Jeg har sagt det før og gentager det, til I bliver trætte af at høre på mig. Jeg elsker at noget helt nyt. At stå midt i det og kunne mærke, at det her… det vokser altså. Det er råt, uprætentiøst, uprøvet og pumpet op af nerve.

Derfor er det helt umuligt ikke at anbefale den nye endagsfestival Lyd:Flor.

På Kulturmaskinen i Odense samler man en håndfuld spirende danske artister til en intim endagsfestival, hvor det hele stadig er lidt tættere, lidt vildere og meget mere ægte.

Jeg er især vild med formatet: to scener, kort afstand og plads til faktisk at være til stede og tage imod alt det, du ikke vidste, du havde brug for.

På programmet er Will, Karla Korsbak, Karoline Mousing, Holdo, Røverdatter, Von Quar. Kender du ikke noget af det? Værsgo; der har du din grund til at komme.

Festival: Lyd:flor, Kulturmaskinen, Odense, 9. maj

Jeg troede ærligt talt, det var løgn, da jeg læste om den her koncert første gang. Og selv nu, hvor jeg ved, at den er god nok, fatter jeg det stadig ikke helt.

En af – i min bog – de største singer-songwritere, vi har lige nu, spiller simpelthen i Ullerslev i denne weekend. Det giver på én og samme tid nul og 100 procent mening.

Parker Milsap er i min optik et af de mest interessante navne inden for americana, country og folk. Han har en helt unik vokal, der er rå, autentisk, levende, varm og bidsk – og det er tæt på samme måde, jeg vil beskrive hans musik.

Og med lidt god vilje er det også sådan, vi bedst kan beskrive Farmen i Ullerslev. Parret Henrik og Amanda har skabt et helt unikt og hjertevarmt spillested, der trækker dna-strenge dybt ned i gryden med blues, country, americana og alt andet, der dufter lidt af autenticitet.

Og det siger alt om Farmens tyngde og seriøsitet, at de nu henter Parker Milsap – der har spillet på de helt store scener verden over – til Ullerslev.

Det kan blive eventyrligt.

Koncert: Parker Millsap, Farmen, Ullerslev, søndag 10. maj

Fyn er plastret til med comedy i denne weekend, og jeg kunne langt hen ad vejen lukke øjnene og pege i hvilken som helst retning for at lede dig mod noget godt.

Nu giver jeg dig et lidt mere kvalificeret bud, håber jeg, når jeg sender dig til Svendborg for at opleve en af “vores egne”.

Anders Grau er født og opvokset i Odense, og jeg bilder mig ind, at det mærkes i hans rolige varme og evne til at mene noget om de mindste og umiddelbart ubetydelige ting. Det er i hvert fald det, han selv siger, at showet handler om: de små ting. Indkøb, tilbud, dårlige beslutninger og den evige følelse af, at man lige er blevet snydt lidt. Det lyder både lidt fynsk og meget, meget menneskeligt.

Selv uden de fynske briller på synes jeg, at Anders Grau er en af de mest finurlige og underholdende komikere herhjemme. Jeg elsker hans facon og måde at se hverdagen på – og derfor er det den vej, anbefalingen peger.

Der er i skrivende stund få billetter, så er du for sent ude og lattertrængende, så kig mod Odense (Magasinet) eller Assens (Tobaksgaarden), hvor Mark Le Fèvre optræder, Tråden, hvor fænomenale Eva Jin er på, eller tag til Glamsbjerg Fritidscenter, der har Beardo på Bøhlandet på plakaten. Der er nok at grine af.

Standup: Anders Grau, Borgerforeningen Svendborg Teater, lørdag 9. maj

Alle har nok et eller andet pejlemærke, der fortæller, at sommeren er kommet. For mig er et af de helt tydelige tegn, når Odense Sommerrevy rejser teltet på Engen og tager satirisk greb om alt fra parforhold til storpolitik.

Man kan hævde, at verden lige nu på mange måder er så absurd, at revyen skal stå på tæer for at finde den overraskende vinkel.

Men de plejer nu at lykkes med at se og italesætte alt det, vi andre går og overser. Og med et ret rutineret hold på scenen i år (en scene, der i øvrigt har 10-års jubilæum) har jeg ret store forventninger til både at blive rørt, rusket lidt i – og ikke mindst få lov til at grine af virkeligheden.

For mig er der både noget nostalgisk og enormt nutidigt i at se revy. Traditionen og trygheden blandet med det skarpe, satiriske blik på alt det, der sker lige nu. Det er både genkendeligt og lidt bidende på samme tid.

Revy: Odense Sommerrevy, Engen i Odense, 8. maj til 18. juni

Og så er det altså i weekenden, at det er sidste chance for at opleve en helt lokal og unik udstilling på Vestfyn.

Det er kunstnere med rødder i Assens Kommune, som under navnet PABIAK udstiller en bred vifte af maleri, skulptur, fotografi, grafik og keramik – og det giver en lokal forankring, som jeg personligt godt kan lide.

Gruppen PABIAK blev dannet tilbage i 2008 i forbindelse med en større udstilling om Peter Willemoes, og de holder altså ved endnu og har opbygget et stærkt fællesskab. Det er alle sammen professionelle kunstnere – alle fra Assens-området. I dag er de 20 medlemmer, og 16 af dem kan opleves på udstillingen.

Kunst: PABIAK – Påskeudstilling, Tobaksgaarden, Assens, frem til 10. maj

It’s just that … hvis vi har den her slags dansere i byen, så skal vi forstå, at vi har dem. At vi stolt har dem hjemmegroet, og at de danser her endnu – eller vender tilbage fra udlandet eller rejser hertil – hvis vi som by skaber rammer omkring kunstneriske miljøer og bund under deres produktioner, så de kan dygtiggøre sig helt fra småbitte danseglade fødder til fuldvoksne scenekunstnere.

Ida Brieghel, Lærke Lund Thestrup og Claire Foody er eksempler, og jeg nævner dem nu, fordi de den 14. maj præsenterer deres forestilling THE PACE på Frølageret. En forestilling, ja – men for mig noget endnu større: et udtryk for, at provinsen Odense arbejder sig frem mod sin egen vision:

“Odense skal fortsat være en by, hvor kunstnere udklækkes og kan udøve deres professionelle virke.

Derfor skal byens kulturinstitutioner og -aktører arbejde målrettet med det kunstneriske vækstlag samt nyskabende kunst og kultur. De skal endvidere bidrage til at udvikle de rammer, som er nødvendige for, at de kunstneriske erhverv kan trives i Odense.

Desuden skal børn og unge møde og skabe kunst og kultur i endnu højere grad end nu. Børn og unge er kimen til et sundt og mangfoldigt vækstlag. Derfor er det vigtigt, at de lærer om og arbejder med kunst og kultur. Odense Kommune vil i de kommende år iværksætte kulturtalentinitiativer, som skal understøtte og give en platform til byens kunstneriske vækstlag.”
— odense.dk, Kulturpolitiske fokusområder

Så vel talt, kommune.

Lad os gøre det.

Der er meget, der skal til: fysiske rammer i form af sale og kvadratmeter (Gl. OUH? Siloøen?), evnen til at tiltrække de dygtigste pædagogiske undervisere og de mest rizz professionelle scenekunstnere, progressive samarbejder på tværs af byens kulturinstitutioner, frie projektpenge og solide driftspenge, forældre, der sender deres børn i kunstskoler, skoleordninger og fritidstilbud, velorienterede kulturledere, der stikker fremsynede kurser ud og kan samle folk om visionerne, medieinstitutioner og kulturskribenter, der råber fra tagene, og som forstår, åbner og peger på kunsten, så alle vi andre går ind og ser den og optager den i vores liv, fordi vi ikke kan leve uden skønhed og tænkning og forbindelse til os selv og til hinanden.

Om the girlz skal det siges, at:

Lærke har gået på Det Kongelige Teaters Balletskole (i dag Friskolen for Scenekunst) samt DGU og KOMA. Hun har som professionel danser været ansat ved IT Dansa i Barcelona. Herunder har hun bl.a. været en del af årlige turnéer i Spanien, Tyskland og Frankrig og medvirket i større værker som MINUS 16 af Ohad Naharin og 28.000 WAVES af Cayetano Soto samt en række andre produktioner og koreografier. Hun har desuden koreograferet for forskellige kompagnier og danseuddannelser.

Claire er canadisk kunstner med stor erfaring som professionel danser i EU. Hun har bl.a. danset i Spanien ved Johan Inger Projektet og medvirket i værker af Alex Soares og Tim Rushton. Claire er nu ved KOMA Ballet og optrådte bl.a. i årets forestilling NUTCRACKER af Alex Soares i Koncerthuset i samarbejde med Odense Symfoniorkester. Udover dans arbejder Claire med film og visuel kunst i samspillet mellem bevægelse, krop og det filmiske medie.

Ida har som danser trænet ved DGU og er nu ved KOMA Ballet som professionel danser. Hun har danset i Italien og optrådt i værker af Gianni Notarnicola og Isheia Wilson. Ida er en alsidig kunstner og har gennem sit arbejde med Odense Teater og Det Fynske Kunstakademi gjort sig synlig på flere scener i Odense, senest som medvirkende i forestillingen KÆLDERMENNESKET på Odense Teater. Til daglig studerer hun som maler på Det Fynske Kunstakademi.

Dansere laver man ikke natten over. Det koster hele butikken – menneskeligt. Og de er her, og de vil, og måske bli’r de her – hvis byen vil.

GID Odense bliver den provins, der udmærker sig ved at have kreative bymiljøer, rammer og faciliteter, fri plads til dynamoer og first movers og et virkelig, virkelig dygtigt blik for, hvordan vi skaber kunstneriske miljøer, fuld kæde, sammenhænge og scener. Så bliver vi måske en interessant og levedygtig by at være menneske og kunstner og ung og sulten og lysvågen i; at leve og ånde – og danse – i.

I say: let’s go.

Det er et spørgsmål om politik; det er et spørgsmål for det helt store fællesmøde.

Af Mira Erik,
Bestyrelsesmedlem i AMOK, herunder dramaskolen, stifter af Odense Architecture Festival, og tidligere administrator på Nørregaards Teater.

Dette er et debatindlæg, og synspuntkerne er skribentens. Vil du også give din mening til kende? Skriv til magasinetk10@gmail.com - skriv gerne “debat” i emnefeltet.

”Sonet Sange” er på overfladen et ambitiøst projekt: Lunau & Sund tager livtag med Shakespeare og omskriver hans sonetter til nye, danske sange. Men det er først, når man lytter nærmere, at det egentlige projekt træder frem. For det handler mindre om at løfte Shakespeare ind i nutiden, og mere om, hvad der sker med Lunau & Sund, når de skriver under hans skygge.

Duoens karriere har bevæget sig i et nordisk singer-songwriter-landskab, hvor det nære, det melodiske og det eftertænksomme har været bærende. Det er ikke nyt. Men med ”Sonet Sange” lægger de et dogme ned over deres praksis, som på en mærkbar måde skærper deres udtryk. Shakespeare fungerer ikke som facit, men som modstand.

Det er tydeligt, at teksterne ikke forsøger at matche originalernes sproglige kompleksitet. Lunau & Sund skriver deres egne tekster “over” sonetterne, og i det greb går noget næsten selvfølgeligt tabt: tætheden, flertydigheden, den retoriske præcision. Til gengæld opstår noget andet. En form for ejerskab. En vilje til at tage arven alvorligt uden at underordne sig den.

Det placerer albummet i en ret spændende samtidskontekst. Jeg oplever ofte, at kultur arbejder med referencer på en ironisk eller distanceret måde, og her er ”Sonet Sange” bemærkelsesværdigt oprigtigt. Det er ikke Shakespeare som citat eller pynt, det er mere Shakespeare som arbejdsrum.

Alligevel er det ikke i det “store” Shakespeare-anslag, at albummet står stærkest. Tværtimod. Det er, når Lunau & Sund bliver skrøbelige, at musikken for alvor åbner sig. Når teksterne får luft, og arrangementerne giver plads, vokser dramaet.

Det høres tydeligst i de langsommere numre som den påtrængende smukke “Intet lige som solen” og den sitrende stærke “Dræb mig del 2”. Her træder duoens arrangementsmæssige kunnen frem med en særlig klarhed. Eller rettere: deres evne til at træde tilbage. Instrumenteringen er økonomisk, næsten asketisk, og der er en fin fornemmelse for, hvornår noget skal undlades. Pauserne får vægt. Stilheden bliver en aktiv medspiller.

Det er i disse rum, at sangene begynder at resonere. Hvor de mere teksttunge passager indimellem kan føles som forsøg på at løfte et stort litterært forlæg, er det i det stille, at noget egentligt menneskeligt træder frem.

På den måde afslører albummet også sig selv. Man hører tydeligt, hvor projektet virkelig lever. Og det er ikke i ambitionen om at genføde Shakespeare, men i de øjeblikke, hvor Lunau & Sund finder ind til deres egen kerne gennem begrænsningen.

Derfor giver det også mening at høre ”Sonet Sange” som mere end en enkeltstående udgivelse. Det fremstår som en slags øvelse eller en disciplinering af deres sangskrivning. Af samme årsag er det her ikke nødvendigvis duoens mest fuldendte album, men det kunne godt gå hen og blive det vigtigste.

Sprog som scene

Sprog er ikke bare sprog. Sproget er det, vi tænker, føler og forstår verden igennem. Det former vores relationer, vores konflikter og vores fællesskaber. Alligevel tager vi det ofte for givet. Netop derfor er Sprogense i Bogense en af de mest nødvendige, og overraskende levende, kulturfestivaler på Fyn.

Her trækker vi sproget ud af hverdagen og ind i samtalerne. Massevis af vigtige samtaler. Festivalen samler forskere, kunstnere og og nysgerrige deltagere i et program, der spænder fra skarpe debatter til rap og fællessang.

Du får nok mest ud af det, hvis du vælger lidt med vilje: Kig i programmet og find et par arrangementer, der udfordrer dig, og lad resten være åbent..

Det hele er flettet ind i Bogenses gader og havnemiljø, hvilket efter min mening giver festivalen en nærhed, du ellers ikke lige sådan finder.

Festival: Sprogense, 1. og 2. maj, Bogense

Abonnér nu

Ærø i øjenhøjde

Hvis du vil ægte opleve Ærø, og altså ikke som det smækre postkortmotiv, som det så let kan være, så kræver det, at du møder menneskene på øen.

Det har du en helt unik mulighed for i denne udstilling, der der skabt af fotografen Mali Lazell i samarbejde med Søbygaard. Det er kort sagt et femårigt projekt, der samler op mod 100 portrætter og interviews med øens beboere. Det siger sig selv, at det tager tid at samle 100 portrætter, så sidste lagde man fra land med 14 portrætter, nu er der kommet yderligere 15 til, som du kan gå på opdalgese i.

Du møder mennesker fra øen. Unge, gamle, tilflyttere og indfødte gennem fotografier, korte tekster og lyd. Portrætterne er skabt i et langsomt, analogt tempo, hvor der er tid til mødet bag billedet. Og det er for mig at se hele krogen i denne udstilling. At tage sig tid til at møde andre. At være nysgerrig på andre end sig selv. Og måske endda blive inspireret og i bedste fald klogere på en verden, der ligger lidt væk fra ens egen.

Udstilling: Ærøarkivet, Søbygaard, Ærø

Klassikeren, du allerede kender

Det her er formentlig den absolut letteste vej ind i den klassiske musik.

Du vil sige, at du aldrig har hørt klassisk musik, og jeg vil udfordre dig til at lukke øjnene et øjeblik og lytte efter. Har du nu ikke det? ”Svanesøen” og ”Tornerose” er to af de slags værker, hvor du allerede kender store dele af musikken.

Tjajkovskijs melodier har været en del af vores fælles lydspor i årevis: i film, tv og på scenen, og de rammer noget genkendeligt, længe før man helt ved hvorfor.

Her får du dem samlet i koncentreret form: højdepunkter fra balletterne ”Svanesøen”, ”Tornerose” og ”Romeo og Julie”. Men altså uden danserne, så du kan give musikken fuldt fokus.

Odenses helt egen chefdirigent Pierre Bleuse står i front, og symfoniorkestret virker til at være i storform for tiden. Det kræver sådan set bare, at du stoler på mig, så garanterer jeg dig, at du sidder og nynner med.

Klassisk koncert: Odense Symfoniorkester spiller Tjajkovskij, 30. april og 1. maj, Carl Nielsen Salen, Odense

Et nyt navn, der bliver hængende

Det her er ret præcis grunden til, at jeg jagter kultur, jeg ikke kender. Omar Dahl var totalt ukendt for mig, inden jeg kastede mig over denne uges anbefalinger, og jeg ville næppe være stødt på dem, hvis de ikke kom forbi Fyn. Nu har det potentiale til at blive et af de bands, jeg kommer til at lytte mest til i år

Jeg er helt væk over det her. Det gør alt det rigtige for mig. Det er spændet mellem det organiske og det elektroniske, mellem det velkendte og noget, der føles lidt fremmed. De blander downtempo house med østlige melodier, hvor violin, saxofon og andre levende instrumenter snor sig ind i pulserende beats. Lyder det ikke for fedt!!??

Jeg forudser en koncert, hvor du ikke helt ved, om du skal lukke øjnene eller begynde at bevæge dig. Hvor det føles lige så naturligt at stå stille og lytte, som at lade kroppen følge rytmen

Koncert: Omar Dahl, 2. maj, Posten, Odense

Når rocken bliver stille

Uffe Lorenzen fylder. Også når han skruer ned.

Han er indbegrebet af rock n roll på syre, og har med Baby Woodrose og Spids Nøgenhat stået i front for det mest direkte, kantede og ærlige psykedeliske rock, jeg kunne opdrive i nullerne.

Jeg holder ufatteligt meget af de to projekter, men i mine min ører er hans spritnye soloplade noget af det bedste, han har lavet.

Og det er med den under armen, han rammer Harders i Svendborg. I et andet lys end det, mange kender ham for, men med samme tyngde. Her er det de danske protestsange, der er i centrum. Sange med holdning, bid og historie, som han trækker ind i nutiden med ro og præcision.

Det er ikke pænt pakket ind. Det er direkte, nærværende og med kant – præcis som vi kender Uffe.,

Det er ikke her, han larmer mest, men måske her, han mener det mest.

Koncert: Uffe Lorentzen Solo, 1. maj, Harders, Svendborg

Abonnér nu

Hvad skal vi egentlig med en årsberetning?

Hvem er den skrevet til? Bestyrelsen? Kommunen? Kulturministeriet?
Og måske det mest oplagte spørgsmål: Hvad rager den egentlig mig?

Årsberetninger er ofte fulde af tal, strategier og formuleringer, der lyder, som om de er skrevet for at blive godkendt, ikke for at blive læst. De fortæller, hvad der er sket. De dokumenterer. De retfærdiggør. Det er som regel ikke noget, man læser af lyst. Det har jeg personligt aldrig gjort. Før nu.

For hvad nu, hvis…

Hvis man læser dem med lidt skæve briller. Ikke som et kontrolredskab eller kpi-barometer, men som kulturfortælling.

Begynder der at så at tegne sig et billede af, hvad en institution egentlig vil være. Ikke bare på papiret, men i verden. Hvem den prøver at nå. Hvad den mener, den er værd. Og måske vigtigst: hvilken rolle den forestiller sig at spille i vores fælles liv.

Sådan kastede jeg mig over Brandts årsberetning.

Og bag nøgletal og udstillingslister gemte der sig en større historie. En historie om et museum, der er i gang med at forandre sig. Fra en klassisk kulturinstitution til noget mere åbent, mere hverdagsnært og måske også mere nødvendigt.

Spørgsmålet er ikke længere, om et museum kan tiltrække internationale kunstnere eller producere forskningsbaserede udstillinger. Det kan Brandts og mange andre store museer. Nej, spørgsmålet er snarere: Kan det blive en del af hverdagen? Kan det være et sted, man går hen, ikke kun for at se på kunst, men ”bare” for at være?

Og det er her, beretningen bliver interessant.

Væk fra det højtidelige

Med over 143.000 gæster og en markant stigning i årskortholdere bevæger Brandts sig væk fra det episodiske museumsbesøg. Det planlagte, lidt højtidelige møde med kunsten, og hen imod noget mere kontinuerligt. Noget mere hverdagsagtigt.

Det er ikke bare en kvantitativ udvikling. Det er en kulturel transformation.

Når et museum får tusindvis af mennesker til at vende tilbage igen og igen, begynder det at ligne noget andet end en kulturinstitution. Det begynder at ligne en offentlig stue, og så er man altså lykkes med noget, som jeg igen og igen hører kulturhuse sige, de gerne vil være.

Hvorfor lykkes man? Svaret er komplekst og ret beset svært at sætte to streger under, men jeg synes alligevel, at der er mellemregninger, der strikker ud.

Den svære balance

Et af de mest markante træk i årets program er spændvidden. Fra Jens Juels portrætkunst til Jakob Martin Strids fantasifulde univers. Fra international samtidskunst til sanseudstillinger for børn.

Det kan ved første øjekast ligne en klassisk strategi: noget for enhver smag. Men jeg læser det som mere end det.

Det er et forsøg på at opløse en gammel skelnen mellem “fin” og “folkelig” kultur.

Når en familie kan gå fra en historisk portrætudstilling til en sanselig installation, hvor børnene kan kravle, lege og opleve kunst med kroppen, sker der noget med forståelsen af, hvad kunst er. Den bliver mindre distanceret. Mindre autoritativ. Mere tilgængelig.

Det kan man vel kun bifalde, men der er naturligvis også en risiko.

Når museer åbner sig mod det brede publikum, opstår altid spørgsmålet: Mister kunsten sin tyngde? Bliver den reduceret til oplevelse, underholdning, event?

Brandts forsøger at balancere på denne knivsæg, og det er netop i denne balance, at institutionens kulturelle betydning ligger. Ikke i at vælge side, men i at være helt fast besluttet på, at de to ting kan sameksistere.

Det lokale som styrke

Midt i ambitionerne om international rækkevidde og global relevans finder man et tydeligt lokalt spor. H.A. Brendekilde, Christine Swane, den fynske kunsttradition.

Det kunne let blive nostalgisk og groft sagt lidt ”typisk fynsk”. Men det bliver det ikke.

Tværtimod fremstår det lokale som en ressource. Som en måde at forankre kunsten i noget genkendeligt. I landskaber, historier og erfaringer, der stadig har resonans.

For en bred fynsk befolkning er det afgørende. Ikke fordi man nødvendigvis kender Brendekilde i detaljer, men fordi man kan mærke, at kunsten ikke kun handler om noget fjernt og fremmed. Den handler også om os.

Jeg synes, det er godt set. Ikke mindst i dag, hvor det må være fristende at orientere sig mod det internationale og genkendelige. Brandts viser, at det globale og det lokale ikke behøver at være modsætninger. De kan styrke hinanden.

Et sted i byen og i fortællingen om byen

Brandts er ikke kun et museum. Det er også et sted. Et fysisk rum i en gammel industribygning, hvor historien stadig sidder i væggene. Noget i det offentlige rum, vi kan forholde os til. Noget der er vores.

Det betyder noget.

Virkelig meget kultur opleves i dag digitalt og flygtigt, og her tilbyder Brandts noget andet: en konkret, sanselig erfaring af at være et sted. Det er, går det op for mig, mens jeg læser rapporten, måske en undervurderet del af museets appel.

Kunsten som fælles rum

Hvis man skal samle trådene, er det ikke de enkelte udstillinger eller initiativer, der er det mest interessante ved årsberetningen. Det er den underliggende bevægelse. Fra kunst som noget, man betragter, til kunst som noget, man deltager i, og fra museum som institution til museum som fælles rum.

Den proces er man ikke færdig med. Og man vil opleve udfordringer, meninger og spændinger. Men processen peger på en retning.

For den brede fynske befolkning er det måske den vigtigste pointe: at kunst ikke nødvendigvis kræver særlige forudsætninger. At den kan være en del af hverdagen. Et sted man mødes, oplever, tænker og måske bare er.

Og i de her mærkelige tider, hvor forandring nogle gange sker alene for omstillingens skyld, er det ikke en lille ting. Det er, stille og roligt, en kulturel forandring.

Håber jeg.

Der er mange veje ind i Jakob Schnohr Ingversens verden.

Nogle vil kende stemmen først: Rune Ingemann fra podcastsuccesen R8dio, den fynske lydmand med de lange omveje, den mærkelige autoritet og den særlige evne til at lyde både hjælpeløs og hjemmevant i samme sætning.

Andre vil kende ham fra improscenen, fra Fyns Folkeparti, fra dokumentarprojekter, undervisning eller de mange kreative afstikkere, han har taget undervejs.

Men i min samtale med ham, synes jeg, der tegner sig et andet og mere grundlæggende billede. Jakob Schnohr Ingversen er først og fremmest en kunstner, der igen og igen har fundet sin retning ved at gå ind i det usikre. Ikke væk fra det, men direkte ind i det.

Improvisationen er den tydelige røde tråd. Ikke som en løs idé om at finde på noget sjovt, men som et fag, et sprog og en måde at være i verden på. Han taler om impro som et håndværk, der kræver træning, timing og tillid. Noget, der kun ser let ud, fordi det er arbejdet igennem over lang tid.

Når R8dio fungerer, er det netop fordi karaktererne og samtalerne opstår i nuet – men på et fundament af erfaring. Rune Ingemann er ikke skrevet færdig fra start; han er vokset frem. Lag for lag. Gennem gentagelser, relationer og det, der viste sig at virke.

Det er i sig selv fascinerende at få indblik i. Der er få ting, der er mere interessante end at høre dygtige håndværkere forklare, hvordan noget bliver til kunst.

Men noget af det, der gør størst indtryk, ligger et andet sted i samtalen. Nemlig i begyndelsen. I Odense. I Søhus. I fortællingen om en ung dreng, der finder ud af, at teater kan give ham opmærksomhed uden at gøre andre kede af det. Og i fortællingen om Carsten Friis.

Når Ingversen taler om Friis, ændrer samtalen karakter. Det er ikke længere bare karriere eller teknik. Det er noget dybere. Friis bliver beskrevet som et afgørende menneske i fynsk kulturliv, og ikke kun for Ingversen, men for en hel generation af kreative, der har fundet vej ind i scenekunst, musik og medier gennem ham.

Det afgørende er måden. Ikke talentudvikling i klassisk forstand, men evnen til at skabe et rum, hvor det legende kommer før det præsterende. Hvor man får lov til at opdage, at man kan noget, før man bliver målt på det. Den tanke bliver stående som en slags nøgle til at forstå Ingversens eget arbejde.

For det er præcis den tilgang, der går igen i alt det, han laver i dag.

Hans første møde med teatersport er ifølge ham selv tåkrummende og hårdt. Men han vender tilbage, og pludselig sker der noget. Han forstår mekanikken, kan øvelserne, bliver den, der viser de andre, hvordan det fungerer. Det lille skift bliver afgørende. Det er dér, følelsen opstår: her er noget, jeg kan.

Måske er det også derfor, hans karakterer føles levende. Ikke fordi de er realistiske i klassisk forstand, men fordi de er opstået i samspil. De er ikke tænkt færdige – de er spillet frem. Arbejdet bygger på en fælles forståelse, hvor de medvirkende næsten kan høre, hvor en scene bevæger sig hen, før den er sagt. Det er improvisation som kollektiv intelligens.

Samtalen bliver derfor, som jeg oplever den, mere end et portræt af en komiker eller en radiostemme. Den bliver et billede på en kunstnerisk dannelse. Fra et legende udgangspunkt i Odense til et komplekst improviseret univers i R8dio løber den samme linje: tillid før kontrol, leg før præstation, håndværk før held.

Det er også det, der gør historien større end én person. For gennem Ingversens fortælling får man et indblik i et miljø, hvor noget får lov at begynde uden at være færdigt. Hvor man må prøve sig frem, fejle og finde sin form undervejs.

Og når han i dag taler om fremtiden, lyder det ikke som en fast plan. Det lyder mere som en fortsættelse af den første lektion: Gå ind i rummet. Begynd at lege. Se, hvad der sker.

Lyt til hele min samtale med Jakob Schnohr Ingversen i podcaster herover eller i din foretrukne podcastapp. Søg blot på Radio K10.

Jeg tager mig selv i at stoppe brat op. Ikke fordi der er kø. Faktisk er jeg den eneste i rummet. Nej, jeg står stille, fordi jeg lige skal finde ud af, hvordan jeg egentlig har det med at være her.

Det er sjældent, at jeg har den følelse på et museum. Men den melder sig altså hurtigt i Michella Bredahls udstilling ”Rooms We Made Safe” på Brandts.

Det føles på en eller anden måde mere som noget, jeg er havnet i, mere end noget jeg er taget hen for at se.

Det er er en de udstillinger, hvor jeg meget tidligt bliver klar over, at jeg er tættere på et andet menneskes liv, end jeg normalt kommer. Det minder i høj grad om de glade dage, hvor Brandts åbnede Årets Pressefoto.

Det, Bredahl viser, er dybt privat. Rum fra en barndom. En relation til en mor, der både har givet liv og taget plads. Minder, der ikke altid er lige pæne, men virkelige. Det her har faktisk kostet noget, og der har været en masse på spil.

Noget af det stærkeste i udstillingen er, at Bredahl ikke bliver alene i sin egen historie. Hun har også vendt kameraet mod venner og mennesker omkring sig. Mennesker egne fortællinger, egne kroppe, egne grunde til at være der. Det giver udstillingen luft og fællesskab. Det her ikke handler om én stemme, men om et miljø, hvor man har givet hinanden lov til at blive set.

Serien med kvinder, der poledanser, skiller sig ud. Det vil ikke chokere, men den diktere dig at læse den rigtigt. Her er poledans ikke noget seksuelt blikfang. Det er ikke en invitation til at kigge på kroppen som objekt. Det er en undersøgelse af styrke. Af disciplin. Af hvad det kræver at løfte sin egen krop, holde fast, kontrollere bevægelserne og stole på sig selv.

Jeg står igen stille. Og det slår mig, hvor befriende det er at se poledans som kunst og arbejde, fremfor den stereotype fremstilling, så mange har skabt. Her bliver det seriøst og personligt. Noget, der kræver koncentration og mod. Kroppen er ikke pynt her, en er redskab. Og Bredahls blik er respektfuldt, opmærksomt og fri for den sædvanlige seksualisering, der ofte klistrer sig til netop den danseform.

Og det udvider udstillingen. For pludselig handler ”Rooms We Made Safe” ikke kun om barndommens rum, men også om de rum, vi skaber som voksne. Rum, hvor vi kan være i vores krop. Rum, hvor tryghed ikke er blødt og behageligt, men noget, man arbejder sig frem til.

Det er en gave, at billederne er ledsaget af miniportrætter i form af tekst. De forklarer ikke alt, men de forankrer oplevelsen. Og vigtigst: de gør det klart, at det her ikke er en iscenesættelse for kunstens skyld. Det er et forsøg på at fange og forstå noget, der er levende.

Sagt kort: Rooms We Made Safe er en udstilling, der tør gå helt tæt på. Den tør være privat og påtrængende personlig. Og den viser, hvor stærk samtidskunst kan være, når den tager udgangspunkt i det levede liv, og ikke prøver at glatte det ud. Det er en stærk kontrast til meget andet, og det føles befriende.

Teaterdirektør Jacob Schjødt ved godt, at han med åbneren ”Hobitten” sætter bagen i klaskehøjde. Ikke på grund af forestillingen, men placeringen. Med en forsinket åbning af teatrets Store Scene på grund af ombygningen, vil ”Hobitten” spille henover december, der traditionelt er forbeholdt en juleforestilling. Den slags kan godt give lidt ballade, og da åbningsforestillingen i sidste uge blev præsenteret, sang kritikerkoret da også sangen om den manglende jul.

Beslutningen har rod i praktik, hvilket formentlig får kritikken til at forstumme relativt hurtigt – ikke mindst fordi ”Hobitten” kan ret meget af det, en juleforestilling også gør. Det er den store, genkendelige fortælling, der kan lokke flere generationer i salen og markere genåbningen af den nyrenoverede Store Scene. Det kan lyde ufarligt og forsigtigt, men forestillingen skal ifølge Schjødt ikke ”kun” opleves som en familieforestilling, men også læses som en moralsk fortælling om ansvar og handling i en verden, der brænder. Lykkes det, er det godt set at bruge det folkelige som løftestang for en mere alvorlig samtale og ikke som flugt fra den.

Abonnér nu

Den samme dobbelthed går igen i sæsonens lokalt forankrede satsning ”Vi bygger et dige” – kendere vil mærke historiens sus fra ”Vi bygger en vej” fra forrige sæson. Det er efter min mening en af programmets vigtigste forestillinger, fordi den viser, hvad Odense Teater kan, når det taler indefra. Den konkrete konflikt i Seden om højvande, myndigheder og lokale uenigheder bliver her indgangen til langt større spørgsmål om klima, fællesskab og systemets træghed. Det har potentiale til at blive teater, når det er bedst: jordnært, genkendeligt og politisk uden at blive formanende. Udfordringen bliver at turde lade det lokale blive tilstrækkeligt ubekvemt og ikke kun kærligt genkendeligt.

Hvis ”Hobitten” og ”Vi bygger et dige” viser teatrets brede favn, så giver klassikerne sæsonen dens rygrad. ”Når vi døde, vågner ”og ”Julius Cæsar” markerer, at Odense Teater ikke er en oplevelsesmaskine. Ibsen og Shakespeare er ikke alibier; de kan brugt rigtigt være stærke redskaber til at tale om magt, relationer og ansvar. Især ”Julius Cæsar” er et interessant i en tid, hvor politisk manipulation, alliancer og magtkampe fylder den offentlige bevidsthed. Her har teatret chancen for enten at levere solid aktualisering eller for alvor at tage en kunstnerisk risiko. Det her er en af dem, jeg glæder mig mest til.

Et andet afgørende signal i sæsonen ligger i formaterne. Serieteateret ”Marie Grubbe” markerer en vilje til fordybelse, der skiller sig ud. Flere aftener, længere spilletid, krav om nærvær. Det er ikke for alle, men det tror jeg netop er pointen. Odense Teater tør her insistere på, at scenekunst også kan være noget, man investerer tid og opmærksomhed i. Faren er, at formatet mest taler til det allerede loyale publikum. Muligheden er, at det skaber stærkere fællesskaber og mere varige oplevelser.

Det musikalske spor, særligt teaterkoncerten med Benny Andersen, fungerer som en mere åben indgang til poesien. Man lykkedes på smukkeste vis med opgaven, da man for nogle sæsoner siden tog greb om Inger Christensens ”Det”, og jeg glæder mig helt ind i knoglerne over, at man igen har fået komponisten Hannah Schneider til at skabe det musikalske fundament.

Med kritiske briller kan programmets grundighed opleves som forsigtighed. Meget er velafstemt, gennemtænkt og kontrolleret. Nogle savner måske ét projekt, der risikerer at mislykkes mere åbenlyst (jeg vil nok altid længes efter noget ala den på alle måder krævende og voldsomme “Det Europæiske Slagtehus”), men på bagkant af den omfattende ombygning og opgaven med at hente folk tilbage til Jernbanegade, ville oversatsning ikke være uden store konsekvenser.

Odense Teater vil først og fremmest samle og minde os om, at fællesskab også kan være krævende. Det er ikke den nemmeste vej. Men det er en, der klæder et stort teater med lokalt ansvar og nationale ambitioner.

Efter en omfattende renovering åbner teatret med en sæson, der favner både de største klassikere, nyskrevne lokale fortællinger og ambitiøse eksperimenter i format og form.

Teaterdirektør Jacob Schjødt har selv instrueret åbningsforestillingen “Hobitten” og kalder den et bevidst valg: en fortælling for hele familien og et eventyr med et klart budskab.

– Når verden brænder, nytter det ikke at blive hjemme og drikke te. Man er nødt til at gå ud og gøre en forskel, siger han.

Sæsonen spænder vidt: Fra genopsætningen af Klodshans for de mindste, over den lokalt forankrede komedie “Vi bygger dige” om klimakamp og bureaukrati, til en stor teaterkoncert med Benny Andersens digte i Odeon. Klassikere som Ibsen “Når vi døde, vågner” og Shakespeares “Julius Cæsar” får moderne fortolkninger, mens formatsatsninger som serieteateret “Marie Grubbe” inviterer publikum til at fordybe sig over flere aftener.

Samtidig markerer renoveringen et teknologisk kvantespring: Ny drejescene, automatiserede scenetræk og forbedrede publikumsforhold giver helt nye kunstneriske muligheder. Selv farven på stolene ændrer sig – fra rød til blå – som en del af tilbagevenden til husets oprindelige arkitektur.

For Jacob Schjødt handler det i sidste ende om mødet med publikum:

– Jeg håber, man bladrer i programmet og tænker “den skal vi se” – og så tør tage chancen på noget, man ikke helt kender. Det bliver man sjældent ked af.

Når guldalderen får et nutidigt chok

Gallerist Jonathan Kvium har armbevægelser, endnu større ambitioner og en kæmpe energi. Og heldigvis har han noget at have det i.
Han har skabt galleriet Albert Contemporary, der igen og igen har været med til at udfordre og skubbe til mine tanker om kunst. Nu gør han det igen.

Man går all in og smider samtidskunsten direkte i hovedet på guldaldermaleren Johan Thomas Lundbye og hans ikoniske værk “En dansk kyst”. Her har den blot 30-årige kunstsamler Frederik Hove samlet 15 forskellige kunstnere, der har fået frie tøjler til at fortolke det kendte maleri.

Det interessante her er sådan set ikke, at fortid og nutid mødes. Det er måden, de støder sammen på. Lundbyes maleri var i sig selv et drømmeland – sammensat, længselsfuldt og ret personligt. Og det er netop det spor, de nye kunstnere griber fat i: det uperfekte, det emotionelle, det lidt skæve. Det er ikke bare et landskab, det er noget indre.

Så hvis du vil opleve noget, hvor dansk kunsthistorie ikke bare bliver hyldet, men udfordret og genstartet, så er det her et ret godt sted at starte.

KUNST: Drømmelandskaber
Frem til 1. maj.
Albert Contemporary

Popstjerner kaster sig ud i drømmende jazz

Med to koncerter i to forskellige fynske byer fredag aften skal kvartetten A Friend in Vilnius have mere end almindelig fart på.

De spiller noget af det mest vellydende, lowkey dragende jazz, du kan falde over lige nu. Lyden er blød, næsten filmisk. Lidt nordisk, lidt drømmende, lidt melankolsk – uden at blive tung. Det er musik, du kan forsvinde ind i, også selvom du aldrig har hørt jazz før. Og det er faktisk det, der gør det her til et ret perfekt entry point: du skal ikke forstå det. Du skal møde op og lytte.

Og har vi ikke set nogle af de hoveder før? Jo, sikkert. A Friend in Vilnius består blandt andet af Emil Mathiasen og Jeppe René Veje Bredahl fra bandet Fräulein, der ellers spiller mere dansevenlig pop. Derudover er litauiske Donatas Petrikis med, og du genkender muligvis også guitaristen Mathias Bøttner, der også spiller i Patina.

Der er ingen undskyldninger: De spiller gratis koncerter i både Odense og Middelfart samme aften. To chancer. Tag minimum den ene.

MUSIK: A Friend In Vilnius
17. April klokken 16 og 20
Record Pusher, Odense og Tråden, Middelfart

Drop algoritmerne: Tysk film med kant og konsekvens

ACHTUNG!!

Hvis din filmkost primært består af Hollywood og algoritmer, så er det måske tid til en lille kultur-opgradering.

Tyske Filmdage i Café Biografen er din billet væk fra det forudsigelige og direkte ind i den tyske filmscene, når den er bedst: skarp, kompromisløs og ikke bange for at gøre det lidt ubehageligt.

Du scorer højt på hipster-kontoen alene ved at tage af sted, men du får også en helt anden oplevelse, end du er vant til. Her er film, der tør være langsomme, mærkelige, intense og decideret konfronterende.

Formatet er enkelt: et stramt kurateret program over få dage. Ingen endeløs scrollen, ingen FOMO. Bare: her, se det her. Det er værd at bruge din tid på.

Så hvis du er klar på noget med lidt mere bid – og måske en smule angst på den gode måde – så ved du, hvor du skal sætte dig til rette.
Also: schnapp dir ein billet, læn dig tilbage og lad dig rive lidt rundt.

FILM: Tyske Filmdage
Fra 19. april
Café Biografen, Odense

Nysgerrighed på scenen: Forskning bliver til festival

Forskning og kultur begynder grundlæggende samme sted: med nysgerrighed.

Den ene ender i en udstilling. Den anden i et eksperiment. Men drivkraften er den samme – at forsøge at forstå verden lidt bedre og måske endda skubbe lidt til den.

Og derfor er Forskningens Døgn på SDU i virkeligheden ret tæt på det, vi normalt kalder kultur.

Campus i Odense bliver forvandlet til en slags levende festival, hvor du kan gå direkte fra et science show til en samtale om AI, fra droneworkshops til talks om fremtidens samfund – alt sammen gratis og åbent.

Clement Kjærsgaard kigger forbi… det lugter da lidt af finkultur, ikke? Med lidt mere fakta, lidt mindre følelse.

OPLEVELSE: Forskiningens Døgn
18. april
SDU, Odense

Fra Fyn til verden: Verner Panton genopstår i farver

Kære venner, vi skal huske vores helte. Især de fynske.

Verner Panton er en af dem, der er røget lidt i glemmebogen. Ikke hans design, men hans person.

En fynbo, der nægtede at spille efter reglerne. Mens dansk design blev verdenskendt for det afdæmpede og det pæne, gik Panton den modsatte vej: plastik i stedet for træ, farver i stedet for beige, oplevelse i stedet for funktion alene.

Det er den historie, der folder sig ud på Bogense Havn. Her er der døgnet rundt åbent i fotoudstillingen – et kig ind i en designer, der tog afsæt i Fyn og endte med at skubbe til hele den måde, vi tænker rum, farver og design på.

Det handler om at huske, at nogle af de mest kompromisløse idéer faktisk kommer herfra. At en fynsk designer gik ud i verden og nægtede at gøre tingene, som man plejede.

UDSTILLING: Verner Panton
Frem til 13. februar 2027
Bogense Havn

Første tanke: Nashville

Morten Christensen kan skrive en popsang med samme sikkerhed, som Umut røre en bearnaise. Der er ganske enkelt et imponerende sikkert greb om melodierne hele vejen igennem albummet. Omkvædene sætter sig med det samme, og versene bærer dem elegant frem uden at blive forudsigelige. Det er sangskrivning, der både føles klassisk og ubesværet. Jeg forstår, hvis nogen i Nashville vil nikke anerkendende, men her er den filtreret gennem noget tydeligt fynsk og personligt.

Anden tanke: Vellyden

Man siger, at alle i dag kan optage et album derhjemme. Det er teknisk set rigtigt, men i praksis kræver det noget helt andet og meget mere at skabe et lydbillede så harmonisk og vellydende som dette. Albummet emmer af overskud i produktionen. Lyden er varm, organisk og velafbalanceret, og hvert instrument får lov at ånde. Det føles håndspillet og ægte, skarpt og gennemarbejdet. Der er tydelig omtanke bag både arrangementer og mix, og det gør, at pladen fungerer lige godt i høretelefoner som i stuen. Det er en produktion, der løfter materialet uden at stjæle opmærksomheden fra sangene.

Tredje tanke: Band Uden Navn

Der ligger en smuk spænding i kontrasten mellem bandets anonyme navn og dets tydelige tilstedeværelse side om side med forsanger Morten. Det her er langt fra en klassisk soloplade med diskret backing – bandet træder frem med både autoritet og overskud. “Band Uden Navn” spiller med en sikkerhed og musikalitet, der tilfører sangene både tyngde og bevægelse. Når samspillet for alvor løfter sig, opstår de øjeblikke, hvor man mærker, at musikerne spiller med – og for – hinanden. Når det sker, tuder jeg af lykke.

Fjerde tanke: Detaljerne

Det er i detaljerne, albummet for alvor folder sig ud. Små guitarlines, diskrete klangflader og fine arrangementsgreb dukker op og giver dybde til sangene. Lyt for eksempel guitarsoloen i “Rundt og Rundt.” Den varer ikke mere end cirka 15 sekunder og er ganske tempereret og subtil, men så præcis og følelsesladet, at dens flirt med mig stadig hænger tykt i luften. For pokker hvor er det godt håndværk, det her.

Femte: Helhed og identitet

Det mest overbevisende ved albummet er, hvor samlet det føles. Der er en klar rød tråd i både lyd, stemning og fortælling, som gør, at jeg får lyst til at høre det fra start til slut, og ikke bare plukke enkelte sange ud. Det er en kunstner med et orkester, der ved, hvad han vil, og tør stå ved sit udtryk. Og det giver altså en plade, der ikke bare er vellykket i enkeltdelene, men som også står stærkt som en helhed.

Lyder det bekendt? Ja. Og netop derfor vender jeg tilbage til det igen og igen.

Frygtindgydende 80’er-funk, der blæser dig bagover

For mig at se og høre handler Tabloid Tabloid Tabloid om at have det lige så fedt, som man spiller – og omvendt. Og de her drenge spiller så tæskefedt, at du skal rette ryggen for ikke at blive blæst bagover.

Det er fem musikere med hver deres frygtindgydende CV, men de spiller musik, der er ekstremt imødekommende.

Min kærlighed til velpoleret instrumental 80’er pop-funk-jazz hjælper helt sikkert på min begejstring, og det vil også klæde dig at finde den vibe frem. For det er lige præcis det, Tabloid mestrer.

Industrien i Aarup er andet stop på deres forårsturné. Det er ærligt talt åndssvagt stærkt booket af et relativt lille, men virkelig skarpt spillested. Jeg forudser, at det her bliver epicentret for en solid, fynsk funkfest.

På med 80’er-garnet. Det her bliver svedigt.

Koncert: Tabloid Tabloid Tabloid
Fredag 10. april
Industrien, Aarup

Metal for minis: Når børn headbanger

Forestil dig en børnefestival. Forestil dig så det modsatte.

Brutale guitarriffs, tunge trommer, brøl og små mennesker, der headbanger med saft i hånden. Det lyder råt, ik?

Det er det, dine unger kan opleve til HXC Kids, der er Danmarks første metalfestival kun for børn. Og de mener det seriøst. Det er ægte koncerter, ægte bands og ægte energi. Den eneste forskel på det her og en tur på Copenhell, er, at børnene er helt i centrum.

Det betyder høreværn (lydniveauet er indstillet til børnehøjde, men husk dem alligevel), ansigtsmaling, plakater, slush-ice, meet ´n greet og altså hårdtslående musik.

Jeg elsker alt ved det her, og jeg er især vild med, at de her brølende metalhoveder investerer så meget af sig selv i det her koncept. Hvis ikke det er mega cute, så ved jeg ikke, hvad det er.

Koncert: HXC Kids
Søndag 12. april
Musikhuset Posten, Odense

Akavet, præcist og alt for genkendeligt

Vestjylland. Vind. Tavshed. Mennesker, der siger “nå” på 14 forskellige måder, og mener noget forskelligt hver gang.

Har du allerede læst Stine Pilgaards Meter i sekundet eller set Hella Joofs filmatisering ved du, at det ikke bare er en historie om at flytte vestpå. Det er en fortælling om at stå dér som det lidt for snakkende menneske i et rum, hvor ingen rigtig smalltalker – og langsomt opdage, at man måske selv er problemet. Eller i hvert fald… anderledes.

Det er ét: Pinagtigt sjov at se på. To: Det rammer noget ret præcist lige nu: følelsen af ikke helt at passe ind, og den der stille desperation efter at forstå de koder, alle andre tilsyneladende har fået udleveret ved fødslen. Kender du det?

Jeg tror og håber, at man også her tør være akavet, spidst og genkendeligt på den dér måde, hvor tæerne krummer og ansigtet strammes.

Og ærligt: hvis du nogensinde har følt dig socialt ude af takt, så er det her nok tættere på terapi end underholdning.

Teater: Meter i sekundet
8.–10. april
Svendborg Teater

Stilhed, styrke og sange der rammer

For mig er Signe Svendsen en slags konstant. Jo, hun ændrer udtryk og stil (der er langt fra Rollo og King til hendes seneste, forrygende album “Alt det vi gør for ikke at dø”), men hun er konstant virkelig, virkelig god.

Hun er sådan en, der ikke behøver råbe for at blive hørt. Hun står der. Roligt, ret præcist og rammer alligevel lige dér, hvor det gør lidt ondt.

Jeg tænker altid på hendes musik som noget, der tør være voksen. Ikke tungt og kedeligt, men ærligt. Sange om relationer, tvivl, at blive ældre uden helt at have styr på det hele. Den slags, man ikke kan gemme sig bag store armbevægelser i. Det skal bæres af stemmen og teksten. Og det kan hun.

Hun spiller solo i Faaborg, og jeg forestiller mig, at det bliver intimt på den der måde, hvor man næsten bliver lidt stille af sig selv. Signe har den der evne til at få det personlige til at føles fælles, uden at det bliver sentimentalt.

Hvis du er træt af overflade og har lyst til noget, der føles som en samtale mere end en koncert, så er Signe Svendsen et ret godt sted at gå hen.

Koncert: Signe Svendsen Solo
11. april
Magasingaarden, Faaborg

Grin med god samvittighed

Her får du en søndag aften fyldt med kuldegysninger, grin og god samvittighed.

Comedy Mod Cancer forklarer næsten sig selv – men lad os lige skære det helt ud i pap: For omkring hundrede kroner i timen får du nogle af de allersjoveste mennesker i landet, samtidig med at du støtter Børnecancerfondens arbejde.

Vi taler navne som Philip Devenatier, Niels Nørkjær, Anne Bakland, Henriette Thuesen og Mads De Krak – og det er kun halvdelen af lineuppet.

Du ved ikke helt, hvad der rammer dig… men du ved, at du kommer til at grine, og at det hele går til et godt formål.

Kæmpe no-brainer.

Standup: Comedy Mod Cancer
12. april
Magasinet, Odense

Abonnér nu

Kære venner.

Der sker - forhåbentlig - noget særligt for kulturen på Fyn lige nu.

Ikke bare fordi scenerne summer, ateliererne er åbne, og nye idéer hele tiden finder vej ud i virkeligheden. Men fordi fortællingerne om det hele begynder at bevæge sig længere ud.

Jeg har lavet en aftale med TV 2 Fyn, der betyder, at stationen bringe udvalgte historier fra K10 på deres platforme, hvilket markerer et enormt vigtigt skridt mig, k10 og forhåbentlig også for kulturen på Fyn.

For K10 har fra begyndelsen haft en ambition om at tage kulturjournalistikken alvorligt. At give plads til nuancerne, processerne og de mennesker, der skaber kulturen, og ikke mindst årsagerne til, hvorfor de gør det.

Samarbejdet med TV 2 Fyn åbner en mulighed for netop det: at styrke den lokale kulturjournalistik og bringe flere stemmer i spil. At skabe større synlighed om det, der allerede spirer og vokser på Fyn og samtidig løfte samtalen om, hvad kultur er, og hvad den kan.

Det er også en anledning til at insistere på kvalitet. På nysgerrighed. På at stille de spørgsmål, der ikke altid bliver stillet. Og på at være en platform, hvor både etablerede aktører og nye stemmer kan få plads.

Jeg håber du vil læse og se med - her på K10 og på TV2 Fyn. For K10 er ikke bare et nyhedsbrev. Det er en del af en bevægelse for et stærkere, mere levende og mere synligt kulturliv på Fyn.

Velkommen til næste kapitel.

Kh Klaus

Kultur10D: Nu får du endnu flere anbefalinger

Samarbejdet med TV2 Fyn betyder blandt andet, at i stedet for at anbefale kulturbegivenheder til dig på en månedlig basis, fremover vil gøre det ugentligt. Det anser jeg som et win.

Anbefalingerne kan du se på sociale medier, blandt andet i et kort videoformat som ovenover, på magasinetk10.dk, på tv2fyn.dk OG du kan tilmed få en mail fra mig, hver gang der er nye anbefalinger. Det får du, hvis du under indstillinger trykker ja til at modtage en mail, når jeg poster.

Et eksempel på, hvordan indholdet ser ud, kan du se ved at klikke på knappen her:

Kultur10D

Har du selv en kulturbegivenhed, som du synes, jeg skal overveje at anbefalde, så smid en mail på magasinetk10@gmail.com - skriv meget gerne “Kulturtid” i emnefeltet

Podcast: Er fodbold kultur?

Podcast: Er fodbold kultur?

Der findes steder, hvor kultur hænger på vægge.

Der findes steder, hvor den står på en scene.

Og så findes der steder, hvor kultur råbes, synges og leves.

Spørgsmålet er bare: Er stadion ét af dem?

Det er netop den grænse mellem sport og kultur, jeg undersøger undersøger i en samtale med Martin Davidsen og Peter Brix fra podcasten Stemmer fra Ådalen.

Med OB som omdrejningspunkt folder de et perspektiv ud, hvor fodbold ikke blot er et spil, men en dybt forankret kulturform.

Du kan lytte til podcasten her eller i din foretrukne podcast-app. Søg på Radio k10, så bør den dukke op.

Børneteater i Odense: Når kunsten er den virkelige superkraft

Du kan stadig nå forbi Odense Teater og nå forestillingen “Håndbog for Superhelte”, hvis du ikke allerede har oplevet den. Den spiller frem til 12. april, og det er en af de stærkeste børneforestillinger, jeg har set længe.

I min anmeldelse skriver jeg blandt andet:

… når et teater vælger at fortælle historier til børn med alvor, fantasi og kunstnerisk ambition, sker der noget stille, men vigtigt. Man giver børn en oplevelse af, at deres verden, deres følelser, deres frygt, og deres håb, er værd at tage alvorligt. At deres historier også fortjener lys, musik, scenografi og menneskers fulde opmærksomhed.

Teatret gør noget sjældent i en tid, hvor så meget underholdning flimrer forbi: det standser tiden et øjeblik. Det samler mennesker i et rum og lader fantasien vokse mellem dem. Derfor er knuselsker jeg måske mest ved kunsten og de dygtige kunstnere, når de gør sig umage for børnene. Når de tager den enormt vigtige rolle på sig, og investerer alt i det for ungernes skyld.

Og når et barn forlader salen med en følelse af, at mod kan øves, at retfærdighed kan findes, og at selv den mindste kan blive stærk, så har teatret gjort noget, som rækker langt ud over scenens kant.

Måske er det ikke en superkraft i klassisk forstand.

Men det føles alligevel lidt sådan.

Bootleggers Odense: En craft beer bar du ikke vil hjem fra

Midt i Odense gemmer Bootleggers på en anderledes baroplevelse – uden støj, uden scene, men med håndplukket øl, uformel stemning og plads til at blive hængende.

Jeg har sat mange flere ord på stedet her, men jeg kan på det kraftigste opfordre dig til selv at kigge forbi stedet, der egentlig gør så ganske lidt ud af sig selv, men så herligt meget godt for sine gæster. Jeg skriver blandt andet.

Jeg bestiller en Fat Rat. Tyk og sort med et strejf af pistacie. Beskrivelsen drog mig, smagsprøven slog mig.

”Du er heldig. Det bliver det sidste glas. Fustagen er tom”, siger værten, og jeg priser mig lykkelig for timingen. Jeg får den sidste omgang af trylledrikken. Det skal jeg fortælle videre. Hermed gjort.

De kender deres øl her. Bare se på ølbrikkerne på væggene. De fungerer ikke som dekoration i klassisk forstand. De er spor. Dokumentation af det, der har været på hanerne. Ikke et brandskabt narrativ, men en ophobning af erfaringer. Det signalerer noget væsentligt: her handler øl ikke om positionering, men om brug.

Tak fordi du følger med.

K10 er kun lige begyndt, og det her er altså næste skridt.

Følg med på magasinetk10.dk og nu også på TV 2 Fyn, hvor endnu flere historier fra Fyns kulturliv finder vej ud.

Og hvis du sidder med noget, verden bør opdage, så skriv til mig på magasinetk10@gmail.com.

Vi ses i kulturen.

Abonnér nu

Bootleggers ligner ved første øjekast mange andre moderne barer: rå beton, murstensloft, jern og mørkt træ.

Men forskellen ligger i, hvordan rummet bruges, og hvad det ikke forsøger at være. Der er ingen tydelig scene, ingen klar midte, ingen visuel dramaturgi, der fortæller gæsten, hvad der skal ske her. Man bliver ikke kaldt til opmærksomhed, men inviteret til tilbagelænethed.

Møbleringen deler rummet op i små samtaleøer. Bordene er små, bænkene langs væggene designet til at holde på folk, ikke få dem videre. Sliddet er synligt og accepteret. Her virker tiden ikke som fjende, men som medspiller.

Det er ikke tilfældigt. Det er et valg.

Bootleggers markedsfører sig som craft beer‑bar, men øllet bruges ikke som distinktion. De håndskrevne tavler bag baren ændres løbende, sortimentet er i konstant bevægelse, og der er ingen højtidelighed omkring det. Man behøver ikke kende sin stil for at bestille. Man bliver ikke rettet, kun guidet.

Jeg bestiller en Fat Rat. Tyk og sort med et strejf af pistacie. Beskrivelsen drog mig, smagsprøven slog mig.

”Du er heldig. Det bliver det sidste glas. Fustagen er tom”, siger værten, og jeg priser mig lykkelig for timingen. Jeg får den sidste omgang af trylledrikken. Det skal jeg fortælle videre. Hermed gjort.

De kender deres øl her. Bare se på ølbrikkerne på væggene. De fungerer ikke som dekoration i klassisk forstand. De er spor. Dokumentation af det, der har været på hanerne. Ikke et brandskabt narrativ, men en ophobning af erfaringer. Det signalerer noget væsentligt: her handler øl ikke om positionering, men om brug.

Den gratis popcornmaskine er et nøgleeksempel. Den er ikke elegant, ikke skjult, ikke ironisk iscenesat. Den er der bare. Et lille tilbud uden modsvar. I dag er en ekstra service ofte pakket ind i fortællinger om “oplevelse”, og det føles næsten radikalt, at det her blot er et subtilt tilbud. Og ja, jeg er ikke idiot. Der er saltet igennem. Jeg bliver tørstig, og betaler ganske sikkert den gratis snack med endnu en omgang, men følelsen af at være velkommen er ubetalelig.

Det er en påmindelse om, at gæstfrihed ikke behøver at være synlig for at fungere. Og at generøsitet ikke altid skal måles i kvalitet, men i intention.

Bootleggers er placeret midt i Odense, men rummet opsøger som sådan ikke på dialog med byen udenfor. Vinduerne spiller en behersket rolle, gardiner dæmper indkigget, og tempoet adskiller sig mærkbart fra gaden. Man mister let fornemmelsen af tidspunkt.

Det betyder noget. For i en bymidte, hvor mange steder konkurrerer om opmærksomhed gennem støj, events og synlighed, tilbyder Bootleggers i stedet et parallelt rum. Et sted, hvor man kan være uden at skulle signalere det. Paradoksalt nok er nettet røget denne eftermiddag, så vi drikker i Spotifys stilhed, mobilpayer værten privat og føler os som noget, der ligger ved siden af verden udenfor.

Det skal ikke romantiseres. Bootleggers er en del af en kæde, drevet professionelt og effektivt. Den uformelle stemning er ikke spontan, men nøje kurateret. Men netop her ligger styrken: uformelheden bliver ikke et påtaget trick, men et gennemført greb.

Gæsten mærker ikke systemet, kun roen.

Måske er det derfor, Bootleggers fungerer. Ikke som destination, men som mellemrum. Et sted, man ikke nødvendigvis fortæller om bagefter, men alligevel husker. Ikke på grund af noget spektakulært, men fordi tiden blev brugt anderledes.

Bootleggers Odense Craft Beer Bar

Gråbrødre Pl. 4, 5000 Odense

bootleggers.dk

Kunst: HuskMitNavn – Brandts

Fra legende sanseudstilling og eventyrshow til musical, kreative workshops og spænding hjemme i stuen.

Jeg har kaldt dette for en af de bedste sanseudstillinger nogensinde. Af samme grund er den umulig ikke at anbefale:

Den anonyme kunstner HuskMitNavn vender hele museumsoplevelsen på hovedet i denne udstilling, hvor du ikke bare må – du skal røre og bruge kunsten. Du kan kravle, tegne, lege og gå på opdagelse midt i HuskMitNavns velkendte, farverige univers, hvor værkerne i den grad bliver levende.

Måske kender du allerede kunstnerens karakteristiske streger og skæve figurer fra gavle og plakater. På Brandts er de vokset til en totalinstallation, der fik både mine børn, min hustru og mig til at glemme tiden, da vi var forbi.

Dine børn beder simpelthen om at få lov til at blive lidt længere … på et museum. Det føles ret fedt.

HuskMitNavn: Sanseudstilling
Kig forbi i museets åbningstid
Brandts, Amfipladsen 7, Odense

Underholdning: Sigurd Barrett – Odeon

Gad vide, hvem vores unger egentlig kender bedst – H.C. Andersen eller Sigurd Barrett?

Svaret er sådan set underordnet, for 2. april, på Andersens 221-års fødselsdag, kan du og dine børn møde dem begge. En mester i at formidle til børn tager mesteren i at skrive for børn under kærlig behandling.

Meget få når op på siden af Barrett, når det kommer til at levere indhold til børn, der både underholder og gør dem klogere. Og når materialet så ovenikøbet er vores egen, lokale verdensstjerne med de mange gode historier i bagagen, er denne eftermiddag et oplagt kryds i kalenderen.

Det Store Show
2. april klokken 15
Odeon, Odeons Kvarter 1, Odense

Musical: B&U Teatret - Svendborg

Nu fik jeg sagt, at få når op på siden af Barrett, når det kommer til at levere indhold til børn og unge – men vi har faktisk vores helt egen mester her på Fyn.

Dramatiker og manuskriptforfatter Jannie Schjødt Kold er fænomenal, når det kommer til at skabe fortællinger til både børn og voksne. Hun står blandt andet bag det roste, ambitiøse og virkelig stærke lydteater på Sydfyn, og nu har hun så taget fat i et indbrud på B&U Teatret i Svendborg i 2022.

Det er skrevet om til en true crime-musical, der synger, danser og kredser om arbejdet med at opklare mysteriet. Jeg synes, idéen er genial, og i hænderne på B&U Teatret tør jeg uden at tøve anbefale den, selv om jeg selvsagt ikke har set forestillingen endnu.

True Crime. En forbrydelse, en by.
4. – 6. april klokken 16 alle dage
Svendborg Teater

Abonnér nu

Leg og teater: Ville Vau – H.C. Andersens Hus

Med fare for at blive sådan en karikeret fynbo, der siger Andersen i hver anden sætning, har jeg alligevel lyst til at sende dig og dine børn i retning af digteren. I hvert fald i retning af hans museum.

I Ville Vau, den pulserende børneafdeling i H.C. Andersens Hus, kan du i løbet af påskeferien opleve små, levende fortællinger af Andersen-eventyr, og i workshops kan du selv give historierne liv.

Jeg knuselsker alle de greb, der gør det lettere for børnene at tage litteraturen ind, det her er blot nogle af dem, og det er en kæmpe anbefaling værd.

Ville Vau
Hele påsken i museets åbningstider
H.C. Andersens Hus, Odense

TV: Mindernes Ø - DR

Den her kulturoplevelse behøver du ikke engang bevæge dig ud af hjemmet for at opleve. Til gengæld bliver du hjemme fra stuen taget med på en rejse til Sydfyn – nærmere bestemt Ærø – hvor den spritnye serie “Mindernes Ø” er optaget og foregår.

Der er, helt kort fortalt, tale om et smuglermysterium i seks afsnit, som kan ses på DR. Udover den fynske lokation er kvinden bag serien også helt lokal. Det er nemlig instruktør Anna Van Deurs, som jeg helt personligt har heppet på, siden jeg i 2020 første gang hørte hende pitche idéen til hendes kortfilm “Klimakrigeren”. Den blev realiseret i 2022 og kan findes på Filmstriben.dk, mens “Mindernes Ø” altså kan ses på DR fra 4. april.

Mindernes Ø
Fra 4. april på DR
I din stue

Kunst: Michela Bredahl – Brandts

Jeg elsker fotografiet af virkelig mange grunde, men den vigtigste er nok, at det stadig er et af de mest nådesløse medier, vi har. Det kan ikke gemme sig bag forklaringer. Det fastholder et blik, et øjeblik, en relation, og er det skudt rigtig godt, tvinger det os til at stoppe op og se det, vi ellers ville glide udenom.

Det er præcis den styrke, Michella Bredahl har gjort så fortrinlig brug af i sin karriere, og som jeg glæder mig til at se og mærke i udstillingen “Rooms We Made Safe” på Brandts.

Michella Bredahl har gjort det til sin stil at bruge fotografiet til at trænge ind i rum, der næsten føles forbudte. Hun fotograferer familie og venner i deres egne hjem, og dermed træder vi ind i en intimsfære, der på én gang føles privat, men samtidig pivåben for alle.

“Rooms We Made Safe” er Bredahls første store soloudstilling i Norden, og jeg er vild med, at det netop er Brandts – det tidligere Museet for Fotokunst – der lander den.

Fotoudstilling: Michella Bredahl – Rooms We Made Safe
I museets åbningstider
Brandt, Amfipladsen 7, Odense

Gospelkoncert: Emmaus – Metodistkirken i Odense

Har du først én gang mærket kraften fra et gospelkor, så glemmer du det aldrig. Har jeg ret?

Og har du ingen idé om, hvad jeg snakker om, så lov mig at drage af sted mod Metodistkirken i Odense den 6. april, og lad hjertet være lige så åbent som dine arme. Her venter gospelkoret Emmaus med korleder Mette Risager på at sende dig en tur mod himlen og tilbage igen.

Der er påskekoncert på programmet, og du skal glæde dig til energien og intensiteten. Den næsten fysiske fornemmelse af fællesskab, når sangene folder påskens fortælling ud med både tyngde og håb.

Hvis du vil opleve, hvad musik kan, når den bæres af både tro, teknik og fællesskab, så er Emmaus et kor, du ikke bør gå glip af.

Gospelkoncert: Emmaus
6. april klokken 17
Metodistkirken i Odense, Alexandragade 8, Odense

Kunst/vandretur: Keramikruten – Middelfart

Nu leger vi, at den bedste forårssommer i uendelige tider forkæler os i påsken. Mindre kan også gøre det, men lad os være enige om, at vejret bliver strålende. Så kunne du godt bruge en kulturoplevelse, der er nem at gå til, gratis og foregår udendørs, ik’?

Led ikke længere, sigt efter Keramikruten i Middelfart.

Det er en 2,3 kilometer lang spadseretur, som fører dig rundt i byen fra CLAY Keramikmuseum og ned mod havnen og videre gennem gaderne. Undervejs støder du på keramiske værker, der står midt i det hele – uden skilte, billetkontrol eller museumsstemning.

Det, der i min optik gør ruten fed, er, at kunsten ikke råbe: “Hey, kom lige her og kig!” Den står stoisk og venter på, at du opdager den. Et værk her, en skulptur der, som pludselig får dig til at sænke farten, stoppe op og se byen på en ny måde. Ved værkerne kan du digitalt få adgang til en audioguide, hvor keramiker og forfatter Peder Rasmussen fortæller om det, du ser.

Keramikruten er perfekt til en langsom eftermiddag, en kulturdestination eller som et ekstra stop, hvis du alligevel er i Middelfart. Du bestemmer selv tempoet, hvor meget du vil fordybe dig, og hvor længe turen skal tage.

Og kan for en god ordens skyld fint opleves i typisk dansk vejr.

Kunsttur: Keramikruten
Hele påsken, døgnet rundt
Begynd hos CLAY Keramikmuseum, Middelfart

Koncert: Viktoria Søndergaard – Harders

Hvis du kun går til koncerter for at høre noget, du allerede kender – noget du kan synge med på – så er det her nok ikke for dig.
Men måske burde det være det. For hvad er egentlig det bedste, der kan ske, når du prøver noget nyt?

Måske bliver du, ligesom jeg, fanget af den måde, den prisvindende vibrafonist, komponist og bandleder Viktoria Søndergaard går til musikken på – med nysgerrighed, nerve og en vilje til at skubbe til grænserne.

Man kunne kalde det jazz. Men det er kun halvdelen af sandheden. Musikken bevæger sig frit mellem genrer og rammer noget genkendeligt – og noget af det, du kan lide.

Så overvej at tage din største ja-hat på.Det her er ikke bare en koncert, du går til. Det er en oplevelse, du vælger at gå ind i.

Til dig, der har lyst til at blive overrasket, rørt … eller bare udfordret en smule.

Koncert: Viktoria Søndergaard
3. april klokken 21
Harders, Møllergade 36, Svendborg

Abonnér nu

Standup: Hartmann, Green og Skriver – Anarkist

Det er faktisk ret nemt at sætte ord på den her anbefaling: Det bliver simpelthen skidesjovt.

Comedy Night Club på Anarkist skruer op for både humøret og hanerne, når Thomas Hartmann, Karsten Green og Sofie Skriver indtager den intime scene i Anarkist Beer & Food Lab.

Er du vokset op i 90’erne, kender du uden tvivl Hartmann og Green – to af pionererne fra standuppens første bølge i Danmark. Og så er du nok også cirka jævnaldrende med Sofie Skriver, der med knivskarpe observationer og bidende humor om voksenlivet gør det lidt sjovere at være en småtræt forælder.

Tre stærke komikere – hver især værd at opleve. Her får du dem samlet.

Det er godt et tilbud, at det næsten er til grin.

Standup: Comedy Night hos Anarkist
2. april klokken 20
Anarkist, Albanigade 20, Odense

NYCIRKUS: WHERE THE FUNK IS MY RED NOSE? // DYNAMO

Vi skal i cirkus. Men ikke den slags, du tror.

“Where the funk is my red nose” handler nemlig ikke om en klovn, der har mistet sin næse, men om en uheldig popcornsælger fanget i en fysisk, intens og uforudsigelig situation.

Forestillingen er kropslig og direkte. Det er råt, sårbart og konstant i bevægelse. Her er ingen trygge grin eller pæne pointer, kun en oplevelse, der mærkes i kroppen.

For dig, der: er til nycirkus, performance og fysisk teater – og som gerne vil udfordres, overraskes og rammes personligt.

Where the funk is my red nose?
27. marts klokken 19
Dynamo Workspace, Odense

MUSIK: LAUREN RUTH WARD // DEXTER

Den her stemme må du ikke gå glip af.

Lauren Ruth Ward balancerer styrke og skrøbelighed med en uhørt intens, næsten gådefuld tilstedeværelse, der trækker dig helt ind.

På Dexter optræder hun i et duo-format, som jeg ikke har fundet dokumenteret online. Måske er det netop pointen: Det her skal opleves live.

Forvent en koncert, hvor rå rock møder nerve og nærvær. Ingen afstand, ingen overproduktion. Bare musik, der rammer direkte, og en vokal, der bliver siddende længe efter.

For dig, der: søger intense, tætte liveoplevelser med kant og følelse. Tænk Janis Joplin, men i sin egen, moderne form.

Lauren Ruth Ward (duo)
28. marts klokken 20
Dexter, Odense

MUSIK: IBRAHIM ELECTIC // TOBAKSGAARDEN

Ingen kan forudsige, hvor den her koncert ender, og det er pragtfuldt!

Ibrahim Electric leverer den type koncert, du mærker med det samme. Tre af andets stærkeste musikere løfter lyden op i et felt, hvor jazz møder tunge grooves, skæve drejninger og masser af sceneenergi. Det er intenst, rytmisk og svært at stå helt stille til. Nej, det er helt umuligt at stå stille til. Jeg har oplevet publikum crowdsurfe og kærlighedskramme vildtfremmede mennesker, når Ibrahim Electric åbner sig helt op.

Her er ikke tale om pæn baggrundsmusik, men om et livesæt med bid, sammenspil og overskud. Det gør koncerten oplagt for både nysgerrige jazzlyttere og for dem, der normalt søger mod funk, rock eller mere eksperimenterende liveoplevelser.

Henvender sig til: Folk, der elsker livet. Jazz- og groovepublikum samt alle, der tænder på musik med kant og fremdrift.

Ibrahim Electric
27. marts klokken 20.30
Tobaksgaarden, Assens

Abonnér nu

TEATER: T MED ALICE // NØRREGAARDS TEATER

De fleste kender “Alice i Eventyrland”, men “T Med Alice” er noget helt andet.

Her slipper forestillingen den klassiske fortælling og bevæger sig ind i et sanseligt, billedbåret univers, hvor stemninger, krop og visuelle indtryk driver oplevelsen. Det føles som at træde ind i noget, der hele tiden skifter form.

Iscene har netop anmeldt forestilingen og fremhæver den som en gennemført og magisk helhedsoplevelse, hvor scenografi, lys og performernes tilstedeværelse smelter sammen. Det er netop i det samlede udtryk, at forestillingen løfter sig og bliver mere end summen af sine dele.

Det gør “T Med Alice” til et stærkt bud for dig, der ikke bare vil se teater, men opleve det med hele kroppen – og som er nysgerrig på scenekunst, der tør udfordre både form og fortælling.

Henvender sig til: børn og unge i alderen 9–12 år (4.–6. klasse), der kan lide visuelle universer og historier, der føles som at træde ind i en drøm.

T Hos Alice
Torsdag 26. marts 10.00 og 11.30
Fredag 27. marts klokken 10.00 og 11.30
Lørdag 28. marts klokken 11.00
Nørregards Teater, Scene Centrum, Odense.

KLASSISK: MOZART // ODENSE SYMFONIORKESTER

Hvis du kun må vælge én klassisk koncert i år, så start med at udfordre præmissen. Og hvis det ikke lykkes, så vælg denne.

Her møder du Mozart i to forskellige stemninger: det åbne og melodiske over for det mørke og eksistentielle.

Aftenens tyngdepunkt er “Requiem” – et af musikhistoriens mest myteomspundne værker. Skrevet i Mozarts sidste måneder, bestilt anonymt og efterladt ufærdigt. Alligevel betragtes det af mange i dag som et af hans stærkeste og mest gribende værker.

Musikken bevæger sig mellem det truende og det trøstende. Fra massive, mørke korpassager til øjeblikke af lys og håb. Det er netop det spænd, der gør “Requiem” så dragende.

Koncerten åbner med klaverkoncert nr. 23, hvor Mozart viser sin lettere og mere lyriske side. Sammen skaber de to værker en aften med både kontrast og sammenhæng.

For dig, der: vil opleve klassisk musik med historie, dramatik og stærke følelser – i den helt store skala.

Mozart: Klaverkoncert nr. 23 & Requiem
Odense Symfoniorkester med Fynske gymnasiekor & Filharmonisk Kor Fyn
Dirigent: Steven Moore
26. og 27. marts klokken 19 begge dage.
Odense Koncerthus

MUSIK: KIRA SKOV / ANSGARS KIRKE OG VOR FRUE KIRKE

Det her kan kan kun blive vildt.

Kira Skov rammer ikke bare én men to fynske kirker i denne uge. Med sig tager hun sin karakteristiske lyd – mørk, dragende og fuld af nerve. Hendes koncerter balancerer det intime og det kraftfulde, hvor hver sang føles som en fortælling, der folder sig ud lige foran dig.

Der er noget særligt ved de koncerter, hvor tempoet sænkes, og det væsentlige får plads. Her står musikken uden filter. Tæt, ærlig og lige til at mærke. Kira Skov inviterer indenfor i et rum, hvor sangene ikke bare bliver spillet, men foldet ud som fortællinger om liv, relationer og det, vi bærer med os.

Sammen med guitar og violin opstår et lydunivers, der er enkelt, men dybt. Det er en koncert, hvor ordene får vægt, og hvor stemningen næsten kan røres. Her handler det ikke om det store show, men om nærvær og om at lytte med hele kroppen.

En oplevelse for dig, der søger noget mere end bare musik. Noget, der bliver hængende.

Især for: Voksne musikelskere, fans af danske singer-songwriters, og alle der søger en intim og eftertænksom koncertoplevelse

21. marts - Vor Frue Kirke, Svendborg

22. marts - Ansgars Kirke, Odense

TEATER: FARVEL / BAGGÅRDTEATRET

Noget slipper. Noget begynder.
Farvel er en sanselig teaterkoncert, der kredser om det øjeblik, hvor livet skifter retning, og vi må give slip på det, vi kender.

Forestillingen bevæger sig let mellem det legende og det eftertænksomme. Musikken driver oplevelsen frem med energi og nærvær, mens fortællingen åbner for både grin, genkendelse og stille øjeblikke. Det er tæt, levende og lige til at mærke.

En stærk oplevelse for børn, unge og voksne. Især dem, der står midt i forandringer, store følelser eller nye begyndelser.

Især for: børn fra 8 år, unge og voksne.

22. til 24. marts - BaggårdTeatret, Svendborg

MUSIK: BLICHER HEMMER GADD / SVENDBORG TEATER

Det her er ikke bare en koncert, det er musikalitet på højeste niveau. Med Steve Gadd bag trommerne får du en musiker, der har sat sit præg på alt fra verdensstjerner til de største scener. Hans spil er præcist, legende og fuld af overskud.

Sammen med Blicher og Hemmer opstår et stærkt og dynamisk samspil, hvor groove, nerve og musikalitet er i centrum. Det er levende musik, der trækker dig ind og holder dig der.

En aften med intensitet, virtuositet og ren spilleglæde.

Især for: Jazzfans, musikelskere og dem, der vil opleve en af verdens bedste trommeslagere live

21. marts - Borgerforeningen, Svendborg Teater

‘HVOR TOG ROBIN HEN / NØRREGAARDS TEATER

En tidlig morgen ændrer noget sig. Lisas mor forsvinder ud af døren, og tilbage står Lisa med spørgsmål, hun ikke kan slippe. Hun er vant til at observere, til at se det, andre ikke lægger mærke til. Og da en mystisk dreng dukker op samme dag, ved hun, at der er en historie, der skal opklares.

Med sit skarpe blik og sin indre detektiv kaster Lisa sig ind i jagten på sandheden. Det bliver en efterforskning fyldt med spor, tvivl og mod og en rejse, hvor hun må konfrontere både det ydre mysterium og det, der gemmer sig indeni.

Især for: børn og unge fra 10 år samt voksne, der elsker detektivhistorier med dybde og følelse

19. til 21. marts, Nørregaards Teater

HJERTESTARTER KORWORKSHOP / ODEON

Findes der noget bedre end at synge sammen? Jeg tror det ikke. Slet ikke i et kæmpekor under kyndig ledelse.

Her er plads til både usikkerhed og overskud. Hjertestarter er en korworkshop, hvor fællesskabet er i centrum, og hvor stemmen bliver et redskab til at skabe energi og nærvær.

Du bliver guidet trygt gennem øvelser

og fællessang, hvor det ikke handler om at præstere, men om at deltage. Stemningen er åben og inkluderende, og du mærker hurtigt, hvordan rummet løfter sig, når stemmerne finder hinanden.

Især for: alle sangglade – uanset erfaring, der har lyst til fællesskab og musikalsk energi

22. marts, Odeon

Og så findes der steder, hvor kultur råbes, synges og leves.

Spørgsmålet er bare:
Er stadion ét af dem?

Det er netop den grænse mellem sport og kultur, Klaus Knakkergaard undersøger i en samtale med Martin Davidsen og Peter Brix fra podcasten Stemmer fra Ådalen.

Med OB som omdrejningspunkt folder de et perspektiv ud, hvor fodbold ikke blot er et spil, men en dybt forankret kulturform.

Her er fodbold ikke kun 90 minutter på en bane, men noget, der sætter sig i kroppen.

- Det er jo en bouillonterning af livet, siger Peter Brix blandt andet i podcasten.

Alt er presset sammen: glæden, frustrationen, håbet.

- Du køber billet til noget, hvor du ikke ved, hvordan det starter eller slutter, siger Peter Brix.

Netop det uforudsigelige gør oplevelsen levende. Det er et drama uden manuskript, hvor øjeblikke opstår og forsvinder igen, før man når at begribe dem. Råt. Brutalt. Smukke.

Følelserne. De er umiddelbare, uden filter.

- Jeg har aldrig råbt sådan til en koncert, lyder det fra Martin Davidsen. Fodbold kan få kroppen til at reagere, som få andre oplevelser kan.

Som kultur kan. Så ser det kultur?

Lyt til samtalen herover eller i din foretrukne podcastapp. Lyt til Stemmer fra Ådalen på obstemmer.dk og find ligeledes den podcast i din foretrukne podcast app.

Nogle steder opdager man først værdien af, når de er ved at forsvinde.

Som Avernax.

Festivalen har meldt ud, at den lukker i sin nuværende form efter dette års festival. At posen bliver rystet. At man håber på en dag at genopstå i en ny udgave. Det er ikke en endelig afsked, tolker og håber jeg. Mere et punktum, der måske en dag viser sig at være et komma. Alligevel føles det som et tab.

For Avernax var ikke bare endnu en festival i kalenderen. Den var en idé om, hvordan en festival kunne være. Mindre støj, mere nærvær. Færre hegn mellem mennesker. Flere langborde, flere samtaler.

Avernax var heller aldrig den største festival. Den konkurrerede ikke på lineups, kæmpe scener eller internationale headlinere. Den konkurrerede på noget andet: nærvær. Den byggede en oplevelse, hvor mennesker ikke blot stod side om side foran en scene, men faktisk satte sig ned sammen, spiste sammen, sang sammen og delte øjeblikke, der ikke kunne gentages.

På en lille ø i det sydfynske øhav lykkedes det at skabe noget, der mindede om et midlertidigt samfund. I nogle få dage samledes mennesker ikke bare om musik, men om måltider, aktiviteter, natur og den stille luksus, der ligger i at have tid til hinanden.

Det er i sig selv en præstation.

Derfor er det også noget særligt, at festivalen ikke bare lukker døren. At den i stedet taler om at ryste posen. Om at tænke nyt. Om måske en dag at vende tilbage i en form, vi endnu ikke kender. Den slags håb passer egentlig meget godt til Avernax.

Der er dog også en mere personlig erkendelse, som sikkert deles af flere: Jeg nåede aldrig derover.

Avernax var en af de festivaler, man hele tiden tænkte, man nok skulle få oplevet. Næste sommer. Eller sommeren efter. Når kalenderen lige passede lidt bedre.Nu står det pludselig klart, at det måske ikke bliver så enkelt.

Måske genopstår festivalen i en ny form. Måske vender teltene tilbage til øen en dag. Det håber jeg. Men uanset hvad der sker, vil der altid være en lille fortrydelse over ikke at have taget turen, mens man kunne.

For det Avernax byggede, var ikke bare en begivenhed. Det var en stemning. Et fællesskab. En måde at være festival på.

Har du som jeg ikke oplevet festivalen, så har du stadig muligheden i år. Der er stadig billetter - find dem her avernax.dk