Der er to slags festivalmennesker. Dem der kommer for at få noget. Og dem der kommer for at være noget. Den første type har købt en billet til en oplevelse, de har designet i hovedet på forhånd — og bruger hele weekenden på at blive skuffet over, at virkeligheden ikke lever op til den. Den anden type dukker op, giver slip og går hjem med noget, de ikke vidste, de manglede.

Forskellen handler ikke om penge, alder eller musiksmag. Den handler om indstilling. Her er ti ting, der adskiller dem fra hinanden.

Fem ting du skal gøre på festival

1. Opsøg det, du ikke allerede har besluttet dig for at elske.
Hvis dit festivalprogram kun består af navne fra dine egne playlister, er du ikke nysgerrig, du er selvbekræftende. De små scener er ikke opvarmning. De er det sted, hvor du kan blive overrasket. Ja, det kræver, at du tåler fem minutter med noget, du ikke umiddelbart fatter. Det overlever du.

2. Tal med nogen, du ikke kom med.
Festivalen er ikke en forlænget fredagsbar med dine sædvanlige mennesker. Hvis du udelukkende hænger med dem, du ankom med, kunne I have siddet i haven derhjemme og sparet billetten. Et spørgsmål i køen. En kommentar til en koncert. Det er ikke farligt, det er bare uvant.

3. Vær fysisk til stede, også når det føles pinligt.
Den ironiske distance, hvor du står med armene over kors og “nyder det på din egen måde”? Den er træt. Syng forkert. Dans skævt. Klap for højt. Ingen husker dig i morgen, og hvis de gør, er det fordi du faktisk var der.

4. Tag dit eget ansvar - praksis, ikke i teorien.
Det betyder ikke “god energi”. Det betyder at samle det skrald op, du selv tabte. At hjælpe den, der har fået for meget. At sige fra, når nogen opfører sig som et røvhul. Festivaler fungerer, når folk er deltagere. De bryder sammen, når alle opfører sig som kunder.

5. Accepter, at det ikke er skræddersyet til dig.
Lyden er ikke perfekt. Vejret er ikke perfekt. Programmet rammer ikke dine præferencer. Godt. Festivaler er ikke en algoritme. De er et rod af kompromiser, og præcis det er grunden til, at de indimellem giver noget ægte.

Abonnér nu

Fem ting du ikke skal gøre

1. Opfør dig ikke som din egen content manager.
Hvis du konstant tænker i vinkler, lys og stories, er du ikke til stede, så er du er på arbejde. Ingen har brug for endnu en halvdårlig koncertvideo optaget gennem din telefon. Og de, der ser den: de er videre efter tre sekunder.

2. Stop med at tro, at billetten giver dig ret til at bestemme.
Du har betalt for adgang, ikke for lydighed. Frivillige er ikke din frontdesk. Kunstnere er ikke på bestilling. Og den højtråbende brok ved madboden? Det er ikke kritik, det er dårlig opførsel. Festivalen skylder dig ikke det, du havde forestillet dig. Den skylder dig det, den er.

3. Drop forestillingen om den perfekte festivaloplevelse.
Den idé er giftig. Den får dig til at måle alt op mod noget, der aldrig har eksisteret andre steder end i dit hoved. Resultatet er, at du skumler halvt utilfreds rundt hele tiden og aldrig rigtigt til stede i det, der faktisk sker. Slip det. Se hvad der er foran dig i stedet.

4. Bliv ikke i din boble.
Det er trygt at forblive i sin lejr, sin gruppe, sin lille verden. Men så gør du festivalen til en kulisse for noget, du allerede kender. Du er omgivet af mennesker, du normalt ikke møder. Det er hverken farligt eller en trussel - det er sådan set hele pointen.

5. Undgå den kyniske distance.
Den der attitude, hvor alt skal kommenteres, vurderes og helst ironiseres lidt over, som om du er hævet over stemningen, ik? Det er ikke en personlighed, det er en forsvarsmekanisme, og den er eddermame træls. Festivaler kræver, at du giver lidt af dig selv uden garanti for at få noget igen. Vil du ikke det, bliver det også derefter.

Der findes en særlig type musik, som på en eller anden måde har en dobbelt natur, som ved første „ørekast“ kan virke paradoksal. Den er på én og samme tid det lettest tilgængelige og det mest krævende, du kan sætte på. Du kan lade den køre i køkkenet, mens du laver mad. Her fungerer den fint med at fylde rummet behageligt, aldrig påtrængende, og det er fuldstændig legitimt, for den lyder godt, konsekvent og ubesværet godt, fra første til sidste nummer.

Men gør du det, er du kun ved overfladen.

For denne musik har et indre liv af en tæthed og kompleksitet, der belønner din ekstra opmærksomhed. Lytter du aktivt, begynder du at høre det. Lytter du endnu mere, hører du noget andet igen. Og til sidst, hvis du giver dig virkelig hen til den, begynder du måske at høre det, der ikke spilles. Pauserne. Luften mellem tonerne. Det øjeblik, hvor den ene musiker venter en tak for længe, inden han svarer, og i den pause er der mere musik end i mange soloer.

„Sketches“, det nye album fra saxofonisten Hans Mydtskov og guitaristen Morten Nordal, er den her bestemte slags musik, der i udgangspunktet ikke er til for at imponere. Den vil ikke demonstrere sin teknik, sin harmoniforståelse, sin rytmiske kompleksitet, selv om det er ganske tydeligt og umiskendeligt, for den der lytter grundigt. Nej, i udgangspunktet vil den simpelthen bare være til stede i rummet med dig.

Jeg er muligvis præget af et nyligt interview med Mydtskov, hvor han nævner sin begejstring for pladen „After Silence“ af de islandske musikere Skúli Sverrisson og Óskar Guðjónsson. Det er let at forstå tiltrækningskraften. After Silence er et stille mirakel i nordisk jazz: bas og tenorsaxofon i to-stemmig samtale, skabt af musikere der har fundet en fælles æstetik i tavshed, rum og en nærmest meditativ opmærksomhed på hver enkelt tone.

Sketches befinder sig et eller andet sted i det samme ånderum, og nej, jeg siger ikke, at det er det samme album, men, du ved… den har „viben“, ik?

Nordal har skrevet 13 af de 14 numre på albummet (det sidste er leveret af Bob Dylan), og det præger musikkens karakter. Jeg hører en komponist, der tænker melodisk frem for harmonisk, en der lader temaerne leve deres eget liv frem for at opløse dem i akkordstruktur. Numrene er relativt korte og tætte, og der er en lækker disciplin i det. Musikken skal sige præcis det den har at sige og ikke en tone mere.

Det er her, det høje tekniske niveau viser sig tydeligst, og måske mest overraskende. Teknik forstås bredt set som noget der udfolder sig. Vi kender lange soli, komplekse sekvenser eller imponerende hastighed. Men den sværeste teknik er tilbageholdenhedenn. At spille én tone og lade den have den rette vægt. At komme ind efter en pause på præcis det rigtige sted. At vide, at det du ikke spiller er halvdelen af musikken.

Det er netop den fælles lyttekultur, der adskiller et godt jazzalbum fra et stort. Mydtskov og Nordal har spillet sammen i over tyve år, og jeg bilder mig ind, at jeg kan høre friheden i det faktum. Det er som om, de to musikere her ikke længere behøver at forhandle om de grundlæggende ting, og det giver en frihed, der trænger igennem. Minder det i øvrigt om noget? Måske det Sverrisson og Guðjónsson har opbygget over lignende årtier i Reykjavík: et musikalsk partnerskab der er noget andet og dybere end sammenspil.

„Sketches“ lyder altså ikke som noget, der kæmper for at få din opmærksomhed, og alene derfor skal du overveje at give den. For den, der møder pladen med den rigtige opmærksomhed, som sætter sig ned, lukker alt andet ude, og giver musikken de tre kvarter den beder om, kan det her blive en oplevelse af noget sjældent: Musik, der ikke forsøger at gøre indtryk, og netop derfor gør det.

Nu får du en af den slags hemmeligheder, du gerne må dele. Skrot det, du skal: Røde Himmel er en af de mest centrale søjler, der bærer Odenses ambition om at være en stærk kulturby.

Og ja, det kan du ryste på hovedet af, når du med stor sandsynlighed aldrig har hørt om Røde Himmel – ikke desto mindre har jeg ret.

Og nej, jeg underkender slet ikke værdien af de mere kendte kulturinstitutioner, der er mindst lige så vigtige, men en gang imellem er vi nødt til at tale med store ord om dem, der ofte står med småt. Så tillad mig:

Røde Himmel er kort fortalt en nonprofitorganisation, der finder de bands, du ikke vidste, du manglede. Og som du ikke var blevet opmærksom på, hvis det ikke var for netop Røde Himmel. Eksempelvis skamlytter jeg Young Couple, og chancerne for, at det ville ske af sig selv, er tæt på nul. Røde Himmel skaber altså rum for den nysgerrige musik. Og de minder os om, at en levende musikscene ikke opstår af sig selv.

Det er lørdag aften på Frølageret, der er sandhedsvidne på det. Her møder du Young Couple og Albert Hertz. Kender du dem ikke? Perfekt. Det kommer du til.

Young Couple laver den slags art-rock, der føles som at gå gennem tåge med hjertet uden på jakken. Drømmende saxofon, støjende guitarer og sange fyldt med sommerforelskelser.

Albert Hertz kommer fra et helt andet sted. Hvor Young Couple bygger landskaber, skærer Hertz ind til kernen. Hudløst ærlige og befriet for unødige lag. Lad os kalde det indie-folk, eller lad os lade være med at kalde det noget, men bare møde op og lytte.

Koncert: Young Couple + Albert Hertz / Røde Himmel, Frølageret, Odense, 6. juni

Danmarks ældste sommerrevy er tilbage for 142. gang

Det her er jo ret vildt, når man tænker over det. Mens mange kulturinstitutioner konstant kæmper for at holde sig relevante, går Rottefælde Revyen ind i sæson nummer 142. Det er altså en bedrift af de store, og de alene gør mig nysgerrig.

Jeg tror, det handler om noget så umoderne som fællesskab. Om at grine af det samme på samme tid. Om sommeraftener under trækronerne, hvor revyen stadig formår at stikke til samtiden uden at glemme sin egen historie.

I år står Christine Astrid og Mikkel Schrøder igen i front sammen med Henrik Koefoed og Joachim Knop. Det lyder som et solidt hold, der både kan levere de sikre grin og de øjeblikke, hvor vi ser verden fra en lidt anden vinkel, end vi er vant til. Og det er dybest set revyens fornemmeste opgave.

Revy: Rottefælde Revyen, Caroline Amalie Vej, Svendborg – spiller frem til 15. august

Festival for åbne ører

Hvad sker der egentlig, når man slipper behovet for hits, genrer og navne, man allerede kender? Tja, måske sker der det, som Humble Beats satser hele butikken på: at vi alle opdager noget nyt.

Festivalen samler alternativ, genrebrydende og nysgerrig musik fra flere verdenshjørner. Ikke musik, der nødvendigvis vil behage alle, men musik, der vil noget. Musik med en tydelig kunstnerisk idé. Og så er vi tilbage til min gamle traver: jeg tænker, at det er præcis den slags oplevelser, vi har brug for flere af i en hverdag, hvor algoritmerne ellers gør deres bedste for at servere mere af det samme og skabe de her dødkedelige ekkokamre.

Og så er der placeringen. Jeg holder meget af tanken om, at en festival som denne finder sted i Humble på Langeland. Midt mellem strand, marker og sydfynsk ro opstår et rum for musikalske omveje og uventede møder. På én og samme gang lokalt forankret og internationalt orienteret.

Måske går du hjem med en ny yndlingskunstner. Måske går du hjem lettere forvirret. Begge dele er faktisk ret gode festivalresultater.

Festival: Humble Beats Festival, Humble på Langeland, 6. juni 2026

En ny festival skal jo starte et sted

Det kræver enten mod eller en smule vanvid at starte en ny festival i Danmark i 2026. Sandsynligvis begge dele. Derfor hepper jeg allerede på Ny(d)borg Live.

Det er første udgave af en ny endagsfestival på Cirkuspladsen, og lineuppet er skruet sammen med en næsten mistænkelig sans for fællessang. Andreas Odbjerg, Kesi, Pil, Barselona, Tøsedrenge Tur og Queen Machine. Det er svært at finde nogen, der ikke rammer mindst ét af de navne.

Ambitionen er egentlig ret sympatisk: at skabe et nyt samlingspunkt for Nyborg og vel også resten af Fyn. En dag, hvor musikken er omdrejningspunktet, men hvor fællesskabet er mindst lige så vigtigt. Navnene er velkendte, solide og garanti for en fest, hvor du også får set dine medmennesker i øjnene, mens I sikkert bliver overrasket over, hvor mange sange I faktisk kan synge med på.

Jeg er vild med festivaler, der tør vokse langsomt. Der er noget befriende over ikke at starte med drømme om Orange Scene, men i stedet bygge noget op på lokale kræfter, stolthed og mennesker, der faktisk ønsker, at deres by skal summe lidt ekstra den første lørdag i juni.

Nogle gange starter de bedste traditioner med én god dag og en idé, der føles rigtig.

Festival: NY[d]BORG Live, Cirkuspladsen, Nyborg, 6. juni

Hiphop, som det lugtede, før marketingafdelingen flyttede ind

Der findes to slags hiphopkoncerter.

Dem, hvor folk står 30 meter fra scenen og filmer med deres telefoner.

Og så dem, hvor nogen pludselig rækker dig mikrofonen og spørger, om du kan “spytte 16 bars”.

Jeg fornemmer, at Sort Cirkus ret tydeligt hører til i den sidste kategori.

Frølageret får besøg af en gruppe rappere fra Miami, og hvis du er vokset op med at hiphop gerne må være lidt beskidt, lidt uforudsigeligt og en lille smule “farligt”, så er det her nok tættere på genrens oprindelige DNA end de fleste ting, der rammer Danmark i øjeblikket.

Hiphop er bedst, når den kommer helt tæt på. Når man kan se sveden. Når man kan høre fejlene. Og publikum mærker på en punchline i samme sekund, den bliver leveret.

Det her er ikke en showcase. Det er kulturudveksling med bas i mellemgulvet.

Og til 50 kroner? Hvis du kalder dig hiphopfan og ikke engang overvejer det, så skylder du genren en forklaring.

Koncert: Sort Cirkus – HipHop Get Down, Frølageret, Odense, 5. juni

Mænd i forklædning og Mozart på sit mest ondskabsfulde

Mozart er egentlig ikke min favoritkomponist, men alligevel har han en evne til at fange mig stort set hver eneste gang, jeg kaster mig over ham – eller omvendt. Især med hans opera ”Cosi fan tutte”, der i min optik viser Mozart når han er mest skælmsk, ondskabsfuld og totalt uimodståeligt underholdende.

Historien er enkel: To mænd beslutter sig for at teste deres forlovedes troskab ved at dukke op i forklædning og forsøge at forføre dem. Genial plan, ikke? Spoiler alert: Det går ikke, som de havde tænkt sig.

Musikken er jo mesterlig og tilgængelig for de langt de fleste, det er Mozart, hvad forventede I, men det er fortællingens nerve og humor, der gør ”Cosi Fan Tutte” til noget særligt. For bag al komedien stiller operaen det eviggyldige dramatiske spørgsmål: Hvad er kærlighed egentlig værd, når den sættes på prøve?

Jeg ved ikke, om Mozart kendte svaret. Men det lyder til, at han nød at stille spørgsmålet.

Og må jeg ikke tilføje, hvor skønt det er, at vi her på Fyn har vores eget lille operahus, der bliver ved med at tage mastodonter op, dissekere dem og servere dem på måde, der både er minimalistisk og svulstig. Det er altså stærkt

Stik afsted. Tag en ven med. Eller en forlovet – hvis I tør.

Opera: Cosi Fan Tutte, Den Fynske Opera, Odense, spiller frem til 6. juni.

Et halvt århundrede med blues i blodet, og han bliver kun bedre

Okay, den her er egentlig meget simpel. Hvis du har et hjerte, der banker for blues, så er det er ikke et tilbud, når Robert Cray kommer til byen, det er en forpligtelse.

Hvorfor?

Jo, Robert Cray er manden, der er i over fem årtier har han forfinet en lyd, der er så amerikansk, så ægte og så dybt forankret i blues, soul og R&B, at man næsten kan lugte støvet fra Georgia-vejene, når han spiller.

Han har turneret med The Rolling Stones. Han har stået side om side med B.B. King, Buddy Guy og Eric Clapton. Han har headlinet Glastonbury. Cray er ikke hvem som helst, han er en institution.

Det vildste er egentlig, at han tilsyneladende kun bliver bedre med årene. Stemmen har fået flere lag, guitaren har fået mere at sige, og der er en ro over hans spil nu, som kun kommer af et liv levet med musikken som konstant følgesvend. Det er som god vin… hvis du er heldig at blive tilbudt et glas, så drik!

Koncert: Robert Cray, Posten, Odense, 29 maj.

Ingen spilletider, ingen mudder, ingen undskyldninger – bare musik

Kære dig, der stadig tror, at en festival kræver mudder til knæene og tre timers kø til toilettet, lad mig introducere jer til noget andet.

For femte år i træk sker der noget magisk i Ullerslev. Er jeg flabet, hvis jeg siger, at “magisk” og “Ullerslev” ikke er en sætning, man skriver hver dag? Alligevel sandheden er jo, at det blot er nogle uger siden, jeg skrev stort det samme. Vi skal til Farmen igen, og vi skal have cowboystøvler på.

Farm Festival er country, americana, folk og blues fra ind- og udland. Det er inderligt, det er autentisk, og det er præcis den slags oplevelse, du ikke finder ret mange andre steder.

Og så er der traditionen, jeg holder mere af end noget andet. Farm Festival offentliggør ikke spilletiderne. Her handler det om at ankomme fra start, slå sig ned med en øl eller bourbon og lade musikken komme til dig. Det kræver tillid, men du bliver belønnet.

Festival: Farm Festival, Farmen, Ullerslev, 30. maj

Folkemusik, der ikke vidste, den ikke måtte være rock

Jeg har virkelig gået rundt om mig selv mange gange og forsøgt at finde den bedste måde, at få dig til hoppe med på idéen om, at folkemusik er præcis det, verden mangler i 2026.

Hver gang lander jeg på Tumult. Bare hør dem!

Jeg har været fan, siden de i 2001 udgav debuten ”Wallegnav”, som muligvis er en af de plader, jeg har hørt flest gange. Og alligevel kan jeg ikke helt beskrive det. Er det folk? Er det rock? Er det begge dele på én gang, blandet sammen af nogen, der åbenbart ikke har fået besked om, at det ikke kan lade sig gøre?

Den plade vendte noget på hovedet hos mig. Den råbte meget højt, at folkemusik ikke behøver at være støvet, stille eller forbeholdt folk i hjemmestrikkede trøjer. Den kunne have bid. Den kunne have energi. Den kunne få et helt rum til at vibrere og stadig lugte af dansk muld og gamle historier.

Mens jeg tør satse mit tvivlsomme rygte på, at du også vil elske Tumult, så er min anbefalingen af spillestedet baseret på fornemmelse. Jeg har aldrig været i Sulelængen, men en Googlesøgning viser at det saftsuseme er en fejl. Prøv selv, og vis mig et orkester og scene, der passer bedre sammen. I dare you.

Koncert: Tumult, Sulelængen, Magtenbølle, 30. maj

Kong Claus er i byen, og han har befalinger med

Selv om vi blot er halvvejs igennem året, tør jeg godt kalde den nu: Claus Hempler har udgivet et af årets absolut bedste album. Punktum.

Han gør sådan set det, han altid har gjort bedst: ophøjer sig selv en smule og piller sig ned igen med en nærmest nonchalant selvsikkerhed, der klinger rent i et ekkokammer for sarkastiske feinschmeckere. Det er selvironisk, det er sårbart, og det er snedigt konstrueret, så man ikke opdager, hvor dybt det rammer, før det allerede har gjort det.

Det er Cohen på dansk, det er absolut coolness med en baby på armen, navnet er Hempler, og fornøjelsen er i den grad min (lyt til nummeret ”Navnet er Hempler for at forstå).

Den gamle Fielfraz-frontmand fra Højby indtager hjemmebanen på Magasinet på den enorme piedestal, hele hans bagkatalog er, og allerede indløbne anmeldelser fra overståede koncerter på turneen bakker mig sådan set kun op: Kong Claus er i byen, køb din billet, det er en ordre.

Koncert: Claus Hempler, Magasinet, Odense 29. maj

To symfoniorkestre. Én Mahler. Hele verdens ambitioner.

Jeg havde først tænkt mig at forsøge at beskrive det her, som hvis Barcelona og Real Madrid gik sammen om at spille kamp MED hinanden. 22 mod resten af verden. Eller hvis Taylor Swift og Justin Bieber teamede op på et superalbum. Eller hvad med Bruce og Stones på en fælles turné?

Helt ærligt er det lidt som om, det ikke helt slår til i forsøget på at beskrive det monument, som Mahlers 3. symfoni er. Og det setup, det kræver. Odense Symfoniorkester og Copenhagen Phil smelter denne aften sammen til ét gigantisk orkester i Mahlers mest massive symfoni. Et værk, der er så stort, at det næsten virker absurd, at mennesker overhovedet kan spille det live. Over 150 musikere, kor, mezzosopran, blæsere i bunker og strygere som et hav af lyd. Jeg er overbevist om, at selv folk, der normalt ikke går til klassiske koncerter, vil mærke kæben ryge lidt ned her.

Det her er musik som fysisk oplevelse. Det ene øjeblik kan du mærke gulvet arbejde under dig, når hornene brager løs, og sekunder senere står tiden stille i de helt skrøbelige passager, hvor Mahler pludselig gør det hele intimt og menneskeligt igen.

Det vilde er helt oplagt størrelsen, men lyt også efter kontrasterne. At noget så gigantisk samtidig kan føles så sårbart. Mahler skrev om naturen, angsten, kærligheden og menneskets plads midt i alting. Og når to symfoniorkestre går sammen om den vision, bliver koncertsalen ikke så meget til en koncertsal, men mere til et sted, hvor du zoomer ind og ud som et magisk musikalsk trip.

Klassisk koncert: Mahlers 3., Odense Symfoniorkester og Copenhagen Phil. 22. maj, Carl Nielsen Salen, Odense

Abonnér nu

ILTER: festivalen for folk, der savner sved på væggene

Det er meget sjældent, punk og hardcore fylder mine hovedtelefoner. Men skal jeg opleve musik live, så kommer meget, meget få genrer op på siden af de to. Og derfor er Ilter muligvis den mest eksplosive og potente af de fynske festivaler, hvis du alene måler på den energiudladning, artister og publikum oplever sammen. Jeg er på grænsen til at sige, at du ikke rigtigt har oplevet en koncert, hvis du ikke har prøvet det her.

Der er noget befriende usmart over Ilter. Ingen VIP-hegn. Ingen storskærme. Ingen afstand mellem scene og publikum. Det er som om, festivalen bevidst udnytter det tætte rum, hvor bands spiller så tæt på publikum, at man kan se trommestikkerne flyve og mærke bassen i ribbenene.

Frækt sagt er det her et modsvar til de kæmpestore festivaler, hvor man nogle gange ender med at se koncerter gennem en mobilskærm 80 meter væk. Her handler det om nærvær. Om kaos, energi og den særlige samhørighed, som punk og hardcore stadig kan skabe bedre end næsten nogen andre genrer.

Jeg er med på, at genren udefra kan virke utilnærmelig, men tro mig: Det er en af de største myter i musikken. Sjældent er det de sødeste mennesker, der råber højest, men det er faktisk tilfældet her.

Festival: Ilter Punk og Hardcore Festival, 22. til 23. maj, Dynamo Workspace

Filmfestival med saltvand i blodet

Fyn er film. Faktum. Og nu er Fyn en filmfestival rigere. Lykkeligvis er også denne så tilpas stram i sit fokus, at vi ikke er i nærheden af at have for mange.

Langeland International Film Festival har fokus på fællesskaber, ø-ånd og kulturel udveksling og minder derfor ikke om noget, vi har i forvejen, men om noget, vi altid bør søge.

Festivalen samler film fra øsamfund over hele verden. Fra Grønland og Færøerne til Cuba, Newfoundland og små steder, de fleste af os aldrig har været. Det er historier om mennesker, der lever tæt på havet, vejret, stilheden og hinanden.

Og nu ved jeg godt, at det kan lyde som en nichefestival, men egentlig rammer det vel noget ret universelt: følelsen af at høre til et sted. Eller længes væk fra det.

Det smukke her er kontrasten mellem det globale og det helt nære. Internationale film vises i små, lokale omgivelser på Langeland, hvor samtalerne fortsætter efter rulleteksterne, og hvor jeg håber, at festivalen vil være mere optaget af forbindelser end fernisering. Jeg tror, det kan blive noget ganske, ganske særligt.

Jeg ved, at folkene bag festivalen har store ambitioner, men alene det at stable festivalen på benene er en stor bedrift. Tillykke, Langeland. Tillykke, Fyn. Tillykke os.

Festival: Langeland International Film Festival, 22.–24. maj 2026, Bio Langeland, Broløkke Herregård og Langeland Efterskole

Robotter, rave-stemning og kemiske eksplosioner i Munke Mose

I Odense har man besluttet, at fremtiden ikke skal se grå og trist ud. Tværtimod.

Odense Kulturfestival er et kig ind i fremtiden, hvor man blander teknologi, musik, kunst, science og de mærkelige idéer, mennesker kan finde på. Det lyder ret præcist som det modsatte af nogle af de “innovationsfestivaler”, jeg har oplevet, hvor en eller anden i fleecevest forklarer blockchain foran et rollup-banner.

Odense Kulturfestival vil noget andet. Her er robotter ikke bare teknologi. De skal blive til kultur, leg og underholdning. Du kan altså opleve maskinvæsener i kunstinstallationer, høre talks om kunstig intelligens og samtidig falde direkte ind i en koncert eller et fysikshow med ting, der potentielt kan eksplodere. Det er ret fedt.

Jeg tror egentlig, festivalens styrke er, at den tør gøre nørderi socialt. Du får lov til at være fascineret, forvirret og underholdt på samme tid. Og midt i det hele står Munke Mose og ligner en lille fremtidsfestival med menneskelig puls.

Festival: Odense Kulturfestival – Robot & Science, 22.–24. maj, Munke Mose, Odense

Dansktopfestivalen: fællessang, fadøl og nul ironi

Der er noget virkelig smukt over en festival, der ikke prøver at være noget andet, end den er.

Dansktopfestivalen lægger alle kort på bordet: fællessang, campingstole, Kandis, Tørfisk, Birthe Kjær, fadøl og folk, der faktisk mener det, når de synger med.

Og ærligt? Den energi kan noget.

Her handler det om hygge som reel livskraft. Om mennesker, der danser før frokost, synger med på John Mogensen-numre med armene om hinanden og falder i snak med fremmede over kaffe og musikbanko. Jeg er stensikker på, at det er derfor, festivalen virker. Den prøver ikke at genopfinde noget, men står fuldstændig ved glæden i det enkle.

Musikprogrammet er spækket med danske navne, som de fleste enten er vokset op med eller troede, de var færdige med. Lige indtil du pludselig står midt i teltet og skråler med alligevel.

Det her ligner altså tre dage med ekstremt højt humør og absolut ingen skam i kroppen. Jeg elsker det!

Festival: Dansktopfestivalen Svendborg, 22 - 24. maj, Ollerup.

Der står børn på scenen på Odense Teater. Ikke børneskuespillere. Ikke talenter fra en dramaskole. Ikke unge mennesker trænet til at projicere følelser ud over scenekanten. Bare børn. Rigtige børn med deres egne historier.

Nogle gange snubler de lidt i ordene. Nogle gange leder de efter næste linje på skærmen bag publikum. Nogle gange kommer der en nervøs latter. Og netop dér opstår noget, som kun de dygtigste skuespillere kan skabe: følelsen af, at intet er beskyttet.

I ”Mod alle odds” spiller børnene ikke roller. De står der bare som dem, de er, og fortæller om deres familier, deres drømme, deres frygt og de statistiske sandsynligheder, som allerede nu forsøger at definere deres fremtid. Forestillingen handler om social arv, om hvilke odds børn fødes ind i, og hvor tidligt samfundet begynder at sortere mennesker. Men det, der gør forestillingen så voldsom, er, at den aldrig bliver abstrakt. Statistikken får ansigter.

Jeg mærker, hvordan noget strammer sig sammen indeni. Ikke fordi forestillingen forsøger at presse følelser frem, men fordi børnene er så modige, at jeg næsten ikke kan holde det ud. For helt ærligt: Ville vi selv gøre det? Ville vi stille os op foran flere hundrede fremmede mennesker og fortælle om vores baggrund og vores usikkerheder uden at gemme os bag ironi, professionalisme eller en rollefigur? De her børn gør det uden sikkerhedsnet.

Uperfekt perfekt

Det mest bevægende er, at de er uskolede. En klassisk teaterregel ville sige, at du skal kunne teksten udenad, styre din stemme, blik og timing. Her sker det modsatte. Når børnene læser op fra skærmen, bliver vi mindet om mennesket bag ordene. Det giver en nerve, som føles større end teater. Som om virkeligheden står midt på scenen uden filter.

Nogle har overskud til at løfte blikket fra papiret og se direkte ud på publikum. Ikke som skuespilleren, der søger kontakt, men som børn, der ser på voksne. Og pludselig er det mig, der føler mig udstillet. Som om de kan se os sidde der i mørket med vores privilegier, afmagt og dårlige samvittighed. Jeg tager mig selv i ikke at rejse mig og kramme dem.

Forestillingen er bygget op omkring statistik, og der er meget af den. Til tider også for meget. Tallene om social arv, sygdom, skilsmisser, ensomhed og uddannelse bliver ved med at skylle ind over scenen, og enkelte steder savner jeg, at forestillingen tør stole endnu mere på det stærkeste, den allerede har: børnene selv.

For hver gang et barn fortæller noget konkret om sit eget liv, sker der mere i salen end ti statistikker kan fremkalde. Deres historier rammer dybere end tallene. Ikke fordi statistikken er ligegyldig, tværtimod. Den er forestillingens motor og politiske alvor. Men børnene er dens hjerte. Og når forestillingen giver dem plads, bliver den exceptionel.

Men det ændrer ikke på, at ”Mod alle odds” føles som noget sjældent vigtigt. Forestillingen minder os om, hvor tidligt livet former os forskelligt, og hvor lidt der nogle gange skal til, før ét barn får medvind og et andet modvind. Og endnu vigtigere: husker den os på, at børn rummer en ufattelig værdighed og styrke, længe før voksne lærer dem at skjule den.

Det her er ikke bare scenekunst. Det er virkelighed, der står lige foran os og ser os direkte i øjnene. Og derfor skal vi se det. Hvis vi altså kan gennem tårerne.

Apollonian Circles – når koncertformen giver slip

Det her har potentiale til at stikke helt af, og derfor skal vi naturligvis være der. ”Apollonian Circles” er ikke en koncert i klassisk forstand, men en sanselig tilstand. En blanding af performance, installation og musik, hvor publikum placeres rundt om et bord midt i værket, mens lyd, lys og bevægelse smelter sammen om én.

Det kræver noget af dig. Du skal ikke komme for hits, applaus eller pauseøl. Du skal komme for at give slip. Har du tidligere oplevet formater, der udfordrer koncertformen, ved du, at det her kan sætte sig i kroppen længe efter. Og har du ikke, så er det måske netop nu, du skal prøve.

Det her er for dig, der elsker elektronisk musik, kunstneriske gråzoner og oplevelser, du ikke sådan helt kan forklare (hvilket også ”undskylder” min lidt rodede fremstilling her) Musikken står ikke alene, den er en del af et rum, et nærvær og en fælles oplevelse, der kræver dig mod men til gengæld belønner din opmærksomhed.

Teaterkoncert: Apollonion Circles, 16. maj, Baggårdteatret, Svendborg.

Lost Weekends – rå energi på Odense Teater

Forleden hørte jeg et interview med Lasse Rimmer, hvor han fortalte om dengang, han spottede Iben Hjejle, før resten af landet opdagede hende. Og jeg blev helt ærligt lidt misundelig. Ikke bitter – men misundelig på den sitrende følelse af at have været der lige før det skete. Derfor er den her anbefaling vigtig. For den tilbyder den følelse.

”Lost Weekends” er årets afgangsforestilling på Odense Teater, og afgangsforestillinger har som regel deres helt egen temperatur. Det er her, eleverne på Den Danske Scenekunstskole i Odense viser, hvorfor de lige om lidt er uddannede skuespillere. Hvis du kender den sitren, der kan opstå tæt på forløsningen, har du formentlig en idé om, hvad jeg mener.

”Lost Weekends”, som i omtalen kaldes en satirisk syre-farce, udspiller sig på Chelsea Hotel Glamsbjerg, hvor karakteren Henrik vil genskabe ånden fra det legendariske Chelsea Hotel i New York. Et kreativt fristed og boheme-miljø på Vestfyn. Men kan man det, når alt skal dokumenteres, godkendes og gøres til et produkt?

Det må tiden vise. Men jeg forudser gnister, tempo, komik, kaos og kant. Og altså muligheden for at opleve den nye Iben, inden hun er på fornavn med hele Danmark.

Det er måske det her, du tænker tilbage på, når du om nogle år sidder og siger: “Jeg så dem dengang.”

Teater: Lost Weekends, 15. maj til 3 ,juni, Odense Teater

Forårsbizar – et åbent værk

Hvis man virkelig skulle forklare, hvad DYNAMO er, på en måde der giver mening i kroppen og ikke bare i hovedet, kunne man egentlig nøjes med at sige: Tag til ForårsBizaren.

For Dynamo Workspace er umuligt at indkredse i én sætning. Ja, det er et arbejdsrum for samtidscirkus og scenekunst, men det er også et sted, hvor kunstnere eksperimenterer og hvor idéer bliver prøvet af. Det er derfor, jeg knuselsker det sted, og det er præcis den energi, jeg forventer, der siver ud i kunstmarkedet ForårsBizar.

Du kommer måske med en plan om lige at kigge forbi, men hurtigt opløses dit overblik, fordi der hele tiden er noget, der kalder: en lille performance, en mærkelig installation, noget legende cirkus, du ikke helt forstår, men jo for pokker heller ikke vil gå glip af.

Det her er heller ikke et traditionelt marked, og det er sådan set netop pointen. ForårsBizaren er mere et åbent kunstnerisk landskab, hvor det hele får lov at være lidt skævt, ufærdige og derfor langt mere levende. Er det ikke det, vi hele tiden søger?

Kunstmarked: ForårsBizar, 16. og 17. maj, Dynamo Workspace, Odense.

Høje Bøge Open Air – sydfynsk sommer i koncentrat

Det er svært ikke at holde af Høje Bøge Open Air. Ja, der findes større og mere internationale festivaler. Men Høje Bøge kan noget andet: følelsen af ægte sydfynsk sommer.

Og nej, jeg har ingen aktier i festivalen, men jeg elsker de små oaser. Det her føles som Sydfyns fælles havefest, hvor man er lykkedes med at hente Medina, Suspekt, Blæst og Mads Langer til scenen. Kombinationen af store danske navne og den intime, lokale ramme gør oplevelsen overraskende nærværende.

Der er også noget smukt nostalgisk over stedet. Høje Bøge har været samlingspunkt i generationer, og træerne omkring er nærmest blevet en del af festivalens sjæl.

Man rammer noget særligt hos dem, der længes efter festivaler, som føles som glade mennesker, der møder hinanden. Mindre industri, mere tradition. Mere kultur.

Festival: Høje Bøge Open Air, 15. og 16. maj, Svendborg

Geopark Dage – når Sydfyn folder sig ud

Jeg kommer til at udfordre mit eget lille koncept her, for ret beset er det ikke én kulturbegivenhed. Det er et hav af oplevelser.

I fire dage bliver Sydfyn til ét stort, levende landskab af vandringer, fællesspisninger, kajakture, musik, kunst, fortællinger, bålmad, sauna og øhop.

En festival, der samler alt det, Sydfyn kan. Og det er ikke så lidt. Det her er en fejring af bakkerne, øerne, havet, historierne – og måske vigtigst: menneskene.

Jeg kan næsten mærke aftensolen, langbordene og samtalerne, der opstår mellem mennesker, som ikke kendte hinanden på forhånd.

Jeg elsker, hvor uimponeret arrangementet er af storbytempo. Det handler nul procent om at blive set – men om at se og opleve.

Og måske er det netop derfor, Geopark Dage føles så rigtigt lige nu. Fordi det er menneskeligt. Drevet af kærlighed til Sydfyn.

Festival: Geopark Dage, 14. til 17. maj, flere steder på Sydfyn

Kære læser.

Den dybere mening med hele her k10-univers er sådan set ikke, at jeg skal sidde og skrive til jer. Målet er, at vi skriver med hinanden. Taler med hinanden. Mødes med hinanden - om kulturen.

Udvikling sker ikke ved gemme de gode tanker eller idéer, og helt egoistisk er jeg langt mere interesseret i at høre, hvad du tænker, i stedet for at formulere, hvad jeg selv gør - det flytter mig ingen steder.

Så håbet er, at k10 på et eller andet tidspunkt også kan blive et forum som samtaler om kulturen, og det håb sætter jeg en smule ild til nu.

Jeg er faldet over et indlæg på Facebook, som jeg gerne vil dele med dig. Det er skrevet af Mira Erik, der vel bedst kan beskrives som et kulturelt kraftværk, som nådesløst kaster sin tid, energi og tankevirkshed i de projekter, der skubber til noget i os.

Derfor skylder vi at lytte, når hun taler.

Mira, ordet er dit

Med de ord vil jeg byde dig velkommen til en buket af de historier, jeg har samlet sammen i løbet af den seneste måned, men som stadig er dybt aktuelle, hvis jeg selv skal mene noget.

Klik på historien for at folde den ud.

Findes der nogen kunstform, der er mere bundet til nuet end revyen?
Jeg tvivler.

Da jeg hilser på revydirektør, skuespiller, forfatter, ejer og altmuligmand Lars Arvad et par timer før premieren, virker han foruroligende fattet, al den stund at Lars Løkke blot en time tidligere har kastet dansk politik ud i nye krumspring.

– Ændrer det materialet? spørger jeg lettere retorisk.

– De sidder og skriver det om netop nu, siger Arvad og peger bag scenen.

Den puls er ulig noget andet. Revyen lever i et smalt vindue mellem dagens overskrifter og morgendagens glemsel. Den skal reagere, mens verden stadig dirrer.

Sådan er revyens vilkår. Nådesløst. Og måske netop derfor nødvendigt.

For når verden føles uoverskuelig, søger vi ind i teltet på Engen for at grine af den. Vi ved godt, at grin som sådan ikke løser noget, men den gør det muligt at holde virkeligheden ud lidt længere. Under den forudsætning, at der er noget at grine af. At forfattere, instruktører og skuespillere er i stand til at gribe det ubegribelige, gøre det uforståelige forståeligt og vride tragedier til komik.

Og ja, det kan man i Odense. Lad os bare slå det fast: Du kan roligt tage til Odense Sommerrevy 2026, hvis du mangler en ventil fra hverdagen. Og det er til trods for, at der dybest set ikke er så meget at grine af. Hvis det altså ikke lige var for revyen.

Abonnér nu

Konstante kriser

Det slår mig ret hurtigt: Revyer kredser næsten altid om en krise. Tidligere var det finanskriser, værdipolitik og Putin. Nu er det Trump, NATO, Grønland, krig, populisme og politisk opløsning. Det kan faktisk slå humøret lidt i bund at opdage, hvor konstant katastrofen er blevet i vores fortællinger om samtiden. Men lykkeligvis har vi kunsten til at hive os op igen.

Rasmus Krogsgaard står for første gang både på scenen og i instruktørstolen, og sammen med resten af holdet lykkes det ham at skabe et rystende præcist billede af blandt andet Christiansborgs tilstand. Et billede, der både føles absurd og genkendeligt. Særligt i “Live fra Borgen”, hvor politikere vælter ind og ud af magtens korridorer som figurer i en kollektiv nervøs nedsmeltning. En ulykkelig Pia Kjærsgaard må nærmest løftes væk fra sin gamle arbejdsplads, Alex Vanopslagh navigerer efter hvide streger som et barn i en institutionsgang, mens Boje og Harris farer forvirret rundt i jagten på magt og mammon.

Det er skarpt set. Ikke fordi revyen afslører noget nyt, men fordi den formår at destillere det kaos, vi alle sammen allerede mærker. Teksten er skrevet af Lars Bisgaard og Rasmus Søndergaard og står som en af aftenens absolut stærkeste.

Senere sidder Gorm den Gamle og hans vikinger og ser ind i nutiden, hvor kongen løber med folket i ens t-shirts, og mennesker samler hundelorte op i poser for derefter at smide poserne på jorden igen. Det er en af forestillingens bedste idéer: at lade fortiden betragte nutiden som noget næsten uforklarligt. Vikingerne forstår ganske enkelt ikke det moderne Danmark. Det gør vi andre måske heller ikke længere.

Det lokale i det globale

Odense Sommerrevyens største styrke er, at den tør være både lokal og global på samme tid. På få minutter bevæger vi os fra Trump og Grønland til eksplosioner på Nyborgvej og OB’s evige lidelseshistorie. Det kunne lyde som et kaotisk sammenkog, men det føles egentlig præcist. Det er jo for pokker sådan, nyhedsstrømmen opleves. Verdenskriser og parkeringsproblemer eksisterer side om side på vores telefoner og i vores hoveder.

Og det er her, revyen viser sin kraft som folkelig kunstform. Den står fast på, at det lokale ikke er mindre vigtigt end det globale. At en sprængning på Nyborgvej kan føles lige så virkelig som en NATO-krise, hvis det er dér, man bor. København har i årevis haft monopol på fortællingen om Danmark, men Odense Sommerrevy minder os om, at landet stadig består af konkrete mennesker med konkrete steder, frustrationer og særheder.

Tag bare lukkeren til første akt med Mabel-drengene og eksplosionerne på Nyborgvej, der er så lokalt forankret, at udenforstående må føle sig hægtet af. Os lokale, som trods alt er i klart overtal, er fla’e af grin, og jeg gør op med mig selv, at det her er revyens væsen. Den må gerne være stædig i sin lokalitet, uanset om vi er i Odense, Sønderborg, Svendborg, Nykøbing eller Tivoli.

Mørkets fyrste

Dette er en kæmpe holdpræstation, og jeg vil nødigt fremhæve noget frem for andre, men jeg er nødt til holde Thomas Mørk frem. Han er så stærk en komiske kraft, at det næsten forkælet, at han efterhånden er blevet “vores” i Odense.

Tag hans nummer som repræsentant for De Danske Plante Pesticider, hvor fysik og grimasser er teksten overlegne. Mens han forklarer, hvor ufarligt drikkevandet er, kæmper han med alt i sig mod det simple projekt at tage en tår af det brune glas vand, han holder i en udstrakt arm. Få kan som Thomas Mørk gå så voldsomt bersærk på en scene og samtidig bevare præcisionen.

Pudsigt nok indeholder samme nummer, “Storm i et glas vand” (skrevet af Vase og Fuglsang) også den type lavpunkt, der oftest irriterer mig i revyer. Vi ser det på lang afstand: blomsten på bordet, det giftige glas vand, vandet der hældes i blomsten, blomsten der dør. Pointen skåret ud i pap. Unødvendigt.

Og nej, Odense Sommerrevy

2026 er ikke fejlfri. Enkelte numre kunne skæres hårdere til, andre helt fjernet. Men grundlæggende og altovervejende besidder forestillingen det, som kulturen ofte lever af, når den vil betyde noget: puls. Den reagerer på verden, mens den stadig bevæger sig, og den gør det med et perspektiv, vi andre er blinde for.

Og da jeg vandrer ud i den kølige majaften, mærker jeg det, der måske i virkeligheden er revyens egentlige mission: Ikke at få os til at glemme virkeligheden, men at sende os tilbage ud i den med en smule mere styrke og modstandskraft.

It’s just that … hvis vi har den her slags dansere i byen, så skal vi forstå, at vi har dem. At vi stolt har dem hjemmegroet, og at de danser her endnu – eller vender tilbage fra udlandet eller rejser hertil – hvis vi som by skaber rammer omkring kunstneriske miljøer og bund under deres produktioner, så de kan dygtiggøre sig helt fra småbitte danseglade fødder til fuldvoksne scenekunstnere.

Ida Brieghel, Lærke Lund Thestrup og Claire Foody er eksempler, og jeg nævner dem nu, fordi de den 14. maj præsenterer deres forestilling THE PACE på Frølageret. En forestilling, ja – men for mig noget endnu større: et udtryk for, at provinsen Odense arbejder sig frem mod sin egen vision:

“Odense skal fortsat være en by, hvor kunstnere udklækkes og kan udøve deres professionelle virke.

Derfor skal byens kulturinstitutioner og -aktører arbejde målrettet med det kunstneriske vækstlag samt nyskabende kunst og kultur. De skal endvidere bidrage til at udvikle de rammer, som er nødvendige for, at de kunstneriske erhverv kan trives i Odense.

Desuden skal børn og unge møde og skabe kunst og kultur i endnu højere grad end nu. Børn og unge er kimen til et sundt og mangfoldigt vækstlag. Derfor er det vigtigt, at de lærer om og arbejder med kunst og kultur. Odense Kommune vil i de kommende år iværksætte kulturtalentinitiativer, som skal understøtte og give en platform til byens kunstneriske vækstlag.”
— odense.dk, Kulturpolitiske fokusområder

Så vel talt, kommune.

Lad os gøre det.

Der er meget, der skal til: fysiske rammer i form af sale og kvadratmeter (Gl. OUH? Siloøen?), evnen til at tiltrække de dygtigste pædagogiske undervisere og de mest rizz professionelle scenekunstnere, progressive samarbejder på tværs af byens kulturinstitutioner, frie projektpenge og solide driftspenge, forældre, der sender deres børn i kunstskoler, skoleordninger og fritidstilbud, velorienterede kulturledere, der stikker fremsynede kurser ud og kan samle folk om visionerne, medieinstitutioner og kulturskribenter, der råber fra tagene, og som forstår, åbner og peger på kunsten, så alle vi andre går ind og ser den og optager den i vores liv, fordi vi ikke kan leve uden skønhed og tænkning og forbindelse til os selv og til hinanden.

Om the girlz skal det siges, at:

Lærke har gået på Det Kongelige Teaters Balletskole (i dag Friskolen for Scenekunst) samt DGU og KOMA. Hun har som professionel danser været ansat ved IT Dansa i Barcelona. Herunder har hun bl.a. været en del af årlige turnéer i Spanien, Tyskland og Frankrig og medvirket i større værker som MINUS 16 af Ohad Naharin og 28.000 WAVES af Cayetano Soto samt en række andre produktioner og koreografier. Hun har desuden koreograferet for forskellige kompagnier og danseuddannelser.

Claire er canadisk kunstner med stor erfaring som professionel danser i EU. Hun har bl.a. danset i Spanien ved Johan Inger Projektet og medvirket i værker af Alex Soares og Tim Rushton. Claire er nu ved KOMA Ballet og optrådte bl.a. i årets forestilling NUTCRACKER af Alex Soares i Koncerthuset i samarbejde med Odense Symfoniorkester. Udover dans arbejder Claire med film og visuel kunst i samspillet mellem bevægelse, krop og det filmiske medie.

Ida har som danser trænet ved DGU og er nu ved KOMA Ballet som professionel danser. Hun har danset i Italien og optrådt i værker af Gianni Notarnicola og Isheia Wilson. Ida er en alsidig kunstner og har gennem sit arbejde med Odense Teater og Det Fynske Kunstakademi gjort sig synlig på flere scener i Odense, senest som medvirkende i forestillingen KÆLDERMENNESKET på Odense Teater. Til daglig studerer hun som maler på Det Fynske Kunstakademi.

Dansere laver man ikke natten over. Det koster hele butikken – menneskeligt. Og de er her, og de vil, og måske bli’r de her – hvis byen vil.

GID Odense bliver den provins, der udmærker sig ved at have kreative bymiljøer, rammer og faciliteter, fri plads til dynamoer og first movers og et virkelig, virkelig dygtigt blik for, hvordan vi skaber kunstneriske miljøer, fuld kæde, sammenhænge og scener. Så bliver vi måske en interessant og levedygtig by at være menneske og kunstner og ung og sulten og lysvågen i; at leve og ånde – og danse – i.

I say: let’s go.

Det er et spørgsmål om politik; det er et spørgsmål for det helt store fællesmøde.

Af Mira Erik,
Bestyrelsesmedlem i AMOK, herunder dramaskolen, stifter af Odense Architecture Festival, og tidligere administrator på Nørregaards Teater.

Dette er et debatindlæg, og synspuntkerne er skribentens. Vil du også give din mening til kende? Skriv til magasinetk10@gmail.com - skriv gerne “debat” i emnefeltet.

”Sonet Sange” er på overfladen et ambitiøst projekt: Lunau & Sund tager livtag med Shakespeare og omskriver hans sonetter til nye, danske sange. Men det er først, når man lytter nærmere, at det egentlige projekt træder frem. For det handler mindre om at løfte Shakespeare ind i nutiden, og mere om, hvad der sker med Lunau & Sund, når de skriver under hans skygge.

Duoens karriere har bevæget sig i et nordisk singer-songwriter-landskab, hvor det nære, det melodiske og det eftertænksomme har været bærende. Det er ikke nyt. Men med ”Sonet Sange” lægger de et dogme ned over deres praksis, som på en mærkbar måde skærper deres udtryk. Shakespeare fungerer ikke som facit, men som modstand.

Det er tydeligt, at teksterne ikke forsøger at matche originalernes sproglige kompleksitet. Lunau & Sund skriver deres egne tekster “over” sonetterne, og i det greb går noget næsten selvfølgeligt tabt: tætheden, flertydigheden, den retoriske præcision. Til gengæld opstår noget andet. En form for ejerskab. En vilje til at tage arven alvorligt uden at underordne sig den.

Det placerer albummet i en ret spændende samtidskontekst. Jeg oplever ofte, at kultur arbejder med referencer på en ironisk eller distanceret måde, og her er ”Sonet Sange” bemærkelsesværdigt oprigtigt. Det er ikke Shakespeare som citat eller pynt, det er mere Shakespeare som arbejdsrum.

Alligevel er det ikke i det “store” Shakespeare-anslag, at albummet står stærkest. Tværtimod. Det er, når Lunau & Sund bliver skrøbelige, at musikken for alvor åbner sig. Når teksterne får luft, og arrangementerne giver plads, vokser dramaet.

Det høres tydeligst i de langsommere numre som den påtrængende smukke “Intet lige som solen” og den sitrende stærke “Dræb mig del 2”. Her træder duoens arrangementsmæssige kunnen frem med en særlig klarhed. Eller rettere: deres evne til at træde tilbage. Instrumenteringen er økonomisk, næsten asketisk, og der er en fin fornemmelse for, hvornår noget skal undlades. Pauserne får vægt. Stilheden bliver en aktiv medspiller.

Det er i disse rum, at sangene begynder at resonere. Hvor de mere teksttunge passager indimellem kan føles som forsøg på at løfte et stort litterært forlæg, er det i det stille, at noget egentligt menneskeligt træder frem.

På den måde afslører albummet også sig selv. Man hører tydeligt, hvor projektet virkelig lever. Og det er ikke i ambitionen om at genføde Shakespeare, men i de øjeblikke, hvor Lunau & Sund finder ind til deres egen kerne gennem begrænsningen.

Derfor giver det også mening at høre ”Sonet Sange” som mere end en enkeltstående udgivelse. Det fremstår som en slags øvelse eller en disciplinering af deres sangskrivning. Af samme årsag er det her ikke nødvendigvis duoens mest fuldendte album, men det kunne godt gå hen og blive det vigtigste.

Hvad skal vi egentlig med en årsberetning?

Hvem er den skrevet til? Bestyrelsen? Kommunen? Kulturministeriet?
Og måske det mest oplagte spørgsmål: Hvad rager den egentlig mig?

Årsberetninger er ofte fulde af tal, strategier og formuleringer, der lyder, som om de er skrevet for at blive godkendt, ikke for at blive læst. De fortæller, hvad der er sket. De dokumenterer. De retfærdiggør. Det er som regel ikke noget, man læser af lyst. Det har jeg personligt aldrig gjort. Før nu.

For hvad nu, hvis…

Hvis man læser dem med lidt skæve briller. Ikke som et kontrolredskab eller kpi-barometer, men som kulturfortælling.

Begynder der at så at tegne sig et billede af, hvad en institution egentlig vil være. Ikke bare på papiret, men i verden. Hvem den prøver at nå. Hvad den mener, den er værd. Og måske vigtigst: hvilken rolle den forestiller sig at spille i vores fælles liv.

Sådan kastede jeg mig over Brandts årsberetning.

Og bag nøgletal og udstillingslister gemte der sig en større historie. En historie om et museum, der er i gang med at forandre sig. Fra en klassisk kulturinstitution til noget mere åbent, mere hverdagsnært og måske også mere nødvendigt.

Spørgsmålet er ikke længere, om et museum kan tiltrække internationale kunstnere eller producere forskningsbaserede udstillinger. Det kan Brandts og mange andre store museer. Nej, spørgsmålet er snarere: Kan det blive en del af hverdagen? Kan det være et sted, man går hen, ikke kun for at se på kunst, men ”bare” for at være?

Og det er her, beretningen bliver interessant.

Væk fra det højtidelige

Med over 143.000 gæster og en markant stigning i årskortholdere bevæger Brandts sig væk fra det episodiske museumsbesøg. Det planlagte, lidt højtidelige møde med kunsten, og hen imod noget mere kontinuerligt. Noget mere hverdagsagtigt.

Det er ikke bare en kvantitativ udvikling. Det er en kulturel transformation.

Når et museum får tusindvis af mennesker til at vende tilbage igen og igen, begynder det at ligne noget andet end en kulturinstitution. Det begynder at ligne en offentlig stue, og så er man altså lykkes med noget, som jeg igen og igen hører kulturhuse sige, de gerne vil være.

Hvorfor lykkes man? Svaret er komplekst og ret beset svært at sætte to streger under, men jeg synes alligevel, at der er mellemregninger, der strikker ud.

Den svære balance

Et af de mest markante træk i årets program er spændvidden. Fra Jens Juels portrætkunst til Jakob Martin Strids fantasifulde univers. Fra international samtidskunst til sanseudstillinger for børn.

Det kan ved første øjekast ligne en klassisk strategi: noget for enhver smag. Men jeg læser det som mere end det.

Det er et forsøg på at opløse en gammel skelnen mellem “fin” og “folkelig” kultur.

Når en familie kan gå fra en historisk portrætudstilling til en sanselig installation, hvor børnene kan kravle, lege og opleve kunst med kroppen, sker der noget med forståelsen af, hvad kunst er. Den bliver mindre distanceret. Mindre autoritativ. Mere tilgængelig.

Det kan man vel kun bifalde, men der er naturligvis også en risiko.

Når museer åbner sig mod det brede publikum, opstår altid spørgsmålet: Mister kunsten sin tyngde? Bliver den reduceret til oplevelse, underholdning, event?

Brandts forsøger at balancere på denne knivsæg, og det er netop i denne balance, at institutionens kulturelle betydning ligger. Ikke i at vælge side, men i at være helt fast besluttet på, at de to ting kan sameksistere.

Det lokale som styrke

Midt i ambitionerne om international rækkevidde og global relevans finder man et tydeligt lokalt spor. H.A. Brendekilde, Christine Swane, den fynske kunsttradition.

Det kunne let blive nostalgisk og groft sagt lidt ”typisk fynsk”. Men det bliver det ikke.

Tværtimod fremstår det lokale som en ressource. Som en måde at forankre kunsten i noget genkendeligt. I landskaber, historier og erfaringer, der stadig har resonans.

For en bred fynsk befolkning er det afgørende. Ikke fordi man nødvendigvis kender Brendekilde i detaljer, men fordi man kan mærke, at kunsten ikke kun handler om noget fjernt og fremmed. Den handler også om os.

Jeg synes, det er godt set. Ikke mindst i dag, hvor det må være fristende at orientere sig mod det internationale og genkendelige. Brandts viser, at det globale og det lokale ikke behøver at være modsætninger. De kan styrke hinanden.

Et sted i byen og i fortællingen om byen

Brandts er ikke kun et museum. Det er også et sted. Et fysisk rum i en gammel industribygning, hvor historien stadig sidder i væggene. Noget i det offentlige rum, vi kan forholde os til. Noget der er vores.

Det betyder noget.

Virkelig meget kultur opleves i dag digitalt og flygtigt, og her tilbyder Brandts noget andet: en konkret, sanselig erfaring af at være et sted. Det er, går det op for mig, mens jeg læser rapporten, måske en undervurderet del af museets appel.

Kunsten som fælles rum

Hvis man skal samle trådene, er det ikke de enkelte udstillinger eller initiativer, der er det mest interessante ved årsberetningen. Det er den underliggende bevægelse. Fra kunst som noget, man betragter, til kunst som noget, man deltager i, og fra museum som institution til museum som fælles rum.

Den proces er man ikke færdig med. Og man vil opleve udfordringer, meninger og spændinger. Men processen peger på en retning.

For den brede fynske befolkning er det måske den vigtigste pointe: at kunst ikke nødvendigvis kræver særlige forudsætninger. At den kan være en del af hverdagen. Et sted man mødes, oplever, tænker og måske bare er.

Og i de her mærkelige tider, hvor forandring nogle gange sker alene for omstillingens skyld, er det ikke en lille ting. Det er, stille og roligt, en kulturel forandring.

Håber jeg.

Der er mange veje ind i Jakob Schnohr Ingversens verden.

Nogle vil kende stemmen først: Rune Ingemann fra podcastsuccesen R8dio, den fynske lydmand med de lange omveje, den mærkelige autoritet og den særlige evne til at lyde både hjælpeløs og hjemmevant i samme sætning.

Andre vil kende ham fra improscenen, fra Fyns Folkeparti, fra dokumentarprojekter, undervisning eller de mange kreative afstikkere, han har taget undervejs.

Men i min samtale med ham, synes jeg, der tegner sig et andet og mere grundlæggende billede. Jakob Schnohr Ingversen er først og fremmest en kunstner, der igen og igen har fundet sin retning ved at gå ind i det usikre. Ikke væk fra det, men direkte ind i det.

Improvisationen er den tydelige røde tråd. Ikke som en løs idé om at finde på noget sjovt, men som et fag, et sprog og en måde at være i verden på. Han taler om impro som et håndværk, der kræver træning, timing og tillid. Noget, der kun ser let ud, fordi det er arbejdet igennem over lang tid.

Når R8dio fungerer, er det netop fordi karaktererne og samtalerne opstår i nuet – men på et fundament af erfaring. Rune Ingemann er ikke skrevet færdig fra start; han er vokset frem. Lag for lag. Gennem gentagelser, relationer og det, der viste sig at virke.

Det er i sig selv fascinerende at få indblik i. Der er få ting, der er mere interessante end at høre dygtige håndværkere forklare, hvordan noget bliver til kunst.

Men noget af det, der gør størst indtryk, ligger et andet sted i samtalen. Nemlig i begyndelsen. I Odense. I Søhus. I fortællingen om en ung dreng, der finder ud af, at teater kan give ham opmærksomhed uden at gøre andre kede af det. Og i fortællingen om Carsten Friis.

Når Ingversen taler om Friis, ændrer samtalen karakter. Det er ikke længere bare karriere eller teknik. Det er noget dybere. Friis bliver beskrevet som et afgørende menneske i fynsk kulturliv, og ikke kun for Ingversen, men for en hel generation af kreative, der har fundet vej ind i scenekunst, musik og medier gennem ham.

Det afgørende er måden. Ikke talentudvikling i klassisk forstand, men evnen til at skabe et rum, hvor det legende kommer før det præsterende. Hvor man får lov til at opdage, at man kan noget, før man bliver målt på det. Den tanke bliver stående som en slags nøgle til at forstå Ingversens eget arbejde.

For det er præcis den tilgang, der går igen i alt det, han laver i dag.

Hans første møde med teatersport er ifølge ham selv tåkrummende og hårdt. Men han vender tilbage, og pludselig sker der noget. Han forstår mekanikken, kan øvelserne, bliver den, der viser de andre, hvordan det fungerer. Det lille skift bliver afgørende. Det er dér, følelsen opstår: her er noget, jeg kan.

Måske er det også derfor, hans karakterer føles levende. Ikke fordi de er realistiske i klassisk forstand, men fordi de er opstået i samspil. De er ikke tænkt færdige – de er spillet frem. Arbejdet bygger på en fælles forståelse, hvor de medvirkende næsten kan høre, hvor en scene bevæger sig hen, før den er sagt. Det er improvisation som kollektiv intelligens.

Samtalen bliver derfor, som jeg oplever den, mere end et portræt af en komiker eller en radiostemme. Den bliver et billede på en kunstnerisk dannelse. Fra et legende udgangspunkt i Odense til et komplekst improviseret univers i R8dio løber den samme linje: tillid før kontrol, leg før præstation, håndværk før held.

Det er også det, der gør historien større end én person. For gennem Ingversens fortælling får man et indblik i et miljø, hvor noget får lov at begynde uden at være færdigt. Hvor man må prøve sig frem, fejle og finde sin form undervejs.

Og når han i dag taler om fremtiden, lyder det ikke som en fast plan. Det lyder mere som en fortsættelse af den første lektion: Gå ind i rummet. Begynd at lege. Se, hvad der sker.

Lyt til hele min samtale med Jakob Schnohr Ingversen i podcaster herover eller i din foretrukne podcastapp. Søg blot på Radio K10.

Jeg tager mig selv i at stoppe brat op. Ikke fordi der er kø. Faktisk er jeg den eneste i rummet. Nej, jeg står stille, fordi jeg lige skal finde ud af, hvordan jeg egentlig har det med at være her.

Det er sjældent, at jeg har den følelse på et museum. Men den melder sig altså hurtigt i Michella Bredahls udstilling ”Rooms We Made Safe” på Brandts.

Det føles på en eller anden måde mere som noget, jeg er havnet i, mere end noget jeg er taget hen for at se.

Det er er en de udstillinger, hvor jeg meget tidligt bliver klar over, at jeg er tættere på et andet menneskes liv, end jeg normalt kommer. Det minder i høj grad om de glade dage, hvor Brandts åbnede Årets Pressefoto.

Det, Bredahl viser, er dybt privat. Rum fra en barndom. En relation til en mor, der både har givet liv og taget plads. Minder, der ikke altid er lige pæne, men virkelige. Det her har faktisk kostet noget, og der har været en masse på spil.

Noget af det stærkeste i udstillingen er, at Bredahl ikke bliver alene i sin egen historie. Hun har også vendt kameraet mod venner og mennesker omkring sig. Mennesker egne fortællinger, egne kroppe, egne grunde til at være der. Det giver udstillingen luft og fællesskab. Det her ikke handler om én stemme, men om et miljø, hvor man har givet hinanden lov til at blive set.

Serien med kvinder, der poledanser, skiller sig ud. Det vil ikke chokere, men den diktere dig at læse den rigtigt. Her er poledans ikke noget seksuelt blikfang. Det er ikke en invitation til at kigge på kroppen som objekt. Det er en undersøgelse af styrke. Af disciplin. Af hvad det kræver at løfte sin egen krop, holde fast, kontrollere bevægelserne og stole på sig selv.

Jeg står igen stille. Og det slår mig, hvor befriende det er at se poledans som kunst og arbejde, fremfor den stereotype fremstilling, så mange har skabt. Her bliver det seriøst og personligt. Noget, der kræver koncentration og mod. Kroppen er ikke pynt her, en er redskab. Og Bredahls blik er respektfuldt, opmærksomt og fri for den sædvanlige seksualisering, der ofte klistrer sig til netop den danseform.

Og det udvider udstillingen. For pludselig handler ”Rooms We Made Safe” ikke kun om barndommens rum, men også om de rum, vi skaber som voksne. Rum, hvor vi kan være i vores krop. Rum, hvor tryghed ikke er blødt og behageligt, men noget, man arbejder sig frem til.

Det er en gave, at billederne er ledsaget af miniportrætter i form af tekst. De forklarer ikke alt, men de forankrer oplevelsen. Og vigtigst: de gør det klart, at det her ikke er en iscenesættelse for kunstens skyld. Det er et forsøg på at fange og forstå noget, der er levende.

Sagt kort: Rooms We Made Safe er en udstilling, der tør gå helt tæt på. Den tør være privat og påtrængende personlig. Og den viser, hvor stærk samtidskunst kan være, når den tager udgangspunkt i det levede liv, og ikke prøver at glatte det ud. Det er en stærk kontrast til meget andet, og det føles befriende.

Teaterdirektør Jacob Schjødt ved godt, at han med åbneren ”Hobitten” sætter bagen i klaskehøjde. Ikke på grund af forestillingen, men placeringen. Med en forsinket åbning af teatrets Store Scene på grund af ombygningen, vil ”Hobitten” spille henover december, der traditionelt er forbeholdt en juleforestilling. Den slags kan godt give lidt ballade, og da åbningsforestillingen i sidste uge blev præsenteret, sang kritikerkoret da også sangen om den manglende jul.

Beslutningen har rod i praktik, hvilket formentlig får kritikken til at forstumme relativt hurtigt – ikke mindst fordi ”Hobitten” kan ret meget af det, en juleforestilling også gør. Det er den store, genkendelige fortælling, der kan lokke flere generationer i salen og markere genåbningen af den nyrenoverede Store Scene. Det kan lyde ufarligt og forsigtigt, men forestillingen skal ifølge Schjødt ikke ”kun” opleves som en familieforestilling, men også læses som en moralsk fortælling om ansvar og handling i en verden, der brænder. Lykkes det, er det godt set at bruge det folkelige som løftestang for en mere alvorlig samtale og ikke som flugt fra den.

Abonnér nu

Den samme dobbelthed går igen i sæsonens lokalt forankrede satsning ”Vi bygger et dige” – kendere vil mærke historiens sus fra ”Vi bygger en vej” fra forrige sæson. Det er efter min mening en af programmets vigtigste forestillinger, fordi den viser, hvad Odense Teater kan, når det taler indefra. Den konkrete konflikt i Seden om højvande, myndigheder og lokale uenigheder bliver her indgangen til langt større spørgsmål om klima, fællesskab og systemets træghed. Det har potentiale til at blive teater, når det er bedst: jordnært, genkendeligt og politisk uden at blive formanende. Udfordringen bliver at turde lade det lokale blive tilstrækkeligt ubekvemt og ikke kun kærligt genkendeligt.

Hvis ”Hobitten” og ”Vi bygger et dige” viser teatrets brede favn, så giver klassikerne sæsonen dens rygrad. ”Når vi døde, vågner ”og ”Julius Cæsar” markerer, at Odense Teater ikke er en oplevelsesmaskine. Ibsen og Shakespeare er ikke alibier; de kan brugt rigtigt være stærke redskaber til at tale om magt, relationer og ansvar. Især ”Julius Cæsar” er et interessant i en tid, hvor politisk manipulation, alliancer og magtkampe fylder den offentlige bevidsthed. Her har teatret chancen for enten at levere solid aktualisering eller for alvor at tage en kunstnerisk risiko. Det her er en af dem, jeg glæder mig mest til.

Et andet afgørende signal i sæsonen ligger i formaterne. Serieteateret ”Marie Grubbe” markerer en vilje til fordybelse, der skiller sig ud. Flere aftener, længere spilletid, krav om nærvær. Det er ikke for alle, men det tror jeg netop er pointen. Odense Teater tør her insistere på, at scenekunst også kan være noget, man investerer tid og opmærksomhed i. Faren er, at formatet mest taler til det allerede loyale publikum. Muligheden er, at det skaber stærkere fællesskaber og mere varige oplevelser.

Det musikalske spor, særligt teaterkoncerten med Benny Andersen, fungerer som en mere åben indgang til poesien. Man lykkedes på smukkeste vis med opgaven, da man for nogle sæsoner siden tog greb om Inger Christensens ”Det”, og jeg glæder mig helt ind i knoglerne over, at man igen har fået komponisten Hannah Schneider til at skabe det musikalske fundament.

Med kritiske briller kan programmets grundighed opleves som forsigtighed. Meget er velafstemt, gennemtænkt og kontrolleret. Nogle savner måske ét projekt, der risikerer at mislykkes mere åbenlyst (jeg vil nok altid længes efter noget ala den på alle måder krævende og voldsomme “Det Europæiske Slagtehus”), men på bagkant af den omfattende ombygning og opgaven med at hente folk tilbage til Jernbanegade, ville oversatsning ikke være uden store konsekvenser.

Odense Teater vil først og fremmest samle og minde os om, at fællesskab også kan være krævende. Det er ikke den nemmeste vej. Men det er en, der klæder et stort teater med lokalt ansvar og nationale ambitioner.

Efter en omfattende renovering åbner teatret med en sæson, der favner både de største klassikere, nyskrevne lokale fortællinger og ambitiøse eksperimenter i format og form.

Teaterdirektør Jacob Schjødt har selv instrueret åbningsforestillingen “Hobitten” og kalder den et bevidst valg: en fortælling for hele familien og et eventyr med et klart budskab.

– Når verden brænder, nytter det ikke at blive hjemme og drikke te. Man er nødt til at gå ud og gøre en forskel, siger han.

Sæsonen spænder vidt: Fra genopsætningen af Klodshans for de mindste, over den lokalt forankrede komedie “Vi bygger dige” om klimakamp og bureaukrati, til en stor teaterkoncert med Benny Andersens digte i Odeon. Klassikere som Ibsen “Når vi døde, vågner” og Shakespeares “Julius Cæsar” får moderne fortolkninger, mens formatsatsninger som serieteateret “Marie Grubbe” inviterer publikum til at fordybe sig over flere aftener.

Samtidig markerer renoveringen et teknologisk kvantespring: Ny drejescene, automatiserede scenetræk og forbedrede publikumsforhold giver helt nye kunstneriske muligheder. Selv farven på stolene ændrer sig – fra rød til blå – som en del af tilbagevenden til husets oprindelige arkitektur.

For Jacob Schjødt handler det i sidste ende om mødet med publikum:

– Jeg håber, man bladrer i programmet og tænker “den skal vi se” – og så tør tage chancen på noget, man ikke helt kender. Det bliver man sjældent ked af.

Når guldalderen får et nutidigt chok

Gallerist Jonathan Kvium har armbevægelser, endnu større ambitioner og en kæmpe energi. Og heldigvis har han noget at have det i.
Han har skabt galleriet Albert Contemporary, der igen og igen har været med til at udfordre og skubbe til mine tanker om kunst. Nu gør han det igen.

Man går all in og smider samtidskunsten direkte i hovedet på guldaldermaleren Johan Thomas Lundbye og hans ikoniske værk “En dansk kyst”. Her har den blot 30-årige kunstsamler Frederik Hove samlet 15 forskellige kunstnere, der har fået frie tøjler til at fortolke det kendte maleri.

Det interessante her er sådan set ikke, at fortid og nutid mødes. Det er måden, de støder sammen på. Lundbyes maleri var i sig selv et drømmeland – sammensat, længselsfuldt og ret personligt. Og det er netop det spor, de nye kunstnere griber fat i: det uperfekte, det emotionelle, det lidt skæve. Det er ikke bare et landskab, det er noget indre.

Så hvis du vil opleve noget, hvor dansk kunsthistorie ikke bare bliver hyldet, men udfordret og genstartet, så er det her et ret godt sted at starte.

KUNST: Drømmelandskaber
Frem til 1. maj.
Albert Contemporary

Popstjerner kaster sig ud i drømmende jazz

Med to koncerter i to forskellige fynske byer fredag aften skal kvartetten A Friend in Vilnius have mere end almindelig fart på.

De spiller noget af det mest vellydende, lowkey dragende jazz, du kan falde over lige nu. Lyden er blød, næsten filmisk. Lidt nordisk, lidt drømmende, lidt melankolsk – uden at blive tung. Det er musik, du kan forsvinde ind i, også selvom du aldrig har hørt jazz før. Og det er faktisk det, der gør det her til et ret perfekt entry point: du skal ikke forstå det. Du skal møde op og lytte.

Og har vi ikke set nogle af de hoveder før? Jo, sikkert. A Friend in Vilnius består blandt andet af Emil Mathiasen og Jeppe René Veje Bredahl fra bandet Fräulein, der ellers spiller mere dansevenlig pop. Derudover er litauiske Donatas Petrikis med, og du genkender muligvis også guitaristen Mathias Bøttner, der også spiller i Patina.

Der er ingen undskyldninger: De spiller gratis koncerter i både Odense og Middelfart samme aften. To chancer. Tag minimum den ene.

MUSIK: A Friend In Vilnius
17. April klokken 16 og 20
Record Pusher, Odense og Tråden, Middelfart

Drop algoritmerne: Tysk film med kant og konsekvens

ACHTUNG!!

Hvis din filmkost primært består af Hollywood og algoritmer, så er det måske tid til en lille kultur-opgradering.

Tyske Filmdage i Café Biografen er din billet væk fra det forudsigelige og direkte ind i den tyske filmscene, når den er bedst: skarp, kompromisløs og ikke bange for at gøre det lidt ubehageligt.

Du scorer højt på hipster-kontoen alene ved at tage af sted, men du får også en helt anden oplevelse, end du er vant til. Her er film, der tør være langsomme, mærkelige, intense og decideret konfronterende.

Formatet er enkelt: et stramt kurateret program over få dage. Ingen endeløs scrollen, ingen FOMO. Bare: her, se det her. Det er værd at bruge din tid på.

Så hvis du er klar på noget med lidt mere bid – og måske en smule angst på den gode måde – så ved du, hvor du skal sætte dig til rette.
Also: schnapp dir ein billet, læn dig tilbage og lad dig rive lidt rundt.

FILM: Tyske Filmdage
Fra 19. april
Café Biografen, Odense

Nysgerrighed på scenen: Forskning bliver til festival

Forskning og kultur begynder grundlæggende samme sted: med nysgerrighed.

Den ene ender i en udstilling. Den anden i et eksperiment. Men drivkraften er den samme – at forsøge at forstå verden lidt bedre og måske endda skubbe lidt til den.

Og derfor er Forskningens Døgn på SDU i virkeligheden ret tæt på det, vi normalt kalder kultur.

Campus i Odense bliver forvandlet til en slags levende festival, hvor du kan gå direkte fra et science show til en samtale om AI, fra droneworkshops til talks om fremtidens samfund – alt sammen gratis og åbent.

Clement Kjærsgaard kigger forbi… det lugter da lidt af finkultur, ikke? Med lidt mere fakta, lidt mindre følelse.

OPLEVELSE: Forskiningens Døgn
18. april
SDU, Odense

Fra Fyn til verden: Verner Panton genopstår i farver

Kære venner, vi skal huske vores helte. Især de fynske.

Verner Panton er en af dem, der er røget lidt i glemmebogen. Ikke hans design, men hans person.

En fynbo, der nægtede at spille efter reglerne. Mens dansk design blev verdenskendt for det afdæmpede og det pæne, gik Panton den modsatte vej: plastik i stedet for træ, farver i stedet for beige, oplevelse i stedet for funktion alene.

Det er den historie, der folder sig ud på Bogense Havn. Her er der døgnet rundt åbent i fotoudstillingen – et kig ind i en designer, der tog afsæt i Fyn og endte med at skubbe til hele den måde, vi tænker rum, farver og design på.

Det handler om at huske, at nogle af de mest kompromisløse idéer faktisk kommer herfra. At en fynsk designer gik ud i verden og nægtede at gøre tingene, som man plejede.

UDSTILLING: Verner Panton
Frem til 13. februar 2027
Bogense Havn

Første tanke: Nashville

Morten Christensen kan skrive en popsang med samme sikkerhed, som Umut røre en bearnaise. Der er ganske enkelt et imponerende sikkert greb om melodierne hele vejen igennem albummet. Omkvædene sætter sig med det samme, og versene bærer dem elegant frem uden at blive forudsigelige. Det er sangskrivning, der både føles klassisk og ubesværet. Jeg forstår, hvis nogen i Nashville vil nikke anerkendende, men her er den filtreret gennem noget tydeligt fynsk og personligt.

Anden tanke: Vellyden

Man siger, at alle i dag kan optage et album derhjemme. Det er teknisk set rigtigt, men i praksis kræver det noget helt andet og meget mere at skabe et lydbillede så harmonisk og vellydende som dette. Albummet emmer af overskud i produktionen. Lyden er varm, organisk og velafbalanceret, og hvert instrument får lov at ånde. Det føles håndspillet og ægte, skarpt og gennemarbejdet. Der er tydelig omtanke bag både arrangementer og mix, og det gør, at pladen fungerer lige godt i høretelefoner som i stuen. Det er en produktion, der løfter materialet uden at stjæle opmærksomheden fra sangene.

Tredje tanke: Band Uden Navn

Der ligger en smuk spænding i kontrasten mellem bandets anonyme navn og dets tydelige tilstedeværelse side om side med forsanger Morten. Det her er langt fra en klassisk soloplade med diskret backing – bandet træder frem med både autoritet og overskud. “Band Uden Navn” spiller med en sikkerhed og musikalitet, der tilfører sangene både tyngde og bevægelse. Når samspillet for alvor løfter sig, opstår de øjeblikke, hvor man mærker, at musikerne spiller med – og for – hinanden. Når det sker, tuder jeg af lykke.

Fjerde tanke: Detaljerne

Det er i detaljerne, albummet for alvor folder sig ud. Små guitarlines, diskrete klangflader og fine arrangementsgreb dukker op og giver dybde til sangene. Lyt for eksempel guitarsoloen i “Rundt og Rundt.” Den varer ikke mere end cirka 15 sekunder og er ganske tempereret og subtil, men så præcis og følelsesladet, at dens flirt med mig stadig hænger tykt i luften. For pokker hvor er det godt håndværk, det her.

Femte: Helhed og identitet

Det mest overbevisende ved albummet er, hvor samlet det føles. Der er en klar rød tråd i både lyd, stemning og fortælling, som gør, at jeg får lyst til at høre det fra start til slut, og ikke bare plukke enkelte sange ud. Det er en kunstner med et orkester, der ved, hvad han vil, og tør stå ved sit udtryk. Og det giver altså en plade, der ikke bare er vellykket i enkeltdelene, men som også står stærkt som en helhed.

Lyder det bekendt? Ja. Og netop derfor vender jeg tilbage til det igen og igen.

Kære venner.

Der sker - forhåbentlig - noget særligt for kulturen på Fyn lige nu.

Ikke bare fordi scenerne summer, ateliererne er åbne, og nye idéer hele tiden finder vej ud i virkeligheden. Men fordi fortællingerne om det hele begynder at bevæge sig længere ud.

Jeg har lavet en aftale med TV 2 Fyn, der betyder, at stationen bringe udvalgte historier fra K10 på deres platforme, hvilket markerer et enormt vigtigt skridt mig, k10 og forhåbentlig også for kulturen på Fyn.

For K10 har fra begyndelsen haft en ambition om at tage kulturjournalistikken alvorligt. At give plads til nuancerne, processerne og de mennesker, der skaber kulturen, og ikke mindst årsagerne til, hvorfor de gør det.

Samarbejdet med TV 2 Fyn åbner en mulighed for netop det: at styrke den lokale kulturjournalistik og bringe flere stemmer i spil. At skabe større synlighed om det, der allerede spirer og vokser på Fyn og samtidig løfte samtalen om, hvad kultur er, og hvad den kan.

Det er også en anledning til at insistere på kvalitet. På nysgerrighed. På at stille de spørgsmål, der ikke altid bliver stillet. Og på at være en platform, hvor både etablerede aktører og nye stemmer kan få plads.

Jeg håber du vil læse og se med - her på K10 og på TV2 Fyn. For K10 er ikke bare et nyhedsbrev. Det er en del af en bevægelse for et stærkere, mere levende og mere synligt kulturliv på Fyn.

Velkommen til næste kapitel.

Kh Klaus

Kultur10D: Nu får du endnu flere anbefalinger

Samarbejdet med TV2 Fyn betyder blandt andet, at i stedet for at anbefale kulturbegivenheder til dig på en månedlig basis, fremover vil gøre det ugentligt. Det anser jeg som et win.

Anbefalingerne kan du se på sociale medier, blandt andet i et kort videoformat som ovenover, på magasinetk10.dk, på tv2fyn.dk OG du kan tilmed få en mail fra mig, hver gang der er nye anbefalinger. Det får du, hvis du under indstillinger trykker ja til at modtage en mail, når jeg poster.

Et eksempel på, hvordan indholdet ser ud, kan du se ved at klikke på knappen her:

Kultur10D

Har du selv en kulturbegivenhed, som du synes, jeg skal overveje at anbefalde, så smid en mail på magasinetk10@gmail.com - skriv meget gerne “Kulturtid” i emnefeltet

Podcast: Er fodbold kultur?

Podcast: Er fodbold kultur?

Der findes steder, hvor kultur hænger på vægge.

Der findes steder, hvor den står på en scene.

Og så findes der steder, hvor kultur råbes, synges og leves.

Spørgsmålet er bare: Er stadion ét af dem?

Det er netop den grænse mellem sport og kultur, jeg undersøger undersøger i en samtale med Martin Davidsen og Peter Brix fra podcasten Stemmer fra Ådalen.

Med OB som omdrejningspunkt folder de et perspektiv ud, hvor fodbold ikke blot er et spil, men en dybt forankret kulturform.

Du kan lytte til podcasten her eller i din foretrukne podcast-app. Søg på Radio k10, så bør den dukke op.

Børneteater i Odense: Når kunsten er den virkelige superkraft

Du kan stadig nå forbi Odense Teater og nå forestillingen “Håndbog for Superhelte”, hvis du ikke allerede har oplevet den. Den spiller frem til 12. april, og det er en af de stærkeste børneforestillinger, jeg har set længe.

I min anmeldelse skriver jeg blandt andet:

… når et teater vælger at fortælle historier til børn med alvor, fantasi og kunstnerisk ambition, sker der noget stille, men vigtigt. Man giver børn en oplevelse af, at deres verden, deres følelser, deres frygt, og deres håb, er værd at tage alvorligt. At deres historier også fortjener lys, musik, scenografi og menneskers fulde opmærksomhed.

Teatret gør noget sjældent i en tid, hvor så meget underholdning flimrer forbi: det standser tiden et øjeblik. Det samler mennesker i et rum og lader fantasien vokse mellem dem. Derfor er knuselsker jeg måske mest ved kunsten og de dygtige kunstnere, når de gør sig umage for børnene. Når de tager den enormt vigtige rolle på sig, og investerer alt i det for ungernes skyld.

Og når et barn forlader salen med en følelse af, at mod kan øves, at retfærdighed kan findes, og at selv den mindste kan blive stærk, så har teatret gjort noget, som rækker langt ud over scenens kant.

Måske er det ikke en superkraft i klassisk forstand.

Men det føles alligevel lidt sådan.

Bootleggers Odense: En craft beer bar du ikke vil hjem fra

Midt i Odense gemmer Bootleggers på en anderledes baroplevelse – uden støj, uden scene, men med håndplukket øl, uformel stemning og plads til at blive hængende.

Jeg har sat mange flere ord på stedet her, men jeg kan på det kraftigste opfordre dig til selv at kigge forbi stedet, der egentlig gør så ganske lidt ud af sig selv, men så herligt meget godt for sine gæster. Jeg skriver blandt andet.

Jeg bestiller en Fat Rat. Tyk og sort med et strejf af pistacie. Beskrivelsen drog mig, smagsprøven slog mig.

”Du er heldig. Det bliver det sidste glas. Fustagen er tom”, siger værten, og jeg priser mig lykkelig for timingen. Jeg får den sidste omgang af trylledrikken. Det skal jeg fortælle videre. Hermed gjort.

De kender deres øl her. Bare se på ølbrikkerne på væggene. De fungerer ikke som dekoration i klassisk forstand. De er spor. Dokumentation af det, der har været på hanerne. Ikke et brandskabt narrativ, men en ophobning af erfaringer. Det signalerer noget væsentligt: her handler øl ikke om positionering, men om brug.

Tak fordi du følger med.

K10 er kun lige begyndt, og det her er altså næste skridt.

Følg med på magasinetk10.dk og nu også på TV 2 Fyn, hvor endnu flere historier fra Fyns kulturliv finder vej ud.

Og hvis du sidder med noget, verden bør opdage, så skriv til mig på magasinetk10@gmail.com.

Vi ses i kulturen.

Abonnér nu

Bootleggers ligner ved første øjekast mange andre moderne barer: rå beton, murstensloft, jern og mørkt træ.

Men forskellen ligger i, hvordan rummet bruges, og hvad det ikke forsøger at være. Der er ingen tydelig scene, ingen klar midte, ingen visuel dramaturgi, der fortæller gæsten, hvad der skal ske her. Man bliver ikke kaldt til opmærksomhed, men inviteret til tilbagelænethed.

Møbleringen deler rummet op i små samtaleøer. Bordene er små, bænkene langs væggene designet til at holde på folk, ikke få dem videre. Sliddet er synligt og accepteret. Her virker tiden ikke som fjende, men som medspiller.

Det er ikke tilfældigt. Det er et valg.

Bootleggers markedsfører sig som craft beer‑bar, men øllet bruges ikke som distinktion. De håndskrevne tavler bag baren ændres løbende, sortimentet er i konstant bevægelse, og der er ingen højtidelighed omkring det. Man behøver ikke kende sin stil for at bestille. Man bliver ikke rettet, kun guidet.

Jeg bestiller en Fat Rat. Tyk og sort med et strejf af pistacie. Beskrivelsen drog mig, smagsprøven slog mig.

”Du er heldig. Det bliver det sidste glas. Fustagen er tom”, siger værten, og jeg priser mig lykkelig for timingen. Jeg får den sidste omgang af trylledrikken. Det skal jeg fortælle videre. Hermed gjort.

De kender deres øl her. Bare se på ølbrikkerne på væggene. De fungerer ikke som dekoration i klassisk forstand. De er spor. Dokumentation af det, der har været på hanerne. Ikke et brandskabt narrativ, men en ophobning af erfaringer. Det signalerer noget væsentligt: her handler øl ikke om positionering, men om brug.

Den gratis popcornmaskine er et nøgleeksempel. Den er ikke elegant, ikke skjult, ikke ironisk iscenesat. Den er der bare. Et lille tilbud uden modsvar. I dag er en ekstra service ofte pakket ind i fortællinger om “oplevelse”, og det føles næsten radikalt, at det her blot er et subtilt tilbud. Og ja, jeg er ikke idiot. Der er saltet igennem. Jeg bliver tørstig, og betaler ganske sikkert den gratis snack med endnu en omgang, men følelsen af at være velkommen er ubetalelig.

Det er en påmindelse om, at gæstfrihed ikke behøver at være synlig for at fungere. Og at generøsitet ikke altid skal måles i kvalitet, men i intention.

Bootleggers er placeret midt i Odense, men rummet opsøger som sådan ikke på dialog med byen udenfor. Vinduerne spiller en behersket rolle, gardiner dæmper indkigget, og tempoet adskiller sig mærkbart fra gaden. Man mister let fornemmelsen af tidspunkt.

Det betyder noget. For i en bymidte, hvor mange steder konkurrerer om opmærksomhed gennem støj, events og synlighed, tilbyder Bootleggers i stedet et parallelt rum. Et sted, hvor man kan være uden at skulle signalere det. Paradoksalt nok er nettet røget denne eftermiddag, så vi drikker i Spotifys stilhed, mobilpayer værten privat og føler os som noget, der ligger ved siden af verden udenfor.

Det skal ikke romantiseres. Bootleggers er en del af en kæde, drevet professionelt og effektivt. Den uformelle stemning er ikke spontan, men nøje kurateret. Men netop her ligger styrken: uformelheden bliver ikke et påtaget trick, men et gennemført greb.

Gæsten mærker ikke systemet, kun roen.

Måske er det derfor, Bootleggers fungerer. Ikke som destination, men som mellemrum. Et sted, man ikke nødvendigvis fortæller om bagefter, men alligevel husker. Ikke på grund af noget spektakulært, men fordi tiden blev brugt anderledes.

Bootleggers Odense Craft Beer Bar

Gråbrødre Pl. 4, 5000 Odense

bootleggers.dk