de enkelte udstillinger eller initiativer, der er det mest interessante ved årsberetningen. Det er den underliggende bevægelse. Fra kunst som noget, man betragter, til kunst som noget, man deltager i, og fra museum som institution til museum som fælles rum.

Den proces er man ikke færdig med. Og man vil opleve udfordringer, meninger og spændinger. Men processen peger på en retning.

For den brede fynske befolkning er det måske den vigtigste pointe: at kunst ikke nødvendigvis kræver særlige forudsætninger. At den kan være en del af hverdagen. Et sted man mødes, oplever, tænker og måske bare er.

Og i de her mærkelige tider, hvor forandring nogle gange sker alene for omstillingens skyld, er det ikke en lille ting. Det er, stille og roligt, en kulturel forandring.

Håber jeg.

Der er mange veje ind i Jakob Schnohr Ingversens verden.

Nogle vil kende stemmen først: Rune Ingemann fra podcastsuccesen R8dio, den fynske lydmand med de lange omveje, den mærkelige autoritet og den særlige evne til at lyde både hjælpeløs og hjemmevant i samme sætning.

Andre vil kende ham fra improscenen, fra Fyns Folkeparti, fra dokumentarprojekter, undervisning eller de mange kreative afstikkere, han har taget undervejs.

Men i min samtale med ham, synes jeg, der tegner sig et andet og mere grundlæggende billede. Jakob Schnohr Ingversen er først og fremmest en kunstner, der igen og igen har fundet sin retning ved at gå ind i det usikre. Ikke væk fra det, men direkte ind i det.

Improvisationen er den tydelige røde tråd. Ikke som en løs idé om at finde på noget sjovt, men som et fag, et sprog og en måde at være i verden på. Han taler om impro som et håndværk, der kræver træning, timing og tillid. Noget, der kun ser let ud, fordi det er arbejdet igennem over lang tid.

Når R8dio fungerer, er det netop fordi karaktererne og samtalerne opstår i nuet – men på et fundament af erfaring. Rune Ingemann er ikke skrevet færdig fra start; han er vokset frem. Lag for lag. Gennem gentagelser, relationer og det, der viste sig at virke.

Det er i sig selv fascinerende at få indblik i. Der er få ting, der er mere interessante end at høre dygtige håndværkere forklare, hvordan noget bliver til kunst.

Men noget af det, der gør størst indtryk, ligger et andet sted i samtalen. Nemlig i begyndelsen. I Odense. I Søhus. I fortællingen om en ung dreng, der finder ud af, at teater kan give ham opmærksomhed uden at gøre andre kede af det. Og i fortællingen om Carsten Friis.

Når Ingversen taler om Friis, ændrer samtalen karakter. Det er ikke længere bare karriere eller teknik. Det er noget dybere. Friis bliver beskrevet som et afgørende menneske i fynsk kulturliv, og ikke kun for Ingversen, men for en hel generation af kreative, der har fundet vej ind i scenekunst, musik og medier gennem ham.

Det afgørende er måden. Ikke talentudvikling i klassisk forstand, men evnen til at skabe et rum, hvor det legende kommer før det præsterende. Hvor man får lov til at opdage, at man kan noget, før man bliver målt på det. Den tanke bliver stående som en slags nøgle til at forstå Ingversens eget arbejde.

For det er præcis den tilgang, der går igen i alt det, han laver i dag.

Hans første møde med teatersport er ifølge ham selv tåkrummende og hårdt. Men han vender tilbage, og pludselig sker der noget. Han forstår mekanikken, kan øvelserne, bliver den, der viser de andre, hvordan det fungerer. Det lille skift bliver afgørende. Det er dér, følelsen opstår: her er noget, jeg kan.

Måske er det også derfor, hans karakterer føles levende. Ikke fordi de er realistiske i klassisk forstand, men fordi de er opstået i samspil. De er ikke tænkt færdige – de er spillet frem. Arbejdet bygger på en fælles forståelse, hvor de medvirkende næsten kan høre, hvor en scene bevæger sig hen, før den er sagt. Det er improvisation som kollektiv intelligens.

Samtalen bliver derfor, som jeg oplever den, mere end et portræt af en komiker eller en radiostemme. Den bliver et billede på en kunstnerisk dannelse. Fra et legende udgangspunkt i Odense til et komplekst improviseret univers i R8dio løber den samme linje: tillid før kontrol, leg før præstation, håndværk før held.

Det er også det, der gør historien større end én person. For gennem Ingversens fortælling får man et indblik i et miljø, hvor noget får lov at begynde uden at være færdigt. Hvor man må prøve sig frem, fejle og finde sin form undervejs.

Og når han i dag taler om fremtiden, lyder det ikke som en fast plan. Det lyder mere som en fortsættelse af den første lektion: Gå ind i rummet. Begynd at lege. Se, hvad der sker.

Lyt til hele min samtale med Jakob Schnohr Ingversen i podcaster herover eller i din foretrukne podcastapp. Søg blot på Radio K10.

Jeg tager mig selv i at stoppe brat op. Ikke fordi der er kø. Faktisk er jeg den eneste i rummet. Nej, jeg står stille, fordi jeg lige skal finde ud af, hvordan jeg egentlig har det med at være her.

Det er sjældent, at jeg har den følelse på et museum. Men den melder sig altså hurtigt i Michella Bredahls udstilling ”Rooms We Made Safe” på Brandts.

Det føles på en eller anden måde mere som noget, jeg er havnet i, mere end noget jeg er taget hen for at se.

Det er er en de udstillinger, hvor jeg meget tidligt bliver klar over, at jeg er tættere på et andet menneskes liv, end jeg normalt kommer. Det minder i høj grad om de glade dage, hvor Brandts åbnede Årets Pressefoto.

Det, Bredahl viser, er dybt privat. Rum fra en barndom. En relation til en mor, der både har givet liv og taget plads. Minder, der ikke altid er lige pæne, men virkelige. Det her har faktisk kostet noget, og der har været en masse på spil.

Noget af det stærkeste i udstillingen er, at Bredahl ikke bliver alene i sin egen historie. Hun har også vendt kameraet mod venner og mennesker omkring sig. Mennesker egne fortællinger, egne kroppe, egne grunde til at være der. Det giver udstillingen luft og fællesskab. Det her ikke handler om én stemme, men om et miljø, hvor man har givet hinanden lov til at blive set.

Serien med kvinder, der poledanser, skiller sig ud. Det vil ikke chokere, men den diktere dig at læse den rigtigt. Her er poledans ikke noget seksuelt blikfang. Det er ikke en invitation til at kigge på kroppen som objekt. Det er en undersøgelse af styrke. Af disciplin. Af hvad det kræver at løfte sin egen krop, holde fast, kontrollere bevægelserne og stole på sig selv.

Jeg står igen stille. Og det slår mig, hvor befriende det er at se poledans som kunst og arbejde, fremfor den stereotype fremstilling, så mange har skabt. Her bliver det seriøst og personligt. Noget, der kræver koncentration og mod. Kroppen er ikke pynt her, en er redskab. Og Bredahls blik er respektfuldt, opmærksomt og fri for den sædvanlige seksualisering, der ofte klistrer sig til netop den danseform.

Og det udvider udstillingen. For pludselig handler ”Rooms We Made Safe” ikke kun om barndommens rum, men også om de rum, vi skaber som voksne. Rum, hvor vi kan være i vores krop. Rum, hvor tryghed ikke er blødt og behageligt, men noget, man arbejder sig frem til.

Det er en gave, at billederne er ledsaget af miniportrætter i form af tekst. De forklarer ikke alt, men de forankrer oplevelsen. Og vigtigst: de gør det klart, at det her ikke er en iscenesættelse for kunstens skyld. Det er et forsøg på at fange og forstå noget, der er levende.

Sagt kort: Rooms We Made Safe er en udstilling, der tør gå helt tæt på. Den tør være privat og påtrængende personlig. Og den viser, hvor stærk samtidskunst kan være, når den tager udgangspunkt i det levede liv, og ikke prøver at glatte det ud. Det er en stærk kontrast til meget andet, og det føles befriende.

Teaterdirektør Jacob Schjødt ved godt, at han med åbneren ”Hobitten” sætter bagen i klaskehøjde. Ikke på grund af forestillingen, men placeringen. Med en forsinket åbning af teatrets Store Scene på grund af ombygningen, vil ”Hobitten” spille henover december, der traditionelt er forbeholdt en juleforestilling. Den slags kan godt give lidt ballade, og da åbningsforestillingen i sidste uge blev præsenteret, sang kritikerkoret da også sangen om den manglende jul.

Beslutningen har rod i praktik, hvilket formentlig får kritikken til at forstumme relativt hurtigt – ikke mindst fordi ”Hobitten” kan ret meget af det, en juleforestilling også gør. Det er den store, genkendelige fortælling, der kan lokke flere generationer i salen og markere genåbningen af den nyrenoverede Store Scene. Det kan lyde ufarligt og forsigtigt, men forestillingen skal ifølge Schjødt ikke ”kun” opleves som en familieforestilling, men også læses som en moralsk fortælling om ansvar og handling i en verden, der brænder. Lykkes det, er det godt set at bruge det folkelige som løftestang for en mere alvorlig samtale og ikke som flugt fra den.

Abonnér nu

Den samme dobbelthed går igen i sæsonens lokalt forankrede satsning ”Vi bygger et dige” – kendere vil mærke historiens sus fra ”Vi bygger en vej” fra forrige sæson. Det er efter min mening en af programmets vigtigste forestillinger, fordi den viser, hvad Odense Teater kan, når det taler indefra. Den konkrete konflikt i Seden om højvande, myndigheder og lokale uenigheder bliver her indgangen til langt større spørgsmål om klima, fællesskab og systemets træghed. Det har potentiale til at blive teater, når det er bedst: jordnært, genkendeligt og politisk uden at blive formanende. Udfordringen bliver at turde lade det lokale blive tilstrækkeligt ubekvemt og ikke kun kærligt genkendeligt.

Hvis ”Hobitten” og ”Vi bygger et dige” viser teatrets brede favn, så giver klassikerne sæsonen dens rygrad. ”Når vi døde, vågner ”og ”Julius Cæsar” markerer, at Odense Teater ikke er en oplevelsesmaskine. Ibsen og Shakespeare er ikke alibier; de kan brugt rigtigt være stærke redskaber til at tale om magt, relationer og ansvar. Især ”Julius Cæsar” er et interessant i en tid, hvor politisk manipulation, alliancer og magtkampe fylder den offentlige bevidsthed. Her har teatret chancen for enten at levere solid aktualisering eller for alvor at tage en kunstnerisk risiko. Det her er en af dem, jeg glæder mig mest til.

Et andet afgørende signal i sæsonen ligger i formaterne. Serieteateret ”Marie Grubbe” markerer en vilje til fordybelse, der skiller sig ud. Flere aftener, længere spilletid, krav om nærvær. Det er ikke for alle, men det tror jeg netop er pointen. Odense Teater tør her insistere på, at scenekunst også kan være noget, man investerer tid og opmærksomhed i. Faren er, at formatet mest taler til det allerede loyale publikum. Muligheden er, at det skaber stærkere fællesskaber og mere varige oplevelser.

Det musikalske spor, særligt teaterkoncerten med Benny Andersen, fungerer som en mere åben indgang til poesien. Man lykkedes på smukkeste vis med opgaven, da man for nogle sæsoner siden tog greb om Inger Christensens ”Det”, og jeg glæder mig helt ind i knoglerne over, at man igen har fået komponisten Hannah Schneider til at skabe det musikalske fundament.

Med kritiske briller kan programmets grundighed opleves som forsigtighed. Meget er velafstemt, gennemtænkt og kontrolleret. Nogle savner måske ét projekt, der risikerer at mislykkes mere åbenlyst (jeg vil nok altid længes efter noget ala den på alle måder krævende og voldsomme “Det Europæiske Slagtehus”), men på bagkant af den omfattende ombygning og opgaven med at hente folk tilbage til Jernbanegade, ville oversatsning ikke være uden store konsekvenser.

Odense Teater vil først og fremmest samle og minde os om, at fællesskab også kan være krævende. Det er ikke den nemmeste vej. Men det er en, der klæder et stort teater med lokalt ansvar og nationale ambitioner.

Efter en omfattende renovering åbner teatret med en sæson, der favner både de største klassikere, nyskrevne lokale fortællinger og ambitiøse eksperimenter i format og form.

Teaterdirektør Jacob Schjødt har selv instrueret åbningsforestillingen “Hobitten” og kalder den et bevidst valg: en fortælling for hele familien og et eventyr med et klart budskab.

– Når verden brænder, nytter det ikke at blive hjemme og drikke te. Man er nødt til at gå ud og gøre en forskel, siger han.

Sæsonen spænder vidt: Fra genopsætningen af Klodshans for de mindste, over den lokalt forankrede komedie “Vi bygger dige” om klimakamp og bureaukrati, til en stor teaterkoncert med Benny Andersens digte i Odeon. Klassikere som Ibsen “Når vi døde, vågner” og Shakespeares “Julius Cæsar” får moderne fortolkninger, mens formatsatsninger som serieteateret “Marie Grubbe” inviterer publikum til at fordybe sig over flere aftener.

Samtidig markerer renoveringen et teknologisk kvantespring: Ny drejescene, automatiserede scenetræk og forbedrede publikumsforhold giver helt nye kunstneriske muligheder. Selv farven på stolene ændrer sig – fra rød til blå – som en del af tilbagevenden til husets oprindelige arkitektur.

For Jacob Schjødt handler det i sidste ende om mødet med publikum:

– Jeg håber, man bladrer i programmet og tænker “den skal vi se” – og så tør tage chancen på noget, man ikke helt kender. Det bliver man sjældent ked af.

Første tanke: Nashville

Morten Christensen kan skrive en popsang med samme sikkerhed, som Umut røre en bearnaise. Der er ganske enkelt et imponerende sikkert greb om melodierne hele vejen igennem albummet. Omkvædene sætter sig med det samme, og versene bærer dem elegant frem uden at blive forudsigelige. Det er sangskrivning, der både føles klassisk og ubesværet. Jeg forstår, hvis nogen i Nashville vil nikke anerkendende, men her er den filtreret gennem noget tydeligt fynsk og personligt.

Anden tanke: Vellyden

Man siger, at alle i dag kan optage et album derhjemme. Det er teknisk set rigtigt, men i praksis kræver det noget helt andet og meget mere at skabe et lydbillede så harmonisk og vellydende som dette. Albummet emmer af overskud i produktionen. Lyden er varm, organisk og velafbalanceret, og hvert instrument får lov at ånde. Det føles håndspillet og ægte, skarpt og gennemarbejdet. Der er tydelig omtanke bag både arrangementer og mix, og det gør, at pladen fungerer lige godt i høretelefoner som i stuen. Det er en produktion, der løfter materialet uden at stjæle opmærksomheden fra sangene.

Tredje tanke: Band Uden Navn

Der ligger en smuk spænding i kontrasten mellem bandets anonyme navn og dets tydelige tilstedeværelse side om side med forsanger Morten. Det her er langt fra en klassisk soloplade med diskret backing – bandet træder frem med både autoritet og overskud. “Band Uden Navn” spiller med en sikkerhed og musikalitet, der tilfører sangene både tyngde og bevægelse. Når samspillet for alvor løfter sig, opstår de øjeblikke, hvor man mærker, at musikerne spiller med – og for – hinanden. Når det sker, tuder jeg af lykke.

Fjerde tanke: Detaljerne

Det er i detaljerne, albummet for alvor folder sig ud. Små guitarlines, diskrete klangflader og fine arrangementsgreb dukker op og giver dybde til sangene. Lyt for eksempel guitarsoloen i “Rundt og Rundt.” Den varer ikke mere end cirka 15 sekunder og er ganske tempereret og subtil, men så præcis og følelsesladet, at dens flirt med mig stadig hænger tykt i luften. For pokker hvor er det godt håndværk, det her.

Femte: Helhed og identitet

Det mest overbevisende ved albummet er, hvor samlet det føles. Der er en klar rød tråd i både lyd, stemning og fortælling, som gør, at jeg får lyst til at høre det fra start til slut, og ikke bare plukke enkelte sange ud. Det er en kunstner med et orkester, der ved, hvad han vil, og tør stå ved sit udtryk. Og det giver altså en plade, der ikke bare er vellykket i enkeltdelene, men som også står stærkt som en helhed.

Lyder det bekendt? Ja. Og netop derfor vender jeg tilbage til det igen og igen.